Læsetid: 3 min.

Muren har gjort sin pligt

18. december 1998

Opførelsen af nye kongelige scener er ikke kun en teatralsk beslutning, men også et kulturpolitisk og byplanmæssigt spørgsmål. Hvis slagsmålene skal standse, må Det Kgl.s udbygning tænkes i etaper over næste halve århundrede

Mursten
Det Kgl. Teater er dén danske institution for agerende kroppe på en scene - dansende, talende og syngende. I samme forstand, som det lige så kongelige Kunstakademi er institutionen for billedkunst, skulptur og arkitektur.
Institutionerne kan ikke undværes - som normsættende, traditionsbærende og revoltefremkaldende. Men hvad lige så vigtigt er: Kunstarterne bør også placeringsmæssigt holdes sammen efter artsfællesskab.
Arkitekturen og de bildende kunster er langsomme kunstarter, og burde fortsat have fælles fysiske rammer. Det har de ikke nu, fordi billedkunstnerne ville blive i
ateliererne på Charlottenborg, da arkitekterne flyttede ud til musikerne, performerne og den hurtige film på Holmen.
Muligheden for tearalsk dannelsestradition ligger tilsvarende, institutionelt set, i Det Kgl. Teaters klassiske treenighed.

Revolterende miljø
Ikke at det kan ses på de kongelige scener i dag, længe efter Elevskolens nedlæggelse. Men at den dag kan komme, hvor Statens Teaterskoles uddannelse til lige dele Strisser og Shakespeare, med større vægt på dagligrealismen end på kropslig deklamation, vil savne modspil i en re-vitaliseret scenisk danse-tale-synge-institution med 250 år på bagen.
Det er nogenlunde samme alder som Kunstkademiets, hvor malere, billedhuggere og arkitekter i hele perioden har bekriget hinanden, men også respekteret hinanden og traditionen - som udfordrende institution, inden for huset og i revolterende miljøer ganske andre steder.

Lokalisering
Misèren på Kgs. Nytorv er også af byplanmæssig art. Arkitektskolen flyttede blandt andet ud som konsekvens af ønskerne om at udvide Det Kgl. på pladsen. Med fredningen af Stærekassen viste det sig med projektet Fuglen mindre heldigt - kvartermæssigt.
Teatrets drømme om samlet foyer gjorde det vanskeligt. Og de voksende pladskrav fra både Opera og Skuespil gør det lige nu ret beset utopisk at kunne blive på stedet. At rive Grøns Pakhus ned for at bygge en ny skuespilscene bagud mod Niels Juel ville kun være at udsætte pinen. For straks efter vil Operaen alligevel kræve et nyt hus, som så ikke kan finde plads på adressen.
Konsekvensen må derfor være, i aftalt rækkefølge at realisere bygningsmæssige etaper ind over næste halve århundrede. I praksis måske med administrativt adskilte ledelser for hver kunstart, men fysisk samlet på et nyt sted i byen, som kan rumme alle aktiviteterne - det kongelige kapel, Bournonville i bagagen, ny dans og musik i luften, Wagner for fuld ud-blæsning, og Holberg, Ørnsbo, Knutzon eller Abell på brædderne, med tilskuerne under nye halogenkrystalkroner.
Altsammen i flotte bygningsafsnit, gradvist realiseret omkring den voksende fælles foyer, der som gøglebillede har forvirret ledelsens dømmekraft på Kgs. Nytorv. Og sådan, at et stimulerende teaterbesøg ikke længere skal være ensbetydende med stilladsklatring i tidligere kanon-, torpedo- eller turbinehaller.

Fantasiløst
Og hvor er så det i byens centrale opland, man kan ankomme tørskoet? Jo, set over en menneskealder er det f.eks. på Holmen. Eller i Ørestaden tæt ved en metrosta-tion.
Glyptotekets nærmeste naboskab var oprindelig tømmergravene i Gasværkshavnen. Og Statens Museum for Kunst lå straks ved århundredskiftet, dengang, lige så øde og frygtindgydende på det tidligere militære voldareal.
Nu er museets placering åbenbart så attraktiv, at kunstarkivet som institution ikke kan forestille sig at ligge et andet sted, men har gennemtvunget en fordoblet overbebyggelse på stedet.
Lige som bøgernes institution, Det kgl. Bibliotek, der udvider gigastort i havneløbet, selv om der allerede er bygget annekser på Amager Fælled.
Ledelsesmæssigt tænkes der i institutionerne hver gang så fantasiløst og kortsigtet, at den ansvarlige kulturminister i hvert tilfælde er blevet udelukket fra at forvalte ansvarligt efter armslængdeprincippet.
Ethvert fremtidsrettet forslag bliver anset for indblanding i institutionernes faglige selvfølelse, til trods for direktionernes åbenlyse inkompetence.
Det Kgl. Teater danner ingen undtagelse.

Side 17: Opinion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her