Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

14. december 1998

Vælgerne vender ryggen til Nyrup
*Otte ud af ti vælgere mener, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen har brudt sit løfte om efterlønnen. Den dybe mistillid betyder, at Nyrup må lægge ryg til Socialdemokratiets laveste vælgertilslutning, Gallup nogensinde har målt. Partiet står til at miste næsten halvdelen af sine folketingsmandater, skriver Berlingske Tidende.
Kun 19,1 procent af vælgerne - mod 35,9 ved valget i marts - ville stemme socialdemokratisk, hvis der var valg i morgen, viser en Gallup-måling.
De socialdemokratiske vælgere flygter til begge fløje. SF får 15,3 pct. af vælgerne - mod 7,6 pct. ved valget. Og mens S skraber bunden, sætter Venstre ny rekord med 35,0 procent af stemmerne.
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, opfordrer statsministeren til at træde tilbage og udskrive folketingsvalg så hurtigt som muligt.
Hun mener, at tallene i Gallups meningsmåling er så markante, at der ikke kan være den ringeste tvivl om, hvad befolkningen mener.

Rigsretssag rykker nærmere
*Republikanerne i retsudvalget i den amerikanske kongres gennemtvang lørdag efter en marathon-debat, at Repræsentanternes Hus nu skal tage stilling til, om der skal rejses rigsretssag mod den amerikanske præsident, Bill Clinton.
Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus' retsudvalg fik vedtaget fire anklagepunkter, som flertallet mener, at Clinton skal præsenteres for i en kommende rigsretssag. Det drejer sig om anklager om mened, forstyrrelse af rettens arbejde og magtmisbrug.
I sin første reaktion på retsudvalgets anbefaling af, at der skal rejses rigsretssag, sagde Clinton, at han hverken har planer om at gå af eller at erkende, at han har løjet om forholdet.
"Jeg har ingen hensigter om at gå af. Denne tanke har aldrig strejfet mig," sagde Clinton på en pressekonference i Israel, hvor Clinton er på besøg. Efter Clintons udtalelser i Jerusalem opfordrede formanden for retsudvalget, republikaneren Henry Hyde, præsidenten til at gå af.

Dåbsgave vækker forargelse
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussens intentioner om at berige alle danskere, som fødes i år 2000, med en signeret boggave vækker harme.
Med kommentarer som "han tror han er Messias" og "det burde være dronningen" får statsministeren klar besked om, at ikke alle finder, at det er en god ide, at staten bruger otte millioner kroner på boggaver afsendt i Nyrups navn.
"Historisk et er det da langt mere interessant, at en statsbetalt boggave til alle nyfødte børn i år 2000 indeholder en hilsen fra dronningen end fra den statsminister, der tilfældigvis måtte lede regeringen ved indgangent til det næste årtusinde," siger Venstres kulturpolitiske ordfører, Ester Larsen, der dog anser det for en udmærket ide at markere årtusindeskiftet med en Danmarkshistorie til nyfødte.

Stor japansk bank overtages af staten
*Japans regering overtog søndag storbanken Nippon Credit Bank i endnu et forsøg på at få sat skik på den alvorlige krise i landets finansielle sektor, som truer hele udviklingen i den japanske økonomi. Ifølge embedsmænd er den japanske storbank belastet af en enorm mængde såkaldt dårlige lån, og bankens ledelse har på samme tid undladt at præsentere en redningsplan.
Ifølge den japanske regeringschef viser en undersøgelse, foretaget af regeringsembedsmænd, at Nippon Credit Bank var insolvent allerede i marts i år.
Nippon Credit er den anden japanske storbank, som er blevet nationaliseret i de seneste to måneder. I oktober blev Long-Term Credit Bank of Japan overtaget af staten, ligeledes på grund af "dårlige" lån.

Nye kampe i Afghanistan
*Snesevis af soldater og civile blev søndag dræbt i det krigsramte Afghanistan, da oppositionsstyrker indledte en ny offensiv over tre fronter og bombarderede hovedstaden Kabul med raketter.
Flere rapporter fra oppositionen, indbyggere i Kabul og nødhjælpsarbejdere sagde, at mindst 33 civile blev dræbt og 50 såret, mens hundredvis måtte flygte fra deres hjem for at undslippe kamphandlingerne.
Desuden blev 42 soldater fra den islamiske Taleban-milits, der regerer i store dele af Afghanistan, herunder i Kabul, dræbt under kampene, mens 162 blev taget til fange af oppositionen.

Flytning med problemer
*I morgen kan det tyske højre-radikale parti Republikanerne flytte ind i sit nye hovedkvarter i Berlin-bydelen Pankow. Indflytningen mødes med svære protester, fordi det 300 kvadratmeter store hus har tilhørt den jødiske tobaksfabrikant Josef Garbaty, der i 1939 måtte flygte fra Tyskland.
"Det kunne ikke være mere upassende," kommenterer lederen af det jødiske samfund i Berlin, Andreas Nachama. Republikanerne siger, at de ikke kendte husets historie, men at den ikke ændrer ved beslutningen.
"Begivenhederne fandt sted for 50 år siden," siger Gerhard Tempel, medlem af Republikanernes partiledelse. partierne SPD, PDS og CDU har opfordret til demonstration.

Clinton lover hjælpepakke
*USA's præsident, Bill Clinton, gav søndag meddelelse om en hjælpepakke på 1,2 mia. dollar (7,7 mia. kr.) til Israel med henblik på at yde landet støtte til virkeliggørelsen af den såkaldte land-for-fred aftale.
Men Israels regering vil trods løftet om den store hjælpepakke fortsat ikke offentligt give tilsagn om fuldt ud at gennemføre fredsaftalen, som blev indgået i oktober mellem ministerpræsident Benjamin Netanyahu og palæstinenserlederen, Yasser Arafat.
Bill Clinton ankom sent lørdag aften til Israel i forbindelse med et tre-dages ophold i Mellemøsten, hvor den amerikanske præsident ligeledes vil aflægge et historisk og symbolladet besøg i Gazastriben, som nu er under de palæstinensiske myndigheders kontrol. På en fælles pressekonference efter mødet med Clinton gav Netanyahu ingen antydninger af, om Israel har til hensigt at gennemføre en lovet tilbagetrækning fra Vestbredden i denne uge.
En ung israelsk kvinde blev søndag morgen stukket ned af en palæstinensisk kvinde ved indgangen til en jødisk bosættelse på Vestbredden.

Tyrkiet er skuffet over EU-topmøde
*Det tyrkiske udenrigsministerium meddelte søndag, at regeringen i Ankara ikke ønsker at genoptage dialogen med EU, før der foreligger et mere klart signal om, at de 15 medlemslande ønsker at forhandle med Tyrkiet om en optagelse i EU.
Den tyrkiske regering afbrød den 14. december 1997 forbindelserne til EU i protest mod, at det daværende EU-topmøde i Luxembourg ikke besluttede, at Tyrkiet kunne blive fuldgyldige medlemmer af EU inden for en overskuelig periode.
Tyrkiet er især skuffet over, at topmøde-deltagerne ikke tog hensyn til en rapport fra EU-kommissionen, hvori Tyrkiet blev nævnt som kandidatland på lige fod med de øvrige. I sluterklæringen fra topmødet hed det kun, at "EU understreger vigtigheden af at udvikle relationerne mellem EU og Tyrkiet".

Omstridt fond bliver færøsk
*Den omstridte Finansieringsfond af 1992, der forvalter de milliarder, som færingerne måtte låne for at redde Føroya Banki fra at gå bankerot, overgår fra nytår til en rent færøsk ejet fond.
Hidtil har fonden været ejet af den danske regering og Færøernes landsstyre i fællesskab. Men ifølge den sidste aftale indgået imellem parterne, hvor Færøerne fik 1,5 milliarder kroner fra Danmark i kompensation for tabet ved at overtage Føroya Banki, skal Finansieringsfonden fra nytår overgå til at blive et rent færøsk foretagende.
I den såkaldte Grønborg-rapport om den færøske banksag kritiseres Finansieringsfondens første bestyrelsesformand, tidligere nationalbankdirektør Richard Mikkelsen, kraftigt for de dispositioner, han foretog, da færingerne overtog Føroya Banki fra Den Danske Bank.

Anklager fik mundkurv på
*Det grimme korruptionsspøgelse slap for alvor ud af posen under Den Olympiske Kommités (IOC) møde i schweiziske Lausanne i weekenden. Fredag kom det frem, at der har været "uregelmæssigheder" med i spillet, da Salt Lake City i Utah, USA, blev tildelt vinter-OL i år 2002, og lørdag kom det mangeårige schweiziske IOC-medlem Marc Hodler med de mest alvorlige korruptionsanklager nogensinde ved at påstå, at det er helt almindeligt med stemmekøb i millionklassen, når IOC's medlemmer fordeler de yderst lukrative værtsskaber. Det kunne IOC's magtfulde præsident, den forhenværende fascist, spanieren Juan Antonio Samaranch, naturligvis ikke lide at høre - og han reagerede ved at udstyre sin mangeårige ven med en mundkurv.

Britisk opfordring til hamstring
*Briterne advares nu om, at regeringen i London ikke har styr på, hvad der sker med landets computere, når årtusindskiftet er en realitet om et år. Det er lederen af regeringens årtusind-udvalg, Gwynneth Flower, der er kommet med opfordringen. Regeringsudvalget har opfordret samtlige husholdninger til allerede nu at begynde at hamstre fødevarer på dåser så som supper, tun, kiks, langtidsholdbar mælk og vand for at imødegå enhver tænkelig situation. Opfordringen fra regeringsudvalget er den første internationale advarsel om, at man ikke er sikker på, at alle computere kan klare omskiftningen fra 1999 til år 2000.

Milosevic advarer NATO mod at gå ind i Kosovo
*Den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, advarede søndag om, at hvis NATO-enheder fra Makedonien krydser grænsen til Kosovo, så vil det blive betragtet som "en agression".
Milosevic kom med advarslen i et interview med det amerikanske dagblad Washington Post og ugemagasinet Newsweek. Interviewet kommer samtidig med, at de internationale OSCE-observatører er ved at komme på plads i det urolige Kosovo, der er en del af Serbien, som igen er en del af den jugoslaviske føderation. Samtidig har NATO udsendt en styrke til nabolandet Makedonien for om nødvendigt at kunne evakuere de 2.000 OSCE-observatører, hvis krigen mellem serberne og Kosovo-albanerne skulle bryde ud igen.
"Hvis de (NATO-styrkerne red.) kommer ind på vores territorium, så vil jeg anse det for at være en agressiv handling," siger Milosevic i interviewet, der søndag blev gengivet i det jugoslaviske blad Politika. På spørgsmålet om, hvorvidt den jugoslaviske hær i så fald vil skride ind, svarede Milosevic.
"Det er vores pligt ikke at tillade fremmede styrker på vores territorium."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her