Rørdam vil kræve millionerstatning
*Københavns Politi kan se frem til et krav om millionerstatning, efter at drabssigtelsen i Plejebo-sagen er taget af bordet.
Forsvarer Thomas Rørdam, der fører sagen for den 34-årige plejehjemsassistent, der indtil i går var sigtet for 22 mord, varslede i går kravet om erstatning.
Kvinden har i 14 måneder været sigtet for manddrab, og i to måneder sad hun varetægtsfængslet.
Ifølge myndighedernes praksis står kvinden umiddelbart til en erstatning på godt 70.000 kroner på grund af den to måneder lange frihedsberøvelse. Men i Plejebo-sagen vil advokat Thomas Rørdam kunne pege på, at sagen har været omtalt intenst i medierne i godt 14 måneder, hvilket har udgjort en yderligere krænkelse og belastning af den 34-årige kvinde.
Leder og artikel på forsiden og artikler side 4
Israel skal til valg i utide
*Det israelske parlament vedtog mandag aften, at der skal udskrives nyvalg. Kort forinden havde den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, forsøgt at hindre udskrivelsen af valget ved at foreslå, at der dannes en national samlingsregering, og at parlamentet afbrød sit møde i 72 timer, så sindene kunne falde lidt til ro.
Dette forslag blev omgående afvist af oppositionslederen, Ehud Barak. Det var sent mandag fortsat uklart, hvornår valget finder sted. Netanyahu menes at foretrække en dag i april, mens Arbejderpartiet vil have valg så hurtigt som muligt.
Artikel på forsiden
Rekordstort ozonhul i 1998
*Det årligt tilbagevendende ozonhul over Sydpolen blev i 1998 det største og mest langvarige, der nogensinde er observeret. Hullet var størst den 19. september med et areal på 27 mio. kvadratkilometer.
Det er første gang i 20 år, at ozonhullet har dækket et areal på mere end 10 mio. kvadratkilometer uafbrudt i mere end 100 dage. I 1996 var det 87 dage.
Årsagen til den kedelige rekord menes at være usædvanligt lave temperaturer i stratosfæren i 15-80 kilometers højde. Det medfører dannelsen af såkaldte polare stratosfæriske skyer, og de kemiske processer på disse skyer er væsentlige for nedbrydning af ozon.
Det er ikke blot ved Sydpolen, at ozonnedbrydningen har været rekordstor. Omkring Nordpolen er der siden 19801980'erne observeret en generelt voksende nedbrydning af ozon. Det skyldes stigningen i stratosfærens indhold af ozonnedbrydende stoffer som klor fra freongasser.
'Irak giver sig ikke'
*Iraks ministerpræsident Tareq Aziz sagde i går, at mindst 62 irakiske soldater og "langt flere" civile blev dræbt under de amerikanske og britiske luftangreb. Det har tidligere være rapporteret, at 68 civile irakere blev dræbt.
"De alvorlige beskadigelser er i den civile sektor," sagde Aziz og betegnede angebet som "en uretfærdig forbrydelse".
Vice-ministerpræsidenten beskyldte USA's præsident, Bill Clinton, og den britiske premierminister, Tony Blair, for at lyve om kampagnens succes. Og han tilføjede, at Irak aldrig vil give efter for de betingelser, som USA og Storbritannien har stillet Irak - nemlig totalt samarbejde om at fjerne alle irakiske masseødelæggelsesvåben og opfyldelse af FN's resolutioner.
Nyhedsanalyse her på siden og tema side 3
Mange vil vælge at sløjfe efterlønnen
*Hver tredje dansker i den erhvervsaktive alder regner ikke med at betale det nye efterlønskontingent, som sikrer ret til at gå på efterløn som 60-årig eller senere. Det fremgår af en Vilstrup-analyse. Her svarer 34 pct., at de "formentlig ikke" er villige til at betale efterlønskontingent, skriver Politiken mandag. De 34 pct. stemmer overens med regeringens forventninger.
"Tallet viser, at den nye ordning betyder, at færre vil gå på efterløn i fremtiden, og det er også sigtet med ordningen. Det har Venstre jo aldrig lagt skjul på," siger Venstres formand Anders Fogh Rasmussen.
Reformer vandt i Skt. Petersborg
*Efter en bitter, beskidt valgkamp præget af mordet på en prominent kvindelig reformpolitiker, så det mandag ud til, at den liberale og reformvenlige fløj har sikret sig et flertal efter anden runde af lokalvalgene i Skt. Petersborg, oplyste det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS mandag. Foreløbige optællinger fra søndagens valg viser, at reformpolitikeren Jorij Boljrevs parti har vundet 15 pladser ud af 50 mulige i byrådet. Jabloko-partiet med økonomen Grigorij Javlinskij i spidsen har vundet otte pladser.
En plads blev vundet af den liberale koalition Soglassije, der havde den myrdede reformpolitiker, Galina Starovojtova, som en af dens støtter.
Galina Starovojtova blev skudt ned udenfor sin lejlighed af lejemordere den 20. november. Hun var medlem af parlamentet og en af de førende støtter af præsident Boris Jeltsin og hans reformprogram helt tilbage fra dagene lige efter Sovjet-tidens ophør.
Arbejdsløsheden vil fortsat vokse
*Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slutter sig med en dugfrisk prognose til de økonomiske vismænd, der forudser øget arbejdsøshed i de kommende år. Ganske vist falder den gennemsnitlige arbejdsløshed næste år til 176.000 personer mod et gennemsnit i år på 181.000.
Men hvor der i øjeblikket er godt 160.000 arbejdsløse danskere, vil tallet om et år været steget til 185.000.
Dermed bør de faglige organisationer stå fast på kravet om den 6. ferieuge, mener Dansk Magisterforening.
"Myten om, at det danske samfunds største problem i de kommende år er mangel på arbejdskraft, er punkteret. Realiteten er, at arbejdsløsheden fortsat er stor og vil vokse i de kommende år," siger formand for Dansk Magisterforening, Per Clausen i en kommentar til prognosen.
Dansk Industri får bøde på 100.000 kr.
*100 ansatte på KK Electronic i Herning får nu samlet tilbagebetalt 500.000 kroner plus renter. Virksomheden har over en årrække uberettiget trukket dens bidrag til arbejdsmarkedspensionen af medarbejdernes løn. Arbejdsretten har bestemt, at medarbejderne skal have bidraget tilbage.
Dertil kommer, at Dansk Industri og KK Eletronic i Herning får en samlet bod på 150.000 kroner for brud på overenskomsten. Dansk Industri skal betale 100.000 kroner og KK Eletronic 50.000 kroner, fordi Herning-virksomheden har ladet de ansatte betale virksomhedens pensionsbidrag til Industriens Pension og Tekniker-Pension.
Bistået af Dansk Industri har elektronikvirksomheden påstået, at hele pensionsbeløbet indgik i timelønnen, og derfor skulle hele bidraget - herunder også virksomhedens - trækkes af lønnen.
Fronterne trækkes op i mælkekrigen
*Det i forvejen stærkt afkølede forhold mellem Danmarks to største mejeriselskaber, MD Foods og Kløver Mælk, faldt mandag til nye rekord-kuldegrader.
Det skete, da Kløver Mælk overraskende offentliggjorde en ny samarbejdsaftale med den franske mejerigigant Groupe Danone, der er blandt MD Foods største konkurrenter på det europæiske marked.
Dermed tilføjes MD Foods vision om en fusion med Kløver Mælk yderligere et knæk.
"Udspillet er med til at forværre konflikten mellem Kløver og os yderligere. Der er tale om et skridt, der skal sikre større markedsandele til Kløver og Danone, og det er vi ikke indstillet på. Tværtimod har vi mistet markedsandele på hjemmemarkedet de seneste seks år, og det kan vi ikke stilstiende blive ved at se på," fastslår MD Foods formand Knud Erik Jensen.
EU indfører ekstra filter på forurening
*EU vil fra år 2000 indføre nye skrappe krav, der skal nedbringe forureningen fra lastbiler og andre tunge dieselkøretøjer.
Det besluttede EU's miljøministre mandag på deres møde i Bruxelles efter et forslag fra EU-Kommissionen.
Lastbilernes udstødningsrør skal fra 1. oktober 2000 sende en tredjedel mindre kvælstof-ilter og kræftfremkaldende partikler ud i luften. I 2005 strammes kravene yderligere, så kvælstofudslippet skal halveres for i 2008 at ende på 30 procent af niveauet i dag. For partikler skal udslippet nedbringes med 80 procent i 2008.
IMF afblæser krisen i Vesten
*Den finansielle uro i verden er ved at aftage, og risikoen for et økonomisk tilbageslag er mindsket, vurderede Den Internationale Valutafond (IMF) mandag.
Samtidig satte IMF skønnet over den globale økonomiske vækst op til 2,2 procent.
IMF anslog i oktober, at 1999-væksten bliver på 2,0 procent, men siden har rentesænkningerne i USA og Europa samt reformerne i Asien sat mere fart på økonomien. IMF mener dog, at der er plads til en yderligere nedsættelse af renten i de EU-lande, som indtræder i EU's valutaunion fra nytår.
Men IMF er stadig pessimistisk, hvad angår prognoserne for Japan, Brasilien og Rusland. For de tre landes vedkommende er risikoen for nedgang større end chancen for opgang.
Danske MF'ere støtter Abu-Jamal
*54 danske folketingsmedlemmer har meldt sig i rækken af udenlandske politikere, forfattere, skuespillere og menneskerettighedsforkæmpere, der forsøger at forhindre henrettelsen af forfatteren og journalisten, Mumia Abu-Jamal.
I et åbent brev, som de to nobelprismodtagere, Desmond Tutu og Wole Soyinka står bag opfordres guvenøren i Pennsylvania, Tom Ridge, til ikke at underskrive den henrettelseordre på Abu-Jamal, der ligger klar.
Den 29. oktober afviste statens højestret af genoptage sagen.
De mange underskrivere på den internationale appel opfordrer til, at sagen genoptages, fordi der er rejst tvivl om, hvorvbidt Abu-Jamal fik en retfærdig rettergang.
Tysk jule-trafik saboteres
*De tyske statsbaner har op til julen forstærket sikkerheden massivt efter en række sabotagehandlinger i den seneste tid - 14 i alt siden september ifølge tyske medier.
En ukendt gruppe, som kalder sig "Venner af Statsbanerne", har krævet 10 mio. D-mark for at stoppe sabotagen. Men har ikke fremført noget motiv for sabotagen.
Under alle omstændigheder har det tyske luftvåben sat Tornado-fly ind i overvågningen af hovedstrækninger, og helikoptere med særligt nat- og varmeudstyr overflyver skinnestrækninger for at forebygge nye anslag.
I flere delstater er særlige politigrupper, som skal tage sig af overvågningsopgaver for Deutsche Bahn, blevet udvidet.
Peter Reinhard, der er direktør for de statsejede tyske jernbaner, sagde, at Deutsche Bahn har modtaget fire breve fra afpresserne- det første for tre uger siden.