Læsetid: 3 min.

Muslimer har krav på egne gravpladser

22. december 1998

Danske muslimer vil have deres egne gravpladser, og det har de krav på, bekræfter Kirkeministeriet

Danske muslimer har krav på at få deres egne gravpladser, så de ikke skal begrave deres døde i kristen indviet jord.
"Det ville da ikke være andet end rimeligt, at de danske muslimer får deres egne gravpladser. Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne være et stort problem," siger biskop i Århus, Kjeld Holm, som er formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Debatten omkring de muslimske gravsteder er atter blusset op efter et indslag i TV-Avisen i søndags, hvor det fremgik, at Det Islamiske Trossamfund ligger i forhandlinger om at købe et stort areal i Kvistgaard ved Helsingør, som de vil bruge til at anlægge en muslimsk gravplads med plads til omkring 40.000 døde.
Borgmester i Helsingør, Per Tærsbøl (K) kendte ikke til Det Islamiske Trossamfunds planer om at opkøbe jorden, og var derfor overrasket over TV-Avisens oplysninger.
"Jeg blev inviteret op på en mark, og jeg anede ikke, hvad indslaget i TV-Avisen skulle dreje sig om. Det, jeg blev mest fortørnet over, var, at jeg ikke kendte Det Islamiske Trossamfunds planer. Jeg kan sagtens forstå, at muslimerne vil have lov til at begrave deres folk, og jeg vil ikke på forhånd afvise deres ansøgning," siger han.

Dårlig stemning
Problemet er ifølge Tærsbøl, at det pågældende område er udlagt til rekreative formål, og derfor vil det kræve en ændring af lokalplanen, hvis der skal anlægges en muslimsk gravplads: "Der er en masse ting, som slet ikke er på plads, og principielt mener jeg, at vi må fastholde, at arealet er udlagt til et bestemt formål. Det samme ville gælde, hvis det drejede sig om en protestantisk kirkegård," siger han. Han peger samtidig på, at tv-indslaget har efterladt en dårlig stemning i lokalsamfundet.
"Det er et kedeligt udgangspunkt, særligt når vi ved, hvor følsom en sag som denne her er," siger han.
Hamid el-Mousti, som er talsmand for Det Islamiske Trossamfund, erkender, at de burde have fortalt kommunen om deres planer på et tidligere tidspunkt.
"Men vi kan jo altså heller ikke tale med kommunalbestyrelsen, hver gang vi kigger på et stykke jord," siger han.

Kan ikke gribe ind
I Næstved undrer man sig over, at muslimerne ønsker at anlægge deres gravsted i Nordsjælland, som ikke på forhånd er godkendt som begravelsesplads. Næstved tilbød nemlig allerede i sommers, at muslimerne kunne få et areal, som ligger i forbindelse med Østre Kirkegård i Næstved.
"Når vi nu ved, at det er så langvarig en proces at få godkendt et område som begravelsesplads, så kan jeg ikke forstå, at de afslog vores tilbud," siger Claes Foghmoes, som er leder af Næstved Kirkegårde.
"Vi har ikke afvist arealet i Næstved, men vi har prioriteret, hvilket område vi helst vil have, og det er altså det i Kvistgaard," siger el-Mousti, som bl.a. peger på, at arealet i Næstved kun udgør en tiendedel af arealet i Kvistgaard.
Han mener desuden, at muslimerne har krav på at få deres egne gravsteder.
"Vi har boet her i mange år, og vi rejser ikke tilbage. De døde betyder meget for os, og vi kan ikke blive ved med at sende dem tilbage i en kiste. De kristne har deres egne kirkegårde, og det har vi også krav på," siger han.
I Kirkeministeriet bekræfter man, at de danske muslimer har ret til at få deres egne gravpladser.
"Trosretninger uden om folkekirken har ret til at anlægge begravelsespladser, hvis de ellers opfylder lovens generelle betingelser på området," siger Jens Ulf Jørgensen, som er fuldmægtig i Kirkeministeriet.
Betingelserne omfatter bl.a, at embedslægen godkender, at arealet anvendes til begravelser, samt at det kan indpasses i lokalplanen.
"Men vi har ingen mulighed for at gribe ind og presse det igennem fra centralt hold, hvis der er lokal modstand mod de muslimske gravsteder," siger han.
I dag bliver de fleste muslimer enten begravet på områder, der ligger i forlængelse af kristne kirkegårde eller sendt hjem til deres oprindelsesland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her