Læsetid: 6 min.

Krisen og det erotiske projekt

11. december 1998

Jørgen Knudsens Brandes-biografi står og holder smukt distancen

BIOGRAFI
I hvert fald fire forfattere fra 1800-tallet har haft en så varig betydning for åndslivet i Danmark, at de den dag i dag mærkes som en nerve i sproget og de bedste tanker: To digtere, H.C. Andersen og Grundtvig, og to kritikere, begge på artistisk højniveau, Søren Kierkegaard og Georg Brandes. De færdes hjemmevant i massemedierne med eller uden navns nævnelse.
Og end ikke det store udland er ufølsomme over for dem.
Nogle af dem skrev allerede selv bøger om hinanden, og der produceres til stadighed nye bøger og afhandlinger om dem, store og små, gode og mindre gode.
Der er ikke sparet på lovordene over Jørgen Knudsens stort anlagte biografi over Georg Brandes i de klip af anmeldelser, der ledsager udgivelsen af fjerde del, ligesom den tredje delt i to bøger: "det dejligste Brandes-portræt..."; "en definitiv og fuldstændig udtømmende biografi..."; "en imponerende præstation..."; "et engageret værk..."; "en kæmpeoplevelse."
Der er da heller ikke grund til at nedtone komplimenterne efter læsningen af denne kritisk medlevende skildring af årene 1896-1914, som til gengæld ikke er noget højdedrag i Georg Brandes' levnedsløb, tværtimod en langvarig krisetilstand, bestemt af mismod, sygdom og skuffelser i en omvendt proportionalitet med berømmelse, dyrkelse, hyldester, fejringer og udmærkelser i stride strømme, stride, fordi de jo også indeholdt modstandernes fyråb.
Det har været vanskeligere for Jørgen Knudsen at komponere undersøgelsen af denne livsfase, hvis ydergrænser er færdiggørelsen af den berømmelige Shakespeare-monografi i 1896 og udbruddet af Første Verdenskrig. Der er ingen milepæle i form af hovedværker, men en rastløs virksomhed af kronikker, polemikker, portrætter, taler og foredrag, rejser og bekendtskaber, modtagelser, rådgivning og korrespondance.
Et menneske opsøgt eller hjemsøgt af tilskyndelser og arbejdsomme matheder, af andres lidenskabelige beskæftigelse med ham, fanget og omringet af sit ry, men lige så hektisk stimuleret af ham selv.

Den intellektuelle
Georg Brandes er en ny type i den borgerlige offentlighed, den opinionsskabende intellektuelle, der med enestående situationsfornemmelse sørger for åbningsspillet i tidens debat, selv under måneder i sygesengen med årebetændelsens benspænd. Det litterære trådte tilbage for det politiske, det eneste større værk blev hans Levned (1905-08), som er en livlig bog, men påfaldende uinteressant i betragtning af hans dramatiske livsførelse, som Knudsen til gengæld tegner med resolutte streger og frihed i de intimiteter, en usnerpet eftertid tillader sig at tage med i betragtningen.
Det ses nu, hvor fortvivlet årenes ufred var for ham, og hvordan rutinen efterhånden udhulede engagementet. Et billede af Don Quixote som misantrop danner sig for øjet.
Der er både sammenhæng og usammenhæng i det reale levned. Det betyder, at biografen må bryde kronologien og samle materialet i tematiske kapitler. Det medfører nogle gentagelser eller rettere genoptagelser, så man har god nytte af den tidstavle og bibliografi, værket er forsynet med.
Først indstilles billedet på jøden, danskeren, europæeren. Atter forbavses man over antisemitismen magt. Brandes selv underspillede den jødiskhed, han ustandselig og ikke uden virkning fik påduttet, samtidig med at han i sine portrætter altid understregede racens betydning i arv og miljø.
Hans afstandtagen fra zionismen er logisk, da han hævdede assimilationens kultur, men han måtte ændre opfattelse under indtryk af den tiltagende og oprørende forfølgelse af jøder i bl.a. Rusland.
Det hører med i billedet, tilføjer Jørgen Knudsen, at den gudløse indtil sit 71. år betalte sine bidrag til den jødiske menighed.

Danskeren
Hans danskhed betvivledes jævnlig, ironisk da, at han tog fusen på de fædrelandske ved som den første og eneste uforfærdet som altid at opponere mod den tyske undertrykkelse af det danske mindretal i Nordslesvig, et tabuemne over for den mægtige nabo. Han havde gjort erfaringer i Polen, som let kunne overføres. Til fortørnelse for den tavse højskolebevægelse, der knap kunne unde ham det initiativ.
At han yderligere tilsluttede sig forsvarssagen, var stik imod de radikale venners politik. Overhovedet var hans modige retfærdighedssans en provokation og som vanlig lidet tjenlig for karrieren.
At han udfordrede Tyskland og dér negligerede sin reputation, bragte ham kun nærmere hans elskede Frankrig, i venskaber med fremtrædende kunstnere og politikere, Anatole France og Clemenceau til eksempel. Han flygtede gerne til Paris, når udvendige fødselsdagshyldester nærmere sig, for at lade sig syrke i salonerne. Fra debatternes tigerspring til selskabeligt løveliv, der vakte ikke mindre opstandelse.
I særlige kapitler behandles forfatterskabet, der mest bestod af småskrifter, genudgivelser og oversættelser.
Han var mere omtalt end læst. Først udgivelsen af Samlede Skrifter kom i store oplag og sikrede ham økonomisk. Han blev formuende, selv om det tyske markeds piratudgaver snød ham og han som alle forfattere klagede over indteægterne.
Jørgen Knudsen udreder med livlig tålmodighed alle bevægelserne i det internationale kontaktnet, han som ingen andre etablerede og vedligeholdt, og de uendelige hjemlige stridigheder med pressen, også Hørup og Politiken, med forbundsfæller, frafaldne tilhængere og uanede mængder af modstandere, dumme og kløgtige.
Værst ramt blev han af den begavede kritiker Harald Nielsen, som han derfor negligerede, den, der med misunderens raffinement og flid mente at kunne påvise, at Georg Brandes' hjertesag var Georg Brandes, at hans sager var selvhævdelsens motor. Usurpatoreren. Poseuren.
Også forholdet til de skepiske beundrere i nye generationer af kritikere og forfattere, bl.a. litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen med den hjemmevævede nationale ideologi, bliver godt analyseret i forbindelse med den ombejledes voksende fornemmelse af isolation.

Elskeren
Allerede i 1896 skrev den da 54-årige Brandes i dagbogen: "Underligt med alderen. Så lidet at vente, så meget at frygte af livet."
I tomrummet efter den store Shakespeare-præstation og efter at moderen, som han hver dag havde aflagt visit, var død, fattede han en ny, desperat plan for livsfylde: det erotiske projekt.
Han havde altid nedlagt kvindeligt vildt. Nu sattes det i system og førtes med vanlig konsekvens og hensynsløhed ud i livet.
Dokumentationen er overvældende, skønt store brevmængder er forsvundet, brændt af ham selv eller af den fortvivlede hustru Gerda, der i afmægtig jalousi bivånede hans excesser.
Desuden er sporene søgt slettet af datteren Edith, der med sylespids saks eller tykt blæk har fjernet intime betroelser i dagbøgerne.
Jørgen Knudsen opstiller en Leporello-liste på blot nitten velbevarede numre og skildrer i et kulørt underholdende kapitel hans erobringer. Det var lette sejre, siden de mangeartet forskellige europæiske og hjemlige kvinder bevisligt dånede af underkastelsestrang, en måske tidstypisk attityde, fremkaldt af hans erotiserede udstråling, sprog, stemme, hårpragt, spirituelle suffisance.
Narkotoisk afhængig var han af den kvindelige beundring for hans storhed. Troløs og trofast. Han kunne holde liv i en korrespondance over en menneskealder efter et kort og stærkt møde. I modsætning til Don Juans ofre var de alle beriget hengivne. Agnes Henningsens smukke og fornøjelige breve giver indtryk af hans metode: Det meste skete de tre første tre hektiske sekunder. Af med kludene.

Ordsnedkeren
Indholdet af den her skildrede periode kunne næppe sikre Georg Brandes' varige eftermæle, var det ikke for den sproglige magi, selv hans mindste skrifter stadig udøver. Privat skal han have udtalt, at han ville give alt, hvad han havde skrevet for den ene linje: "sortladne hav".
Og dog har han forsynet det danske sprog med en prosaens musikalitet, ingen kritiker har eftergjort ham. Ikke mange digtere har, siger filologerne, forsynet dansk med nye ord, når det kommer til stykket, bortset fra Holberg, H.C. Andersen og Kierkegaard.
Men Knudsen anfører lange lister, ikke bare af kvinder, men af ikke før brugte ord fra Brandes' forråd: bedreviden, bedsteborgerlig, dennesidig, forfaldstid, formgivning, fornuftsægteskab, massemorder, mellemfolkelig, sidebemærkning etc etc, foruden hvad han overtog fra de gamnle purister og legitimerede for eftertiden.
Hvor heldigt, at Jørgen Knudsen er en snild sprogbruger, der er dybt optaget af sit emne og ikke mere forelsket i sin genstand, end han klart ser hans svagheder og tvetydighed.
Det omfattende kildestudium har han gjort venligt og muntert rislende, så han ser også Brandes' evne til at elske sine mennesker og emner, hans generositet, ikke kun hans foragt, men hans varme og sympati.
Georg Brandes fik den ikke uforskyldte skæbne, at folk begejstredes for ham selv i stedet for hans tro på frihed, retfærdighed og sandhed. Han mærkede bagslaget af det halvreligiøse hysteri. En beundring, han ikke da var værd.
Jørgen Knudsens nøgterne varme gør indtryk. Fortsættelse følger, siger han endda. Der kom nye opsving, forårsaget af Verdenskrigen.

*Jørgen Knudsen: Georg Brandes. Magt og afmagt. 1896-1914. Bind 1+2. 632 s. Ill. 650 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her