Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

15. december 1998

EU forbyder vækstfremmere
*EU's landbrugsministre forbød mandag fire vækstfremmere i dyrefoder. Det drejer sig om bacitracin zinc, spiramycin, tylosin fosfat - og virginiamycin, som allerede er forbudt i Danmark.
Forbudet træder i kraft fra 1. juli 1999, og det er en skærpelse af den frivillige aftale, som dansk landbrug tidligere på året indgik med fødevareminister Henrik Dam Kristensen. Dansk landbrug har ønsket en samlet løsning, så alle bliver stillet lige i EU - det har de fået nu, og fødevareministeren kaldte i går forbudet "en julegave til alle europæiske forbrugere."

30 UCK-soldater dræbt
*Ifølge serbiske oplysninger blev mindst 30 albanske partisaner dræbt natten til mandag, da de i ly af mørket forsøgte at komme ind i Kosovo-provinsen. Hvis rapporten fra det serbiske informationskontor i Kosovos hovedstad, Pristina, kan bekræftes, vil der være tale om de hidtil værste kampe, siden parterne indgik en skrøbelig våbenhvile i midten af oktober.
Det serbiske kontor oplyste, at de dræbte bar uniformer fra Kosovos Befrielseshær, UCK. USA's balkan-mægler Richard Holbrooke rejser til Jugoslavien tirsdag.
De serbiske myndigheder meddelte, at yderligere 12 albanere var blevet såret, og at et stort antal våben og forsyninger var blevet beslaglagt. Ifølge meddelelsen er ingen serbiske soldater kommet noget til.

Byret frifinder Braad Thomsen
*Forfatteren og filminstruktøren Christian Braad Thomsen blev mandag i Østre Landsret frifundet for at have skrevet, at "i Danmark har politiet lov til at lade deres gale hunde skambide mennesker..." og "...hos os har politiet lov til at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker. Det er sket, og det vil ske igen, fordi ingen påtaler det."
Indlægget blev bragt i Politiken den 22. december 1996 og vakte harme hos Dansk Politiforbund, der anlagde en injuriesag mod Braad Thomsen. Selvom dommeren medgiver, at Braad Thomsens udtalelser om politiet var injurierende, så blev han frifundet, fordi udtalelserne ikke gik på navngivne personer, og fordi de indgik i et debatindlæg.
Derudover henviste dommeren til Den Europæiske Mennerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed - den samme paragraf, der den 8. december i år frifandt filminstruktøren og skuespilleren Erik Clausen for ærekrænkende udtalelser mod Hells Angels-rockeren Jørn "Jønke" Nielsen.

Dyreven indstiller sultestrejke
*Den britiske dyreven, Barry Horne, der tidligere har erklæret, at han vil dø for dyrene, indstillede søndag sin 68 dage lange sultestrejke.
Sultestrejken var en protest mod dyreforsøg.
Den 46-årige dyreaktivist afsoner en dom på 18 års fængsel for attentater med brandbomber. Han indstillede sin sultestrejke efter, at et parlamentsudvalg besluttede at undersøge spørgsmålet om eksperimenter med dyr.
Dette var langtfra en opfyldelse af Hornes krav om, at regeringen som helhed iværksætter en omfattende granskning af anvendelsen af dyr til medicinske forsøg.
Men dyrevenner erklærede alligevel at have vundet en sejr med henvisning til, at Horne med strejken havde øget opmærksomheden om dyrenes velfærd.

Öcalan undsiger kampfæller
*Den kurdiske oprørsleder, Abdullah Öcalan, sagde søndag, at han afbryder sine forbindelser til den væbnede kamp og det militante Kurdistans Arbejderparti (PKK), der kæmper for et kurdisk hjemland i det sydøstlige Tyrkiet.
"Hvis oprørerne vil fortsætte med, hvad de har gjort i 15 år, så har jeg ikke noget med dem at gøre," sagde han til den kurdiske satellit-tv-station Med TV.
Italien har afvist Tyrkiets anmodning om at få Öcalan udleveret, men siger, at Öcalan skal for en ikke nærmere defineret international domstol i enten Italien eller i et tredje land. PKK-lederens udtalelser menes at hænge sammen med den bebudede retssag.

Algeriets leder går efter kritik
*Algeriets regeringsleder, Ahmed Ouyahia, trådte mandag tilbage, hed det i en meddelelse fra præsident Liamine Zeroual.
Algeriets oppositionspartier har længe beskyldt Ouyahia for ikke at have standset det valgsnyd, der ifølge oppositionen fandt sted i 1997 til fordel for landets regeringsparti, Nationaldemokratisk Samling. Ouyahia er også blevet beskyldt for ineffektivitet i forsøgene på at få standset borgerkrigen i landet.
Zeroual ventes at udpege Smail Hamdani, tidligere ambassadør i Frankrig og medlem af parlamentet som Ouyahias afløser.

Stop dansk støtte til a-værker
*Tre danske miljøorganisationer kræver, at Danmark frafalder sin indirekte økonomiske støtte til udbygning af to atomkraftværker i Ukraine.
Byggeriet af to nye reaktorer i Khmelnitsky, K2, og i Rivne, R4, har været stoppet i otte år. Men nu skal de to reaktorer gøres færdige med vestlig støtte - blandt andet i form af lån fra Den Europæiske Udviklingsbank, EBRD.
Men Greenpeace Danmark, Organisationen for Vedvarende Eneri (OVE) og Energibevægelsen OOA, kræver, at den danske regering på Danmarks vegne stemmer imod lån til de to nye reaktorer, når sagen behandles i EBRD og i stedet arbejder for en alternativ støttepakke til den ukrainske energisektor.
Indtil nu har Østrig sagt klart fra i forhold til at støtte udbygningen af de to atomkraftværker, og det samme skal Danmark gøre, hvis det står til OVE, OOA og Greenpeace.

Hårde kampe i Angola
*Kampene i det centralafrikanske land Angola blussede mandag op, da oprørere fra UNITA-bevægelsen angreb regeringsstyrker i og omkring byen Kuito i den centrale del af landet.
Flere angolanske radiostationer rapporterede om heftige kampe, og ifølge en rapport har omkring 5.000 mennesker samlet sig i Kuitos lufthavn i håbet om at kunne flygte via luftvejen.
Samtidig oplyste den nationale radio, at regeringssoldater var gået til angreb på UNITA-oprørere i Chingwar omkring 50 kilometer sydvest for Kuito, hvor der har været kampe siden lørdag. Hvis Chingwar falder, vil situationen i Kuito være alvorlig for regeringshæren og de omkring 100.000 mennesker, der ifølge nødhjælpsarbejdere har søgt mod byen.

Dårligt arbejdsmiljø straffes hårdere
*Domstolene har valgt at følge Folketingets signal om bedømme overtrædelser af arbejdsmiljøloven hårdere. Således straffes overtrædelser i dag dobbelt så hårdt som for få år siden, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Den 1. januar 1998 trådte en ny skærpet arbejdsmiljølov i kraft, og tendensen i foreløbig 20 domsafgørelse - heraf én i landsretten - er, at domstolene har valgt at følge den nye hårde linje.
Tidligere lå den altovervejende del af bøderne for en førstegangsforseelse uden særligt skærpende omstændigheder på 10.000 kr. I dag er niveauet det dobbelte, mens det under særligt alvorlige omstændigheder er sat op til 40.000 kr.

Rørdam skal forsvare Riskær
*Den kendte forsvarsadvokat Thomas Rørdam skal i den kommende landsretssag forsvare finansmanden Klaus Riskær Pedersen.
Efter den betingede dom i byretten for skyldnersvig, bedrageri og mandatsvig besluttede anklagemyndigheden efter kun et døgns betænkningstid at anke sagen i sidste uge.

Forfattermord fordømmes i Iran
*Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Ali Khamenei, og præsident Mohammed Khatami lovede mandag at gøre alt for at standse den seneste bølge af voldelige overgreb på forfattere og systemkritikere.
I sin første kommentar til den seneste tids angreb og mord på kendte forfattere gav Khamenei det iranske sikkerhedspoliti og efterretningstjeneste ordre til at arrestere de personer, som er ansvarlige for drabene og overgrebene.
"Mord på mennesker, uanset hvem de er, er en kriminel handling og til skade for landets sikkerhed," sagde Khamenei ifølge iransk tv til en gruppe religiøse ledere.

Daghøjskoler vil have udsat ny lov
*Daghøjskolerne er stærkt utilfredse med det politiske hastearbejde, der i forbindelse med finansloven skal beskære skolernes aktivitet i det kommende år. Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere (LVU), der organiserer lærere på skolerne, mener, at politikerne handler groft uanstændigt ved at lægge op til en total ændring af indhold og rammerne på skolerne - med kun tre ugers varsel.
"Det eneste rimelige ville være at udsætte lovændringen mindst et halvt år," siger Hanne Pontoppidan, formand for LVU.
"Hvis man udsatte loven, kunne man bruge tiden på at analysere, hvilke krav til kvalitet daghøjskolerne skal opfylde. Disse krav skulle så bestemme, hvilke skoler der kunne fortsætte," siger Hanne Pontoppidan.

TV-Avisens folk truer med konflikt
*Der er risiko for konflikt mellem ledelse og medarbejdere på TV-Avisen. Det skyldes, at TV-Avisens ledelse har lavet en aftale med tre journalister på Nordisk film om at lave indslag til TV-Avisen.
Aftalen har fået de faste medarbejdere på TV-Avisen til at indkalde til fagligt møde tirsdag formiddag.
"Hidtil har det været et fast princip, at det er TV-Avisens egne folk, der står for nyhederne. Det ønsker vi at fastholde," siger Helle Bygum, tillidsmand for journalisterne på TV-Avisen.
Med aftalen kommer Nordisk Film i den specielle situation at skulle lave nyheder til både DR og TV2. Men det er ikke hovedproblemet for journalisterne på TV-Avisen.
"Problemet er først og fremmest, at indslagene produceres udenfor huset," understreger Helle Bygum.

Israel 'er tilfreds' med PLO's beslutning
nUmiddelbart efter, at Det Palæstinensiske Nationale Råd og medlemmer af den palæstinensiske lovgivende forsamling i går besluttede at stryge de klausuler i PLO's "grundlov", der kræver Israel udslettet, reagerede den israelske regering.
"Ministerpræsident Benjamin Netanyahu er tilfreds med beslutningen, som blev truffet efter krav fra den israelske regering," hed det i en erklæring fra Netanyahus kontor.
Beslutningen blev taget under USA's præsident Bill Clintons besøg i Gaza - et besøg, der allerede nu er udråbt til at være historisk.
Clintons besøg er blevet imødeset med stor forventning fra palæstinensisk side, fordi det tolkes som en anerkendelse af palæstinensernes selvstyre. Samtidig har det styrket forventningerne både blandt israelere og palæstinensere om fred i Mellemøsten.
Reportage på forsiden

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her