Læsetid: 12 min.

Mussolinis krop

5. december 1998

Mens hele verden overvejer, hvor og hvordan tyrannen Augusto Pinochet skal stilles for en domstol, så har den italienske historiker Sergio Luzzato udsendt en bog om det klassiske
tyranmord på Mussolini og ophængning af hans døde krop i 1945

Den 29. april 1945 blev en hastigt sammenstimlet folkemængde på piazzale Loreto i Milano vidne til et makabert syn. Mussolinis lig var blevet hængt op i et benzintankanlæg med hovedet nedad ved siden af elskerinden Claretta Petacci og en række prominente personer fra det tidligere fascistiske regime. Alle var de blevet skudt dagen før af en gruppe kommunistiske partisaner anført af Walter Audisio ved den lille lokalitet Dongo, nær Como-søen og ikke så langt fra den schweiziske grænse. Her var Mussolini blevet fanget i et sidste desperat flugtforsøg, da han fulgte en tysk kolonne, forklædt som tysk soldat.
Dette klassiske tyranmord - ikke uden lighedspunkter med den rumænske diktator Ceaucescus endeligt, har siden fyldt en del i italienernes kollektive erindringsverden. Var det rigtigt på denne måde at forhindre et retsopgør med fascismens hovedansvarlige? Eller måtte den spontane justits ubønhørligt ske fyldest? Og i hvilken udstrækning har det ikke været en ganske bekvem udgang?
Inspireret af hvad man i dag kalder body history har historikeren Sergio Luzzato fra universitetet i Genova fornylig udsendt en bog om Mussolinis krop. Med den som omdrejningspunkt har han givet en meget begavet biopolitisk eller måske snarere en biohistorisk version af det lange udviklingsforløb, der spænder fra fascismen i mellemkrigsperioden over neofascismen i Italiens Sociale Bevægelse (MSI) efter anden verdenskrig og helt frem til den aktuelle postfascisme omkring det nye højre.
Vort århundrede er blevet kaldt folkets århundrede. Målrettet skal folket have implementeret de revolutionære-romantiske fællesvisioner om de politiske, civile og sociale rettigheder, som har fulgt opbygningen af den national-folkelige stat. Men er det nu også hele historien, så meget mere som det 20. århundrede kan fremvise talrige eksempler på en egentlig afvikling af disse national-folkelige fællesvisioner. Måske er det også og i endnu højere grad kroppens århundrede, og måske forholder det sig sådan, at århundredet snarere indleder kroppens nyere historie.

Med de store altødelæggende verdenskrige og de totalitære regimers udryddelser i de kommunistiske og nazifascistiske varianter blev det historiske og politiske tyngdepunkt flyttet ind i den biologiske krop, i det omfang den har optrådt snart som offer uden rettigheder, snart som den rå magts bøddel, snart som de store løfters ophav. Og med konsumkulturens udbredelse i øvrigt har hele dette kropstema fået et endnu større resonansrum, når der ganske åbenlyst satses på den evige foryngelse og energiopladning, uden at der længere lægges skjul på de samtidige træk af forfald, opløsning og marginalisering. Mussolinis krop indtager i denne forstand en privilegeret plads i det 20. århundredes historie både som fortælling og som analyseobjekt.
"Den italienske historie kan ikke fremvise episoder, der er så grufulde som den, der udspillede sig på piazzale Loreto. Ikke engang menneskeæderne kaster sig så rasende over deres døde. Man må sige, at lynchningens gerningsmænd ikke repræsenterer fremtiden, men en tilbagevenden til forfædrenes menneske."
Umiddelbart vil denne passus få læseren til at tænke på Mussolinis endeligt i april 1945 netop på den anførte lokalitet. Men det ville være en fejlagtig association.
Teksten henviser til en politisoldat, som en gruppe anarkister og socialister angiveligt skulle have kastet sig over under den tilspidsede sociale uro i de store norditalienske industribyer i 1920. Forfatteren er faktisk Mussolini selv. Citatet er hentet fra en artikel i den fascistiske bevægelses hovedorgan Il Popolo d'Italia og fremstår som en dyster forudanelse af, hvad der skulle ske 25 år senere og med ham selv i en ganske anden hovedrolle.
Mussolinis egen politiske kultur var ellers stærkt præget af hans erfaringer fra skyttegravenes død og lemlæstelser under første verdenskrig. Da fascismens egne dødspatruljer slog til fra efteråret 1920, udtrykte det blot, at nu var krigens voldskultur flyttet ind på den politiske scene. Modstanderne var alle de, fra socialister til demokrater, der efter Mussolinis opfattelse havde svigtet Italien ved forhandlingsbordet i Versailles og ikke tilstrækkeligt støttet den patriotiske krig, så sejrens lovede udbytte var udeblevet.
Hele ceremonien omkring den ukendte soldat pegede på, at krigens meningsløse død endnu ventede på en retfærdiggørelse. Da den ukendte soldats sønderskudte legeme i 1921 blev transporteret fra fronten i det nord-østlige Italien til Fædrelandets Alter på piazza Venezia i Rom, var der langs jernbanen formodentlig mobiliseret flere mennesker end under de store strejker og fabriksbesættelser i årene 1919-1920.

Fascismen forstod at give denne masseforventning en retning og leverede først og fremmest en krop, der kunne træde ind, hvor de talløse ofre havde efterladt tomhed. I fascismens selvforståelse var der en stærk tilbøjelighed til at identificere regimet og Mussolinis krop.
Uden den ville den fascistiske bevægelse aldrig været blevet et regime. Uden den ville bevægelsens mange forskellige fraktioner næppe have fundet sammen om det fascistiske projekt. Kroppen var et instrument til at udøve magt: stemmen, de gennemborende øjne, fremhævelsen af underlæben, sammentrækningen af kæbebenene, de let skrævende ben, hænderne plantet i siden.
Ofte lod han sig fotografere med nøgen overkrop, hvilket - så vidt vides - Hitler aldrig tillod. Den unge forfatter Vitaliano Brancati skrev i 1931: "Mussolini fremstår som en monolit. Ud i ét stykke. Når han befinder sig i et lokale, virker det som om det er lokalet, der drejer sig om ham. Hvis han befinder sig midt i en folkemængde, slår folkemængden rundkreds omkring ham, former en pyramide og accepterer ham spontant som den øverste top."
Mussolini omtalte selv et sted sit kranium som et panser og kraniets form som et projektil, fyldt med eksplosiver. Metaforikken kendtes fra Marinettis krigsforherligende futurisme.
Eftertidens velkendte karikaturfremstillinger af Mussolinis poseren bidrager, naturligvis, til at latterliggøre regimet; men de fratager os muligheden for at forstå, hvordan Mussolinis krop faktisk har virket. Identifikationen af krop og regime var så udtalt, at myndighederne var meget tilbageholdende med at omtale Mussolinis fødselsdage. Overhovedet var spørgsmålet, hvad der skulle ske, når il Duce engang døde, ømtåleligt. Det var, som om regimets slet ikke kalkulerede med denne eventualitet, fordi kroppens biologiske forfald, frygtede man, allerede varslede fascismens endeligt.
Omvendt, som en ganske symmetrisk reaktion, der grundlæggende bekræftede regimets kropsstatus, satsede regimets antifascistiske modstandere meget på allehånde rygter om Mussolinis mulige sygdomme (fra mavesår til syphilis); ligesom attentatet heller ikke blev afskrevet som farbar udvej. Den fremtrædende eksilpolitiker Emilio Lussu plæderede stærkt for tyranmordet, hvilket satte regimets hemmelige politi (OVRA) på hårdt arbejde. Mussolini blev udsat for flere attentatforsøg.

Den 25. juli 1943 blev Mussolini afsat af det fascistiske Storråd og kongen Vittorio Emanuele III i fællesskab. Han blev dog senere befriet fra sit fangenskab af en gruppe tyske faldskærmstropper og derefter indsat i den norditalienske Salò-republik, støttet af tyske divisioner. Fra 1943 til 1945 gennemlevede det delte Italien en blodig borgerkrig mellem partisanerne i modstandsbevægelsen på den ene side og de sorte brigader på den anden, der kulminerede på piazzale Loreto den 29. april 1945.
Den spektakularisering af døden, som fremvisningen af Mussolinis lig udtrykte, lå umiddelbart i forlængelse af den måde, hvorpå borgerkrigen overhovedet iscenesatte døden. Som modstandsmand måtte man kalkulere ikke bare med en betydelig risiko for at blive slået ihjel men også med muligheden for, at ens døde krop ville blive udstillet ofte i mutileret tilstand på gader og pladser til almindelige skræk og advarsel. Selv den døde krop havde mistet sin fundamentale ret til at blive begrædt og begravet af sine nærmeste.
Når piazzale Loreto blev udset, var det, fordi den allerede var et erindringssted for modstandsbevægelsen. I august 1944 havde nazifascisterne brugt pladsen til at fremvise ligene af femten partisaner. Borgerkrigens efterdød var aldrig en diskret affære, men en aggressiv og larmende magtdemonstration fra de endnu levendes side. Derfor var piazzale Loreto ikke tilfældigt valgt. Den skulle tjene til over for befolkningen at præsentere dem, der nu havde tilkæmpet sig magten, herunder magten til at slå ihjel uden at blive strafforfulgt.
Mussolini havde selv tidligere besiddet denne magt og benyttet sig af den i rigt mål. Piazzale Loreto var lige præcist det sted, hvor den faktiske suverænitet blev overdraget til de nye magthavere, som imidlertid først fik deres magt endegyldigt formaliseret med den nye republikanske forfatnings ikrafttræden den 1. januar 1948. Skulle de nye magthaveres faktiske suverænitet derfor også holde og overbevise, måtte Mussolinis døde krop fremvises. Blev den ikke det, kunne det meget vel give næring til legender om, at han endnu ikke var død men var blevet set her og dèr. Enhver forestilling om 'den skjulte tyran', der hvert øjeblik kunne vende tilbage, måtte manes i jorden.
Og det blev den. Læser man ligsynsrapporten får man den kliniske version af en barbariseret folkemængdes rasende maltrakteringer. Mussolinis pansrede kranium, som han selv opfattede det, var blev deformeret og knust af spark og slag med geværkolber. Ansigttrækkene var ikke længere genkendelige. De før så gennemborende øjne havde mistet deres væsker.
Selvom optrinnet på piazzale Loreto markerede den faktiske suverænitetsoverdragelse, så har der fra modstandsbevægelsens side været en vis tilbøjelighed til at belægge det med et tabu. Folkemængdens hævn - som i øvrigt er dokumenteret af et rigt billedmateriale - passede ikke helt til de nye politiske kræfters forestillinger om det værdige folk, der søgte retfærdighed. Det var, som om de nye magthavere ikke kunne forlige sig med, at den faktiske suverænitetsoverdragelse fandt sted i et improviseret rum, der nok var valgt efter en egen logik, men som alligevel faldt udenfor de egentlige politiske fora.
Der herskede også en del forvirring om, hvem folkemængden egentlig bestod af. Måske var der et langt stykke af vejen tale om de samme mennesker, der år forinden havde hyldet Mussolini på piazza Venezia i Rom, når der var kaldt sammen til de store oceaniske møder, men som nu følte sig forrådt af Mussolini, der oven i købet kujonagtigt havde forsøgt at flygte.
Befordrende for en kollektiv bearbejdning har det da heller ikke været, at efterkrigstidens kristelige demokrater og med støtte fra kredse, der stadig sympatiserede med det gamle fascistiske regime, lagde afstand til modstandsbevægelsen. Sceneriet på piazzale Loreto blev nu mere set som et eksempel på det kommunistiske barbari, end det blev analyseret som et udtryk for en rådvild befolknings spontane opgør med en ubærlig fortid. Man henviste til den kommunistisk dominerede modstandsbevægelses andel og mente heri at kunne forudskikke hvad, der var i vente, hvis de italienske kommunister i PCI fik samme politiske indflydelse på det nye Italien. Antifascismen var blevet erstattet af antikommunismen.

G

odt et år efter begivenhederne på piazzale Loreto udtænkte den unge Domenico Leccisi en plan. Han havde tjent under Mussolini i Salò-tiden som journalist, embedsmand og partifunktionær. Da det gamle fascistparti PNF blev forbudt efter krigen, fortsatte Leccisi sit politiske virke i det klandestine Partito Fascista Democratico (PFD).
Hver dag passerede han med toget forbi Milanos kirkegård Musocco, hvor Mussolini var blevet nødtørftigt begravet. Det var disse daglige ture, der langsomt modnede idéen om at bortføre liget. Motivet var, at det fortjente et bedre og mere synligt gravsted. Leccisi har senere udtalt, at han mente, at det var på tide, at hans landsmænd endegyldigt lagde fortiden bag sig. Ligrovet, der i bedste gotiske tradition blev gennemført natten mellem den 22. og 23. april 1946, åbnede derimod en ny fremtid for denne fortid.
Skandalen var godt pressestof. Der savnedes heller ikke makabre detaljer fra det usædvanlige initiativ.
Politiets teknikere blev refereret for deres fund bl.a. af to fingerled ved kirkegårdsmuren. Det havde tydeligvis været forbundet med store vanskeligheder at få bugseret det halvt opløste lig op over muren og ud til et ventende køretøj.
Selvom Leccisis landsmænd var optaget af den forestående folkeafstemning, den 2. juni, om sammensætningen af den grundlovgivende forsamling, og om hvorvidt Italien skulle forblive et monarki eller omdannes til en republik, fik eftersøgningen af ligrøverne megen spalteplads.
Senere på året blev de formastelige arresteret og dømt. Det kom dog frem, at ligrøverne havde medskyldige blandt kirkens mænd.
Således var Mussolinis jordiske rester blevet holdt skjult i et kloster i Pavia, syd for Milano, hvilket dog næppe kan undre, hvis man erindrer sig kirkens store kyndighed udi relikvier og øvrige reverens for den mand, der med Konkordatet i 1929 havde formaliseret forholdet mellem stat og kirke.
Sergio Luzzato har i sin bog fremført den tankevækkende hypotese, at netop den megen mediedækning og ikke mindst den opnåede velvilje og også forståelse for ligrovet - mange mente, at selv Mussolini havde ret til et værdigt gravsted - gjorde sit til, at grundlæggelsen af det nyfascistiske MSI i efteråret 1946 kunne ske i al offentlighed, og uden at der blev skredet ind. Det ændrede politiske klima afspejlede sig snart ved, at kommunister og socialister blev smidt ud af den kristeligdemokratisk ledede koalitionsregering. Det var blevet lettere at lancere en mere tilforladelig Mussolini. Falske testamenter og selvbiografier, der pludselig dukkede op i talrige versioner, tjente dette formål.
Den allerede dengang kendte journalist Indro Montanelli fremstillede i sin bog Il buonuomo Mussolini (Den gode mand Mussolini) fra 1947 fascismens leder som noget af en fædrelandets frelser, da han stillede sig i spidsen for Salò-republikken og altså skulle have afbødet de værste følger af tyskernes tilstedeværelse i Norditalien.
Ret beset vil man i mange af disse udgivelser finde argumenter, der siden har fået en mere respekteret videnskabelig status med den historiografiske revisionisme, bl.a. repræsenteret af den kontroversielle, nu afdøde fascismeforsker og Mussolini-biograf Renzo De Felice. Halvfemsernes postfascisme og hele det mentale bagland for MSI's forvandling til Alleanza Nazionale under Gianfranco Finis ledelse har her kunnet finde en legitimation.

Da det forsvundne lig blev fundet påny og de skyldige dømt, fandt myndighederne ingen bedre løsning end at gemme det væk i et kloster, denne gang i Milano. Først i 1957 blev der atter fra MSI's side rejst krav om, at Mussolini definitivt blev stedt til hvile i sin fødeby Predappio i regionen Emilia-Romagna.
Når MSI også fik sit krav igennem, skyldtes det, at en ny kristeligdemokratisk regering stod og manglede et parlamentarisk flertal, som alene den yderste højrefløj kunne give og gav. Predappio er i dag et kultsted. Mussolini har endog fået sin egen hjemmeside på Internettet. Her bliver netsurferen budt velkommen af Mussolinis egne profetiske ord om, at efter hans død ville vi, efterkommerne, snart sande, at han grundlæggende havde ret.
Mussolinis krop har undergået en forvandling, en transfiguration, når den på én gang er blevet et uflytteligt gravmonument og en virtuel realitet, der sender sine signaler ud i det store meningsunivers. Med tilsyneladende succes har den indtaget sin - også forudsagte - plads i forhold til en ny tid, hvor den biopolitiske kropslighed blot har antaget andre 'løfterige' former og perspektiver.
"Why kill time, when you can kill yourself?" lød et reklameslogan for urfirmaet Rem Rem, der gerne opfattes som en undtagelse fra almindelig pæn reklameetik. Men under smartheden finder man i grunden et af disse genkommende politiske udsagn, der blot opfanger det nøgne livs centrale status i det 20. århundrede. Når konsumkulturens egne udtryksmidler på denne måde vender sig imod den ellers så ombejlede forbruger, er det selve denne rolle som forbruger, der udfordres og krænkes.
Mussolini havde forstået, at politikken allerede begyndte med det nøgne liv og ikke først, efter at det nøgne liv har fået tildelt sine roller i samfundet. Hans historie var dikteret af denne indsigt, både når han som moderne tyran fratog andre deres roller og de dertil knyttede rettigheder, og når han til sidst selv måtte give afkald på sin tilranede rolle som il Duce.
Der fandtes ikke noget argument for Italiens fredelige overgang fra tyranni til republik. Jo mere kroppen gøres til politikkens omdrejningspunkt, desto mere tømmes politikken for fornuft og tvinges til at tage de rå manerer i anvendelse. Dette kunne være en måske noget vidtløftig konklusion på denne sag men som alligevel presser sig på og gør det ikke i mindre grad, hvis man udvider opmærksomheden til også at omfatte visse træk ved det markedsøkonomiske samfund.

*Sergio Luzzato: Il corpo di Mussolini. 246 s. 30.000 lire. Einaudi, Torino 1998

Gert Sørensen er forfatter til 'Den dobbelte stat - en krønike om magtens hemmeligheder i Italien' udgivet på Museum Tusculanum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu