Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

4. december 1998

Pinochet går fri i Danmark
*Den danske rigsadvokat, Henning Fode, meddelte torsdag, at der ikke vil blive fremsat en begæring om at udlevere den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet.
Beslutning vækker undren hos Dansk Retspolitisk Forening, som nu vil rejse sagen politisk.
Foreningens formand, advokat Hanne M. Christensen hæfter sig ved, at rigsadvokatens konklusion hovedsageligt går på, at Pinochet ikke er i landet, og at Danmark dermed hverken er forpligtet til at retsforfølge ham eller begære ham udleveret.
Blandt de eksil-chilenerne i Danmark, der bad de danske myndigheder om at begære Pinochet udleveret, er der også bitterhed over beslutningen.
"Vi er stolte over at være danske statsborgere, men i dag skammer vi os over Danmark. Vi troede i vor naivitet, at Danmark ville hjælpe ikke bare os, men hele den chilenske nation med at stille Pinochet for en domstol," siger civilingeniør Hellmuth Rauol Stuven
Opinion side 15

Tyskland sænker renten
*Tysklands nationalbank, Bundesbank, nedsatte torsdag den såkaldte reporente til 3 procent fra 3,3 pct., oplyste banken efter det ordinære ledelsesmøde.
Også Frankrigs, Spaniens og Belgiens nationalbanker nedsatte ligeledes sin ledende pengemarkedsrente til tre procent.
Danmarks Nationalbank fulgte torsdag efter ØMU-landene og sænkede satserne på de toneangivende renter. Nationalbanken sænkede diskontoen til 3,5 procent, mens reporenten blev sænket til 3,95 procent.
Artikel side 4 og 7

Kommuner må udskyde skolebyggeri
*Der er grænser for, hvor længe kommunerne kan udskyde at bygge nye skoler til de op mod 100.000 ekstra elever, der de kommende år ventes at strømme til de kommunale folkeskoler.
Det understreger formanden for Kommunerens Landsforening, Odenses borgmester Anker Boye (S), efter at regeringens økonomiske ministre har bedt kommunerne holde igen med byggeprojekter, herunder opførelsen af nye skoler. Opfordringen er et forsøg på at undgå overophedning i byggebranchen.
KL-formand frygter dog ikke, at der som konsekvens af byggestoppet vil være kommuner, der i de kommende år ikke har plads til alle eleverne i de eksisterende skolebygninger. Og han er heller ikke nervøs for kvaliteten af undervisningen i de kommuner, der ikke har penge til at bygge for.

Samarbejde skal forbedre togdrift
*Forsinkede tog og daglige ærgrelser er hverdagskost for tusindvis af togrejsende
Men nu intensiverer DSB og Banestyrelsen deres indsats for at få flere tog til tiden. Det oplyste trafikminister Sonja Mikkelsen efter et samråd i Folketingets trafikudvalg torsdag.
Samtidig skal det være slut med den indbyrdes mudderkastning mellem de to institutioner. Det intensiverede samarbejde foregår ifølge ministeren på alle niveauer. Både når det drejer sig om langtidsplanlægning, som for eksempel af køreplaner, og helt kontant i det daglige om afvikling af trafikken.
Sonja Mikkelsen ville dog ikke love, at de togrejsende i fremtiden undgår forsinkelser.

Flertal for alternativ behandling
*Et flertal i Folketinget vedtog torsdag, at der skal oprettes et uafhængigt videns- og forskningscenter for alternativ behandling.
Regeringen pålægges at sørge for, at videns- og forskningscentret kan påbegynde arbejdet inden udgangen af 1999, hedder det i forslaget, der blev vedtaget med stemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, konservative, CD, de radikale, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Det var sidstnævnte parti, der havde rejst forespørgslen.
SF ønskede mere skub i tingene og stillede i et erstatningsforslag krav om, at etableringen af et sådant center skulle følge op med en pulje på tre mio. kroner for med det samme at få gang i centrets aktiviteter, men det forslag vandt ikke gehør.

Flere nyuddannede trods små årgange
*Selv om de små ungdomsårgange om få år skal ud på arbejdsmarkedet, bliver det samlede antal nyuddannede ikke mindre end i dag.
Det skriver ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda i en ny analyse, som er foretaget på baggrund af tal fra Undervisningsministeriets statistikfunktion. Ifølge analysen vil der fra 2002 til 2007 komme lidt færre faglærte ud på arbejdsmarkedet, men faldet tæller mindre end 5.000 personer set i forhold til 1998-niveauet - og det opvejes af de kommende års vækst i antallet af nyuddannede fra de videregående uddannelser.

EU vil have lav skat på høj løn
*Medlemmerne af Europa-parlamentet ønsker en fælles løn, der bliver beskattet på lempelige EU-vilkår, og hvis de får det, vil de til gengæld gerne begynde at foretage rejseafregninger efter bilag.
Det var konklusionen på mange års skænderi om egen løn og fryns, da EU-parlamentet torsdag i Bruxelles havde snoet sig gennem en mere end tre timer lang afstemningsprocedure, hvor de undervejs stemte om over 100 ændringsforslag.

Flygtninge i klemme
*I følge Dansk Flygtningehjælp er der stor risiko for at en stor gruppe indkvarterede flygtninge vil komme i klemme, når den nye integrationslov træder i kraft efter nytår. De vil nemlig højst sandsynligt komme til at vente længe på at få deres egen bolig. Derfor appellerer Dansk Flygtningehjælp til en ekstraordinær indsats for at finde en hurtig løsning på problemet ved at finde lejemål, hvor flygtninge kan flytte i egen bolig.

Indonesien planlægger demokrati
*Indonesiens hårdt trængte regering, der står ansigt til ansigt med voksende social uro, skitserede torsdag en plan for, hvornår der skal afvikles valg til næste år. Valg, som mange håber, vil bringe demokrati til landet efter årtier under autokratisk styre. Regeringen lovede også at sætte yderligere fart i en undersøgelse af den væltede præsident Suhartos rigdomme, som han beskyldes for at have tilegnet sig gennem svindel og korruption.
"Vi er nået til enighed om, at vi, om Gud vil, afvikler parlamentsvalg den 7. juni," sagde formanden for det indonesiske parlament, Harmoko, efter et møde i går mellem parlamentets grupper og præsident B. J. Habibies regering.
Tema side 3

SPD og De Grønne vil tale sammen
*Det mest logiske er ikke altid det mest indlysende. Således skulle der gå mere end en måned med kiv og strid i Tysklands Rød-Grønne-regering, før partiernes ledende medlemmer endelig onsdag aften satte sig ved samme bord og begyndte at tale med hinanden. Værten var kansler Gerhard Schröder, og mødet blev så stor en succes, at partierne fremover skal mødes hver tirsdag morgen og tale om den fælles politik. Schröder har også sluttet fred med sin værste kritiker, Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Clement (SPD).
En regeringstalsmand fortalte i går, at Clement "over et godt glas vin" med Schröder havde givet regerings skattereform sin tilslutning.

Indbetalingen udskydes ikke
*Indbetalingen til efterlønsordningen udskydes ikke til efter den 1. januar i det nye år. Sådan lød konklusionen på et møde torsdag mellem A-kassernes Samvirke og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (DfA) om spørgsmålet.
Bortset fra den umiddelbare konklusion mener formand for A-kassernes Samvirke, Morten Kaspersen, ikke, at der er skabt mere klarhed over reglerne for administrationen af ordningen.
"Det er stadig lidt uklart, om der skal meldes til eller fra ordningen, men under alle omstændigheder får alle mulighed for at få tilbagebetalt eventuelt for meget indbetalte penge til ordningen over en given periode," siger han til Ritzaus Bureau.

Fredsproces er gået i stå igen
*Palæstinenserne og den israelske opposition beskyldte torsdag Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, for at misbruge en isoleret voldsepisode til at slå en streg over Israels forpligtelser i den såkaldte Wye River-aftale og på denne måde redde sin højrenationale regering.
Netanyahus regering har givet den palæstinensiske ledelse skylden for, at vrede palæstinensere onsdag angreb en israelsk bil på den israelsk-besatte Vestbred. Efter angrebet meddelte regeringen, at den indstiller alle yderligere israelske tilbagetrækninger fra Vestbredden, indtil palæstinenserne har opfyldt tre betingelser.
Artikel side 7

Ekstrabevilling til dansk teater
*Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen indgik torsdag en aftale med Statens Teaterråd, der indebærer, at teaterrådet får en ekstrabevilling på fem millioner kroner næste år.
Den nye bevilling betyder formentlig, at det ikke bliver nødvendigt at lukke teatre.
"Det er klart, at denne ekstrabevilling er en meget stor hjælp. Vores ambition er helt at undgå lukninger. Det vil vi arbejde på nu," siger formanden for Statens Teaterråd, Litten Hansen, til Ritzau.
I sidste uge så det ellers ud til, at mindst tre teatre måtte lukke som følge af finanslovsforliget. De er tilsyneladende nu reddet på målstregen.
Elsebeth Gerner Nielsen vil nu nedsætte et teaterudvalg, der skal kulegrave den nuværende brede vifte af teaterordninger, for at opnå en større overskuelighed på Teaterlovens område.

Rettelse
*I gårsdagens avis sagde Københavns sundhedsminister Peter Martinussen bl.a. "Jeg vil godt fastslå, at der ... er nogen planer om at nedlægge et af de seks hospitaler ..." Det, han mente og sagde et andet sted i artiklen, var, at der ikke er nogen planer. Vi beklager fejlen.
Red.

1-0 til den brune bi fra Læsø
*Den brune bi vandt torsdag en sejr i retsopgøret med den gule bi på Læsø. EF-domstolen i Luxembourg afgjorde, at det er i orden, at staten har forbudt den gule bi på Læsø for at beskytte den truede brune bi mod krydsning og dermed bevare biologisk mangfoldighed.
Men samtidig påpeger domstolen, at forbudet mod at indføre brune bier kan virke som en handelshindring. Hensynet til at bevare en dyreart vejer dog tungest. At have Læsø som beskyttet område er en passende foranstaltning for at sikre overlevelsen for Apis mellifera mellifera, i folkemunde kendt som brun Læsø bi.
Sagen ved domstolen i Luxembourg var en udløber af en straffesag ved retten i Frederikshavn mod biavler Ditlev Bluhme fra Grenaa, som anklagemyndigheden kræver idømt 1.000 kr. i bøde for ikke at fjerne sine bistader med gule bier fra Læsø. Blumes advokat Uffe Baller opfordrer imidlertid anklagemyndigheden til at trække sagen mod hans klient tilbage.
"Vi har fået medhold i, at Læsø-loven var i strid med Rom-traktaten, der forbyder handelshindringer. Og den er dermed også en kritik af den måde, sagen har været kørt på fra myndighedernes side, hvor man i flere år har strittet imod, at vi fik lov at forelægge sagen for EF-Domstolen, siger Uffe Baller.
Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her