Læsetid: 2 min.

Vi må ikke gøre borgerne utrygge

19. december 1998

Økonomi er 80 pct. psykologi. Derfor kan vi ikke gå ud og sige, at vi vil ændre efterlønnen, før vi har en færdig løsning på plads. Det vil skabe utryghed og få folk til at handle uheldigt, siger skatteminister og næstformand i Socialdemokratiet Ole Stavad

DEN FARLIGE DEBAT
Regeringen kan ikke gå ud og melde, at efterlønnen vil blive ændret, før den har et færdigt forhandlingsudspil på plads, siger skatteminister og næstformand i Socialdemokratiet Ole Stavad.
"Økonomi er 80 procent psykologi og 20 procent realiteter. Jeg taler jo ikke længere som Ole fra Brovst.
Når jeg siger noget som skatteminister og næstformand for Socialdemokratiet, er det noget, som virksomheder og privatpersoner disponerer efter.
Jeg kan ikke sige: Vi bør nok se på efterlønnen, hvis jeg ikke samtidig har en færdig plan for, præcis hvad vi vil ændre. Har jeg ikke det, bliver folk utrygge, og det kan have en vældig stor effekt, hvis folk venter med at købe hus, eller virksomheder venter med investeringer, fordi de er utrygge. Sådan er spillereglerne," siger Ole Stavad.
- I oktober siger den socialdemokratiske skatteordfører Jens Peter Vernersen, at kapitalpensionen skal modregnes i efterlønnen. Debatten blev dengang straks lukket af regeringen, fordi det var en af de ting, man faktisk forhandlede om. Er det virkelig nødvendigt at spille med så lukkede kort?
Det er et problem i selve den politiske kultur, snarere end over for befolkningen, at man rent faktisk kan forhindre løsninger, hvis man får en skæv debat.
Venstre og de konservative har flere gange sagt, at man sandelig ikke skal modregne kapitalpensioner i efterlønnen. Hvis man med den udmelding fik samtlige V- og K-koryfæer ud og besværge, at der ville blive modregninger på efterlønnen, så ville vi have svært ved at indgå aftalen."
- Hvor meget er den aftale værd, hvis befolkningen ikke gennem en foregående debat har accepteret den?
"Vi skal have den debat. Og det er jeg enig i, at vi ikke er gode nok til.
Men debatten må foregå før de afsluttende forhandlinger. Ellers sætter vi mulighederne for at regere landet over styr," siger Ole Stavad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her