Læsetid: 6 min.

Løst og fast på tråden

12. december 1998

INTERMETZO
Andetsteds i avisen i dag kan man læse om Det Kongelige Teater, der faretruende undervejs mod sin egen indre kollaps, fejrer jubilæum.
Forleden markerede Det Kongelige Kapel denne Geburtstag, skønt udgangsdatoen ifølge den strengeste musikhistoriske fagkundskab vistnok er mere tvivlsom og strengt taget burde have udskudt festlighederne, til engang vi alle ligger under mulde. Men hvad gør man ikke midt i en mørketid for at aflede tankerne fra efterlønnen og få lidt skæg i gaden.
Så bare kom med nogle flere jubilæer og runde fødselsdage, som dybest set tjener til påskud for, at vi alle kan samles om det fortjenstfulde i at blive dét ældre! Herfra bidrages gerne med flere mærkedage.

I og for sig kunne man i ugen, der gik, have benyttet anledningen og fejret den fuldautomatiske telefon. Ja, hvorfor ikke. I denne uge er det præcis 25 år siden, den sidste menneskeligt betjente central forsvandt til fordel for elektroniske centraler, hvor det hele foregår uden mellemkomst af hjemmeavlede telefonistinder.
Oprindeligt var telefonistindeerhvervet en pæn, ordentlig og ganske anstændig midlertidig levevej for unge kvinder af det gode borgerskab eller moderat derunder. I datidens telefonhus i Købmagergade kunne disse velplacerede ungmøer tilbringe et par år i det pulserende
udeliv, velbevogtede af telefonistbestyrerinden, der tronede over sin flok som en anden abbedisse i en streng nonneorden og fjernt fra maskulin råhed, afventede ankomsten på den hvide hest ad Købmagergade af den rette ungersvend med flad stråhat og sølvknappet stok.
Dér sad telefonistinderne på rad og række på høje arbejdsstole med gænger under. Et æggende syn, således som de snørede i taljen med yppige baller i sort moirée vippede frem og tilbage som ynglemodne tumlinger, flittigt betjenende deres opretstående omstillingsborde.

Og sagde centralernes navne, gjorde de, med stemmer, som de opkaldende mandfolk fjernt derfra havde svært ved at få ud af systemet igen: BYEN! sagde telefonistinderne. Eller: ÆGIR, BELLA, EVA, FASAN eller ØBRO! EVA var stadig i tresserne klummistens nummer i barndomshjemmet på Frederiksberg, da centralerne altså endnu var livlige nok. EVA 7173. Det glemmer man aldrig og er tilbøjelig til at opgive dette rygradsnummer i pressede situationer. Ringede man dengang hjem til sig selv, drejedes bogstaverne EV på skiven, dernæst svarede telefonistinden med sexet stemme, hvilket nøgternt erindret nu nærmest hørte til den absolutte undtagelse - som regel var stemmen alt andet end sexet, nærmest det modsatte. EVA!, sagde telefonistinden utilnærmeligt anonymt.
Så kommanderede man det ønskede nummer, hvis man ikke først var nødt til at rømme sig lige ned i det svungne bakelitrør, der lugtede af ens egen dårlige ånde. Næsten aldrig kunne man sige nummeret, som det var uden at rømme sig først, fordi man jo altid havde ventet en rum tid, og organet forlængst var sandet til, når telefonistinden endelig skred til handling. Og når nummeret var kremtet frem, gentog telefonistinden: 7173.

Og så ringede apparatet hos modtageren, og denne ringen hørte man i sin egenskab af opringende som en fjern, umiskendelig brummen. Én og uigenkaldeligt én gang ringebrummede telefonen, én gang, færdigt arbejde.
Ikke som hos dem i Amerika, dem man så på film, hvor telefonen blev ved med at ringe i det uendelige.
Og Spencer Tracy lod den ringe, mens han overvejede om tiden nu var moden til at svare Katharine Hepburn i den anden ende. Om hun nu var faldet lidt ned og havde tudet tilstrækkeligt med glycerin længe nok og forstået sin plads som forelsket kvinde.
Og man tænkte: Hvordan fanden kan den skide telefon blive ved med at ringe, og bare hun nu ikke opgiver, tørrer øjet med en kleenex(!), knalder røret på og finder en anden.
Men Kate Hep vidste jo på sin side lige så godt som Tracy at centralen var fuldautomatisk og blev ved.
De to har utvivlsomt i deres virkelige, livslange, umulige og hemmelige kærlighedsforhold prøvet den samme ulidelige scene om og om igen, og hver på sin side ladet den ringe og ringe, til hhv. stodderen eller mokken endelig havde fået nok og greb røret og sagde: Hello Baby! eller Hi there! Here I am! Som om ingen ting var hændt.
Men helt fuldautomatiske kan de amerikanske telefoncentraler nu alligevel ikke have været, eftersom de telefonerende i filmene gang på gang råber ind i tragten: operator, operator!! På en eller anden måde må der have været en forbindelse med levende individer, telefonistinder, inden eller mens det mere automatiske trådte i funktion.
Under alle omstændigheder så man jo selv med al ønskelig tydelighed i Marshall-årenes efterslæb, at det hele var meget forskelligt derovre og amerikanerne telefonisk langt fremme for os svajryggede europæere. De drejede jo alle disse numre på telefonen hver gang. Man kunne tælle 6 drej i modsætning til vores 2, hvor vore telefonistinder altså kvitterede med deres EVA, BELLA, BYEN eller ASKEMOSE. Og hvis der så var optaget i USA, sagde det dyt-dyt-dyt-dyt, ligesom nu til dags her.

Men hos os i Danmarks rosengård meddelte telefonistinden dengang sagligt og uden beklagelse i stemmen: optaget. Nogle af dem sagde: aptaget. Og så sagde man på egne vegne mange tak og lagde på, for der var trods alt ikke så meget at gøre, hvilket ikke er helt i overensstemmelse med den datidige virkelighed.
For telefonistinderne kunne jo bryde ind, hvis det var livsvigtigt. Men så skulle det fandeme også være livsvigtigt, ellers fik man problemer. Klummisten ved det af egen erfaring, da han engang ved telefonistindens mellemkomst fik afbrudt en upassende samtale mellem et højst attrået kvindemenneske på 16 og hendes i enhver henseende fejlanbragte tilbeder ved over for den pågældende telefonistinde at forlange adgang til at annoncere et pludseligt dødsfald i kvindemenneskets nærmeste familieomkreds. Ren fiktion, men effektivt som samtaleafbrydelse. Hej, det er bare mig...Det gik siden ikke stille af.

Intimitet med telefonistinderne var det som antydet i storbyen - og uanset den personlige kontakt - så som så med. Anderledes hvad angår landcentralerne, der nu og da optrådte som handlingsbefordrende indslag i den uendelige serie af danske folkekomedier - subsidiært Morten Korch-film - i de præautomatiske telefoners periode. Landcentralerne afspejlede på den ene side den demonstrative idyl, som SAGA - det hed i øvrigt også en af telefoncentralerne - og Nordisk Film demonstrative smurte på lærredet. Selvsagt ikke med ambition om at opmale et virkelighedsbillede af datidens Dannevang. Og på den anden side var centralerne centraler i ordets bogstavelige forstand.
Disse lokale telefonistinder på de små centraler passede ikke så sjældent også andre småerhverv og vidste, hvad der var værd af vide i det nære samfund. Askemosecentralen i Vejby i Nordsjælland var typisk. Huset med omstillingsbordet lå midt i den i dag stadig temmelig uforandrede landsbyhovedgade, dengang med gadespejl og stork på taget - og i øvrigt meget praktisk for en efterretningstjeneste i nabonærkontakt med byens frisør, der efter bogen snakkede fanden et øre af. Om således landsbyens eller oplandets askemosebeboere gik rundt og holdt på en hemmelighed, som de gerne ville dele med så mange som muligt, vidste de, hvor de skulle henvende sig.
Men praktisk var det jo også. Skulle man f. eks. have fat i lægen, vidste telefonistinden, hvor han var, og ofte hvor længe det tog.

Hvis hun altså overhovedet var ved omstillingen. Det skete at hun var ude og vande sine høns. Og dét tog sin tid, hvis hun også lige skulle dreje halsen om på en kylling til aftensmaden. Men som regel var systemet såmænd nogenlunde så driftsikkert som moderne elektronik. Og ensom behøvede ingen føle sig.
På sommerdage hvor man gik til frisøren - der havde ryttersabler på væggen og var småtosset - og fik en potte over hovedet, inden han snakkende som en åben vandhane klippede én à la Cæsar, kunne man bagefter tage et langt skridt hen ad landsbygaden og slå en sludder af med telefonistinden, der sad ved sit åbne vindue med gadespejl og passede Askemose. Såfremt man i den situation kunne fortælle lidt småsladder ude fra Vejby Strand, hvor de tovlige københavnere kravlede op og ned ad skrænterne for at gå i vandet(!), var telefonistinden bagefter en glad kvinde.
Og kvinder skal man glæde, hvis man bare kan. Sådan ser det ud i tilbageblik i dette jubilæumsår for telefonistindernes endelige bortgang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu