Læsetid: 2 min.

LO går i rette med medierne

24. december 1998

LO's næstformand Tine Brøndum beskylder medierne for at drevet heksejagt på Nyrup
i efterlønsdebatten

Efter at LO i flere uger har været blandt kritikerne af den indgåede finanslovsaftale, får statsminister Poul Nyrup Rasmussen et lille rygklap af LO's næstformand Tine Brøndum.
Hun mener, at mediernes dækning af efterlønsreformen har haft skytset rettet mod Nyrup i stedet for den politiske diskussion.

Dum eller ej
"LO har ikke lagt skjul på, at det var på sin plads at kritisere finansloven, men der bør være en vis grad af anstændighed. Medierne bør forholde sig til den politiske substans frem for at gå efter manden," siger hun til Information.
"Hvis man skræller alle de pæne, akademiske ord af, så har diskussionen handlet om, hvorvidt Nyrup er dum eller ej," siger Brøndum, der især har hæftet sig ved flere af de kommentarer, der er blevet knyttet til den politiske diskussion.
"Det er bemærkelsesværdigt, at det er blevet tilladt at sige alting. Jeg hørte en filosof, der påstod, at Nyrup jo ikke mener sin undskyldning oprigtigt. Men hvordan skulle han dog kunne vide det? Og hvis det er på de præmisser, den politiske debat skal køre, så bliver det vanskeligt," siger hun. Professor i retorik Christian Kock fra Københavns Universitet kalder i Søndagsavisen pressens dækning for en heksejagt, der nærmer sig amerikanske tilstande.

Nyrups egen skyld
"De ledende medier i Danmark er begyndt at tro, at politisk reportage handler om at hænge politikernes personlighed op på et kors," siger han. Han støttes af sin kollega Charlotte Jørgensen, der dog ikke vil gå så vidt som at kalde prssens dækning for en heksejagt.
"Pressen går jo primært efter slagsmål, og når der er problemer. Men man kan sige, at efter som Nyrup i høj grad selv har været skyld i problemerne ved at gøre efterlønnen til en mærkesag under valgkampen, så er hetz et stærkt ord," siger Charlotte Jørgensen, der er lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik på Københavns Universitet.
Valgforsker Jørgen Elklit afviser, at pressen har været specielt nærgående overfor Nyrup.
"Indtil Nyrup gav undskyldningen, var det en rimeligt almindelig sag med en helt normal pressedækning. Men når landets statsminister selv erkender et troværdighedsproblem, så forstår jeg ikke, at nogen kan hidse sig op over, at han er i centrum af mediernes søgelys," siger Jørgen Elklit.
Han mener derfor, at det er grove løjer, når Tine Brøndum langer ud efter pressen.
"Statsministeren er ikke hævet over nogen andre i den sammenhæng, og jeg kan heller ikke forestille mig, at han ønsker det," siger Elklit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her