Henning Carlsen ankommer til Chile, hvor en champignonfarmer forsøger at forklare Pinochet-problematikken
REJSEBREV
SANTIAGO - Den voksende afstand mellem the have og the have not kan ikke mange steder i verden være nået højere end her i Chile. Som gæster af det norske filminstitut og den norske ambassade er vi installeret i et kvarter, der mest af alt minder om Beverly Hills eller de rigeste hvide kvarterer i Johannesburg blot med den forskel, at villaerne her ikke er omgivet af høje, beskyttende mure.
I kvarteret myldrer det med restauranter fulde af et tilsyneladende ubekymret publikum. Butikkerne bugner af varer, og i det nærmeste stormagasin kan man finde alt fra dansk rugbrød til russisk kaviar. På turen ind fra lufthavnen passerede vi kvarterer, der kunne få Orlando eller Alexander Township uden for Johannesburg til at ligne overklasse-enklaver.
Det er helligdag, det meste er lukket, og vi er overladt til os selv og vores rekonvalescens efter 25 timers uafbrudt rejse, deraf de 17 i luften. Men vi er nysgerrige og vil se noget af byen.
Først må vi skaffe os et ordentlig kort over den. Turistkontorerne er også lukkede. På en nærliggende benzinstation forsøger vi, men uden held. En midaldrende, sportsligt udseende kunde i butikken har overhørt vores forespørgsel. Han tilbyder straks at køre os ned til centrum omkring La Moneda. Han præsenterer sig som Alfredo, champignonfarmer. "Tør vi det," spør min kone, mens vi stiger op i hans Buick stationvogn. Vi har netop set en amerikansk film, Breakdown, på tv om et yngre, velhavende ægtepar, der blir kidnappet af gangstere. Fa'en heller. Vi er hverken yngre eller velhavende, og begge dele kan ses på os.
Atmosfæren
Vi og Alfredo føler hinanden på tænderne. Jeg viser ham mit nyanskaffede, meget kompakte videokamera, og det generer ham ikke, at jeg retter det mod ham og optager vores samtale, mens vi kører.
Jeg forklarer, hvorfor vi er her, og han undrer sig over, at jeg skal vise mine film på Universidad Católica. Hvorfor er det underligt? Fordi det katolske universitet anses for at være meget konservativt. "De har en helvedes masse penge." Med den udmelding føler jeg, at jeg kan gå direkte på det, der interesserer os mest, og spør: "How is the ambiance in this country for the moment?" "For the moment?"
Vi passerer netop i det øjeblik mellem den engelske og den spanske ambassade, som ligger lige over for hinanden og begge er stærkt bevogtede og barrikaderede af chilensk politi. "Meget rationelt," bemærker jeg. "Ah, Pinochet," fortsætter Alfredo, og holder så en længere pause. "Pinochet er skrækkelig, you know, absolutely. Pinochet!"
Det er meget svært for os at forstå alt, fordi projektet med Allende, "the marxisme project with Allende, was a project of minority. It wasn't a project of majority."
"Jamen, han vandt et valg," insisterer min kone. "Yes, he won. No, really, Allende was democratic. Men, så startede en masse forandringer, very difficult to understand, very difficult to understand. For us all, for me also. Pinochet, for me, is a bad person."
Kontrolleret demokrati
Alfredo er tydeligvis i vanskeligheder. "Men jeg forstod det øjeblik, da Allende ikke havde mulighed for at fortsætte. It was a difficult moment, very difficult moment. De konservative ville ikke tillade nogen forandringer. Nu har vi et kontrolleret demokrati. The chilien democracy is small. It is not big. De konservative m å tilbyde forandringer i retning af demokrati. Efter sådanne forandringer, kunne Pinochet vende tilbage til Chile. Uden tilbud om forandringer, må han blive i Europa - for a long time. Pinochet er nu a matter of business. De konservative chilenske businessmænd vil ikke give en pesos for Pinoche. De foretrækker at han blir i Europa, og der ikke sker forandringer her. Fordi det øjeblikkelige system proriterer folk med penge, og de føler, de har den fulde kontrol med situationen. Blot en lille forandring i retning af demokrati, og disse mennesker har mistet deres indflydelse. For mig må de gerne have deres penge, bare de ikke har politisk magt."
Tur til kobberminerne
Vi er nået ind i centrum og svinger ind foran La Moneda. Alfredo forklarer, at La Moneda egentlig var bygget til fremstilling af mønter og pengesedler, men var indrettet til præsidentpalads, da hæren slog til 11. september 1973. Bygningen blev sat i brand af raketter fra jagerfly, og Allende omkom. Alfredo forklarer, at det var hans fætter, der fandt Allendes lig, og det har vi jo svært ved at kontrollere.
Vi blir sat af foran La Moneda og har stævnemøde med Alfredo dér tre timer senere. Da han dukker op igen, har han et par venner, et ægtepar, med i vognen. Vi stiger ind og tænker igen på Breakdown.
De tar os på en times kørsel op i bjergene ad en gammel vej til de store kobberminer. Det er smukt, men tørt. Det har ikke regnet i Chile i et år. Blir det sådan ved ét år til, blir der katastrofe. De trækker allerede på reserverne i smeltevandet fra den evige sne i Andesbjergene. Men sneen er jo ikke evig, hvis der ikke kommer ny nedbør.
Tilbage i byen skulle vi igen passere den engelske og den spanske ambassade. Men nu er der politi og omdirigering af trafikken. Da vi nærmer os vores hotel skal vi krydse en gade, der er domineret af unge Pinochet-tilhængere i biler med flag og skilte og tudehorn. Alfredo lar sig ikke stoppe af disse unge fanatikere og maser sig igennem på tværs til stor ophidselse for demonstranterne. Da de råber efter ham, stopper han for at give svar på tiltale, og vi føler situationen er ved at blive dramatisk. Det hele afvikles dog verbalt.
"But you can expect anything from these fanatics," siger Alfredo.
Det vi har mødt, har åbenbart været et eklatant eksempel på den legendariske chilenske gæstfrihed, der berømmes i vores udmærkede rejseguide, Lonely planet travel survival kit. Vi får lov at kvittere med en kop kaffe.
*Filminstruktøren Henning Carlsen vender tilbage med flere rapporter fra Chile, hvor han netop i disse dage deltager i en filmfestival. Ovenstående er skrevet 9. dec., altså dagen før meddelelsen om Pinochets overgivelse til retssystemet blev offentliggjort
