Kagen står på bordet på den israelske militærbase på grænsen til Libanon. Men så går alarmen
TABAC - Regnen står ned i stænger, så den snoede bjergvej næsten forsvinder foran de hårdt arbejdende vinduesviskere. Gennem den grå regntåge aner man konturen af et par ensomme køer, der skridter afsted langs pigtråden i det øde landskab uden anelse om, hvor tæt de er på den livsfarlige grænse mellem Israel og Libanon.
"Det hænder, at vildsvin og køer får en raket i maven, når de går over grænsen, for raketterne er varmesøgende og kender ikke forskel på guerillasoldater og dyr," siger Einat, en ung værnepligtig israeler og vagthund for Informations udsendte.
Hæren sender ingen journalister til fronten uden at udstyre dem med en person fra talsmandens kontor, der sørger for, at man ikke stiller forbudte spørgsmål og - især - at man ikke modtager forbudte svar fra soldaterne. Politik og militærstrategi er no-talk-zones.
Vi er på vej op til Tabac-basen på en nøgen klippetop, hvor en artillerienhed sørger for opbakning til Israels mere udsatte positioner i den nordlige del af den besatte zone i Sydlibanon.
Tabac-basen ligger langt tilbage, godt beskyttet i bunden af zonen ved den israelske grænse, så det er ikke her, israelske soldater mister livet på stribe. Alligevel ved de 18-årige knægte, der er sendt herop som en del af deres værnepligt udmærket, hvad de er gået ind til: et af Israels mest omdiskuterede og internationalt fordømte krigseventyr til dato.
Et bidrag til Israel
Siden 1985 har Israel holdt et 15 km. bredt bælte af Sydlibanon besat. Motiveret i frygt for Hizbollah-militsens angreb på det nordlige Israel har den israelske regering foreløbig nægtet at trække sig ud. Men flere og flere israelske fredsgrupper og kvindebevægelser presser på for at få Israel til at trække sig ud. 1.250 soldater har mistet livet de sidste 20 år i Sydlibanon, alene i år er 20 blevet dræbt. Men det ser ikke ud til at skræmme den flok soldater, der sidder i kaptajn Yarivs lille kontor i et skur oppe på basen.
En duft af chokoladekage slår os i møde, da vi træder ind i ly for den silende regn, tæt fulgt af vagthunden Einat. Fire-fem soldater, der i mere end en forstand er våde bag ørerne, ser forventningsfuldt på gæsterne. Så sker der i det mindste noget anderledes i dag.
Det viser sig hurtigt, at fyren med det vakse blik og flyveører er manden, der vil ses og høres. Han kaster sig tilbage i stolen med hænderne i lommen og lirer lektien af med et triumferende udtryk:
"Jeg er stolt over at være her. Israel blev ikke skabt af folk, der sad hjemme i sofaen, og nu er det min tur til at give et bidrag. Det her land har givet mig så meget. Israel er lig med frihed for mig. Nu kan vi jøder endelig leve uden at være forfulgt. Her er der ingen, der kalder dig en beskidt jøde, og det er vidunderligt," siger Jonny. Han er 18 år. Gået ud af gymnasiet for seks måneder siden, startede sin værnepligt for fire måneder siden og har været her på Tabac-basen i fire uger.
Aktion giver adrenalin
Jonny har ansvaret for ammunitionsdepotet. Det er ham, der skal fodre de fire kampvogne, der er linet op i mudderet 50 meter fra kommandantens kontor. En soldat når lige at sætte saftevand og plastickrus på bordet, før alarmen går. Jonny bliver fjern og mandig i blikket, griber sin hjelm og styrter ud af døren. På få sekunder er kontoret ryddet, og jeg sidder alene tilbage med kagen. Selv vagthunden er løbet for at få et glimt af action. Fotografen får høreværn på og løber ned til kampvognene.
Snart lyder de gennemtrængende brag af kampvognskanoner, og mens jeg benytter den uventede frihed til at kaste mig over kagen, sender jeg en tanke til Hizbollah-soldaten Adel, som jeg for få måneder siden mødte på den anden side af grænsen. Bare det ikke er hans hus, Jonnys ammunition lander på. Det har skudhuller nok i forvejen.
Soldaterne vender gennemblødte tilbage, opstemte af at have været i aktion. Tænker de nogensinde på, at deres kanoner måske dræber nogen på den anden side?
"Det håber vi da, de gør," siger Ori, en soldat på 21 år, der hellere end gerne vil sendes til de mere udsatte infanteri-enheder i den nordlige del af sikkerhedszonen.
"Det er sjovt. Det giver en hel masse adrenalin i kroppen," siger han.
Jeg stiller det tåbelige kvindespørgsmål, om de aldrig er bange - fuldstændig malplaceret i betragtning af, at luften emmer af røver-og-soldater-entusiasme. Her er alt for mange drenge med ambitioner om at blive mænd til følelsesfuld selvransagelse.
"Jo, jeg blev bange, da min chef sagde, at jeg ikke kunne få fri i weekenden," siger Ori. De andre griner. Også vagthunden. Jeg gnækker. Af høflighed. Jonny supplerer:
"Det er slet ikke så slemt, som man tror. Jeg var hundenervøs, før jeg kom herop, og min mor var også forfærdelig bange. Men så fik vi arrangeret en forældreweekend, og min mor og mormor kom. Nu er de meget roligere, de kan se, at det ikke er så farligt," siger Jonny.
Hæren som springbræt
Israel har værnepligt for alle, både mænd og kvinder, undtagen de ultrareligiøse, der hellere vil studere jødedommen. Soldaterne kan godt sige, hvor de helst vil aftjene deres værnepligt, men i sidste ende er det hæren, der beslutter, hvor de havner.
Der er stort set ingen militærnægtere, for enhver ung israeler ser værnepligten som hans eller hendes adgangsbillet til samfundet. Uden den er de ikke rigtige israelere.
"Værnepligten styrker din personlighed. Jeg er i bund og grund meget forkælet. Jeg er vant til at gå i fint tøj, tage på skiferie, og jeg er også kræsen. Her er livet surt. Vi skal op klokken fem. Vi står vagt hele dagen alene. Det er koldt, mørkt og vådt. Men det her er ikke Danmark eller Holland. Vi lever i et land, hvor mange mennesker bliver dræbt. Det er vores pligt at give noget tilbage," siger Jonny.
Men ingen af drengene på kontoret har tænkt sig at blive i hæren. De vil ud at rejse og så i gang med studierne bagefter. Jonny vil læse folkeret og management på universitetet.
"Og så vil jeg danne et politisk parti," siger han og skæver til vagthunden. Nu nærmer vi os no-talk-zonen. Men Einat sidder og smiler. Hun har vist sig at være en afslappet pige, der udfører sit arbejde diskret. Alligevel nøjes Jonny med at sige, at hans parti skal hedde De Liberale Demokrater. Jeg gætter ud fra navnet på, at Netanyahu ikke skal være med.
Jeg vover pelsen og spørger den næstkommanderende, hvad soldaterne diskuterer ved lejrbålet om aftenen. Han får et stikord mere, og så siger han overraskende åbent:
"Vi skal passe på, når vi taler med hinanden. Den her situation er meget politisk, og folk er meget uenige. Jeg ved, at jeg ikke bare er med til at forsvare mit land men rent faktisk har invaderet et fremmed land," siger den næstkommanderende, der hedder Tomer.
Tættere kommer man ikke på en diskussion af det sprængfarlige emne, hvorvidt soldaterne er enige i besættelsen eller ej. Vagthunden har øjnene rettet mod Tomer. Han kan ikke sige mere. Fandens også. Han er den eneste, der lader en sårbar tvivl skinne igennem facaden af selvretfærdig korpsånd.
Skyder ikke på civile
På nabobasen, der ligger på en klippeskråning lige ud til Middelhavet, er en flok skolebørn på rundvisning. Samtlige israelske skoleklasser sendes på besøg i de militære installationer. De kan lige så godt vænne sig til tanken. Om at Israel er truet. Og at de selv skal forsvare det en dag.
Kaptajn Eyal viser rundt. Heller ikke han er til at lokke tvivl ud af: "Vi skyder aldrig efter civile. Hvis civile bliver dræbt, er det en fejltagelse. Det er vores politik. Vi gør det simpelthen ikke."
I går blev en libanesisk kvinde og hendes seks børn i alderen 18 måneder til 18 år dræbt af israelske kampfly. Israelerne har undskyldt. Det var en fejltagelse. Hizbollah-militsen svarede igen med sit andet angreb i år ind over den israelske grænse. Angrebet kostede et antal sårede israelske civile, men ingen blev dræbt. Tallet af libanesiske civile ofre er hermed steget til 28 i år. Ingen israelske civile er blevet dræbt.
*Dette er den tredje artikel i en serie reportager fra Israel. De tidligere blev bragt 22. og 23. december. Serien fortsætter.
