Den danske modernisme var præget af tvetydighed og forsigtighed snarere end betingelsesløs drift efter det nye, hævder Erik Svendsen
NY BOG
Dette er en - af omfang - stor bog. Mere end 400 sider plus noter og en 11 siders litteraturliste om den litterære modernisme i Danmark, en kraftpræstation af RUC-lektoren Erik Svendsen: Det nye. Sonderinger i dansk litterær modernisme. Det er en bog, som allerede i udspillet, i sin titel og i sin præsentation, sætter høje forventninger til indholdet. Og det er en tilsvarende stor opgave, Svendsen har sat sig for at løse: at læse fire danske forfatterskaber med henblik på deres forhold til det nye, at undersøge hvordan Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg plejer omgang med nyt og gammelt, tradition og modernitet.
Det nye benytter sig af en ganske traditionel arkitektur. De fire forfattere behandles i hver deres kapitel, omkranset af to teoretiske kapitler: "Det nye" og "Det nye i fremtiden". Ideen og dispositionen er forbilledligt klar: først udvikles et begreb om det nye, som danner ledetråd for undersøgelsen som helhed; derefter forfølges de fire forfatterskabers placering i forhold til dette begreb, deres perspektiver og forestillinger om det nye og det gamle; endelig konkluderes der med et udblik til fremtiden, som i dette tilfælde indbefatter vores egen nutid, og det diskuteres, hvilke muligheder det nye har for at gøre sig gældende i kunsten og litteraturen i forhold til den almene, kulturelle situation.
De fire centrale kapitler, som udgør læsningerne, er alle delt i to; i første del læses der bredt i forfatterskabet med henblik på at placere det i forhold til det nye. Her er Erik Svendsens belæsthed den afgørende motor, for det gælder om at gribe om helheden i skribentens virke og begribe den overordnede bevægelse i de særdeles omfattende forfatterskaber. I kapitlernes anden del nærlæses der så et værk, som Erik Svendsen opfatter som centralt i forfatterskabet med hensyn til det nye. Og det er ikke Kongens fald, Hærværk, Løgneren og Den kroniske uskyld, der tages under behandling, men Digte 1906, Livets arabesk, Jonatans rejse og Konfrontation.
Fragmenter af det nye
Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at Erik Svendsen har investeret sine kræfter det rigtige sted: nemlig i læsningerne. 132 sider til Johannes V. Jensen, 124 til Tom Kristensen, 54 til Martin A. Hansen og 52 til Klaus Rifbjerg. Alene Jensens Digte 1906, som er en bog på 78 sider, behandles over 55 sider, hvilket siger noget om tætheden og koncentrationen i nærlæsningen.
Bogen gør ikke krav på at fortælle den endegyldige historie om den danske modernisme; den er "fragmenter af det nyes historie" (p.32). Der findes andre modernismer i Danmark, men efter bogens synspunkt udgør Jensen, Kristensen, Hansen og Rifbjerg en linje, som diskuterer med og forholder sig til hinanden. Rifbjerg er "den, der indfrier modernismens fordringer og dermed slutter ringen bagud til Johannes V. Jensen og Tom Kristensen" (p.365).
Udgangspunktet, som det præsenteres i første kapitel, er at den danske modernisme er "usamtidig" med den internationale højmodernisme, og at den i forhold til denne har "en mild og forsonende klang". I forhold til de europæiske symbolister, futurister, ekspressionister, imagister osv. er de danske forfattere altså både bagefter og mindre radikale. "Det nyes litterære historie i Danmark er afvigelsernes historie, det modificerede og modererede nyes historie. Jeg konstaterer det uden malice" (p.13).
Denne mangel på malice dækker over en helt fundamental styrke hos Erik Svendsen, som samtidig gør hans bog ualmindeligt sympatisk: Han falder ikke for fristelsen til at overradikalisere sine problemstillinger. For Svendsen er forfatternes positioner aldrig præget af den form for ekstremistisk entydighed, som har gjort mange af modernisterne - og ikke mindst deres kritikere - til hysterisk-romantiske vilddyr: kunsten eller døden! Absolut moderne! Litteraturen som den revolutionæres revolver!
Hvis dele af den udenlandske avantgarde var præget af et all-out-attack på alt, hvad der var overleveret - og det er ikke mindst dette, som har gjort det sexet at beskæftige sig med modernisme for megen litteraturkritik - har Svendsen blik for, hvordan danskerne er mere forsigtige og besindige i deres forhold til det nye og det gamle. Selv den danske 'futurist' Emil Bønnelycke, hvis digte Svendsen analyserer i en ekskurs, er, som han ser dem, præget af traditionelle religiøse forestillinger.
Den grumsede litteratur
Evnen til at se litteraturens grumsede karakter, dens fundamentale ambivalens og dens usikkerhed over for simpel revolutionær bragesnak, er det afgørende i Det nye. Netop "ambivalent" og "tvetydig" er ord, som bruges til at karakterisere alle fire forfatteres forhold til det nye. Man kan sige, at det giver sig selv over for i hvert fald Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen, som begge var eksplicit rodfæstede i det ikke-moderne almueliv. Men fastholdelsen og udviklingen af pointen i forhold til Johannes V. Jensens grasserende fremskridtsoptimisme og den mere direkte modernistiske følsomhed hos Tom Kristensen og den unge Klaus Rifbjerg er vigtig for modernismeforskningen som sådan. Som Johannes V. Jensen står mellem den asiatiske mudderpøl og den amerikanske metropol, står den danske modernisme mellem avantgardismens drift efter det radikalt nye og traditionens betoning af kontinuitet i den historiske udvikling.
Prisen for dette dobbeltblik, som er både ædrueligt, følsomt og loyalt over for litteraturens mangesidede udtryk, er umuligheden af at formulere slagord og glinsende synteser - en pris, som al seriøs litteraturvidenskab, Erik Svendsen indbefattet, betaler med glæde. Det er besindighed, overvejelse og tvivl, der står tilbage af de fire forfatterskaber, ikke den ophidsede, rødmossede trang til at afbrænde museerne og bibliotekerne.
Intet sted kommer Svendsens rummelighed og følsomhed over for tvetydighederne bedre til udtryk end i den næsten uendeligt nænsomme behandling af Johannes V. Jensens politisk belastede ideer. Dette lange kapitel er det bedste, måske fordi Jensen er den af de fire forfattere, som er på størst afstand af os i dag. Den forbløffende fremmedhed, der findes i hans tekster, er så nem at afvise som racistisk og etnocentrisk indskrænkethed. Efter læsning af Erik Svendsens kapitel kan ingen være i tvivl om, hvor sammensat og mangfoldig en digter Johannes V. Jensen var, og hvor meget der går tabt ved på forhånd blot at afvise ham som en ildelugtende protofascist.
Tysk modernitetsbegreb
Hvis Erik Svendsens læsninger således er præget af stor følsomhed, soberhed og seriøsitet, er de altså tilsvarende uspektakulære; der er ingen voldsomme overraskelser for læseren. Det gælder også de teoretiske afsnit, som diskuterer kategorien det nye og modernismebegrebet uden at lægge noget til den modernismeforestilling, der efterhånden er blevet den gængse: rødder hos Baudelaire (og med ham Poe), læst gennem Walter Benjamins briller; stærkt påvirket af Nietzsche og af psykoanalysen, bundet til metropol-livet og den almindelige modernisering af samfundet og livsverdenen; alt sammen velkendt stof. Svendsen nævner pligtskyldigt de steder i Baudelaires Det moderne livs maler og Marx' Det kommunistiske manifest, som er blevet standardreferencer i præsentationer af det moderne. Det er, om man vil, et tysk modernitetsbegreb, præget af Adorno og Benjamin og Max Weber; der trækkes på Nietzsche, Freud og Ernst Bloch til at give perspektiver på Johannes V. Jensen og Tom Kristensen, Arne Sørensen (modigt!) overfor Martin A. Hansen, Jess Ørnsbo i forhold til Rifbjerg.
Gennemgående læses der med et psykoanalytisk blik, hvilket kan være udmærket til at åbne en tekst som Livets arabesk, men til gengæld virker som for stift et instrument overfor Digte 1906; men også her viser Svendsen sig at have sans for, at al den tale om fallos og moderskød også kan stille sig i vejen, f.eks. i analysen af digtet om "Det røde træ". Jeg tror nu alligevel, at det også andre steder ville være frugtbart at lade Freud spille en mere underordnet rolle. Svendsen noterer selv, at man kan forsage psykoanalysen og "klare sig glimrende uden", når talen er om melankoli (p.425); og fordi psykoanalytisk litteraturanalyse er tilbøjelig til at finde det, den allerede selv ved er sandt, bliver pointerne indimellem lidt vel forudsigelige. Samtidig er der et problem i at skelne forfatterens psykobiografi fra hans tekster, en faldgrube, Svendsen er opmærksom på, men ikke desto mindre balancerer på kanten af. "Jeg skal ikke kunne sige om privatmennesket Tom Kristensen var melankoliker," hedder det (p.192) som en indikation af, at liv og værk er to forskellige ting; to sider længere fremme noteres det så alligevel, at "Tom Kristensen var glad for at svømme. Vandet talte til hans sanseglæde og, set med freudianske briller, til hans længsel efter ophavet, urhavet, moderen." Især i Tom Kristensen-kapitlet er Svendsen i glimt tæt på at samlæse livet og værket.
Broget stil
Erik Svendsen skriver levende og idiosynkratisk, sætter sine kommaer som han vil, og er i det hele taget mere personlig og ligefremt diskuterende end støvet og akademisk. "Modsat mangen samtidig dansk forfatter er der schwung over himmerlandsforfatterens survivalprosa, der fortsat vil bekræfte de raske i retten til riget," hedder det om Johannes V. Jensen (p.107), en sætning, der ganske godt illustrerer stilen. I Rifbjerg-kapitlet bliver Svendsen endnu mere journalistisk, endnu mere metaforrig, indimellem snakkende og indforstået, fordi han går i tæt dialog med Rifbjergs egen farverige stil. Her tales om "den genuine Rifbjergske orale lyst" (p.377); og nogle sætninger er decideret talesprog: "Jeg'et vil vanen tro med et totalblik og en overskuende bevidsthed favne det hele, men illusionen ryger" (p.396).
Når alt dette er sagt - også det, som kun er pernittengrynede indvendinger, for nu at tale svendsensk - må jeg understrege, at jeg har lært meget af at læse denne bog. Mest af læsningerne, de tætte, følsomme studier og de bredere, overbliksgivende perspektiveringer. Det er for dem, man bør læse Det nye.
*Erik Svendsen: Det nye. Sonderinger i dansk litterær modernisme. 456 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
