Læsetid: 2 min.

Kontroludvalg ført bag lyset af PET

4. december 1998

I 22 år undlod PET at orientere regeringens kontroludvalg - selv om udvalget skal underrettes om "de til enhver tid fulgte retningslinjer"

Regeringens PET-kontroludvalg, det såkaldte Wamberg-udvalg, er på intet tidspunkt fra udvalgets start i 1964 til 1986 blevet forelagt de skiftende retningslinier for Politiets Efterretningstjenestes politiske registreringer. Det til trods for at det er et af udvalgets hovedformål at blive underrettet om "de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering". Det eneste skriftlige, udvalget har fået forelagt, er den såkaldte regeringserklæring fra 1968.
Det siger Harald Engberg-Pedersen til Information. Engberg-Pedersen, der selv sad i Wamberg-udvalget i 22 år, finder det "kritisabelt", at han aldrig har set nogen skriftlige retningslinier for PET's registreringspraksis: Hverken justitsminister Hans Hækkerups særlige instruks for PET's politiske registreringer fra 1953, som fastslår, at "registreringen må indskrænkes til det absolut påkrævede". Eller 1968-instruksen fra PET-chef Arne Nielsen. Den instruks, som fastslår, at PET skal fortsætte med at registrere ledende personer i bl.a. DKP, DKU og VS alene på grundlag af deres politiske virksomhed.
Engberg-Pedersen understreger, at Wamberg-udvalget aldrig ville have godkendt Arne Nielsens instruks: "Det er helt sikkert, at hvis Arne
Nielsen var kommet til os og havde sagt: 'Det er en forholdsordre, jeg har udstedt til mine medarbejdere', så havde vi sagt: 'Kære venner, det her kan ikke være rigtigt. Vi bliver nødt til at gå til justitsministeren. Har han godkendt det her?' Det er jeg sikker på, vi havde gjort. Men vi har ikke kendt den."
- Burde I kende den?
"Ja, selvfølgelig. Det er helt klart. Set både fra vores synspunkt. Og også fra det politiske synspunkt. Det var en klar tilsidesættelse af 68-erklæringen."
Regeringserklæringen fra 30. september 1968 fastslår, at "registrering af danske statsborgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed ikke længere må finde sted".
1953-instruksen har tilsyneladende været meget hemmelig. Heller ikke tidl. retspræsident Frank Poulsen, der 1956-68 var en af de to-tre betroede embedsmænd i Justitsministeriet, som havde tæt, daglig kontakt med PET, har set 1953-instruksen:
"Der står ikke noget i instruksen, som jeg ikke ved, og som jeg ikke ville anse som en selvfølge i samarbejdet mellem ministeriet og PET. Men jeg har aldrig set instruksen," siger han til Information.

Side 4-5: Tema

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her