Læsetid: 12 min.

Når den grå tåge kommer

24. december 1998

Det institutionelle Revolutionsparti er gået i en hidtil uset kombination af coma, forstening, opløsning eller korruption. Og i Mexico by ånder de tre kulturers plads, Tlaltelolco, stadig af blod - tredive år efter massakren på studenter, skopudsere, forbipasserende, tiggere og mødre med småbørn

MEXICO (2)
Klokken tre om eftermiddagen lyder maskingeværernes sang". Poetisk. En strofe fra revolutionens dødskultur. Året er 1914. General Emiliano Zapatas pjalthær står kun en dagsmarch fra Mexico By. Han vil snart indtage den og jage præsident Huerta på flugt. Det rygtes, at Zapata har en kvindelig officer i sin stab. Kaptajn Rosa Bobadilla. Hun forbyder druk i kavaleriet. Og mændene adlyder hende. Modstræbende rider de ædru i kamp. Der er altid en kvinde med magt i macho-landet.
Det meste af et århundrede senere, ikke på sletten omkring hovedstaden men langt ude i den glemte og misregerede Chiapas-provins, står oberstløjtnant Fuentes foran dette paradoks. Hans panserkolonne rykker frem og nærmer sig landsbyens periferi. Nu er alle hans otteogtredive køretøjer synlige. Hans trehundrede soldater, hans maskinkanoner, hans rifler, hans pistoler, hans ammunitionsbælter, hans militære fotografer og hans kamerahold.
Og pludselig står hun der ved vejkanten sammen med eller mere korrekt udtrykt i spidsen for en lille gruppe franske observatører. For alle er hun Rosalia. "Zapatisternes" ukuelige talskvinde inde i San Cristobal de las Casas. Rosalia burde, hvis der i det helt taget var nogen logik i dette her, forlængst være pågrebet, fængslet og dømt for statsfjendtlige aktiviteter. Men hun er gået fri, og nu står hun der i La Realidad, landsbyen der kalder sig Virkeligheden, og peger og giver instrukser til sin ganske vist ikke særlig imponerende hær af franske menneskerettighedsfolk. Hendes kindben er brede og hendes kraftige, sorte hår er rejst som manken på en angribende hest. Det er hende, indianerkvinden Rosalia, mod oberstløjtnant Fuentes og hans panservogne. Om lidt vil de stå ansigt til ansigt for Gud ved hvilken gang i dette monotone ritual. Hvad angår ildkraft og mobilitet er hendes lille, franske observatørgruppe håbløst i mindretal og underlegen. Men på et eneste punkt står de lige, hende og Fuentes. De har begge det samme antal fotografiapparater, videokameraer og listeførere under deres kommando. Og hvad der, set fra oberstløjtnantens synspunkt, er værre for styrkeforholdet: Franskmændene, der stort set ikke har gjort sig militært gældende i Mexico, siden de i midten af forrige århundrede forsøgte at indsætte den østrigske storhertug Maximilian som kejser, ja disse franskmænd i løsthængende mærkevare-skjorter og deres hvidarmede kvinder, forekommer langt mere motiverede end soldaterne.

Om lidt vil de begynde at fotografere hinanden i en besynderlig fægtning. En krig om meninger og offentlighed og presse og verdensopinion. En krig om hvem, der er hvem og hvem, der gør hvad. En træfning i Virkeligheden som oberstløjtnanten på forhånd er dømt til at tabe. Fortsætter han gennem landsbyen, skræmmer han nok nogle, men mest vil han være til grin. Standser han sin kolonne og begynder at husere og sparke døre ind og pågribe folk som José inde i barakkens skygge eller Rosalia og observatørerne ved vejkanten, så er helvedet løs på forsiden af Le Figaro og Herald Tribune og på et par hundrede TV-kanaler inklusive CNN.
Kolonnen nærmer sig landsbyens tyngdepunkt.
Klokken elleve om formiddagen lyder videoens summen.
Oberstløjtnant Fuentes ser stift frem for sig.
Måske tænker han: "For helvede, hvem der bare var tilbage bag et skrivebord i generalstaben".
Men der er femtenhundrede kilometer til magtens centrum i Mexico By...
Præsidenten træder ud af flyet, tager sindigt trinene ned og lader sig interviewe ved trappens fod. Men den blege bureaukrat, om hvem det ondsindet hedder sig, at han kun blev valgt og indsat i embedet, fordi der var uregelmæssigheder i stemmeoptællingen, ønsker ikke at tale om politik og dermed heller ikke om landets problemer.
"De politica no hablemos," siger han afvisende.
Den nordamerikansk-uddannede Ernesto Zedillo Ponce de Leon sidder ellers på en krudttønde af problemer. Og lunten er tændt for alt for lang tid siden. Oliepriserne styrtdykker. Det enorme frihandelsområde langs aksen Canada, USA og Mexico - præsident Bill Clintons showpiece - vil ikke lade sig materialisere, og den mexicanske børs opfører med jævne mellemrum scener, som var de taget fra den seneste filmatisering af et vist skibs undergang. Zedillo ligger på pinebænken, udstrakt og splittet til langt over smertepunktet mellem nødvendigheden af økonomisk globalisering, hvilket vil sige øget amerikansk indflydelse, og på den anden side kravet fra egne partirækker om mere nationalisme, mere beskyttelse af peso'en, mere mexicanidad.
Kun hvis tiggerne regnes med, tager de officielle ledighedstal sig sandsynlige ud. Narkoen, mest transit og hvidvask af dollars, anses for at være en større indtægtskilde end turismen og er tæt forbundet med den: de hvid eller okkerfarvede luksushoteller i Cancun eller langs Baja Californias strande fra Tijuana mod nord til Kap San Lucas mod syd har på rekordtid rejst sig på et fundament af tvivlsomme investeringer. Noget i retning af: "Vi har grundene, bare der nu kommer et par narkobaroner forbi og bygger på dem."
Som om det ikke skulle være nok, er "restkriminaliteten", likvideringer, bortførelser og almindelig uopfindsom vold, taget til. Antallet af væbnede røverier i banker og forretninger i denne julemåned firdoblet i forhold til sidste år. De private vagtværn udgør en styrke på anslået firehundredetusinde mand, hvilket er tre gange så mange, som der står i Mexicos bevæbnede styrker. Langt de fleste, der har et navn eller en kendt adresse, har også et par livvagter. Selv formanden for forfatterforeningen omgiver sig med dem!

Det værste i præsidentens bagland, det mest pinagtige, det mest betænkelige, er imidlertid, at hans eget parti, det institutionelle Revolutionsparti, er gået i en hidtil uset kombination af coma, forstening, opløsning eller korruption.
Måske skyldes hele miseren, at Ernesto Zedillo kom med i præsidentræset på et "afbud". Der lå allerede skygger over året 1994. Det begyndte nytårsdag med, at subcomandante Marcos' "zapatister" dukkede op i Chiapas-provinsen med deres krav om "jord og frihed", Emiliano Zapatas gamle slogan, de mexicanske bondemasser århundredlange krav. De ville også have langt mere. De havde rygsækken pakket med forlangender: udvidede rettigheder til den indianske befolkning, demokrati på alle niveauer i det politiske liv, jordreform for alle besiddelsesløse bønder og endelig, men ikke mindst et stop for korruption i regeringsapparatet.
Ikke ukendt eller uhørt i mexicansk politik. Men urealistisk, naturligvis. Pure afvist. Reformer af enhver art havde regeringspartiet monopol på. Noget der blev hentet frem i talerne ved festlige lejligheder. Men under alle omstændigheder var "zapatisterne" et image-problem, som truede valgåret.
Værre blev det, da regeringspartiets officielle kandidat til præsidentembedet, Luis Donaldo Colosio, blev skudt ned i slutningen af marts. Her efter fulgte i rask kadence mordet på den store provinsby. Tijuanas øverste politichef og en bølge af bortførelser af fremtrædende forretningsfolk. Sporene gik tilbage til den mexicanske narko-mafia, og de gik igennem regeringspartiets luftafkølede kontorer.
Som erstatning for Colosio udpegede daværende præsident Carlos Salinas de Gotari den tidligere undervisningsminister, Ernesto Zedillo, som partiets kandidat til præsidentembedet. Han vandt valget, men funderet på svindel, påstod oppositionen.
Næppe var valget overstået, før partiets generalsekretær, José Francisco Ruiz Massieu, blev skudt. En lignende række af skandaler var aldrig set i det ellers så rå men kammeratlige politiske liv i Mexico. Men det var blot endnu en begyndelse: præsident Zedillo var næppe blevet indsat i embedet, før Mexicos økonomi brød sammen med milliardtab i dollars som konsekvens af, at han ikke kunne modstå fristelsen til at lade peso'en flyde over for den amerikanske dollar. Mens mexicanerne kæmpede sig gennem krisen, endnu en krise, på ris og bønner, dukkede den tidligere præsident, Carlos Salinas' navn atter op. Usædvanligt i Mexico, hvor traditionen byder, at afgåede præsidenter er en slags ikke-væsner, som henslæber et afskærmet og bevogtet liv til deres dages ende. Det er prisen: storslået, som det er at være nationens førstemand i fem år, lige så skamfuldt er det at blive glemt og være "den gamle, hvad var det nu, han hed?"

Salinas blev ikke glemt. En byge af sigtelser for at have samarbejdet med narko-kartellerne, især Golf-kartellet, og for ulovlig berigelse fik ham til at forlade sit land og gå i eksil i Spanien med en hær af livvagter. Samtidig blev hans bror, Raul Salinas, fængslet for at være ankermand i alle transaktionerne.
Halvtreds års fængsel kræver den mexicanske anklagemyndighed.
Raul Salinas hulker i sin celle, mens han venter på den endelige dom. Om broderens rolle kommer der ikke et eneste ord over hans læber.
"Men har det ikke altid været på den måde i dette land?" Det spørger Luis Pineda om, mens han med et alpaca-tørklæde slået om underansigtet viser vej til Sanborns på Reforma-boulevarden. Morgenmaden: tynd kaffe, spejlæg, brune bønner og søde bananer. Han er bare en af tusinder af journalister, der ved, hvad man bør mene for at blive omfattet af ytringsfriheden. Når hans lederes stil ikke passer regeringspartiet, er der ganske vist ingen, der siger noget. Papirforsyningen til avisen bliver bare standset!
"Der er altid lidt forurening," fortsætter Luis og ser sig om i Sanborns restauranten. "I politik, i økonomi og i miljøet. Det lever vi med. Af og til kommer der en grå tåge. Så er vi ved at kvæles. Men vinden ude fra sletterne vender tilbage. Det går nok, skal du se."
Det mente Luis den gang. I oktober 1968. Fra Reforma kunne man stadig skimte de snedækkede vulkantoppe omkring byen. Ingen drømte om at bære masker. Ingen besvimede, når de krydsede Reforma. Spurvene faldt ikke kulilteforgiftede ned fra himlen. Træerne var ikke blevet sorte. Zocalopladsen i centrum var ikke belagt med en fedtet hinde af diesel os. En søndagsudflugt til Chapultepac-parken og dens flydende øer var en naturlighed. En aftentur fra avisen og hen til Tlaltelolco hørte til Luis' mange ritualer.
"Lad os gå derhen sammen," foreslog han, mens vi sad på Café Tacuba og skyllede et fad enchiladas ned med tequila. "Gringo, der sker vist noget derhenne".
"Jeg er ikke gringo," protesterede jeg.
"Nej, du er ikke gringo, men alligevel er du gringo," smilede Luis udglattende. "I er alle gringoer, og - rige som fattige - mexicanerne vil altid tage revanche over jer. Jeg er selv chilener. Vi hader ingen. Men mexicanerne hader jer. De hader også hinanden. Men mest af alt hader de gringoerne. Deres evige fjender."

Vi nærmede os langsomt Tlaltelolco, de tre kulturers Plads. Smeltediglen. Aztekernes kejserrige, kolonitiden og det moderne Mexico. En påstand. Et kunstprodukt. Neongas. En selvdød tudse, nylon, beton og jerndragere. Intet var den gang smeltet sammen i Mexico.
Studenterne havde erobret gaderne omkring Tlaltelolco. Begejstring. Arm i arm marcherede de lige i hærens fælde inde på pladsen. Maj 68 i Paris. Oktober 68 i Mexico By. De ville vælte præsident Diaz Urdaz og hans mumiekabinet af ministre. De ville have alt. Mindre kunne ikke gøre det. Som de ville det langt borte i Paris. Men de blev spærret inde på pladsen. Luis var ved at besvime af tåregassen. Studenterne råbte slagord. Mørke skikkelser dukkede op på tagene. Himlen blev oplyst af bengalske blus. Grønne og røde. Jeg troede, det var et festligt fyrværkeri. Jeg tog fejl. Jeg var en gringo. Det var signalet. Fuego! Skyd!
Trehundrede studenter, forbipasserende, bare nysgerrige, skopudsere eller gadesælgere, tiggere og mødre med småbørn bliver dræbt. Endnu flere bliver såret. Der i blandt den verdenskendte, italienske journalist og forfatter, Oriana Fallaci. Fra sin hospitalsseng udsender hun bandbuller. De giver ganske vist ikke de døde mulighed for at blive levende igen. Men det er ikke godt for præsident Diaz Ordaz og årets olympiske lege.
Et par dage senere interviewer Luis moderen til en dræbt student. Hans artikel bliver offentliggjort uden de sædvanlige sanktioner. Magtapparatet er rådvildt og rystet.
"Mine hænder var helt klæbrige at føle på. Sangre. Også væggene var oversprøjtet med blod. Jeg tror, porerne i Tlaltelolcos mure er fulde af blod. Hele Tlaltelolco ånder blod ... Ligene lå på betonbelægningen og ventede på at blive bragt bort. Fra vinduet talte jeg en masse, nok otteogtres. De blev dynget sammen i regnen..."
"Dette er for meget," sagde Luis. "Nu er regeringspartiet færdig."
En uge senere var han af en anden mening:
"Det bliver nok glemt."
Men Tlaltelolco-drabene blev ikke glemt.
Mexico havde fået sin 68-generation. Og den havde set kugler og blod. Og den dukkede op i Chiapas-provinsen i de første dage af 1995 som "den zapatistiske Befrielseshær" med spøgelset Subcomandante Marcos i spidsen. "Hvor kommer de galninge fra?" skal præsident Zedillo have spurgt senere, da han dekreterede en 72-timers offensiv for at fange og uskadeliggøre Marcos. Det mislykkedes.
Men Marcos gav svaret:
"Vi kommer fra Tlaltelolco."

Carlos Fuentes er undtagelsesvis i byen. Undtagelsesvis, fordi han har så mange engagementer og gøremål nord for grænsen. Og det gør ham ikke populær i Mexico. Fuentes er "den store, mexicanske forfatter." Han står fast på Nobel-komiteens liste. Hvert år venter han på at få den eftertragtede pris. Men han får den sikkert aldrig. Ikke fordi han af og til skriver ganske uforståeligt som i Kristoffer ufødt. Men fordi han er for meget på-den-ene-side-og-på-den-anden-side mand. I ham har "zapatisterne" ikke en uforbeholden talsmand. Det har de skiftende præsidenter heller ikke. Og så elsker han sin by samtidig med, at han finder den helt afskyelig.
For ham er den, hvad London var for Dickens eller Paris for Balzac, Manhattan for Dos Passos eller Dublin for Joyce. Den er magnetisk, udtaler han, langt mere end for eksempel Venedig eller Madrid. Men han foretrækker at skrive om gigant-byen, mens han sidder i udlandet. Fra eksilet, det selvvalgte - for ingen kunne drømme om at sende netop Fuentes i tvunget eksil - ser man byen mere klart, siger han.
Muligvis. Men mine venner og bekendt har konstant hovedpine, og det flimrer for deres øjne. En femtedel af bilparken kan trækkes ud af trafikken, uden at det mærkes. Gaderne pumper besværet som forkalkede pulsårer. 22 millioner bor der nu i den forgiftede dal-slette. Den gang da Luis og jeg spadserede sammen på Reforma, og han sagde, at det nok skulle gå, var der "kun" 11 millioner, og henne på hjørnet solgte en kvinde friske, duftende gardeniaer. I aften er der optog og demonstrationer på Zocalo-pladsen. En AIDS-kampagne på den ene side. Sultne bønder på den anden. Tiggere og syge midt imellem. Foran katedralen sælger unge "zapatist"-sympatisører elefanthuer og rød-sorte tørklæder og postkort med fotos af Marcos. Ordenspolitiet bærer skudsikre veste og bevæger sig nødigt i grupper på mindre end ti.
"I vil dø af de lidelser, I selv er kommet med."
Det var Cuauhtemoc, den sidste azteker-kejsers advarsel til de spanske erobrere, før de overhældte ham med olie og brændte ham.
Nu ses oberstløjtnant Fuentes bedst fra ryggen. Kolonnens spydspids nærmer sig landsbyens anden side. Men dens centrum befinder sig lige ud foran de franske observatører. De menige soldater stirrer frem for sig, som de har fået ordre til. Video-kameraerne arbejder. Selv blitz bliver der anvendt i det skærende sollys. Alt vil blive ført til protokol. Og der vil blive oprettet billedarkiver, hvor alle aktørerne vil få deres plads: de stivnede soldater og de ivrige, franske ansigter. Oberstløjtnant Fuentes vil atter blive foreviget sammen med sin personlige kanonskytte og løjtnanterne bag ham i kolonnen med deres kameraer. Der sker intet. Men alt bliver registreret. For der er meget at huske.
Jeg kan ikke få øje på José. Han er nok blevet inde i barakken. Af en eller anden grund vil han helst ikke fotograferes.

*Torsdag den 31. december kan De læse tredie del af Jan Stages rejse gennem Mexico. Den første artikel i serien blev bragt den 19.-20. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu