Læsetid: 5 min.

Kritik af kritikken

16. december 1998

Der lyder verbale tæsk, højstemte idealer og hvislende bønner i debatten om litteraturens anmeldere og kritikere

LITTERATUR
"Kritikerstanden består af blødsødne mænd med hængerøv i fløjlsbukserne, referatglade ny-feminister med åndelig skedekrampe, høflige homoer, og de kommer næsten alle sammen fra universiteterne. Humanister, altså."
Sådan karakteriserer forfatteren Benn Q. Holm litteraturkritikken anno 1998, han fortsætter:
"Der mangler personlig pondus i den danske kritik. Personlig stillingtagen garneret med overblik, respektløshed garneret med upartiskhed. Der mangler humor og flowerpower."
Benn Q. Holm er én af tyve forfattere, der har givet sit bud på 'drømmen af en kritiker' i litteraturtidsskriftet Spring.
Men også litteraturmagasinet Standart og Litteraturrådets Fantom-tidsskrift 1998 har i den seneste tid taget hul på debatten om litteraturkritikken og anmelderiets rolle i den litterære offentlighed.
Både forfattere, akademiske litteraturkritikere og redaktørerne fra tidsskrifter og avisernes kulturredaktioner blander sig i debatten, som genlyder af verbale tæsk, højstemte idealer og hvislende bønner.
Og en ting er debattørerne enige om: Gode litteraturanmeldere hænger ikke på træerne.
I debatten skelnes der mellem de akademiske litteraturkritikere på den ene side og dagbladenes litteraturanmeldere på den anden. Og der er ikke megen tvivl om, at det er anmelderne, der i den sammenhæng står på øretævernes holdeplads.
Det hænger muligvis sammen med, at dagbladskritikkens ideelle opgave er at arrangere det svære møde mellem den læsende offentlighed, forfatterne, bøgerne og den litterære videnskab. Og meget tyder på, at det er svært at stille alle tilfredse.
Frederik Stjernfelt, der er litterat, udgiver af tidsskriftet Kritik og anmelder ved Weekendavisen mener, at forbindelsesleddet mellem dagbladsanmeldelsen og den litterære kritik skal findes i: Argumentation.
Analysen, der ligger forud for anmelderens dom over en bog, skal blotlægges i anmeldelsen, medmindre dagbladskritikken skal stivne i uforklarede værdidomme - juhu og bvadr.
Denne type anmeldere opererer i dansk presse, men den overser, at langtfra al litteratur kan vurderes som enten skidt eller kanel, mener Stjernfelt og pointerer, at de fleste bøger befinder sig et sted midt i mellem. Disse bøger sætter særlige krav til dagbladsanmelderen:
"Det giver en mindre fængende anmeldelse set fra den læsers synspunkt, der kun er ude på at lade sig fænge af skandalen, men det er sagligt set det eneste rimelige, og til overflod kan man sige, at det stiller så meget større krav til anmelderens sproglige formåenhed at gøre en sådan tekst interessant," mener Stjernfelt.

At blive set
Forfatteren Inge Eriksen drømmer om en kritiker, der tør sortere, prioritere og sige det højt. Men som også er lydhør:
"Som forfatter bør jeg ikke have forventning om, at anmeldelser af mine romaner er stilet til mig. Alligevel er et andet element i min drøm om en kritiker, at han/hun i sin anmeldelse er så nuanceret og præcis, at jeg forstår, hvorfor og hvordan der er noget galt med eller fint ved min tekst," siger Inge Eriksen.
Et lignende synspunkt kan man finde hos forfatteren Mette Thomsen, der kalder det 'at blive set', når bogen vurderes på værkets præmisser, og "anmelderen forsøger at finde eller sætte sig ind i, hvad forfatteren intenderede at nå. Bogens 'projekt' ville nogen kalde det og forsøger at vurdere, om dette er blevet indfriet," mener Mette Thomsen.
At kritikkens domme over forfattere og deres bøger både kan afstedkomme mordplaner og regulere fejlbedømmelser er der historisk belæg for.
Forfatteren Jørgen Nielsen erklærede over for sin ven Niels Nielsson, at han havde tænkt sig at skyde anmelderen og skarpretteren Hans Brix, idet forfatteren mente, at kritikernes dårlige anmeldelser ødelagde hans liv.
Jørgen Nielsen affejede vennens advarsler om, at det mindst ville koste ham ti år i fængsel, for han havde skrevet en forsvarstale, som han mente, kunne bringe straffen ned.
Han opgav dog sine morderiske planer i erkendelse af, at der efter Brix' død bare ville rejse sig en satan af samme dimensioner.

Nok af 'Enten' og 'Eller'
I tidsskriftet Standart har man kigget gamle anmeldelser af bøger, der siden har fået klassiker-status. Og selv hæderkronede litterater kan tage fejl. Eksempelvis var
J. L. Heiberg ikke ligefrem begejstret for Forførerens Dagbog, der er en del af Søren Kierkegaards berømte værk Enten-Eller:
"Man væmmes, man ækles, man oprøres," skriver Heiberg og fortsætter, "Man lukker bogen og siger Basta! Jeg har nok af Enten, jeg skal ikke have noget af Eller," skrev altså Heiberg i 1843.
Med tilsvarende skråsikkerhed konstaterer Den franske avis Le Figaros anmelder af Gustave Flauberts berømte naturalistiske hovedværk Madame Bovary fra 1857: "Monsieur Flaubert er ikke en forfatter."

Den ideelle kritiker
Kritikken er fejlbarlig. Men det afholder ikke kritikere fra at have idealer. Og idealkritikeren skal ikke kunne så lidt, hvis det står til Erik Skyum-Nielsen, der anmelder her i avisen og er forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek.
I hans optik er kritikeren "en teoretisk og historisk skolet læser, der brænder lige så meget for kunstnerisk kvalitet, som en digter brænder for sit personlige æstetiske projekt."
Desuden skal anmelderen ifølge Skyum-Nielsen kunne gebærde sig inden for hovedsprogene (plus latin og græsk), være hjemme i verdenslitteraturens klassikere og i dansk og nordisk digtning, være optaget af naturvidenskab og filosofi, have kæmpestor encyklopædisk paratviden, heltemod, sikker kvalitetssans og økonomisk uafhængighed (gerne i form af et landgods, evt. også lidt aktieposter, guld eller kinesiske vaser).
Den skyumske idealkritiker skal "helst gå med en lønlig drøm om en total tekstteori så generel og djævelsk præcis, at digterne skal stå tidligt op og lægge sig voldsomt i selen for i det hele taget at frembringe noget, der ikke er lavet og beskrevet forlængst," mener Skyum-Nielsen.

Ingen leflen
Avisernes kulturredaktører betoner i deres indlæg i Litteraturrådets Fantom-tidsskrift 1998 alsidigheden, udvælgelsen, humoren, nyhedsværdien, den formidlede fordybelse og den særlige forpligtelse over for publikum som væsentlige kriterier for de danske dagblades - i øvrigt mangfoldige - dækning af kulturstoffet.
Men især avisernes hensyn til publikum, der betoner formidlingen og anmeldelsernes vejledende funktion, bliver kritiseret.
For eksempel siger digteren Jørgen Gustava Brandt:
"Avisforestillingen om anmeldelser som 'brugsanvisninger' eller 'forklaringer' af værket viser kun en ringe indsigt i opgavens karakter, som om kunst er et sæt af meningsytringer eller omskrevne hensigter. Den gode kritiker er den, der meddigtende leder ind i digtningens eksploration, ikke ham, der afskærer den med en erklæring. - Gode kritikere er sjældne, måske endda sjældnere end digtere," mener Jørgen Gustava Brandt.
Til trods for, at den ideelle kritiker ikke findes, mener Skyum, at kritikerne må søge at genfinde ham:
"Skulle denne søgen af og til resultere i en ansats til højrøvethed, ville en sådan dog være at foretrække frem for dén leflen for publikum, hvor man i formidlingens navn billedligt talt saver hovedet af og gør sig til ét med sin egen elitære fordom om læserne, lytterne, lånerne - 'folk'," mener Erik Skyum-Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu