Læsetid: 5 min.

Mor er fornuftens talerør

28. december 1998

Israels regering har fået modstand fra uventet side. En række mødregrupper vil standse besættelsen af Sydlibanon

TEL AVIV - Linda Ben-Zvi har selv prøvet rædslen. Da hendes nu 23-årige søn Arik for nogle år siden aftjente sin værnepligt i den israelsk-besatte sikkerhedszone i Sydlibanon, var hver eneste dag en kamp mod angsten for, hvad der kunne ske sønnen.
"Jeg var bange, mens han var afsted. Jeg følte ikke, vores drenge havde nogen chance. Det var ikke en krig, men en politisk beslutning, der mindede mig om Vietnam."
Godt nok er hun jøde, godt nok er hun borger i Israel, men i takt med, at besættelsen af Sydlibanon blev en del af hendes hverdag, steg overbevisningen om, at Israels politik i Libanon er en eklatant fiasko.
"Vi er ikke bare mødre, der er bange for vores sønners liv. Vi funderer vores modstand på en objektiv analyse af begivenhederne i Libanon."
Linda Ben-Zvi, der er professor i teaterkunst ved universitetet i Tel Aviv, skynder sig at underminere enhver eventuel fordom om de israelske mødres motiver for at sætte sig op imod regeringens politik. Hun er medlem af De Fire Mødres Forening, en græsrodsbevægelse, der modarbejder Israels besættelse af Sydlibanon.
Den slags foreninger er skudt op som paddehatte de seneste år og udgør grundpillen i det voksende pres fra civilbefolkningen mod Israels Libanon-politik. Et pres, der har slæbt debatten ud af skammekrogen og placeret den som et af de vigtigste punkter på den israelske regerings dagsorden.

Tragedie blev startskud
De Fire Mødre blev dannet umiddelbart efter en af de værste tragedier i Israels 20-årige besættelse af Sydlibanon. To militærhelikoptere stødte sammen og faldt ned med 73 soldater om bord, der alle blev dræbt. Ulykken skete den 4. februar 1997 og var anledningen til, at fire mødre fra det nordlige Israel tæt på sikkerhedszonen sluttede sig sammen i foreningen.
"De fire initiativtagere boede i det område, Israel foregiver at ville beskytte. Men de mente, at beskyttelseszonen ikke var beskyttelse, den var ikke løsningen på et problem, men selve problemet," siger Linda Ben-Zvi, da Information møder hende i hendes pragtvilla i en forstad til Tel Aviv.
Siden sluttede hun og mange andre sig til gruppen, der i dag laver happenings og demonstrationer ved enhver given lejlighed. De placerer blomster for hver israelsk soldat - til dato ca. 1.250 - der er død i Libanon foran præsidentboligen, og hver gang en soldat mister livet, tropper mødrene op foran forsvarsministeriet i stille protest.
"I starten blev vi beskyldt for at underminere soldaternes moral, og min egen søn var uenig i mit arbejde, sålænge han selv var i Libanon. Han var overbevist om, at han gjorde noget godt for Israel. Men da han kom hjem, begyndte han at tænke over tingene, og i dag er han et af vores aktive medlemmer og leder af De Fire Mødres studenterafdeling, som han selv har stiftet," fortæller Linda Ben-Zvi, der er født i USA, men flyttede til Israel for fem år siden.

Hvorfor i Sydlibanon
Israel rykkede første gang ind i Libanon i 1978 og har siden 1985 holdt en 15 kilometer bred sikkerhedszone besat, angiveligt af frygt for, at den iransk- og syriskstøttede Hizbollah-milits skal angribe det nordlige Israel.
Nøjagtig denne tese stiller mødrene spørgsmålstegn ved.
"Regeringen spørger, hvordan vi kan vide, at Hizbollah ikke vil angribe Israel, hvis vi trækker os ud. Vi siger: hvordan kan I vide, at de vil gøre det? Hvorfor ikke forsvare Israel inde fra israelsk territorium? Hvorfor holde et andet land besat?"
Mødrene er overbevist om, at Israel mod sin vilje er årsagen til Hizbollahs indenrigspolitiske succes i Libanon og som sådan Hizbollahs bedste allierede.
"Hizbollah blev skabt, fordi Israel blev i Libanon. Jeg er overbevist om, at Hizbollah kun er ude på at få os ud af landet. Hvis de ønskede at angribe Israel, hvorfor gør de det så ikke? De tre gange Hizbollah har angrebet Nordisrael inden for det seneste halvandet år, har været som svar på israelske angreb. Måske er der nogle Hizbollah-folk, der er ude på at indtage Jerusalem, men jeg tror, det er et fåtal. Der er ekstremister i alle lejre," siger hun.

Israel må slippe Golan
Tilbagetrækningen fra Sydlibanon er tæt knyttet sammen med spørgsmålet om Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien i seksdageskrigen i 1967. Syrien vil have højderne tilbage, men foreløbig er der ikke noget fremskridt på den front. Forhandlingerne har ligget stille siden 1996.
"Jeg kan ikke se nogen mulighed for, at Israel slipper for at give Golan-højderne tilbage til Syrien for at opnå fred. Og det problem bliver lettere at løse end Vestbredden, for der er ingen religiøse krav på Golan. Tværtimod har bosætterne i Golan sagt, at de er villige til at rejse derfra, hvis de får en kompensation fra regeringen til at starte forfra et andet sted i Israel. De er ikke fanatiske."

Det er politisk krig
Hun mener også, at syrerne holder et fast greb omkring Libanon, så længe Israel er i landet.
"Hvis vi trak os ud, ville presset i Libanon for at få de syriske tropper ud af landet også stige. Jeg tror, syrerne har en interesse i, at Israels besættelse af Libanon fortsætter."
Linda Ben-Zvi er bange for, at Israel er havnet i samme fælde, som USA gjorde under Vietnam-krigen. Da hendes mand, der er økonom og også medlem af mødregruppen, mødtes med forsvarsminister Yitzhak Mordechai, spurgte han ministeren, om der var en lighed mellem Sydlibanon og Vietnam.
"Mordechai blev rasende og afviste enhver parallel. Men vi ser den. Den daværende amerikanske forsvarsminister Robert McNamara har i en bog for nylig skrevet om Vietnam, at han allerede efter 15.000 døde amerikanske soldater forstod, at USA var i færd med at begå en fejl. Men 56.000 amerikanske soldater døde, før fejlen blev stoppet, og der gik 20 år, før McNamara skrev en bog og sagde undskyld. På samme måde har Israel begået en fejl, og nu vil man ikke trække sig ud. For hvordan skal de forklare befolkningen og familierne til de døde soldater, hvorfor Israel overhovedet gik ind i Libanon," siger Linda Ben-Zvi.
Mødregruppen mærker, at støtten i befolkningen er stigende.
"Flere og flere mennesker kommer hen og hilser på os, når vi demonstrerer, og forleden var vi til en demonstration, hvor landbrugsministerens kone var iblandt os, mens hendes mand sad til regeringsmøde inde i bygningen. Hun blev spurgt, hvad hendes mand ville sige, hvis han så hende demonstrere mod sig. Ved du, hvad hun svarede? 'Det må du spørge ham om, jeg er et selvstændigt menneske'. Sådan ser vi flere og flere kvinder, der siger fra og taler rent ud af posen."
Mødregruppen arbejder i øjeblikket på at skaffe kontakter til libanesiske mødregrupper for at optrappe den transnationale modstand mod krigen i Sydlibanon.
"Vi ved, at de også er mennesker ovre på den anden side. Det her er en politisk krig," siger Linda Ben-Zvi.

*Dette er den fjerde artikel i en serie reportager fra Israel. De tidligere blev bragt 22., 23. og 24. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her