Læsetid: 4 min.

Magten kommer helt ud i Kinas kroge

3. december 1998

Trods næsten 20 års økonomiske reformer er den kinesiske 'danwei', eller arbejdsplads, stadig med til at opretholde Kommunistpartiets sociale og politiske kontrol, siger sociologen Li Hanlin

Hvordan styrer man 1,2 milliarder mennesker eller ca. en fjerdedel af jordens befolkning? Et godt spørgsmål, som ifølge Li Hanlin, sociolog ved Det Kinesiske Samfundsvidenskabelige Akademi i Beijing kan besvares med et enkelt kinesisk udtryk:
Danwei, der betyder 'arbejdsenhed' eller slet og ret 'arbejdsplads'.
Ligesom i Vesten er arbejdspladsen i Kina et sted, hvor man - ikke overraskende - går på arbejde og får penge for sin indsats, men til forskel fra Vesten har den kinesiske arbejdsplads også traditionelt haft vigtige sociale funktioner som at sørge for de ansattes bolig, børnepasning, sygepleje m.m.
Den sociale funktion er dog faldet i takt med Kinas markedsøkonomiske reformer gennem snart 20 år, men til gengæld har systemet opretholdt den politiske funktion, som ifølge Li Hanlin betyder, at magthaverne stadig bruger arbejdspladsen som et styringsinstrument i Kina.
"I Vesten foregår den sociale og politiske kontrol ifølge de vedtagne love, men i Kina sker kontrollen stadig gennem arbejdsenheden," siger Li Hanlin til Information.

Den høje himmel
Li Hanlin var i denne uge inviteret til Danmark af Kvindernes U-landsudvalg for at fortælle om det særlige kinesiske system. Og det er et system, som Li Hanlin kender særdeles godt. Han har forsket i emnet og skrevet flere bøger om Kinas danwei-system, som han betegner som "et effektivt instrument til at regere et stort land fra øverst til nederst".
Han henviser til det kinesiske ordsprog: "Der er højt til himlen, og kejseren er langt herfra", der handler om det historiske dilemma for Kinas herskere: at den store afstand reducerer deres magt i rigets fjerneste afkroge.
Men med danwei-systemet har Kommunistpartiet ifølge Li Hanlin fundet et effektivt middel til at nå helt ud i alle kroge af det store rige. Formålet er nu som før at sikre, at alle borgere handler i overensstemmelse med det, ledelsen i Beijing ønsker.
For at sikre det har Kommunistpartiet placeret en partisekretær i hver eneste arbejdsenhed - hvad enten det er på den store fabrik med tusinder af ansatte, eller det er på mindre afdelinger på læreanstalterne.
"Hver enhed har en dobbelt ledelse: En 'direktør', som står for den daglige ledelse, og en partisekretær, der har ansvar for det ideologiske," siger Li Hanlin med den væsentlige tilføjelse, at det er partisekretæren, der har det sidste ord - og dermed bestemmer.

Adlyder ordrer
Men i modsætning til, hvad vi i Vesten ofte fokuserer på - at de kommunistiske ledere i Beijing holder sig ved magten gennem systematisk undertrykkelse af befolkningens menneskerettigheder - peger Li Hanlin på, at danwei-systemet mere udnytter ældgamle traditioner i det kinesiske samfund.
"Det er som forholdet mellem forældre og børn, hierakisk opbygget og med vægt på lydighed og afhængighed," siger Li Hanlin og henviser til de konfucianske dyder, der går på f.eks. "aldrig at stille spørgsmål, men adlyde ordrer, der kommer oppefra."
Mens der er flere lighedstegn mellem det kinesiske system og det tidligere sovjetiske, peger Li Hanlin på, at Kinas danwei-system ikke alene er en kommunistisk opfindelse, men at det også bygger på det traditionelle, kinesiske klansystem, der dominerede før kommunisternes magtovertagelse i 1949.
"I det gamle Kina tog familien og slægtningene sig af hinanden, og den samme form for omsorg kan man spore i danwei-systemet, hvor lederen f.eks. går ind og mægler i familiestridigheder," siger han.

Gradvis opløsning
Omsorgsdelen af systemet er dog under gradvis opløsning som følge af Kinas markedsøkonomiske reformproces, hvor man har forsøgt at adskille produktion og sociale funktioner.
F.eks. er tusinder af kvinder blevet sendt hjem 'til kødgryderne', og det har haft to formål: Dels at skille sig af med overflødig arbejdskraft, som statsindustrien er så rig på, dels at arbejdspladserne ikke længere behøver at have børnehaver tilknyttet, når kvinderne nu alligevel selv kan passe børnene.
Med den kinesiske ledelses planer om delvist at privatisere Kinas store statslige sektor er det en tendens, der vil blive forstærket i den nærmeste fremtid. Og dermed vil der blive pillet yderligere ved befolkningens sociale tryghed.
Li Hanlin siger, at man allerede nu taler om "en familie, to systemer" - et udtryk, der spiller på sloganet for Kinas overtagelse af Hong Kong sidste år: "et land, to systemer", der gav løfter om, at den tidligere britiske kronkoloni kan bevare sit kapitalistiske system inden for Kinas grænser.
"'En familie, to systemer' går på, at f.eks. konen forsøger at beholde sin stilling inden for staten for at sikre familiens sociale sikkerhed, mens manden søger ind i private firmaer, hvor man tjener meget mere, men ikke har de sociale ordninger," siger Li Hanlin.
Selv om der har været stor fokus på Kinas overgang til markedet, peger Li Hanlin dog på, at ca. 75 procent af produktionsmidlerne stadig er på statens eller kollektive hænder, mens private foretagender kun udgør 10-15 procent.
Da danwei-systemet tilhører det statslige og kollektive område, følger deraf, at systemet stadig er en vigtig del af det kinesiske samfund. For eksempel var ca. 80 procent af boligmassen i byerne ejet og administreret gennem danwei-systemet i midten af 1990'erne, fortæller han.
Og den statslige dominans vil fortsætte en rum tid endnu, spår Li Hanlin, selv om Kina har to hovedproblemer, der skriger på en løsning: Den stigende arbejdsløshed i byerne og millioner af fattige bønder, der søger ind til storbyerne for at finde arbejde.
"Det er partiets dilemma, at den skal skabe fortsat øget økonomisk vækst og samtidig holde sig ved magten," siger han med henvisning til, at partiet kun kan holde sig ved magten ved at opretholde kontrollen helt ned på græsrodsniveau - det vil sige gennem danwei-systemet.
Derfor tror Li Hanlin ikke på en hurtig privatisering af statssektoren, med mindre ledelsen har tænkt sig at indføre et flerpartistyre - og det har den ikke lige nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her