Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

2. december 1998

Fortsat faglig kritik af efterlønnen
*Fagbevægelsen er langt fra tilfreds med det resultat, som LO's formand, Hans Jensen, tirsdag opnåede med regeringen om efterlønnen.
Det stod klart tirsdag efter et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i LO. De store forbund, SiD og KAD vendte tommelfingeren nedad for de små indrømmelser, regeringen kom med efter forhandlinger med LO.
SiD er tilfreds med, at regeringen er kommet fagbevægelsen i møde, fordi det viser, at kritikken er berettiget. Forhandlingerne er et skridt i den rigtige retning - men langt fra nok, lyder det fra SiD, Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet (NNF).
Samtidig valgte LO's afdeling på Vestlolland at stoppe støtten til Socialdemokratiet og over hele landet ulmer utilfredsheden fortsat med regeringens forlig med de borgerlige.

USA langer ud efter Milosevic
*USA, der hidtil har baseret sin politik i Bosnien-Hercegovina og senest i Kosovo på aftaler med Slobodan Milosevic, skærpede i går tonen overfor Jugoslaviens præsident.
Tidligt tirsdag sagde James Rubin, en talsmand for USA's udenrigsministerium, at "Milosevic ikke blot er en del af problemet. Han er problemet."
"Milosevic har stået i centrum i hver eneste krise i det tidligere Jugoslavien gennem det seneste årti. Vi har ingen illusioner med hensyn til Milosevic og ser ham ikke som en garant for stabilitet," tilføjede Rubin.
Kritikken er noget af det mest markante fra officielt amerikansk hold i flere år, og den kommer samtidig med, at der er tegn på intern uro i den jugoslaviske ledelse, som Milosevic har renset ud i på det seneste.

15.000 protester over børneforhold
*Mere end 15.000 skriftlige protester fra forældre til børn i hovedstadens daginstitutioner blev mandag eftermiddag afleveret i en papkasse uden for overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S) kontor på Københavns Rådhus.
Det er repræsentanter for Københavns Forældreorganisation (KFO), der har indsamlet og afleveret protesterne. Forældrene er stærkt utilfredse med de bebudede besparelser.

Somaliere kan sendes hjem
*Danmark kan atter sende afviste somaliske flygtninge tilbage til Somaliland.
Det oplyste indenrigsminister Thorkild Simonsen tirsdag, efter et samråd i Folketingets retsudvalg.
"Vi har fået at vide, at aftalen (med den selvudråbte republik Somaliland, red.) ikke er afbrudt," sagde Thorkild Simonsen. Det skete efter, at han telefonisk havde været i kontakt med en udsendt dansk delegation som i disse dage befinder sig i Somaliland.
Somaliland havde ellers for tredje gang suspenderet den hjemsendelsesaftale, der blev indgået med Danmark for halvandet år siden.
Syv somaliere er foreløbig tvangshjemsendt og mere end et halvt hundrede står på politiets liste over tvangsudsendelser.

Seperatister vandt i Québec
*Trods separatisternes sejr ved valget i den canadiske provins Québec får vælgerne næppe en folkeafstemning om provinsens selvstændighed lige med de samme. Selv om de fransktalende nationalister i Parti Quebecois, der går ind for Québecs løsrivelse fra Canada, vandt mandagens parlamentsvalg, blev sejren dog ikke så stor som ventet, da det Det Liberale Parti, der fortrinsvis støttes af engelsktalende indbyggere, klarede sig bedre end ventet.

Toldfrit salg stopper som planlagt
*EU's finans- og økonomiministre var langt fra enige, da det efter ministertopmødet i Bruxelles stod klart, at det toldfri salg i EU stopper som planlagt den 1. juli næste år.
EU-ministrene delte sig i to næsten lige store lejre for og imod at fjerne stopklodsen for det omdiskuterede salg. Men da det både kræver enstemmighed blandt EU-landene og et nyt forslag fra EU-Kommissionen at ændre den syv år gamle beslutning, så står afviklingen af det toldfrie salg fast - trods kraftige protester fra Frankrig.
"Der er ikke nogen sag, og jeg tvivler på, at der er nogen, der rejser debatten igen," sagde økonomiminister Marianne Jelved, der samtidig afviste, at afskaffelsen vil føre til større ledighed. Tværtimod viser en rapport fra Skatteministeriet, at der tværtimod vil blive skabt flere arbejdspladser i Danmark, fordi en handel nu bliver flyttet ind i landet.

Nye angreb på Clinton
*Retsudvalget i Repræsentanternes Hus i USA udvidede tirsdag omfanget af rigsrets-høringerne mod præsident Bill Clinton. Nu skal også valgfinans-spørgsmål fra 1996 indgå i kulegravningen, og bl.a. Louis Freeh, chefen for forbundspolitiet FBI, vil blive indkaldt til afhøring for retsudvalget.
I søgelyset er et internt regeringsmemorandum, der muligvis kan kaste lys på, om Clinton havde kendskab til brud på amerikanske valgfinansieringslove under valgkampen i 1996.
Hidtil har retsudvalget, der kontrolleres af Clintons republikanske modstandere, kun beskæftiget sig med præsidentens seksuelle forhold til Hvide Hus-praktikanten Monica Lewinsky.

'Tunnel skal ikke hastes igennem'
*Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), mener ikke, at man skal kaste sig hovedkulds ud i et tunnelprojekt i København, før rapporten fra Trafikministeriet og Københavns Kommune er færdiggjort. Den ventes færdig i første halvår af 1999.
"Borgerne i de områder, der bliver berørt af en havnetunnel i København, forventer, at der er foretaget et grundigt forarbejde, inden et projekt til flere milliarder kroner sættes i værk. Derfor kan man ikke kaste sig hovedkulds ud i et projekt, der ikke er gennemtænkt eller velovervejet," siger Jens Kramer Mikkelsen i en kommentar til, at firmaet A/S Sund & Bælt har meddelt, at de er klar til at tage ansvaret for opførelsen af en havnetunnel under København. Ifølge teknisk direktør Peter Kundhus, Øresundskonsortiet, kan samfundet spare mindst 300 mio. kr., hvis politikerne slår til nu og igangsætter milliardbyggeriet af den stærkt omdiskuterede havnetunnel.

EU: Mitch-ofre bør få henstand
*EU-landenes finansministre opfordrede tirsdag kreditorlandene til at acceptere et midlertidigt stop for gældsbetalingen fra de lande i Mellemamerika, der blev ramt af orkanen "Mitch".
"Gældslettelse er et grundlæggende element i ethvert genopbygningsprogram," hed det i en erklæring fra ministrene. De opfordrede til en udsættelse i tre år af betaling af renter og afdrag.
Det kom dog ikke på tale at slette gælden - helt eller delvist - for de værst ramte lande, Honduras og Nicaragua, sådan som flere private humanitære organisationer har appelleret til. Ministrene opfordrede IMF, og Verdensbanken til også at lette gældsforpligtelserne over for disse to internationale finansinstitutioner.

Cuba fejrer jul for andet år i træk
*Cubanerne kan igen fejre jul officielt. Den 25. december er fra i år officiel helligdag for julehøjtiden for troende og for ikke-troende, erklærede politbureauet i Cubas regerende kommunistparti tirsdag.
Sidste år fejrede cubanerne også jul officielt, men det var foranlediget af pave Johannes Paul den Andens planlagte besøg i januar.
Julen har ikke officielt været fejret i Cuba siden 1969, da Fidel Castros regering besluttede at afskaffe julen med det argument, at alle økonomiske kræfter skulle sættes ind på udvikling i den caraibiske østat.

S skrotter planer om statslig gas
*Finansminister Mogens Lykketofts (S) planer om en sammenlægning af den danske gassektor i et fælles statsligt selskab er ved at falde til jorden.
I sidste uge trak Venstre og de konservative deres støtte til projektet tilbage og den socialdemokratiske energiordfører, Martin Glerup, siger nu, at man snarere overvejer et samarbejde mellem de regionale gasselskaber som vejen frem.
"Vi vil have den mest rationelle ordning for de danske gasselskaber. Men det er ikke noget "must", at det skal gøres via et stort statsligt selskab," siger Martin Glerup til Børsen. I stedet peger Martin glerup på, at et fælles handelsselskab mellem de fem regionale gasselskaber og det statslige Dangas vil være konkurrencedygtigt, når der i år 2000 åbnes for fri konkurrence i dele af gasbranchen.

Virksomheder kræver livserfaring
*På trods af regeringens ønske om kortere uddannelsestid foretrækker danske virksomheder i stigende grad unge, der ikke går den lige vej gennem systemet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I 1995 valgte virksomhederne lærlinge med en gennemsnitsalder på 19 år, mens den typiske lærling i 1997 var omkring tre år ældre, viser en opgørelse fra LO.
Også på markedet for højtuddannede unge vejer livserfaring tungt.
"Når jeg skal ansætte en ny medarbejder, foretrækker jeg generelt en ansøger på 28 år frem for en 23-årig, der ikke har prøvet andet end at gå i skole," siger personalechefen hos LEGO, Ditlev Ditlevsen til avisen.
Dansk Arbejdsgiverforening støtter dog regeringens kampagne.

Filmhold reddet fra Sibiriens kulde
*Et filmhold på tre mand, der var strandet på den sibiriske ø Wrangel (Wrangelja) i seks uger, blev tirsdag reddet, meddelte det japanske tv-selskab NHSs Moskva-kontor.
De tre mænds forsyninger var ved at være slut, og de havde kun mad til to dage, oplyste redningsmandskabet.
Filmholdet blev overrasket af den tidlige vinter og havde i den seneste tid være forfulgt af række snestorme med kraftige vinde, samt temperaturer på under 20 minusgrader.

Pinochet er for rask til indlæggelse
*Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet blev tirsdag aften flyttet fra et privathospital i London til et landsted i Surrey i det sydlige England, mens den britiske regering fortsætter overvejelserne om, hvorvidt han skal udleveres til Spanien eller tillades at rejse hjem.
En ambulance forlod under hospital og mentes at være på vej mod Surrey.
Den 83-årige Pinochet var angivelig "ulykkelig" over presseforlydender om, at han havde trukket for store veksler på den gæstfrihed, som hospitalet i London havde udvist ham.
Grovelands Priory Hospital i det nordlige London, hvor han har været indlagt siden oktober, truede i den forbindelse mandag med at sagsøge Pinochet, medmindre han forlod hospitalet snarest.
Lægerne på stedet sagde, at eks-diktatoren nægtede at lade sig udskrive, selv om han i deres øjne var rask nok til det. Siden det blev kendt, at Pinochet var indlagt på Grovelands Priory Hospital, har stedet været belejret af verdenspressen til stor gene for den daglige drift.
Pinochet blev anholdt den 16. oktober på begæring af en spansk dommer, der ønsker eks-diktatoren udleveret til retsforfølgelse for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med det blodige diktatur mellem 1973 og 1990.
Eks-diktatoren var i London i forbindelse med en ryglidelse, der nu er helt færdigbehandlet.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu