Læsetid: 13 min.

Den kolde grønne vrede

19. december 1998

Hr. Præsidenten oppe i Mexico By og den nationale ånd og bankerne og olieeksportørerne og Senatet vil slukke de sidste gløder af oprør i Chiapasregionen. De sender krigsgudens pansrede kolonner for at knuse knogler, som et tungt minut, som en tid uden alder

MEXICO (1)
Om lidt vil alt blive slået af stumhed. Angstens ravne vil falde over os. Hele højderyggen vil skælve. Den vil ikke styrte sammen. Men krattet og løvet og slangerne og de giftige myrer vil vride sig, og støvet vil rejse en fane af grålig, muggen jord. Og så vil han komme ned ad bjergvejen som en næve, der flækker et åbent, venligt ansigt. Han vil komme, krigsguden Quetzalcoatl med alle sine håndgangne mænd. Deres blikke vil være udslukte, men inde bag pupillerne vil der brænde en kold, grøn vrede, som griber om hele landskabet og forgifter den lille flod og gør hestene syge og ætser eucalyptustræernes hvide stammer, og der vil ikke være et eneste blodfarvet bær tilbage på kaffebuskene, ingen blomster, der beskytter banantræernes unge klaser, og alle andre afgrøder, selv stenene og de brækkede grene vil flygte og gøre sig usynlige, som indianerne gør det, når de hører lyden fra Quetzalcoatls pansrede kolonne, som rykker frem og ned mod landsbyen med knive og glasskår og stikkende torne, som tænder der bider sammen, som knogler der knuser knogler, som et tungt minut, som en tid uden alder.
Men krigsguden kalder sig ved et andet navn, og tiden er blevet gammel. Han rykker ikke frem foran en hær af spanske erobrere for at fravriste aztekerne og mayaerne deres jord og rigdom og deres tro og i sidste ende deres liv. Nej, krigsguden hedder ikke Hernan Cortes, og han vil ikke indtage og afbrænde aztekernes hellige og forgyldte by, Tenochtitlan, for han lever i dette århundrede, og hans navn står at læse på den grønne uniformsjakke, "Almerio Fuentes", oberstløjtnant i den mexicanske hær, amerikansk trænet, den venstre hånd hvilende på kanontårnets kant, den højre hævet over hjelmen i et "vent", et signal til resten af kolonnen, som stivner med motorerne i tomgang, og ordren iler fra vogn til vogn, maskinkanonerne er rastløse, soldaterne falder lidt sammen og tørrer sveden af panden, selv om morgenens kølighed stadig hænger over dem, og de sveder ikke af angst men af forvirring, og de spørger, deres brune øjne spørger: "Ja, men hr. oberstløjtnant, hvorfor er vi egentlig her, og hvorfor skal vi sprede frygt og rædsel nede i landsbyen blandt vores egne, blot fordi vi bærer uniformer og rifler, som amerikanerne, 'gringoerne', har skænket os i demokratiets navn?"

Men alt det ligger et par timer ude i fremtiden. Endnu kan ingen nede i landsbyen høre de pansrede køretøjer. De ved, de vil komme. Det sker hver dag kl. 11. Og det gentages kl. 13 med militær præcision. Det kaldes en 'rundering', og det hele er blot en udspekuleret markering af, at hr. guvernøren over Chiapas-provinsen og hr. hærchefen i samme provins og politiet og efterretningsvæsnet og regeringspartiet og hr. selveste Præsidenten oppe i Mexico By og den nationale ånd og bankerne og olieeksportørerne og Senatet, ja selv de magre hunde på Zocalo-pladsen ikke vil finde sig i, at der stadigvæk gløder nogle rester af oprør i denne landsby, i dette lille samfund med næppe 200 sjæle og skæve hytter og snavs og en hullet hovedgade. Og hvad der er værre: Nogle plakater der er mørnede af tiden, og hvor der står skrevet det samme som henne på muren, der en gang dannede rammen om landsbyens skole, før det mexicanske luftvåben tog sig af sagen og blæste bliktaget bort og væltede, hvad der ikke kunne modstå vindhvirvlerne, nemlig "Jord og Frihed" flankeret af 'subcomandante Marcos', ikke i levende live, for i dag ved kun få, hvor 'zapatisternes' leder, denne det 20. århundredes sidste oprører faktisk befinder sig, eller om han i det hele taget endnu er i live. Nej, ingen Marcos i levende live, men et lidt ubehjælpsomt portræt af hans ansigt med de brændende øjne inde bag elefanthuen.
Og de stirrer, ikke op mod bjergvejen, hvorfra kolonnen vil komme, når oberstløjtnant Fuentes har badet og barberet sig og duppet kinderne med sprit, nej, Marcos ser hen mod floden og de gamle piletræer og indianerkvinderne, der vasker tøj og alle ungerne, der lige fra solopgang har forsøgt at afsætte små, sorte dukker, der ligner ham eller servietter og sjaler med hans navn og skikkelse indsyet: De tunge støvler, der gennem fem lange år har båret ham gennem Chiapas-provinsens bjerge, først sejrens men senere flugtens støvler, for hvis en opstand som hans ikke sætter sig fast og breder sig inden for ganske kort tid, bliver den som alle andre oprør i Mexico begravet, enten i overtalelse og bestikkelse eller i støvet jord og en ukendt grav.

Og, ja ingen kan se bort fra virkeligheden, heller ikke her i denne landsby, der ironisk nok bærer navnet La Realidad. Virkeligheden. Og den virkelighed ser sådan ud, at der nu er gået næsten fem år, siden Marcos og hans kampfæller rykkede ind i flere af Chiapas-provinsens større byer og jog en aldeles uforberedt hær på vild flugt. Og på torvet i San Cristobal de las Casas, hvorfra det første krav om indianernes frihed blev rejst, fastslog han, at nu langt om længe, efter fem lange århundreder, skulle alle være brødre og lige og frie.
Men i stedet for Frihed, Lighed og Broderskab, fik Chiapas infanteri, artilleri og kavaleri. Og det kommer oberstløjtnant Fuentes blandt andre til at stå for, hvilket han om lidt og for Gud ved hvilken gang vil vise indianerne i La Realidad. Men nej, de skal ikke skydes eller fordrives eller underkastes pinefulde forhør. Det er slet ikke tanken. For dette er det 20. århundrede, og magthaverne og selv den mest tåbelige officer i den mexicanske hær har hørt om menneskerettighederne og domstolen i Haag og general Pinochet, og hvad der er sket med eller venter nogle skumle typer i Bosnien. Nej, det der er tanken - og den er i fuld overensstemmelse med dette århundredes ånd, her hvor det går mod enden hen mod årtusindskiftet - det er, at disse genstridige bonde-indianere i La Realidad skal sættes på plads, systematisk skræmmes på faste klokkeslæt hver eneste dag og fratages illusionen om, at de er noget som helst i dette samfund ud over at stå i vejen og være til besvær for demokratiet og Udviklingen. Og de er 'besværlige'. De bliver hårdnakket ved med at hævde, at jorden er deres. De snakker om dokumenter og skøder. Og de læser jo også aviser eller hører radio eller har mødt nogle, der af og til ser tv.
Folk oppe fra de store byer, som kommer tilrejsende og siger, at sådan, som det går nu, kan det ikke fortsætte. Regeringen lover hvad som helst. Men kun på papiret og helst i FN eller andre fine, internationale lokaliteter, hvor Mexicos repræsentanter står frem og i timevis taler om, at nok er der problemer, men den udvikling der er i gang, kan ingen standse. Den er om ikke eksemplarisk så dog ikke til at tage fejl af. Se nu blot hospitalet i Guadelupe for eksempel. Er det ikke prægtigt? Guadelupe ligger knapt en times radbrækkende kørsel fra La Realidad. Et hul af en landsby og gennem et stykke tid holdt af 'zapatisterne' men så generobret af hæren. Og på rekordtid står der et hospital, der ligner en krydsning mellem en turistghetto og en rumstation: Skadestue, ambulant behandling, narkoseafdeling, røntgenafdeling, intensiv sengeafsnit, operationsstuer, sygeplejere i hvidt, ambulancer og sengeafsnit, rindende vand, strøm og gangstier belagt med perlegrus, som fører fra den ene fløj til den anden. Et bygningsværk der knejser midt i det halvsyge krat, som var det hentet lige ud af en af García Márquez' magisk-realistiske romaner. Men der er ingen patienter!
En indiansk kvinde med et febersygt barn vælger kun nødigt at gå de tyve, tredive eller fyrre kilometer ned fra bjergene. Og ambulanceafhentning kan der i følge sagens natur ikke blive tale om. Der er også hærens kontrolposter, hvor alle ikke officielle køretøjer bliver standset. Høfligt men bureaukratisk. "I henhold til lov nr. dit eller dat skal vi hermed undersøge bilen for våben og sprængstoffer." Våben og sprængstoffer! Et sygt barn på armen! Nej, så hellere blive hjemme i hytten og vente på skæbnens afgørelse.
Med 'zapatisterne' forholdt det sig anderledes. I den tid, de var her med deres uniformer og gamle geværer og tildækkede ansigter, kom og gik de. Langt inde i krattet. Selv den fjerneste landsby nåede de frem til. Nogle var bange for dem. Andre kunne godt forstå deres budskab. De fleste var bare nysgerrige. Inde bag maskerne var de trods alt stadig hvide mennesker. Man kunne vente sig lidt af hvert. Sådan var det altid med de hvide. Og der var fremmede blandt dem, ja. Fra andre lande længere sydpå. Og fremmede er ikke altid gode nyheder. Men de medbragte piller og medicin på små flasker. Det var der andre, der havde gjort før dem. Troende mennesker fra kirken, missionærer og dem, der studerede til præster. Men nu er de alle borte. Chiapas er en lukket verden. Stenene springer. Træernes rødder er syge. Billerne æder kaffebuskenes bær. Pesten lægger et net af grå skimmel over bananerne. Mudderet styrter ned fra himlen og river vejene med sig. Hæren har lagt en ring af jern og hvasse blikke og rasende hæle rund om hele provinsen.

Om natten, mange timer før oberstløjtnant Fuentes giver signal til kolonnen og rykker ud fra sin jungle-kaserne, som han sikkert afskyer og foragter, fordi denne udstationering næppe vil bringe ham ære og forfremmelse men tvært imod lokke ham i en fælde og stille ham over for valget mellem at skyde på indianerne og sætte ild på deres sodede hytter eller nægte at adlyde ordrer fra højeste sted - om natten kommer manden sådan helt tilfældigt vandrende ind i La Realidad. Han er høj og bredskuldret og hilser fåmælt men dog med så tilpas lange sætninger, at det kan fastslås, hvor han kommer fra. Han kommer oppe nordfra. Fra Hermosillo, måske. Eller helt oppe langs grænsen. Fra Mexicali. Der taler de den slags dialekt.
Han hævder, at han er kommet med en lokal lastvogn. Siddende på bylter og slidte bildæk. Klemt inde mellem de andre rejsende. Men hans støvler er mudrede, og det ene snørebånd er slidt over. Han har gået langt. Det røber hans fødder. Han siger, at han hedder José. Muligvis er det hans fødenavn. Han kan også hedde noget helt andet. Og han kan være en anden end den, han giver sig ud for at være. Sådan er det i Chiapas' bjerge. Specielt i disse tider. De fleste kalder sig José. I Mexico er der en mange millioner stor hær af José'er. Anonymitetens hær. Denne José vil gerne sove, siger han og kryber ned i en vandskyende, kraftigt polstret sovepose af den type, de kun laver nord for grænsen. I morgen vil han snakke, hvisker han nede fra dybet. Så gør han sig til et med mørket.
Myrerne bider. En enkelt regnbyge driver myggene væk. Så bliver det lidt mildere, næsten lunt. Men så vender nattekulden tilbage. Det lyner, men mørket kommer igen. Mange nætter i en eneste nat. Bliver det aldrig morgen? Der er en kommen og en gåen i barakken. Stemmer der hviskende spørger, om José er dukket op. Bylten nede i soveposen bevæger sig ikke.
Næste morgen aktiverer bylten sig i den forstand, at José kommer på benene og plasker lidt flodvand i hovedet. Det bliver bragt ind til ham. Selv forlader han ikke barakkens dunkle indre. Han ønsker ikke at blive fotograferet eller video-registreret af militærets kamera-holdere, når kolonnen rykker frem. Det er tydeligt. Der er ingen våben i hans nærhed. Ingen typer med elefanthuer. Men José er noget specielt. Det står også klart. De, der kalder sig 'kommunale ledere', kommer med deres spørgsmål til ham og får svar. Praktiske, korte sætninger. Han taler engelsk, siger han men foretrækker spansk. Han har med 'jord' at gøre. Det er, hvad han siger. Jord. En ret ukonkret oplysning. I Mexico drejer alt sig om jord. José nikker. Ja, hvis er jorden? Det er det store spørgsmål. Det må fastslås. Ellers kommer der aldrig ordnede forhold her i landet.
Han mener ikke, Marcos og 'zapatisterne' nødvendigvis har tabt slaget. Kampen om jorden har snart varet fem århundreder. Det er kun fem år siden, Marcos dukkede op i San Cristobal. Situationen bør ses i det perspektiv. Politikerne og hæren hævder, at de vil forhandle, mens de gør alt, hvad de magter for at identificere ham, indkredse ham, fange ham for så at nyde og indånde røgen fra eksekutionspelotonerne som en kostelig røgelse. Ja, det er Octavio Paz, han citerer. Skrevet i en anden tid, ganske vist, men alligevel meget præcist.
Officererne vil først da kunne slappe af og drage på weekend i deres befæstede huse ved havet sammen med deres elskerinder, atter Octavio Paz, behængt med juveler af neongas. Smukke digte, mener José. Det er godt, den gamle fik nobelprisen. Selv om det var der mange, der ikke kunne lide ham. Han skrev så underligt. Han var nok kommunist. Han skjulte et budskab, et signal, en melding, som kun de unge var i stand til at opfange ...

Alle spørger om Marcos, siger José. Hvem han er, og hvor han befinder sig. Måske eksisterer han slet ikke som en enkelt person. Tankevækkende, ikke sandt? En idé uden en fysisk ramme. Meget farligt for samfundsordenen. Selv har han aldrig mødt Marcos. Og det er spørgsmålet: Den mand, der først indtog Las Margaritas og Zocalo og Chinkulito og snesevis af andre småbyer i Chiapas, var det den samme mand, der den første dag i 1995 rykkede ind i San Cristobal de Las Casas og ødelagde stemningen omkring det kommende præsidentvalg og fik regeringspartiets betonsikre kandidat til posten, don Ernesto Zedillo, til at sværge, at denne oprører, ja alle oprørene snart ville ligge i deres grave. Ja, det blev en del af valgkampagnen: Orden og tryghed, også i Chiapas, nye veje, nye skoler og elektricitet og rindende vand selv til den fjerneste bonde, altsammen noget der naturligvis blev glemt hurtigere end de sekunder, det tog at afgive løfterne.
Så dukker der en uro op inde i Josés øjne. Han rejser sig og lytter. Alle i landsbyen lytter. Stilhed. Selv cikaderne lægger taktstokken og afbryder deres koncert. Stilhed. Man der sker intet. Måske er det blot en sky, der er gået for solen. Klokken er næsten elleve. Stilhed. Landsbyen giver et gisp fra sig. Rytterne rider bort. Træerne bøjer sig. Floden risler ikke længere. Vasketøjet var spraglet. Nu er det gråt. Dørene bliver lukket. Ungerne skjuler deres Marcos-dukker og deres Marcos-servietter og deres Marcos-duge og gør sig usynlige. Håndudsalget smækker træskodderne for. Indehaveren kommer op fra sin hængekøje og jager et par svin ind i hytten. Et par timer vil der sikkert gå, før han atter har lyst til at sælge kiks og cigaretter og coca cola og gamle, tørre majskolber.
Men ikke alle forsvinder bag de tillukkede døre, en soldats støvlesål med lethed vil kunne sparke op. Enkelte bider sig fast under halvtagene, for nu kommer, hvad man kunne kalde det daglige lille kick, middagstimernes adspredelse eller et knæk i rutinen: Statsmagten viser sig. Det vil sige: Den kan endnu ikke ses. Men oppe fra højdedraget lyder der en brummen, og løvet slipper små faner af støv op mod himlen. Nede i landsbyen med det både passende og besynderlige navn, Virkeligheden, kan ingen registrere det. Men støvet lugter sikkert af geværolie og blålig diesel. En lugt af sejr.
Nogle spørger, hvor mange er de mon i dag? Otteogtredive, lyder svaret. De er altid otteogtredive køretøjer med trehundrede mænd. Meget at gøre ud af en landsby som denne, kunne man mene. I et helt år kunne Virkeligheden leve godt af den diesel, som nu driver magtopvisningen frem. Det må alle da kunne regne ud!
Så tager den første panservogn svinget og retter maskinkanonen ned mod hovedgaden. Må man tyrannisere fredelige mennesker på den måde? Det er spørgsmålet. Er dette skue, som det nu begynder at folde sig ud, ikke også en krænkelse af menneskerettighederne? Ingen skal leve under truslens åg. Især da ikke fredelige indianere, som indtil det modsatte er bevist og ført til protokol, ikke har gjort andet end at dyrke majs, kaffe og bananer. Afstanden er endnu for stor. Det er ikke til at fastslå, men officeren i kanontårnet, lige ved siden af skytten, må være oberstløjtnant Fuentes. Hjelm og pistol i holder under venstre armhule. Der er nu tre pansrede køretøjer i svinget. Han hæver højre hånd. Kolonnen tøver nogle sekunder. Pinen skal trækkes ud, eller også er han lidt foran sin køreplan. Truslen og ydmygelsen bør eksekveres med præcision.
Egentlig mangler der kun et lille band med en rask trompet, som kunne tonesætte Octavio Paz' digt fra Den voldsomme Årstid:

stilheden der hyller sig i tegn, stilheden
som taler uden ord: siger den slet intet?
er de da slet intet, menneskenes skrig?
sker der intet andet end at tiden bare går?

Så gør oberstløjtnanten tegn.
Kolonnen rykker frem.
En mager hund løber over vejen med halen mellem benene. Den har sikkert lært sig ikke at gø.
Ingen vil gøre modstand.

*Torsdag den 24. december kan De læse anden del af Jan Stages rejseoplevelser i Mexico - fra Chiapas i Syd til Mexicali i nord, fra den kaliforniske halvø i Stillehavet til Yucatan ud for den mexicanske golf.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu