Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

1. december 1998

Vandmiljøplan 2 'redder' Danmark
*Danmark bliver ikke trukket for EF-Domstolen for at have overtrådt EU's nitratdirektiv. Det oplyste miljøkommissær Ritt Bjerregaard i går. Det er vandmiljøplan 2, der har fået EU-Kommissionen til at droppe en sag mod Danmark.

Netanayhu er presset efter tab
*Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu antydede mandag, at Israel er parat til at genåbne fredsforhandlingerne med Syrien efter tre års dødvande - hvis der ikke bliver stillet betingelser på forhånd.
Udmeldingen kommer efter, at syv israelske soldater inden for de seneste 12 dage er blevet dræbt under konfrontationer med partisaner fra den islamiske, iransk-støttede Hizbollah-bevægelse i de besatte Sydlibanon.
De israelske tab får ifølge meningsmålingerne stadig flere israelere til at gå ind for en tilbagetrækning, og Netanayhu er hårdt presset for at vende folkestemningen.

Hun Sen i spidsen for ny regering
*Cambodjas stærke mand, Hun Sen, fik mandag et overvældende tillidsvotum til sin nye koalitionsregering, hvori også ærkerivalen prins Norodom Ranariddh indgår.
Derved kom det sydøstasiatiske land ud af flere måneders politisk dødvande, som opstod efter det omstridte valg i juli.
Med den nye regeringsaftale er der udsigt til, at landet opnår international anerkendelse og muligvis medlemsskab af den asiatiske handelsorganisation ASEAN, som siden Hun Sen i 1997 styrtede sin nuværende regeringspartner prins Ranariddh, har nægtet at optage Cambodja.

Generaler advarer tyrkiske politikere
*Tyrkiets militær, der i forvejen har en langvarig tradition for at blande sig i landets politiske liv, advarede mandag landets politiske ledere. Advarslen kommer som Tyrkiet befinder sig i en regeringskrise efter, at ministerpræsident Mesut Yilmaz blev væltet ved en midtillidsafstemning sidste uge.
"Vi finder det formålstjenstligt, at enhver, der har et ansvar udtaler sig til offentligheden på en korrekt måde og afholder sig fra udtalelser, der kan tvinge de væbnede styrker ind i politik," hedder det i en erklæring fra det tyrkiske militær ifølge det anatolske nyhedsbureau.
Nyhedsbureauet citerede generalstaben for at opfordre de politiske ledere til at "udvise den nødvendige påpasselighed og sensitivitet" i forbindelse med forhandlingerne om at danne en ny regering.

Reform strider mod Grundloven
*Retsplejerådets forslag om at lade nævninger og dommere votere sammen kritiseres nu af professor, dr.jur. Eva Smith, der i Ugeskrift for Retsvæsen skriver, at forslaget er i strid med grundloven.
"En fællesvotering vil betyde, at der ikke længere findes nævninger i Danmark, men kun større og mindre domsmandsretter," skriver hun.
Det er i strid med grundloven, som ifølge alle eksperter kræver, at forskellen mellem domsmandssystemet og nævningesystemet bevares.
Men Retsplejenævnet har ikke nævnt de mange eksperter der har udtalt sig om netop dette, hvilket Eva Smith finder kritisabelt.
I stedet har rådet blandt andet valgt at citere landsdommer Krogh, og at han går ind for en fælles votering overrasker ikke Eva Smith.
"Det er almindeligt kendt, at dommerstanden i Danmark er modstandere af nævningeordningen," skriver hun.

Selskabstømmere får deres sag for
*Efter fire et halvt års efterforskning er der nu udarbejdet et anklageskrift i landets største straffesag om selskabstømning.
Otte personer er sat under tiltale, og anklagemyndigheden mener, at staten gik glip af cirka 320 millioner kroner på grund af de ottes kreative skattetænkning.
Under den kommende straffesag, som der endnu ikke er sat start-dato på, vil anklagemyndigheden kræve de otte idømt frihedsstraf, ligesom der rejses krav om konfiskation af de godt 80 millioner kroner, som var de tiltaltes anslåede udbytte.

Protestmøde skal presse S til venstre
*I protest mod finanslovs-forliget indkalder en række fagforbund til tillidsmandsmøde på torsdag. Bag protestmødet står SiD distrikt 2, Hvidovre, Byggefagenes Samvirke i København og Pædagogisk Medhjælper Forbund, PMF.
Ingen af de tre forbund ønsker, at mødet udvikler sig til en debat om kontingentkroner til Socialdemokratiets valgkamp, selv om alle er klar over, at det bliver et centralt emne.
"Partistøtten skal man tage stilling til i hvert enkelt afdeling i hvert enkelt forbund på en generalforsamling. Tillidsmandsmødet skal ikke lægge sig i selen for en kampagne. Tillidsmandsmødet skal være med til at presse Socialdemokratiet væk fra Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen," siger Jakob Sølvhøj, medlem af PMF's forretningsudvalg.

Nedsat straf til britiske soldater
*Den cypriotiske Højesteret nedsatte mandag straffen til de tre britiske soldater, der dræbte en dansk ferieguide i 1994. En lavere domstol har tidligere udmålt straffen til livsvarigt fængsel, men mandag blev straffen nedsat til fængsel i 25 år.
De tre dommere i Højesteret mente, at det var en formildende omstændighed, at soldaterne begik forbrydelsen i fuldskab samt at de alle er unge og har rene straffeattester. Mændene bortførte Louise Jensen og voldtog hende, hvorefter de dræbte hende med adskillige slag med en spade. Sagen vakte bestyrtelse både herhjemme og på Cypern, hvor britiske soldaters opførsel i nogle tilfælde har skabt problemer i forhold til cyprioter.

Læger afviser alternative vej
*Den Almindelige Danske Lægeforening er imod oprettelsen af et forskningcenter for alternative behandlingsmetoder. Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling foreslog i sommers oprettelsen af et forsknings- og videnscenter for alternativ behandling, men lægeforeningen er stærkt betænkelig ved nogle af de undersøgelsesprincipper, der skitseres i rapporten, fremgår det af et brev til Sundhedsstyrelsen. Derimod støtter Lægeforeningen oprettelsen af et videnscenter.
Torsdag afholder Folketinget et forspørgselsdebat om alternative behandlingsmetoder.

Clinton vil give Arafat 2,6 mia kr.
*Den amerikanske præsident, Bill Clinton, foreslog i går, at USA yder 400 millioner dollar (2,6 mia. kr.) i yderligere bistand til palæstinenserne som følge af Wye-fredsaftalen mellem Israel og palæstinenserne, hvor USA var mægler.
Clinton fremsatte begæringen i en tale til en international donorkonference mandag i Washington, hvor formålet er at sikre i alt to milliarder dollar (13 mia. kr.) i hjælp fra 45 lande til palæstinenserne.
Clinton fatslog, at at det er vigtigt, at der også sparkes til den økonomiske situation, hvis freden skal overleve.
"Ingen fred har en chance for at overlever, medmindre der kommer resultater for almindelige mennesker," sagde den amerikanske præsident.

Fordeling af tosprogede slog fejl
*Flere års forsøg på at bringe andelen af to-sprogede elever ned på Århus-skoler med særligt mange flygtninge og indvandrerbørn er slået fejl, skriver JP Århus, Morgenavisen Jyllands-Posten.
Skoler, som for fem år siden havde store koncentrationer af to-sprogede nørn, har siden fået endnu flere. Samtidig har skolerne med meget lave andele af to-sprogede fortsat næsten ingen.
Regeringen nedsatte i 1993 det såkaldte Byudvalg, der skulle sikre en mere ligelig fordeling af flygtninge og indvandrere både i boligområder og i skolerne. I den forbindelse blev 100 mio. kr. afsat til skoler, der bl.a. ville fastholde danske børn for at hindre, at andelen af to-sprogede voksede. Også en række Århus-skoler fik penge, men procentandelen af to-sprogede er vokset alligevel. På Søndervangsskolen fra 25 til 42 pct. og på Gjellerupskolen fra 30 til 51 pct.

Minister presset i Pinochet sag
*Omkring 120 medlemmer af det britiske parlament har opfordret den britiske indenrigsminister, Jack Straw, til at tillade, at den tidligere chilenske militærdiktator Augusto Pinochet udleveres til Spanien, skriver avisen The Independent mandag.
Straw er under betydeligt pres for på den ene side at efterkomme den spanske udleveringsbegæring, og på den anden side at sende Pinochet retur til Chile for at blive retsforfulgt under en eller form her. The Independent citerer en unavngiven, tidligere minister for at sige om Straw: "Han vil aldrig blive tilgivet, hvis han taber denne sag på gulvet. For en række af os ville det betyde, at han er færdig".

Riis kører ikke Giro'en
*Spekulationerne om Bjarne Riis' mulige fremtid som kaptajn for Telekom-mandskabet i det kommende års udgave af det italienske cykelløb Giro d'Italia blev mandag bragt til ende af chefen for det tyske telefonhold, Walter Godefroot.
"Tour de France er og bliver det vigtigste cykelløb i verden. Giro d'Italia i 1999 er slet ikke et tema for os. Belastningen ved at deltage i begge de to store etapeløb vil ganske enkelt være for stor," sagde Godefroot mandag på et pressemøde i München. Og dermed ser det ud til, at Riis på ny ender i rollen som løjtnant for sin tyske holdkammerat Jan Ullrich, under den kommende sommers rundtur på de franske landeveje.

Nyt håb for pvc-forbud
*Der er fortsat så stor usikkerhed om den mængde af kemiske stoffer, som børn udsættes for, når de sutter på legetøj af blød pvc. Derfor er der brug for flere undersøgelser.
Det konkluderer en videnskabelig komité under EU, der har vurderet en række undersøgelser af blødgørere (phthalater) i pvc-legetøj. Blandt andet den hollandske undersøgelse, der for nylig mere eller mindre frikendte stofferne for at indeholde nogen sundhedsmæssig risiko for børn.
Den italienske EU-Kommissær Emma Bonino forsøgte tidligere på året forgæves at få forbudt stoffet - med komitéens konklusioner er der fornyet håb om et EU-forbud.
Danmark er på linje med Østrig og Sverige i færd med at gennemføre nationale forbud mod phthalater i pvc-legetøj til børn under tre år.
Miljøorganisationen Greenpeace opfordrede efter komitéens møde Emma Bonino til øjeblikkeligt at gennemføre et forbud.

Information retter
*I nyhedsanalysen fredag den 27. november, citerede vi forstander på Borups Højskole, Jacob Erle, for at ønske, at man skulle kun tage pædagogikum på højskole. Der skulle have stået filosofikum i stedet.
Vi beklager fejlen, red.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu