Læsetid: 4 min.

Når film bliver kunst

24. december 1998

Ken Loach' stædige fastholdelse af det menneskelige og det sociale er med til at gøre 'My Name Is Joe' til en af årets klart bedste film

NY FILM
Ordet 'filmkunst' er gået af mode. Det er efterhånden noget lige så sjældent som kvaliteten af en Ken Loach-film i forhold til den normale dusinvare. Men altså - 'filmkunsten' er kendetegnet ved at have mindst lige så mange stilarter som mesterværker. En film med prædikatet mesterværk må nødvendigvis have sin egen stilistiske håndskrift.
Alligevel går der en hovedstrøm af realisme gennem filmhistorien, som en tro på mennesket som kunstartens primære motiv. Ofte kombineret med den sociale synsvinkel - mennesket anskuet i samspil med de omgivelser, det er afhængigt af.

Den største udfordring
Den engelske instruktør Ken Loach' række af fremragende film op gennem 90'erne bærer indlysende vidnesbyrd om realismens centrumsplacering.
Her er ingen bestikkende stilistisk indpakning, intet forsøg på at imponere elle smide blår i øjnene. Aldeles udigitalt går Loach lige til sagen - det vil sige personerne. Ikke underligt, at den Dogme-omvendte Lars von Trier skriver fanbreve til ham.
Banalitet frygtes ikke, hvis scenerne har sandhedsstemplet. Det er så op til skuespillerne at forædle - det vil sige menneskeliggøre - banaliteten og gøre den uafviselig.
Hver ny film af Ken Loach er en begivenhed, en tilbagevenden til rødderne - til det, der er i mine øjne mest gribende forener det sande og smukke ved filmkunsten. Man taler meget om kunstens evne til at 'udfordre'. Men er der noget mere udfordrende end at blive konfronteret med en tragisk skæbne, skildret med et enormt overskud af indsigt, varme og humor?

Menneskelig rigdom
I en tid, hvor den sociale bevidsthed ofte bandlyses som dybt forældet i kunstsammenhæng, styrer denne bevidsthed Ken Loach' film.
Han skildrer altid taberne, de arbejdsløse, personer, som sociale vilkår har gjort noget nær magtesløse.
Ken Loach' hovedprojekt er at vise, hvordan de materielt fattiges menneskelige rigdom decimeres af disse levevilkår.
Og Loach' styrke træder netop frem på dette felt, det sværeste af alle for en instruktør: den overbevisende nuancerede, varmt solidariske fremstilling af en fundamental livskraft og værdighed trods alt.

Fodboldtræner
Som nu den charmerende, rapmundede Joe, der er arbejdsløs, men formelig strutter af energi og konstruktiv virkelyst. En impulsiv fyr, der handler før han tænker, og derfor ofte kommer til kort i tilværelsens taktiske spil. Nogen familie har han ikke, og hans fortid er formørket af alkoholisme og vold.
Men han er fodboldtræner for et sjak af ligesindede i Glasgows kommunale, fattige boligkvarter. Og når de trækker Tysklands eller Brasiliens trøjefarver ned over bodegamaverne og spurter rundt på grusbanen, er det ikke kun sjovt, det er også symbolsk: spillestyrken er minimal, men ånden på verdensplan.

Øm erotik
Filmens start er fuld af jargon-båret, let bevægelighed. Joe lever et muntert mandeliv med gutterne, men hvad har han at byde en kvinde, sådan rent statusmæssigt? Ikke andet end sit navn - my name is Joe.
Så da han forelsker sig i en pæn, ordentlig og ansvarlig sundhedssygeplejerske (og hun, tøvende, i ham), skal et klasseskel overskrides. Det ser umiddelbart ikke ud af meget: Sarah arbejder jo i det samme kvarter, hvor Joe bor, hun kender de sociale problemer ud og ind og er ikke nogen snerpe.
Og efterhånden som Joe åbner sig for hende, styrkes deres forhold. Joe er ikke bare værtshusets sjove fyr - han har sans for skønhed og øm erotik. Men hans forhåbninger til forholdet er anderledes end Sarahs. For ham vil et ægteskab være et trin opad i enhver henseende, mens Sarah må føle, hun satser på et usikkert kort og derfor nødigt binder sig.
Forståeligt nok fra et middelklassesynspunkt, for Joe tilhører en anden verden, hvor man af og til må smudse hænderne til for at klare sig. Joe føler sig forpligtet til at hjælpe et ungt par i nød og tager job som narko-kurér for den lokale gangsterchef.
Først skjuler han det for Sarah, for derefter at indrømme det. Konflikten synes uløselig, og deres fremid sammen mere end usikker.

Tragisk konflikt
Joe skal vælge mellem klassesolidaritet og kærlighed - og hvad han end vælger, taber han. En ægte tragisk konflikt, konsekvent ført igennem i manuskriptet af Paul Laverty, der også skrev Loach' kombinerede Glasgow-Nicaragua-historie, Carla's Song.
Samtidig tilllader filmen sig at gå mod de hævdvundne dramaturgiske grundregler, der kræver en gradvis løftelse fra startens nulpunkt. Her er ingen støt stigende kurve som i f.eks verdens-hittet Det er bare mænd - vi er i en virkelighed, hvis indre logik kræver anderledes radikale dramagreb.
For socialisten Loach fastholder, at den indbyrdes solidaritet mellem alle på bunden af samfundet er den eneste vej frem i et samfund, hvor 'hjælperne' er adskilt fra 'ofrene' ved at tilhøre den velordnede, velbjærgede, velmenende middelklasse.
At filmen er så velspillet, at den får meget af, hvad der ellers gælder for 'godt filmskuespil' til at tage sig slemt kunstigt ud, nævnes blot for en ordens skyld. Men Peter Mullans Cannes-præmierede præstation som Joe skal fremhæves. Han viser i renkultur, hvordan det i sig selv giver stjerne-udstråling at tegne et blodrigt fuldbyrdet menneskeportræt.

*My Name Is Joe. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk. (Grand, Dagmar, Gentofte Kino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu