Læsetid: 6 min.

NYHEDSOVERBLIK

3. december 1998

EU vil sætte loft over CO2 -udslip
*EU-Kommissionen fremlagde onsdag et forslag, der skal sikre renere luft i de europæiske storbyer. Det skal ske gennem grænseværdier for, hvor meget benzen og kulilte der må være i luften.
Såfremt forslaget bliver vedtaget som et direktiv, vil udslippet af benzen i år 2010 skulle sænkes med 70 procent ud over de nedskæringer, der allerede er aftalt. Grænseværdien bliver fem mikrogram pr. kubikmeter luft.
Udslippet af kulilte skal reduceres med en tredjedel i 2005 for at nå ned under loftet, der er 10 milligram pr. kubikmeter luft.

LO: Udsæt forslag om efterløn
*LO foreslår regeringen og forligspartierne at lade den nuværende efterlønsordning forblive uændret for personer på arbejdsmarkedet, der har 35 års anciennitet i en arbejdsløshedskasse.
Det blev resultatet af et formandsmøde i LO onsdag.
"Forslaget bevirker, at gruppen af de 60-62-åriges ønsker vil blive imødekommet, så de forventninger, de havde til efterlønsordningen, blev indfriet. Det synes vi er både rimelig og anstændigt overfor den gruppe af vores medlemmer, som er nedslidte og ikke har de nødvendige ressourcer til at fortsætte efter et langt liv på arbejdsmarkedet," siger LO-formand Hans Jensen.
LO foreslår ligeledes regeringen at udskyde loven om kontingentforhøjelsen og efterlønsbeviset, så den først træder i kraft den 1. juli 1999 - ikke mindst fordi der er skabt så meget forvirring, så folk føler sig utrygge.

Mistænkt krigsforbryder anholdt
*NATO's fredsbevarende styrker i Bosnien har arresteret general, Radislav Krstic, der er mistænkt for krigsforbrydelser.
NATO's generalsekretær Javier Solana sagde, at anholdelsen var sket på foranledning fra den det var den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, der vil have stillet den formodede krigsforbryder for domstolen.
Chefanklageren for tribunalet i Haag, Louise Arbour, fortalte i går, at Krstic er anklaget for forbrydelser, som relaterede sig til Srebrenica, som blev indtaget af serberne i 1995.

Miljøfolk frygter oliefusion
*Miljøforkæmpere ser med skepsis på den planlagte gigant-fusion mellem olieselskaberne Exxon Corporation og Mobil Corporation.
"Selskaberne gør stort set intet for at fremme brugen af vedvarende energi. Alliancen mellem Exxon og Mobil er som et bryllup om bord på "Titanic". Vi er ved at løbe tør for uspoleret natur - ikke for olie," siger Gary Cook, der er politisk direktør for Greenpeace's klimakampagne i USA.
Cook mener i lighed med andre miljøforkæmpere, at sammenlægningen varsler ilde for det globale klima, der er truet af CO2-udslip fra afbrænding af olie og andre fossile brændstoffer - det der skaber den såkaldte drivhuseffekt.

Tre dræbt i Kosovo
*Tre mennesker blev dræbt onsdag ved en skudepisode i universitetskvarteret i Kosovo-provinsens hovedstad, Pristina, oplyser lokalt politi.
De dræbte var etniske albanere, oplyser politiet på stedet til det franske nyhedsbureau AFP.
Det var endnu onsdag aften uklart, hvad der udløste skudepisoden og hvem der stod bag.

Dansk økonomi taber pusten
*Efter fem års opsving er dansk økonomi ved at tabe pusten, og den økonomiske vækst ventes at aftage fra 2,4 procent i år til en procent i 1999.
Det skriver de økonomiske vismænd i den seneste rapport, der udkom onsdag. Med den lave vækst stopper stigningen i beskæftigelsen, og ledigheden ventes i år 2000 at være på 180.000 personer - altså samme niveau som i 1998. Takten i prisstigningerne forbliver afdæmpet, og overskuddet på de offentlige finanser stiger, forudser vismændene. Til gengæld venter de, at underskuddet på betalingsbalancen i både 1999 og i år 2000 vil blive på over 10 mia. kr.

12 dræbt i Algeriet
*12 personer er blevet myrdet af formodede islamiske fundamentalister vest for Algeriets hovedstad, Algier, natten til onsdag, meddelte landets sikkerhedstjeneste onsdag.
Angrebet fandt sted ved Sidi Rached nær Tipaza 70 kilometer vest for Algier. Samtidig rapporterede algeriske dagblade onsdag, at yderligere 14 personer, heriblandt fem civile, har mistet livet mellem fredag og mandag i forbindelse med Algeriets ny syv år lange blodige krig mellem islamiske fundamentalister og Algeriets militærtstøttede regering.

IMF tvivler på russisk økonomi
*Forhandlinger mellem chefen for den Internationale Valutafond, Michel Camdessus, og den russiske regering med ministerpræsident Jevgenij Primakov i spidsen blev onsdag eftermiddag afsluttet, uden at IMF har lovet Rusland nye lån.
Camdessus sagde, at IMF på ny vil overveje at komme Rusland til hjælp i januar.
Michel Camdessus understregede efter sine forhandlinger med flere ledende russiske politikere og økonomer, at samtalerne havde været "generelle", og at der ikke var blevet diskuteret "konkrete aftaler".
Den russiske ministerpræsident Jevgenij Primakov havde håbet på, at IMF-chefen under sit to dages besøg var gået med til at udbetale næste rate af valutafondens lånepakke til Rusland på 4,3 milliarder dollars (28 milliarder kroner).

SiD indgår våbenhvile i banan-krig
*Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) og FDB har indgået en slags våbenhvile i "banan-krigen".
SiD har sammen med ulandsorganisationen Ibis kritiseret arbejdsforholdene for bananarbejderne hos Chiquita og dermed også FDBs markedsføring af bananerne, som FDB har eneforhandling på i Danmark.
Efter et møde er SiD og FDB imidlertid enedes om en række fælles standpunkter, der skal være udgangspunkt for en fortsat "kritisk dialog" med Chiquita. Målet er at fastholde Chiquitas indsats for at forbedre miljø- og arbejdsmiljøforholdene i bananplantagerne, oplyser SiD.

Salmonella i kyllingesnitzler
*Den multiresistente bakterie salmonella typhimurium DT 104 er fundet i et parti dybfrosne kyllingesnitzler fra Tyskland. Fundet blev gjort ved den rutinemæssige importkontrol.
Forbrugerne opfordres til at se efter, om de har kød fra det forurenede parti liggende i fryseren. I givet fald bør kødet ikke spises.
Kyllingesnitzlerne er importeret af Aldi og kan være solgt fra kædens forretninger over hele landet.

Ansatte vælger omsorgsdage
*Medarbejderene på Danmarks største industrivirksomhed, Danfoss, foretrækker at holde omsorgsdagene frem for at få pengene udbetalt.
En opgørelse på virksomheden viser, at 60 procent af de omsorgsdagene, medarbejderne erhvervede ret til efter forårets overenskomster, også er holdt.
Danfoss har valgt at give alle ansatte med børn de ekstra omsorgsdagene, uanset om de er omfattet af det regeringsindgreb, der løste forårets overenskomstkonflikt.

Ekspræsident skal danne ny regering
*Tyrkiets præsident, Suleyman Demirel, bad onsdag tidligere ministerpræsident, den socialdemokratiske Bulent Ecevit, om at danne en ny regering.
Det sker, efter at landets tidligere regering måtte gå af i sidste uge, da den tabte en mistillidsafstemning i parlamentet.
Ecevit er veteran i tyrkisk politik og har tidligere været ministerpræsident. Det var i 1974 og i 1978-79. I 1974 stod han bag den hurtige og brutale invasion på Cypern, som reelt delte Middelhavsøen.
I 1970'erne var Ecevit leder af Det Republikanske Folkeparti (CHP), som blev dannet af Tyrkiets mangeårige leder, Kemal Atatürk.

Færinger arbejder på ny Grundlov
*Færøernes landsstyre har taget endnu et betydeligt skridt i planerne om færøsk suverænitet.
Tirsdag fremsatte den færøske landsstyresmand indenfor selvstyreområdet, Høgni Hoydal, et lovforslag, som skal bane vejen for, at Færøerne får sin egen grundlov.
Lovforslaget, som har fuld opbakning i landsstyrekoalitionen, indebærer, at der nedsættes et grundlovsudvalg bestående af en person fra hvert politisk parti i lagtinget samt en række sagkyndige embedsmænd.
Udvalget skal udarbejde forslag til en færøsk grundlov.
Forslaget til en færøsk grundlov skal være færdigt inden den 1. juni år 2000, og efter at være vedtaget i lagtinget skal det til folkeafstemning på Færøerne.

Annan tager måske til Libyen
*FN's generalsekretær, Kofi Annan, vil måske rejse til Libyen for at drøfte udleveringen til Holland af to libyere, som er mistænkt for at stå bag det såkaldte Lockerbie-attentat.
De to libyere er eftersøgt i forbindelse med bombeattentatet i 1988, som medførte, at et amerikansk passagerfly styrtede ned over den skotske by Lockerbie. 270 personer mistede livet.
"Jeg havde håbet på en aftale før udgangen af november, men mens jeg er her i området, står jeg i forbindelse med Tripoli. Det er muligt, at jeg tager derhen,"6 sagde Annan, inden han forlod Algeriet for at tage videre til Tunesien.

Israel stiller yderligere betingelser
*Israel meddelte onsdag, at man ikke vil gennemføre en ny tilbagetrækning fra Vestbredden, før de palæstinensiske myndigheder accepterer israelernes betingelser for frigivelse af palæstinensere fængslet i Israel.
Den israelske regering udsendte erklæringen, efter at palæstinensere, der demonstrerede på Vestbredden mod Israels langsommelige frigivelsesproces, angreb en israelsk soldat og en civil, der passerede demonstrationen i en bil.
"Israel vil kun gennemføre det næste stadie af tilbagetrækningen, hvis de palæstinensiske myndigheder gør det klart, at de er bundet af Wye-aftalen, der siger, at indsatte med blod på hænderne ikke vil blive frigivet, ej heller medlemmer af Hamas-bevægelsen," hedder det i erklæringen fra den israelske regering.
I henhold til den såkaldte Wye-aftale, der blev indgået mellem Israel og palæstinenserne under forhandlinger i USA, skal de israelske myndigheder frigive 750 palæstinensiske indsatte. I aftalen er der imidlertid ikke nedfældet betingelser for frigivelserne.
Palæstinenserne kræver, at de, der løslades, er "politiske fanger" - palæstinensere, der er fængslet i forbindelse med kampen mod Israels besættelse af Vestbredden og Gaza-striben.
Israel frigav i sidste måned de 250 første indsatte.
Til de palæstinensiske myndigheders fortørnelse var 150 af disse almindelige kriminelle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her