Læsetid: 4 min.

Murmansk fryser

5. december 1998

Krisen og vinteren har medført, at en fjerdedel af indbyggerne i Murmansk-regionen officielt lever under fattigdomsgrænsen

MURMANSK - Ud over suppe og brød får de forældreløse børn også nogle små stykker kylling i ris til middag. De andre elever på børnehjemmet må nøjes med nudler.
"Vi håber, de får noget bedre at spise hos deres forældre i weekenden; derfor sørger vi først og fremmest for dem, der ingen forældre har," forklarer forstander Nina Sjmelova.
De 72 børn på børnehjemmet i Kildin 20 km fra Murmansk - alle med psykiske problemer - har glemt, hvordan frugt og chokolade smager. Siden den økonomiske krise brød ud i august, har der heller ikke været råd til mælkeprodukter.
"Ingen sulter," understreger forstanderen, som har ledet hjemmet i 18 år. "Men vores børn spiser ikke godt."
Situationen illustrerer den elendighed, der er en følge af krisen. Da rubelkursen styrtdykkede, blev priserne fordoblet - i nogle tilfælde tre-doblet - mens lønningerne blev liggende på samme niveau, hvis de da overhovedet blev udbetalt.
Resultatet er, at en fjerdedel af de én million indbyggere i Murmansk oblast (region) officielt lever under fattigdomsgrænsen, der er fastlagt til 900 rubler (ca. 450 kr.) om måneden.

Nødhjælp fra Norden
Men regionen har én fordel: nærheden til Vesteuropa. Da panikken bredte sig i befolkningen i begyndelsen af september, udsendte guvernøren en appel til de nordiske nabolande. En uge senere kom de første nødhjælpsforsyninger, og myndighederne har indledt et omfattende humanitært program i samarbejde med Røde Kors i Norge, Finland og Sverige.
Myndighederne har udarbejdet lister over dem, der skal hjælpes. Det gælder praktisk taget alle sociale institutioner (børnehjem, kostskoler, alderdomshjem og hospitaler), som er hårdt ramt af nedskæringerne i den offentlige sektor. Dertil kommer så enkeltpersoner (pensionister, børnerige familier, enlige mødre osc.).
Men det er ikke alle fattige, der får del i forsyningerne - kun dem, der må leve for mindre end 50 procent af minimumsgrænsen.
"Det er ydmygende at få nødhjælp, men vi tager imod den. Børnenes skyld kan jo ikke gøre for det," siger Nina Sjmelova.
Hendes børnehjem har bl.a. fået 200 kg tøj fra Norge:
"Men der var kun seks par støvler, og her er stadig børn, der ingen har. Andre ejer ikke en frakke."
I Murmansk er det vigtigt at have varmt tøj på - byen ligger 200 km nord for polarcirklen. Under kommunismen var den hjemsted for den mægtige Nordflåde og dens atombevæbnede u-både, som i dag ligger og ruster op langs kysten. Om vinteren kan temperaturen falde til minus 40 grader, og i de to sommermåneder kommer den ikke op over 10 graders varme i gennemsnit. Den 2. december begynder 'polarnætterne':
I halvanden måned ser man ikke solen.
I september måtte myndighederne udsætte forsyningen med fjernvarme.
"Vi havde ikke penge til at betale for transporten af olie," forklarer Tjernisjenko. "Siden maj har vi ikke modtaget én kopek fra centret (dvs. forbundsbudgettet).
Kildins problemer er ikke ualmindelige i Rusland. Byen er opbygget omkring et teglværk, men det har været lukket i to år. Derfor er fleste indbyggere uden arbejde, og kommunen får ingen penge i kassen.
Børnehjemmet drives af kommunen, som imidlertid kun sporadisk overfører penge - og kun til at købe mad for.

Ingen landbrugsindustri
Klimaet er et stort handicap for Murmansk-regionen: Det er den eneste i Rusland, der ikke har en landbrugsindustri. Fødevarer må leveres fra andre russiske områder eller importeres fra udlandet. Især lider indbyggerne under, at de ikke som mange millioner russere selv kan dyrke grøntsager i en lille køkkenhave. Nogle lejer jordlodder af en nærliggende sovkhos (statsbrug). Men de må betale arbejderne på bruget for at bearbejde jorden, og det er næsten kun kartofler, der høstes.
Paradoksalt nok kan man i øjeblikket registrere en vis overflod af fødevarer i byen. Da krisen var på sit højeste, forbød naboregionernes guvernører udførsel af varer fra deres territorium, og det kunne mærkes i Murmansk. I dag er produkterne der igen, men nu har mange mennesker ikke råd til at købe dem.
"Folk kom tilbage fra deres ferie. De havde ikke lagt noget til side, og i mange tilfælde havde virksomhederne ikke udbetalt løn i ferieperioden," siger Vasilij Denisjenko, der er journalist på dagbladet Polarnaja Pravda.

Priviligerede
Fordi de bor så langt mod nord, har indbyggerne ret til to måneders sommerferie, så de kan få en smule sol. Det gjorde chokket over krisen særlig brutalt.
I årtier var regionen privilegeret - f.eks. fik lønmodtagerne et 'polartillæg', der fordoblede deres indtægt. Det får de stadig, men efter rubelens fald er det ikke ret meget værd.
Og frem for alt får de ikke udbetalt deres penge til tiden. Det gælder læger, lærere, ansatte i metalindustrien og Nordflådens soldater, som lever i 'lukkede byer' og hvis antal stadig er en hemmelighed.
Nu spørger alle sig selv: Vil den humanitære bistand nå ud til de mest trængende? Hvordan definerer man fattigdom hos en person, som på papiret tjener 1.500 rubler om måneden, men som ikke har fået løn i et år?
Mange husker også svindelen med den vestlige hjælp i begyndelsen af 1990'erne.
På børnehjemmet i Kildin er mange ansatte ikke blevet betalt siden maj. De mere heldige har fået løn til og med september.
"For første gang vil vi deltage i den socciale sektors protestdag den 6. januar," siger forstanderen. "Vi er tålmodige folk, men nu er det for meget."
I 18 år har Nina Sjmelova bedt om at få fyret udskiftet. "Der var også problemer med det under kommunismen," siger hun.
"Men det var, fordi der ikke var oliefyr nok. Det er der i dag, men nu er der ingen penge."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu