Læsetid: 4 min.

Når sheikerne strides samles olie-søstrene

3. december 1998

OPEC-kartellets interne splid har i princippet givet de store oliekoncerner mere magt. Men giganterne kæmper også med prisfaldet, hvorfor de fusionerer

BOSTON - Nøglen til forståelsen af denne uges fusioner i USA's og Europas oliebranche ligger fremfor alt i de seneste års svækkelse af OPEC-kartellet, hvis ledende medlemmer er Saudiarabien, Iran, Venezuela og Mexico.
På højdepunktet af sin magt i 1970'erne kunne kartellet øve kontrol med næsten hele verdens udbud af olie. Efter Yom Kippur-krigen i 1973 besluttede de 11 medlemslande at mere end tre-doble prisen på olie, hvilket førte til en verdensomspændende økonomisk krise.
I dag står OPEC for kun 40 pct. af den globale olieproduktion. Store oliekoncerner som Exxon, Mobil, Royal Dutch/Shell, BP Amoco og andre har gennem 1980'erne og 1990'erne med held søgt at åbne for oliepumpen i oliestater, som ikke tilhører kartellet. Det har ført til prisfald - og varig uenighed i OPEC om fastsættelse af produktions-kvoter.

Intern splid
Allersenest i sidste uge måtte OPEC-landene endnu en gang på et møde i Wien konstatere, at man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle skære ned på sin produktion først. Ét af stridspunkterne: At FN's Sikkerhedsråd netop har fornyet Iraks 'olie-for-mad' aftale, hvilket giver Saddam Husseins styre mulighed for at sælge mere af sin olie på verdensmarkedet. Men Saudi-arabien nægtede at lette på sin kvote.
OPEC's indskrænkede indflydelse har i princippet givet de store oliekoncerner mere magt. Problemet er blot, at konstant overudbud på olie i de seneste par år - bl.a. forårsaget af den økonomiske krise i Østasien - har bidraget til det prisfald, som startede med spliden inden for OPEC. I 1997 kostede en tønde olie 18 dollar, i dag sælges den for 11 dollar.
Lavere priser presser indtjeningen i bund og levner for lidt penge til nyinvestering og aflønning af aktionærerne. Eftersom ingen i branchen tror på et snarligt økonomisk opsving i Asien - tværtimod frygter man en recession i USA og Europa næste år - synes der kun at være en realistisk mulighed for at forblive rentabel: Fusioner.
British Petroleum (BP) og Amoco startede i august. Ifølge det nye britisk-amerikanske selskab vil man kunne spare to mia. dollar om året på synergi og en mindre arbejdsstyrke. Exxons køb af Mobil Oil tirsdag fører til afskedigelse af 11.000 ansatte og en årlig besparelse på 2.9 mia. dollar.
Det efterlader tre oliekoncerner med en omsætning på over 100 mia. dollar på verdensscenen - Exxon-Mobil, Royal Dutch/Shell og BP Amoco. Det fjerdestørste selskab bliver fransk-belgiske Total-PetroFina med 90 mia. dollar, som også fusionerede i denne uge.

Syv søstre blev til tre
De såkaldte syv søstre i oliebranchen er nu altså blevet til 3-4 stykker og iagttagere anslår, at flere fusioner vil følge i den nære fremtid. Den øgede koncentration i branchen giver naturligvis anledning til frygt for monopoldannelse, og både den amerikanske regering og EU-kommissionen planlægger at se de nylige fusioner efter i kortene.
Det er imidlertid tvivlsomt, at f.eks. amerikanske myndigheder vil gribe ind mod fusionen af Exxon og Mobil Oil. Ifølge eksperter kan der højst blive tale om salg af et raffinaderi eller to. Det er også muligt, at de to selskabers benzinstationer kommer til at dominere salgsbilledet i visse amerikanske byer.
Ikke desto mindre er konkurrencen på benzinsalg i USA stadig så skarp og prisen så lav, at ingen kan forestille sig prisstigninger som følge af fusionen mellem Ex-xon og Mobil Oil.
Men det har dog vakt opmærksomhed i USA, at sammenlægningen af de to selskaber i en vis grad minder om genopbygningen af John D. Rockefellers oliekartel Standard Trust, som blev opløst af USA's højesteret i 1911. Exxon er f.eks. efterfølgeren til Standard Oil New Jersey og Mobil Oil hed en gang Standard Oil New York - to af de fire-fem selskaber Rockefeller-kartellet blev delt op i.
Udover at være verdens førende olieselskab bliver Exxon-Mobil USA's største industrikoncern med en årlig omsætning på over 200 mia. dollar, hvilket er større end nr. 2 - General Motors Corp. Alligevel tåler den nye oliegigants indflydelse ikke sammenligning med Rockefellers Standard Trust, der styrede 80 pct. af USA's oliemarked ved århundredeskiftet.

Landskabet omformes
De seneste måneders fusioner kan i længden omforme olie-branchens globale landskab, mener iagttagere. Prisfald og de dyre omkostninger forbundet med udvinding af olie og naturgas i lande og have udenfor OPEC's regi har skærpet amerikanske og europæiske selskabers appetit på de store olierigdomme omkring Den Persiske Golf.
Det ville nemlig være uligt billigere at øge udvindingen af olie i denne region fremfor andre steder, fordi man her finder verdens største reserver og den mest avancerede infrastruktur. Hidtil har et land som Saudiarabien f.eks. modsat sig udenlandske selskabers direkte investeringer i dets raffinaderier, men denne modvilje vil tilsyneladende ikke vare ved.
I de olierige golfstater har man behov for den mere avancerede teknologi og arbejdskraft, som amerikanske og europæiske koncerner kan tilbyde. Saudiarabien har allerede startet forhandlinger og Irak - med verdens næst-største oliereserver - venter utålmodigt på, at FN-sanktionerne bliver hævet.
For de store vestlige olie-selskaber ville en satsning på Golf-staterne være et velkomment skridt, idet udvindingen af olien i regionen er billigere end andre steder. Det betyder, at man måske kan klare sig gennem de seneste års prisfald. En sideordnet gevinst ville være Saudiarabiens opgivelse af produktionskvoter, hvilket kunne føre til OPEC-kartellets sammenbrud.
Hvad, man aner i horisonten, er altså en permanent lav oliepris samt tre-fire gigantiske olieselskabers totale dominans af verdensmarkedet.

TEMA
Giganternes fusioner

*Tirsdag meddelte USA's og verdens største olieselskab, Exxon, at det overtager giganten Mobil. Der er tale om den største industrifusion nogensinde. Samtidig meddelte franske olieselskab, Total, at koncernen overtager belgiske Petrofina.
Information sætter på denne side fokus på konsekvenserne af giganternes sammensmeltning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu