Læsetid: 2 min.

K'nyt

10. december 1998

ALOA-prisen til Amin Maalouf
*Centret for Litteratur fra Afrika, Asien, Latinamerika og Oceanien meddeler, at årets ALOA-pris går til den libanesiske forfatter og journalist Amin Maalouf. Prisen på 10.000 kr. gives for romanen Første århundrede efter Beatrice samt det kulturhistoriske værk, Korstogene som araberne ser dem.
Maalouf kommer til København i næste uge for at modtage prisen. D. 17. dec. fortæller han på Carsten Niebuhr-instituttet om korstogene.

SU til cirkusartisterne
*Cirkus skal have sin egen lovgivning, og unge skal have mulighed for at uddanne sig til artister med SU-støtte, anbefaler et udvalg under Kulturministeriet. Bliver anbefalingerne til virkelighed, er fremtiden for dansk cirkus sikret, for dermed får unge uden for miljøet også en chance i manegen, siger medlem af udvalget, cirkusartist Benny Schumann til Ritzau. Udvalget, som præ-senterede sine anbefalinger onsdag, fastslår, at der både skal lovgivning og uddannelse til, hvis cirkus skal have en fremtid i Danmark.

Vandt projektkonkurrence
*Projektkonkurrencen om en tilbygning til J.F. Willumsens Museum i Frederikssund er afsluttet, og en enig dommerkomite udpegede Theo Bjergs forslag som det bedste projekt. Byggeriet kommer til at koste 20 mio. kr., og efter planen skal det stå færdigt omkring år 2002. Theo Bjergs Tegnestue vandt i sin tid andenpræmien i konkurrencen om udbygningen af Statens Museum for Kunst.

Marked og jule-dj på Vesterbro
*Enghave Plads i København danner lørdag den 12. december kl. 11-16 rammen om et alternativt julemarked med boder, internet-café, livemusik med mere. Arrangør: Foreningen Hva'så Vesterbro.

Dansk kunsthåndværk til salg
*Ålborg Kunstpavillon afholder frem til søndag den 20. december julemarked, hvor man vil kunne erhverve sig nyt dansk kunsthåndværk så som knive, tekstil, keramik, glas og andet godt. Der er åbent dagligt 12-17, mandag lukket.

Porno under juletræet
*I aften klokken 19.30 inviterer Kvindeligt Selskab til debat om porno i årets julestue i KVINFOs bibliotek på Christians Brygge 3. For den beskedne sum af 60 kr. kan man foruden gløgg og pebernødder få smagsprøver på filmen Constance, der er filmselskabet Zentropas bud på en pornofilm med appel til kvinder. I panelet sidder instruktør Knud Vesterskov, producent Lene Børglum og pornografi-forskeren Rune Gade.

Ny dirigent i Ålborg
*Aalborg Symfoniorkester får ny chefdirigent i sæsonen 1999-2000; nemlig Moshe Atzmon, der er født i Ungarn. Han har tidligere været chefdirigent for bl.a. Sydney Symphony Orchestra, NDR Symfoniorkestret i Hamborg og Tokyo Metropolitan Symphony Orchestra. Moshe Atzmon har foreløbig kontrakt for tre sæsoner.

Piller for uegennyttig indsats
*Billedvæver Merete Erbou Laurent, glasmager Do Karlslund og arkitekt Ole Larsen modtager Designfondens opmuntringslegater, de såkaldte vitaminpiller. Med pillen følger 10.000 kr. De tildeles for en uegennyttig indsats for dansk design og kunsthåndværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu