Læsetid: 4 min.

Er der et liv efter Anja

11. december 1998

Et afbudsplaget dansk kvindelandshold skal midt i en identitets- og formkrise leve op til medieforventningerne ved EM i Holland

EM-HÅNDBOLD
På Dansk Håndbold Forbunds hjemmesider foregår p.t. en heftig debat om herrehåndbold contra kvinde-ditto. De kvindelige debattører er for kvinderne, medens mændene storsindet vedgår, at kvinderne kan noget med en bold, men synes ellers, at ethvert mandligt ynglingehold kunne bukke begge ender sammen på nationens stolthed, damelandsholdet, som fra i dag i Holland skal muliggøre det umulige - blive Europamestre for tredje gang i træk.
Hun- eller hanbold? Team Helsinges succestræner, Torben Winther, udtrykte det uchauvinistisk i Berlingske Tidende i mandags: "Vi skal stoppe med at sammenligne, for spillet er for forskelligt, og det er modstanden også ... de tekniske detaljer, som damerne disker op med, er umulige i herrehåndbold - man får simpelthen ikke plads eller lov til det," kom det med erfaringens vægt fra den tidligere spilstyrende bagspiller for først Schneekloth og siden Helsingør IF.
Torben Winther sagde ikke, at kvindehåndbold var andenrangs, men antydede, at det kunne være passende at få en anden dimension ind i mediedækningen af vinternationalsporten.
For det er da mærkeligt, at det danske herrelandshold fylder så lidt i aviserne på et tidspunkt, hvor det spiller mere løfterigt og vitalt end længe, kulminerende med VM-kvalifikation. Ja, onsdag kunne man læse, at holdet har svært ved at skaffe modstandere til en træningsturnering.

Trættende monopol
Dobbelt mærkeligt bliver det, fordi de danske håndboldkvinder, vi har sendt til Holland, er midt i noget, der både ligner en identitets- og formkrise.
Efter en næsten trættende, monopollignende dominans, hvor selv tidligere skarpe konkurrenter blev slået med tocifrede tal, tabte Danmark forleden til Frankrig, som ikke spiller med gallisk elegance, men med kompromisløs fysik. Og uden Anja Andersen som uforudsigelighedens irriterende og inciterende apoteose virker de tidligere jernladies noget rustne i lejerne. Læg dertil, at koryfæer som Anne Dorte Tanderup og Gitte Madsen har lagt op og at Viborgs playmaker Heidi Astrup ikke gider spille på landsholdet, medens veteranen, 27-årige Anette Hoffmann er med, men småskadet på samme måde som hende, vi ynder at kalder verdens bedste målkvinde, 31-årige Susanne Munk Lauritsen, af (hold)mentalhygiejniske grunde blev sidsteøjebliksudtaget efter at have været langtidsskadet.

Sex og bold
Når også denne EM-årgang af dansk kvindehåndbold alligevel vil fylde og måske også sælge aviser, skyldes det ikke holdets objektive medaljechancer, men at Robinson Ekspeditionen er slut, og at kvindehåndbold først og fremmest adskiller sig fra herrehåndbold ved at se bedre ud. Man kan forklæde kendsgerningen så meget man vil - de er søde, friske, fotogene, fortsæt selv tv-speakerlisten - bundlinjen er, at dansk kvindehåndbold, efter at have været regulært lukningstruet, rejste sig i en em af tv-kiggende mænd.
Der var ikke kun fodfinter, koreaner-lop, maskerede indspilninger, stående langskud og naturstridige fodparader i luften. Der var sex. De 'gamle' jernladies havde simpelthen pænere bryster end deres mandlige kollegaer. Nå, nå, indvender fruen, som sagtens kan udpege en eller fem på herrelandsholdet med "en god røv".
Mere sagligt genopfandt kvinderne spillets grundlæggende dyder. Improvisationen og artisteriet gik i symbiotisk spænd med holdånden, krydret med en femme fatale som Anja Andersen, hvis utøjlelige spontaneitet kunne vinde, men sandelig også tabe en kamp. Oveni havde de i Ulrik Wilbek en småkolerisk, medieoffensiv træner, der gav avislinjer og gode tv-billeder.
De egenskaber har herrerne savnet siden starten af 80'erne, hvor spillere som Morten Stig Christensen og Carsten Haurum genkaldte minder om sen-60'ernes hvirvelvindshåndbold med ekcentriske typer som HG'eren Jørgen Petersen, selv om målmandstalentet Kasper Hvidt og den uregerlige humørspiller Nicolai Jacobsen på gode dage i dag er i verdensklasse.

De unge har bedre teknik
Det er der stadig en del, der er på kvindelandsholdet anno 1998, men spørgsmålet er, om de er det på andet end papiret. Assistenttræneren Kim Jensen er ikke i tvivl: "De unge er bedre håndboldspillere end de gamle," sagde han til Ekstra Bladet i mandags, og uddybede det: "Da de (gamle spillere, red.) for alvor startede deres målrettede karriere var f.eks. de skruede skud og andre finesser dårligt nok opfundet. Det har de yngste på EM-holdet derimod arbejdet med som en naturlig ting siden puslingeholdet."
Der er fine talenter på 1998-holdet. Den hurtige kontraspiller Christina Roslyng fra Viborg har et til tider poetisk blik for spillet, og hendes klubkammerat, den mere ustadige Helle Simonsen, er en indædt fighter, som kan give holdets vare- og adelsmærke, kontraspillet, kontinuitet. Ligesom veteranen Janne Kolling, Tertnes IL, normalt er scoringssikker.
Den nye træner Jan Pytlicks problem ligger andre steder. Uden Anja Andersen og Tanderup skal der i midten af forsvaret trækkes store veksler på den boldsikre, men til tider noget umotiverede Camilla Andersen. Hun skal både være organisator i forsvar og angreb, efter at den unge stjerne, Merete Møller blev skadet. Og ligner den eneste stabile langskudstrussel. På samme måde vil der også blive trukket søm ud af en anden jernlady, tonseren Tonje Kjærgaard, der fylder lige meget og lige livsvigtigt i begge ender af banen. Kontraspillet starter i forsvaret. Er der kræfter til det, og har man på forhånd opgivet at få et mere tålmodigt, målskabende angrebsspil til at fungere? Mod Frankrig så det i perioder ikke lovende ud.

Uimodsigelig erfaring
Endelig har holdet på bageste plads ikke samme forhåndsgaranti som hidtil. Alle tre målkvinder har med et samlet landskampantal på 405 en uimodsigelig erfaring. Og Gitte Sunesen, GOG, Lene Rantala, Larvik og Susanne Munk Lauritsen gør på en god dag en afgørende forskel, ja, sidstnævnte kan vende en kamp, medens de to andre i spektakulære glimt har verdensklasse, men generelt er for ustadige og temperamentsforladte.
Efter en årrække med Dansk Metal på trøjerne står der nu med ildevarslende symbolik Jolly, navnet på en kikset, hensygnede læskedrik, som relanceres. Så galt står det ikke til med landsholdet, men bruset er gået en smule af begejstringen. Til gengæld er forventningens åg lettet. Det kan få spillet til at gøre det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu