Læsetid: 2 min.

Lukkethed fast del af den politiske dagsorden

19. december 1998

Mummespillet er blevet en del af den politiske kultur, siger flere forskere. Hvis befolkningen involveres i politikerplaner, kan de ikke gennemføres

CENTRALMAGTEN
"Havde vælgerne kendt regeringens planer, så var Poul Nyrup Rasmussen ikke statsminister i dag," siger Ove K. Pedersen, professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet. Han mener, det forgangne år har været et skoleeksempel på, hvordan politik planlægges og udføres i det skjulte. Først til allersidst inddrages Folketinget og befolkningen.
Sker det for tidligt, og kommer det til åben debat, risikerer man, at planerne ikke kan gennemføres, konstaterer Ove Kai Pedersen: "Vi har set et nøje planlagt hændelsesforløb, der har givet regeringen mulighed for at gennemføre sin overordnede økonomiske strategi, med konsekvenser for velfærdsstaten, skattepolitikken, den europæiske integration og statsbudgettet langt ud i fremtiden."
Det falder menige medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe for brystet: "Det er forkasteligt, at vi menige folketingsmedlemmer først bliver orienteret efter, man allerede har sat de sidste punktummer i en finanslovsaftale. Jeg hørte først selv om efterlønsreformen i Radioavisen. Og det chokerede mig ærligt tal," siger Holger Gravesen, der stemmer i mod dele af finanslovsforliget.
Politiske beslutninger bliver stadigt mere topstyrede. Det mener, lektor på institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter Jacob Torfing: "Siden 1993 har der været ført arbejdsmarkedspolitik i næsten hver finanslov. Og det skaber naturligvis nogle demokratiske problemer, hvis alt skal afklares i lukkede forhandlinger en sen nattetime."
Den erkendelse er SF også nået frem til. Alligevel valgte partiet at spille med på hemmelighedskræmmeriet, da partiets ledere i marts blev kontaktet af regeringen for at tale om pinsepakken: "Hvis vi vil være med og have indflydelse, er det det spil, vi må spille," siger SF's finansordfører Jes Lunde.
"Men på det område er denne regering såmænd ikke meget værre. Regeringerne ønsker at have størst muligt rum for at manøvrere politisk. Og så er der ikke plads til den åbne debat," siger Jes Lunde.
Økonomiminister Marianne Jelved afviser, at regeringen har forsøgt at skjule sine hensigter: "Det er årets største løgn, som Venstre og de konservative desværre har fået overbevist pressen om."

Information starter i dag en serie om lukketheden i de politiske beslutningsprocesser

Side 4: Tema

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her