Læsetid: 6 min.

Mens vi venter på barbarerne

4. december 1998

Europas identitet analyseret af den generøse danske traditionskritiker Uffe Østergaard

HISTORIE
Det var Søren Mørch, der for nogle år siden i sin "sidste danmarkshistorie" gjorde opmærksom på det faktum, at der aldrig har været så mange faghistorikere i Danmark som lige netop nu, men - eller og - at alle disse historikere, alt taget i betragtning, skriver forbløffende få historiebøger.
Som Francis Fukuyama i sin tid hævdede, er historien ikke slut, understregede Mørch, snarere tværtimod. Historien udfolder sig mildt sagt som aldrig før. Men den fagligt baserede historie hverken kan eller bør skrives efter samme skabeloner som før.
Nutidens historieopfattelse er med andre ord underkastet en logisk følgende omskiftelighed, der ustandseligt udfordrer vedtagne tolkninger. Enhver periodes historieskrivning identificerer selvsagt i lige så høj grad nutiden, som den forsøger at tolke fortiden.
Dén historiefortælling, der således i sin vedtagne samtidsforståelse ikke længere blot er til for at søge fordybelse og detaljering i en mere eller mindre fasttømret tradition, som vel at mærke ofte før har været den slet skjulte nationale hensigt med projektet, må nødvendigvis blive af en radikal anden karakter.
Og i den grad anderledes må disse nye historiefortællinger blive at moderne historikere - endnu i vore dage runden af den Arupske rod og med birødder i forrige århundredes konservative mytefortælling - nemt mister orienteringen i stoffet og blot refererer sig gennem en alt for ofte dimensionsfattig kritik af tidligere kildetolkninger. Bestræbelsen være nok så videnskabelig, men camouflerer ofte den nævnte nutidsvinkel på det historiske udsagn.
At formulere en ny historie stiller, som Mørch mere end antyder, krav til udblik, fantasi, litterære evner. Og forudsætter en bramfri fuldt erkendt og åben fremlæggelse af den så at sige naturgivne subjektivitet.
Paradoksalt nok vender hermed den gamle fortæller tilbage, historikeren der benytter fortællingen til at gøre publikum klogere på sig selv. Den slags formidlende historikere hænger, som Søren Mørch selvbevidst anfører, ikke i klynger i den lyse danske bøgeskov.

Danmark i centrum
Men de findes så sandelig. Og én af dem, der i høj grad findes, er den ivrigt debatterende og næsten ufatteligt flittige Jean Monet-professor i europæisk civilisation ved Aarhus Universitet, Uffe Østergaard. Dette blads læsere vil være bekendt med Østergaards veloplagte, polemiske stil, som man nu igen kan stifte bekendtskab med i professorens seneste opus, Europa - Identitet og identitetspolitik.
Bogen er en rent ud sagt overvældende og mangesidigt udviklet gennemgang af Europas kernehistorie, hvor læseren føres rundt omkring og i sidste ende ind i det centrale af hele fænomenet, rigtigt gættet: Danmark.
Den i sandhed bredt orienterede Østergaard tager flere på hinanden følgende afsæt til identificeringen af Europa: i Kina, holocaust, Rusland, Tyrkiet, middelhavskulturen, nationalismen og religionerne. Af disse ikke mindst lutheranismen, hvis tvetydige interpretation af forholdet mellem stat, borger, nation og kirke, Østergaard analytisk boltrer sig i. Den moderne nordiske velfærdsstat bør således finde sine rødder i Luther, snarere end i revolutionære socialistiske strømninger i forrige århundredes Preussen.
I bredt anlagte kapitler om disse betydelige europæiske og supplerende tilgrænsende fænomener påviser forfatteren med stor virtuositet fælles og modstridende strukturer og drager slutninger, polemiserer til højre og venstre og okser løs mod målet, som - uanset hvordan man vender og drejer det - altså er Danmarks identitet som set i Europas ditto.
Forfriskende og inspirerende læsning, som endnu engang, når Østergaard ruller sig ud, må give de hyppige folkeafstemningers stædigste nej-sigere - de af dem der frejdigt tager deres uforanderlige udgangspunkt i et statisk danmarkshistoriesyn - svære forklaringsproblemer.

Uhomogen fortid
Dertil kommer at andre og mere gammelkonservative modstandere af det ændrede danmarksbillede, der blandt andet er produkt af den moderne verdens og Europas mobilitet og kommunikation, må få stadig vanskeligere ved at bevare troen. Eller tvangstankerne om et fortidigt, idealt, historisk bestemt, etnisk homogent, kristent Danmark i stadig fremholdt modsætning til de udefra kommende trusler.
Dels fra EU, der som atter påvist er en logisk følge af moderne europæisk sikkerhedsbevidsthed og snarere understøtter nationaltanken end svækker den. Dels fra den (beskedne) indvandring af såkaldt fremmede, men jo dog folk fra i det store og hele samme eller tilstødende kulturkredse.
Eventuelle læsere af Ekstra Bladet vil vide at det multietniske i netop dén formidlingskultur - hvis man tør kalde Ekstra Bladets formidling kultur - i hvert fald periodisk opfattes som en bombe under det engang så homogene Danmark. For nylig gjorde bladet i en række tvivlsomt underbyggede artikler f.eks. en muslimsk skolebestyrelse til fjendebillede, snedigt plantet af onde udefra kommende kræfter i det velordnede danske rosenbed.
Forskelligartetheden er i den forbindelse i sig selv mistænkelig og den danske historiske homogenitet truet. Alle mand og pastor Krarup til pumperne! Men det er jo så som så med denne så ofte hævdede historiske danske homogenitet. Værd at erindre sig at Danmark op til englænderkrigene 1801-08, siden borgerkrigen 1848 og helstatens sammenbrud i 64 faktisk var et multietnisk, multikulturelt samfund. Grønlandsk, færøsk, norsk, islandsk, utallige danske markante dialekter og først og sidst tysk sprog og kultur trivedes i et oftest frugtbart samvirke.
En tysk turist i København omkring 1800 klarede sig som om han var hjemme, folk flest talte eller forstod tysk. I vanlig østergaardsk stil myldrer teksten med sådanne iagttagelser og halv- og helskæve vinkler på et vældigt stof. Beundringsværdigt. I lange passager en læseoplevelse. Og bevidsthedsudvidende som bare fanden - om os selv og det, vi tror på!

Store læserkrav
Når det er sagt, stiller Uffe Østergaard betydelige krav til læseren. Måske lidt for store.
At fastholde en snor i argumentsmængden og bevare energien til jævnbyrdige kritiske indvendinger i system kræver mere end almindeligt overskud.
Bogens struktur er medvirkende årsag hertil. I et vist omfang kan kapitlerne opfattes som (næsten) essays - eller ligefrem polemiske indlæg i en bred national debat. Efter første gennemlæsning - i hvert fald - giver bogen ikke en klokkeklar fornemmelse af en fremadskridende problem-præsentation. Dét uanset at flere delemner - som antydet redegørelsen for den danske nationalitetsudvikling og identitet: det lutheranske Danmark i Europa - er velargumenterede og klare i sigte og mål.

Redigeringsproblem
Uffe Østergaard skriver ualmindeligt godt, det ved enhver, der læser ham og - som denne anmelder - glæder sig over hans bøger. Den energi, som er et kendetegn ved personen Østergaard, oser ud af den foreliggende bogs sider, hvilket er ment rosende. Herligt, at historikere i stigende grad - de af dem der altså overhovedet skriver - udtrykker sig lige ud af posen og i jeg-form og er til at forstå.
Men - for der er som allerede antydet et men ved dette opus. Energien og ivrigheden efter at få det hele med tager nu og da styring og overblik fra forfatteren, der oven i købet flere gange beklager at pladsen ikke tillader flere indfald og analyser.
En strengere forlagsredaktør ville nok være Uffe Østergaard en bedre forbundsfælle.
Redigeringsproblemet giver sig blandt andet udtryk i Østergaards anvendelse af bemærkelsesværdigt mange og lange citater. Godt nok med citater - bevar os vel - men det kan også blive for meget. Her ville et noteapparat, som Østergaard har valgt at bygge ind i teksten med det resultat, at den svulmer, være en velsignelse.
Hverken forlægger eller forfatter skal være blind for at bogens noget uoverskuelige karakter vil afskrække mange, der ellers kunne have godt af en dosis Østergaard.
Men for nu at slutte i det entydigt opløftende ansporer Østergaard sine landsmænd til omsider at besinde sig på den europæiske side af deres/vores identitet, så vi engang for alle kan lægge rollen som bedrevidende, selvretfærdig småstat med selvindbildte nordiske fællestræk bag os. En rolle som vi ifølge traditionskritiker Uffe Østergaards præcise og sjælsopløftende fædrelandskritik har øvet os i at spille til perfektion.
Og så i øvrigt reformere os til at opgive statskirken og lade religionerne i vort fælles rum være ligestillede. Islam vil - som jødedommen uanset tragedierne førhen - i fremtiden være et godt integreret tilskud til europæisk civilisation. Hvis Islam får lov. Hvad skal der blive af os uden barbarerne? - som Konstantinos Kafavis i digtet: Mens vi venter på barbarerne, underfundigt spørger sin samtid.

*Uffe Østergaard: Europa - Identitet og identitetspolitik. 457 s. 348 kr. Munksgaard/ Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her