Læsetid: 2 min.

K'NYT

4. december 1998

Holberg-Medaillen til Ørnsbo
*Dramatikeren og forfatteren Jess Ørnsbo bliver årets modtager af Holberg-Medaillen. Medaljen er stiftet af Dansk Forfatterforening og uddeles hvert år til en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter som anerkendelse for vedkommendes litterære arbejde. Tidligere har bl.a. Per Højholt, Henrik Stangerup, Suzanne Brøgger og Ole Wivel modtaget Holberg-Medaillen. Overrækkelsen finder sted i Kulturministeriet på tirsdag. Teaterforlaget Scala udgiver i øvrigt 8. december otte skuespil af Ørnsbo under titlen: 8 ULIGE SPIL - Grynt fra 90'erne, herunder Astama 5, der i januar spilles på Det kgl. Teater.

Nye info-totems hos Metro og DSB
*Både den københavnske Metro og DSB-regional skal have nye standere i gadebilledet med informationstavle og minuttal. De to opgaver har tretten designfirmaer konkurreret om, og vinderne blev: Knud Holscher på Metroen, og Dissing+Weitling på DSB - viste det sig ved offentliggørelsen i går torsdag. Begge forslag egner sig efter dommerkomieteens mening til at indgå i forskelligartede bymiljøer. DSB vil placere endnu en høj skive i gadebilledet, og Metroen en skorsten i sort støbejern med indfældede displays.

Soros - filantropisk spekulant
*Han tjente over en milliard dollars på spekulationer mod det britiske pund i 1993. Samtidig har han de sidste 15 år givet 100 millioner dollars væk hvert år. Den ungarskfødte pengemand George Soros er stærkt kritisk over for kapitalismen og dens konsekvenser for det demokratiske samfund. Når Soros bog Den globale kapitalismes krise (omtalt i Inf. 2. december) udkommer i Danmark til februar på Munksgaard/Rosinante, kan man læse hans diagnosticering af den blinde kapitalisme og hans bud på en udvej.

Ny debatbog om idræt og etik
*Center for Idrætsforskning har udgivet debatantologien Idræt og etik. Her indkredser filosoffen og teologen Peter Kemp, hvad en sund og naturlig krop er. Den norske filosofiprofessor Gunnar Breivik diskuterer idrættens værdier. Læge og professor Povl Riis beskriver klinikerens syn på idræt og etik og journalisten Poul Albret reflekterer over de idrætsetiske problemer, der kan ligge i relationerne mellem topsport, sponsorer og medier. Bogen, der er redigeret af Kurt Jørgensen og Else Trangbæk, er blevet til på baggrund af en seminarrække om emnet.

Kritikerprisen 1998
*Kritikerprisen for 1998 uddeles ikke som sædvanlig i december i år, men i begyndelsen af 1999. Fra i år har Litteraturkritikernes Lav, der uddeler prisen efter urafstemning blandt medlemmerne, nemlig besluttet at flytte uddelingen til begyndelsen af det nye år, så også de bøger, der udkommer i årets allersidste tid kan nå at komme med i betragtning. En sidegevinst er at lægge en vis afstand til BogForums orgie af andre interessante begivenheder i bogens verden.

Kors, bånd og stjerner
*Dronningen har uddelt et sæt ordener - såkaldte ridderkors og andre kors - til en række kunstnere Blandt de ordnede er operasanger Ib Hansen, skuespiller Henning Moritzen, solodanser Kirsten Simone, skuespiller Birthe Neumann, operasanger Stig Fogh Andersen, skuespiller Ole Ernst, koncertmester Lars Bjørnkjær og solodanser Silja Schandorff. Skuespiller Jørgen Reenberg fik en medalje. Så endte han da til sidst med kors og bånd og stjerner på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her