Læsetid: 2 min.

Miljøprotest sparer Århus for millioner

15. december 1998

Miljøprotester udsatte Århus Kommunes planlagte opfyldning af havnebassin til 18 millioner kroner. Arealet skulle bruges af Århus-Kalundborg ruten, som i stedet lukker

Århus Kommune kan takke protester fra fem arkitekter og miljøgruppen M97 for, at kommunen ikke som planlagt kom i gang med at fylde et havnebassin op til en udgift på 18 millioner kommunale kroner.
Havnearealet skulle bruges af Århus-Kalundborg-ruten til gods, men med sidste uges fusion mellem Kattegat-selskaberne Mols-linjen og ScandLines flyttes al gods-transport til Ebeltoft-Odden.
Dermed røg behovet for at fylde havnebassinet op, som et flertal i byrådet ellers havde besluttet skulle gå i gang den 1. september i år og stå færdig ved årsskiftet.
Men klager fra de fem arkitekter og miljøgruppen M97 over, at en opfyldning ville overtræde den gældende lokalplan, fik Naturklagenævnet til at kræve projektet udsat.
Nu bliver det sandsynligvis ikke til noget, og dermed har den kommunalt-ejede havn sparet 18 millioner kroner.
"Det er rigtig nok, at uden protesterne var vi gået i gang, men jeg har ikke tænkt mig at sige tak til disse miljøfolk," siger Århus-borgmester Flemming Knudsen (S).

Lang ophedet debat
Han er stadig indstillet på, at byrådet skal vedtage den fornødne dispensation for lokalplanen på sit møde i dag, så det bliver muligt at fylde bassinet op på et senere tidspunkt, hvis behovet igen opstår.
"Men vi går selvfølgelig ikke i gang, før vi ved, om der er et behov," siger borgmesteren, der i en pressemeddelelse skriver, at byrådet med beslutningen om at fylde havnebassinet førsøgte at imødekomme ScandLines ønsker om mere plads.
"Kort og godt satsede vi, hvad vi kunne, på at bevare denne rute," står der i meddelelsen.
Borgmesteren er ikke meget for at vedkende sig, at han og byrådsflertallet på 17 ud af 31 blev reddet på målstregen af miljøprotesterne.
I stedet spørger han muntert tilbage, hvem Informa-
tion holder med i denne sag - hvilket siger noget om, hvor hårdt fronterne har været trukket op i den lokale debat for og imod bassin-opfyldningen.

Århus-historie undgået
'En ren Århus-historie' har flere kritikere kaldt vedtagelse i maj 1998 om at fylde havnebassinet op.
For det lå i beslutningen, at bassinet skulle tømmes igen om fire år, hvorefter Århus Havn skulle finde en ny placering til en terminal for færgerne Ask og Urd.
Og havnebassinet har derfor været genstand for en ophedet lokal debat, hvor modstanderne er blevet anklaget for at modarbejde byens udvikling.
"Men nu har vi da fået vist, at det nytter at protestere, men vi forventer skam ikke at få tak fra borgmesteren," siger Aase Sinding Kjær, der sidder i bestyrelsen for miljøgruppen M97, som er op-stået i protest mod planerne om en gigantisk udvidelse af Århus Havn, hvoraf havnebassinet kun udgør en lille flig.
M97 har blandt andet peget på, at en opfyldning af havnebassinet var alt for usikkert, fordi hele Århus-Kalundborg-ruten havde en usikker fremtid. Hvilket hurtigt viste sig at holde stik.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her