Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

24. december 1998

60 ton kød trækkes tilbage
*Vestjyske Slagterier trækker 60 ton oksekød tilbage, efter at der er fundet Salmonella DT104 i et parti okseklump og oksetyndstegsfilet. Direktør Lorenz Hansen fortæller, at kødet er spredt i butikker over hele Europa, og butikkerne har fået besked på at trække kødet tilbage.
"Ud fra de foreløbige undersøgelser tyder alt på, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, men der er igangsat et stort opklaringsarbejde for at finde en eventuel smittekilde," siger han.

Jelved sværger Nyrup evigt troskab
*Den radikale leder, Marianne Jelved, fastslog i et interview i gårsdagens Berlingske Tidende, at de radikale står ved Nyrup og Socialdemokratiets side - også efter et valg.
"Sandsynligheden for, at vi efter næste valg går med i en borgerlig regering er mindre end minimal. Giver et valg flertal til højre, så bliver det et flertal uden de radikale stemmer," sagde Jelved.
Og tilsyneladende har Jelved bred opbakning blandt partifællerne. Partiets landsformand, Johannes Lebech, bakker op om partiledernes udmelding. Og også folketingsmedlemmet Morten Helveg Petersen støtter fortsat et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter et valg.
"Det vil forekomme helt forkert at svinge over til den anden side efter et valg. Jeg er tilfreds med den politik, der bliver ført nu. Der er et godt reformtempo, og så er det radikal politik," siger Morten Helveg Petersen til Information.

Tyske togsabotører anholdt
*Efter dages storstilet aktion, hvor kampfly har overfløjet Tysklands vigtigste jernbanestrækninger om dagen, og helikoptere har overvåget togsporene aften og nat, har politiet pågrebet to mænd, som efter alt at dømme står bag de seneste måneders afpresningsforsøg og sabotagehandlinger.
Forbundspolitiets særlige "togkommission", der er blevet nedsat på grund af sagen, oplyste ved en pressekonference onsdag, at den ene af de to anholdte, en 46-årig mand, havde tilstået at have deltaget i tre sabotagehandlinger. Den eneste forbindelse, de to mænd har haft til Deutsche Bahn, er tilsyneladende, at den 44-årige har boet i et hus, hvor jernbanerne uddannede personale.
De to anholdte er i forvejen kendt af politiet i forbindelse med sager om pengeafpresning.

Ny mand skal samle Tyrkiet
*Efter tre ugers politisk krise bad Tyrkiets præsident, Suleyman Demirel, onsdag det uafhængige parlamentsmedlem Yalim Erez om at danne en ny regering. Den socialdemokratiske politiske veteran Bülent Ecevit opgav selvsamme opgave tidligere på ugen.
Tyrkiet har været uden regering, siden ministerpræsident Mesut Yilmaz gik af for en måneds tid siden på grund af anklager om korruption.

NATO er rede til at gribe ind i Kosovo
*NATO's generalsekretær, Javier Solana, krævede onsdag et stop for de nye kampe i den urohærgede Kosovo-provins i Serbien. Han understregede, at NATO nøje overvåger situationen og er rede til at gribe ind.
Ifølge Solana udgør de seneste dages voldelige begivenheder i Kosovo en alvorlig trussel mod våbenhvilen.
Solana opfordrede de jugoslaviske myndigheder og de etnisk-albanske oprørere til at "indstille alle voldshandlinger og handlinger, der har til hensigt at skræmme og provokere og i stedet tage skridt til dæmpe spændingen i Kosovo".

Willy Claes dømt for korruption
*NATO's tidligere generalsekretær Willy Claes blev onsdag fundet skyldig i korruption. Dommen ved Belgiens øverste domstol faldt efter en to og en halv måned lang retssag og fem måneders drøftelser blandt domstolens 15 dommere.
Claes, der var på anklagebænken sammen med 12 andre anklagede, er fundet skyldig i forbindelse med en omfattende bestikkelsessag i million-dollar-klassen.
Artikel side 5

Blairs spindoctor træder tilbage
*Den britiske premierminister Tony Blairs ledende "spindoktor" og en af hovedarkitekterne bag det New Labour, trådte tilbage onsdag efter afsløringen af, at han i 1996 lånte 373.000 pund (knap fire millioner kroner) af junior finansminister Geoffrey Robinson. Samme Robinsons personlige økonomiske forhold er ved at blive endevendt af Mandelsons ministerium - men Mandelson fortalte ikke før i sidste uge om lånet.
Artikel side 5

Senegal forbyder omskæring
*Omskæring, der skønsmæssigt er blevet udført på 130 millioner kvinder i Afrika og Asien, vil fremover i Senegal blive straffet med fængsel i mellem et og fem år, meddelte Senegals regering tirsdag.
I Senegal, hvor omkring 700.000 kvinder er blevet omskåret, opfordrede ministeren for kvinde- og børneanliggender allerede i juli år læger til at afstå fra den smertefulde praksis.

Norden klager over Sellafield
*Nordens miljøministre kræver udslip fra Sellafield stoppet. De nordiske miljøministre har endnu engang klaget til Storbritannien over
a-kraftværket Sellafields radioaktive udslip. I et fælles brev kræver ministrene et øjeblikketligt stop for Sellafields udslip, der i stigende grad registreres langs Norges kyster.
Technetium-99, der har en halveringstid på 213.000 år, måles i stigende mængder i hummere, rejer, muslinger og tang i nordiske og arktiske farvande. Der er endnu ikke tale om sundhedsfarlige koncentrationer, men myndighederne i Norden er principielt imod at bruge havet som losseplads for atomaffald, og havforskere er urolige over de langsigtede virkninger på miljøet.

Skole tjener på dumpede elever
*Handelshøjskolen i København kommer nu i politikernes søgelys, fordi skolen scorer enorme ekstraindtægter på at lade studerende betale for at går til reeksamen.
Ifølge Politiken onsdag skal eleverne på Handelshøjskolen betale mellem 800 og 1.450 kroner for hvert skrifligt fag de skal til reeksamen i. I faget erhvervsøkonomi var der sidste år 355 elever, der dumpede til den skriftlige eksamen. Disse studerende skal efter nye, strammere regler hver betale 1.125 kroner for at gå til reeksamen. Hvis dumpeprocenten holder, vil ændringen give 399.375 kroner til HHK - alene for denne type eksamen.
Den konservative uddannelsesordfører Brian Mikkelsen rejser nu sagen over for undervisningsminister Margrethe Vestager.
"Det strider mod idégrundlaget for de åbne uddannelser. HHK skal være varsom med, hvor langt fingrene stikkes ned i de studerendes lommer," siger Brian Mikkelsen.

Auken vil forbyde bly i EU
*Den danske regering vil arbejde for et EU-forbud mod det giftige tungmetal bly. I går sendte miljøminister Svend Auken et udkast til en bly-bekendtgørelse til EU-Kommissionen.
Det danske initiativ lægger blandt andet op til forbud mod import, salg og fremstilling af kemiske forbindelser eller produkter - med enkelte undtagelser.

FN bliver på Cypern
*FN's sikkerhedsråd besluttede tirsdag aften at forlænge FN's fredsbevarende mission på Cypern i endnu seks måneder indtil den 30. juni 1999. Beslutningen blev taget på baggrund af yderligere oprustning i og omkring regionen, hvor græsk-cyprioter regerer den sydlige del, mens tyrkiske cyprioter den nordlige.

Hitler-bog må ikke udgives i Sverige
*En ny udgave af Adolf Hitlers værk 'Mein Kampf' er blevet forbudt i Sverige. Det besluttede højesteret i Stockholm mandag. Den tyske delstat Bayern, der forvalter boet efter Føreren og hans ophavsrettigheder, har ført sag mod en svensk forlægger, Kalle Hägglund.
Bayern står meget strengt på sit krav om, at der kun må udgives autoriserede oversættelser af 'Mein Kampf.'

Eks-minister delvist benådet
*Spaniens regering gav onsdag en forhenværende indenrigsminister og flere topembedsmænd delvis benådning for deres involvering i den 'beskidte krig' mod formodede medlemmer af den baskiske separatistbevægelse ETA i 1980'erne.
Straffene blev nedsat med to tredjedele på anbefaling af den spanske højesteret. Oprindeligt blev Spaniens tidligere socialistiske indenrigsminister José Barrionuevo, hans stedfortræder, Rafael Vega, og otte andre ledende embedsmænd idømt mellem to og 10 års fængsel.

Formand vil sladderhanke til livs
*De bliver ved med at have det sjovt hos de konservative - så sjovt, at partiets nyvalgte formand Poul Andreassen i går erklærede, at han vil til bunds i, hvem det er, der bliver ved med anonymt at referere til pressen, hvor sjovt de har det hos de konservative.
Senest har Aktuelt detaljeret refereret fra en ophedet julefrokost i den konservative folketingsgruppe. Under mærket fluen kunne man tirsdag læse, at tidligere partiformand Hans Engell kom med et skarpt angreb på den nuværende ledelses håndtering af finansloven. Angiveligt skulle gruppeformand Helge Adam Møller have råbt tilbage, at Engell er skyld i, at vælgerne svigter partiet.
"Jeg ønsker på en eller anden måde at få at vide, hvem de anonyme kilder er," siger Poul Andreassen til Ritzau.
Han vil dog ikke oplyse, hvordan han har tænkt sig at skabe julefred hos de konservative.

Hizbollah gengælder israelske angreb
*Libanons pro-iranske Hezbollah-bevægelse sagde i går, at den "sendte en regn af Katjusja-raketter" over det nordlige Israel onsdag, fordi israelerne "med overlæg" dræbte en mor og hendes seks børn under et luftangreb tirsdag.
Sheikh Mohammed Feneish, et ledende medlem af bevægelsens politiske gren, sagde onsdag i et interview med det britiske nyhedsbureau Reuter, at Hizbollah havde gennemført raketangrebet for at få Israel til at respektere en våbenhvile indgået i april 1996. Denne våbenhvile forbyder angreb på civile.
Han afviste israelske erklæringer om, at de civile dødsfald var et uheld.
"Israel har endnu en gang grebet til dets foretrukne våben og begået en afskyelig forbrydelse mod vort folk," sagde Feneish.
"Vi kan ikke se til, mens Israels krigsmaskine angriber vore civile og vore landsbyer, uden at vi slår igen," tilføjede Feneish.
Tretten israelere blev såret, da Katjusja-raketterne blev sendt mod det nordlige Israel.
FN's generalsekretær Kofi Annan fordømte i går drabene på de civile libanesere .
Reportage side 5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu