Salman Rushdie leverer med Bill Clinton, Saddam Hussein og Augusto Pinochet som eksempler sin egen analyse af, hvordan menneskerettighederne skal opfattes
50 ÅR
Den menneskelige natur eksisterer, og den er både dyb og rigt sammensat, skriver Edward O. Wilson, biologen og forfatteren, som Tom Wolfe kalder 'en ny Darwin'. Hvis den ikke fandtes - lad os ikke ignorere det - ville der heller ikke findes universelle menneskelige rettigheder, moralprincipper og internationale love.
Det er den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, der i det svenske Expressen slår ovenstående fast. Med udgangspunkt i Aristoteles udsagn: "Mennesket er et politisk dyr" skriver han, at denne "følgerigtigt hævdede, at det offentlige liv i et 'godt' samfund måtte genspejle borgernes rette sindelag," og at Aristoteles' grundtese også i dag "klinger sandt": Vi tror på, at der findes en naturlig retfærdighed. Men Rusdhie nøjes ikke med at hævde tilstedeværelsen af en universel menneskelig natur og en deraf afledt naturret. Han giver sig - ikke uden underfundighed - i kast med at anvende opfattelsen på tre aktuelle eksempler: Bill Clinton, Saddam Hussein og Augusto Pinochet.
"At præsident Clinton sandsynligvis slipper fra sine indenrigspolitiske forfølgere, kan delvis tilskrives hans modstanderes forbløffende enfold," mener Rushdie. For Clinton har i Rushdies øjne været svært heldig med sine fjender: "Den sexbesatte, skinhellige Kenneth Starr" og hans bagland i det kristne højre, "som minder os om, at begrebet 'fundamentalisme' blev skabt i USA." Videre Newt Gingrich, der overspillede sin vinderhånd og den "væmmelige heks" Linda Tripp, der "ligesom Nixon" ikke gjorde sig klart, at hun ved at optage sig selv på bånd, kun "beviste sin egen skurkagtighed."
Men "når en gammel urkraft - puritansk fanatisme - kombineres med nutidens tabloiddogme om, at offentlige personer ikke har noget privatliv," og dette videre kombineres med, at eliterne i Washington arbejder sig op til en tilstand af "pompøs fråde", ja, så vakler tronen alligevel under præsidenten. Clinton vil imidlertid overleve republikanernes anslag, vurderer
Rushdie, og det gør han netop, "fordi han har den menneskelige natur på sin side." For den menneskelige natur skelner mellem seksuelle krum-spring og politisk efterladenhed.
"Clinton vinder sin kamp, fordi han ligner sit folk, fordi han, kunne man sige, er naturlig."
En umulig hypotese
Hvad derimod angår Irak har den amerikanske regering 'mildt sagt' taget fejl af den menneskelige natur, mener Rushdie. Den amerikanske forestilling om, at man skulle kunne bombe et oprør mod Saddam Hussein frem, er "en umulig hypotese." Folk har nemlig i det hele taget svært ved at føle sig allieret med nogen, der gang på gang vælter bomber ned over dem.
Ganske vist kan fortalerne for at ophæve sanktionerne mod Irak næppe regne med støtte fra de amerikanske militæranalytikere, vurderer Rushdie, men derimod vokser mulighederne for, at en iraker, der på én gang befries for blokadens konsekvenser og den stadige trussel om bombninger, vil være mere tilbøjelig til at opfatte Vesten som som en ven. Og at true med at bombe uden at gøre det "har den fordel, at færre mennesker dør, men den ulempe at man selv kommer til at fremstå som dum."
Verdens ondeste mand
Om sit tredje eksempel, den chilenske eks-diktator, erklæ-rer Rushdie ligeud: "Pinochet fortjener med fuld ret at blive kaldt det ondeste menneske på jorden." "(Sorry, Saddam)," tilføjer han tørt.
Og Pinochets tilfælde burde være nemmere at gå til, eftersom den britiske Højesteret har afsagt dom om, at han ikke har immunitet, at massakrer ikke kan undskyldes med, at man har magten, samt at Overhuset har fastslået det grundlæggende princip om et universelt ansvar. "Alt dette er blevet klargjort meget tydeligt på det seneste." "Hvorfor har den britiske minister så krævet ekstra betænkningstid for at afgøre Pinochets fremtid?" spørger Rushdie, og sørger derved for, at også dette spørgsmål bliver stillet meget tydeligt i sin rette sammenhæng.
For de myrdedes familier må Pinochets klynken over, at det pres, han er underlagt, har fremkaldt en 'stressrelateret mental sygelighed' fremstå som "modbydelig", pointerer Rushdie og konkluderer: "Pinochet bør ikke få lov til at slippe ved at appellere til 'medlidenhed' på et så gennemskueligt grundlag."
På hovedet
Hele sin anvendelse af ideen om en universel menneskelig natur og om de deraf afledte universelle menneskerettigheder konkluderer Salman Rushdie som følger: "Det er på grund af vores almene menneskelighed, at de fleste af os tilgiver Bill Clinton hans fejltrin, at vi ikke accepterer, at den rigtige måde at straffe Saddam Hussein på er at bombe uskyldige irakere, og at vi vil se Pinochet stillet for retten." "En verden, der kastede Bill Clinton for hundene, men gjorde sig blind for Pinochet, ville være en verden, der var vendt på hovedet."
