Læsetid: 6 min.

Nyrup bryder social kontrakt

15. december 1998

Socialdemokratiet kan blive tvunget til ændringer i sin velfærdsstrategi og tage et opgør med de brede mellemlags rettigheder, hvis de i fremtiden vil sikre solidariteten

De socialdemokratiske vælgere føler sig bedraget og reagerer med en mistillid til partiet, der endog næsten overgår jordskredsvalget i 1973. (..) Der er tale om vælgerreaktioner af en størrelse, man aldrig før har set som reaktioner på et noget politisk indgreb," sagde professor Jørgen Goul Andersen i går til ugebrevet Mandag Morgen. Anledningen var en ny meningsmåling af ACNielsen AIM, der viser, at et stort flertal af de socialdemokratiske vælgere er imod efterlønsindgrebet, og et flertal af vælgerne mener ikke, at det var nødvendigt at beskære efterlønsordningen.
Selv om meningsmålingens repræsentativitet med kun 556 adspurgte i dagene 4.-7. december er så lille, at den er i underkanten af det acceptable, så er tendensen klar også i andre meningsmålinger. En ny Gallup-undersøgelse har sendt Socialdemokratiet under 20 procents-grænsen, og den viser samtidig, at otte ud af ti socialdemokratiske vælgere mener, Nyrup er løbet fra sit ord. Om at efterlønnen er "kommet for at blive - når det gælder efterlønnens satser og betingelser." Vælgerne tror heller ikke på, at finansloven har "fremtidssikret" efterlønsordningen. Tre ud af fire danskere svarer Gallup, at efterlønnen er ændret, inden de selv engang skal på efterløn.
Det er udtryk for en voldsom mistillid til politikerne. Særligt fordi andre undersøgelser har vist, at op imod 80 procent af vælgerne faktisk støttede de hidtidige efterlønsregler.
Efterlønnen har været en kolossal succes, siden den blev oprettet i 1979. Og da Nyrup fik magten var der 111.000 på efterløn, i dag er der 135.000. Det koster samfundet knap 17 mia. kr. om året - eller godt 6.000 kr. om året fra hver eneste skatteyder. Prisen stiger støt i takt med, at flere og bredere grupper har søgt over på efterløn.
Samtidig er den såkaldte overgangsydelse for de langtidsledige 50-59 årige blevet taget i brug af flere og flere, der ikke kan holde til det opskruede tempo på arbejdsmarkedet. I 1994 var der 8.000 på overgangsydelse, her i 1998 er der 37.000.
Prisen for de to ordninger er øget med 7,7 mia. kr. i de sidste fire år. Det syner ikke umiddelbart af en herregård i den komplekse struktur, kaldet statskassen. Men det svarer f.eks. til prisen på 100.000 hofteoperationer på sygehuset.
Denne form for prioriteringsdiskussioner vil blive skærpet i de kommende år. En række af velfærdsstatens kerneydelser i undervisningssystemet og sygehussektoren er nemlig præget af store mangler. Folkeskolerne lider under mange års besparelser, og milliardinvesteringer presser sig på i de kommende år. Og på sygehusene er der lange ventelister til selv "basale" hofteoperationer. I de kommende år vil det blive stadig vanskeligere både at finde penge til de basale velfærdsrettigheder som efterløn og folkepension til alle og samtidig give skoler og sygehuse det service- og kvalitetsløft, som brede vælgergrupper har udtrykt ønske om i en stribe vælgerundersøgelser. Hvis altså ikke politikerne vil sætte skatterne i vejret, så man kan finansiere forbedringerne.
Det tør politikerne dog ikke af frygt for at miste stemmer blandt vælgerne. Og vælgerne vil måske nok helt overordnet betale lidt mere i skat, hvis de har sikkerhed for at få ekstra service og kvalitetsforbedringer. Men de stoler ikke på, at politikerne kan gøre det, så derfor ender de fleste i den brede danske middelklasse i reglen med at stemme på partier, der ikke har skattestigninger på programmet.

Siden Schlüter-regeringens dage har politikerne talt meget om at gå andre veje og via effektiviseringer at give ekstra value for money. Men de administrative reformer, nedskæringer af bureaukratiske strukturer eller opgør med lægestandens privilegier synes konstant at støde mod en mur af handlingslammelse og institutionel træghed.
Det er uholdbart i længden.
Den demografiske udvikling tilsiger, at antallet af personer over 65 år alt andet lige vil stige kraftigt i de næste 40 år. Antallet af erhvervsaktive for hver person over 65 år vil falde fra fire til godt to i den periode.
I oktober måned skrev Økonomiministeriet i Økonomisk Oversigt, at "den sociale kontrakt" (hvor de erhvervsaktive forsørger børn og pensionister mod selv at blive forsørgede som børn og pensionister) "er blevet brudt, ved at fertiliteten over en årrække har været for lav." Det er "selvfølgelig ikke muligt at ændre på, at der er blevet født for få børn. Men det har interesse at undersøge, om konsekvenserne af 'kontraktbruddet' væltes over på de kommende generationer, eller om det er de nulevende generationer - 'kontraktbryderne' - som må tage konsekvenserne."
De nøgne demografiske facts vil i de kommende år øge presset på de offentlige udgifter til efterløn, folkepension og serviceudgifter til plejehjem, hjemmehjælp og hospitaler. Den økonomiske ældrebyrde vil ifølge de økonomiske vismænd give en skattestigning på otte pct.point frem til 2035. Vismændene kalder efterlønnen for "et dyrt velfærdsgode", fordi den er cirka dobbelt så høj som folkepensionen. Og de har foreslået, at man enten laver en kraftig indskrænkning i efterlønsretten eller helt fjerner den. I det sidste tilfælde skal der tages hensyn til de virkelig nedslidte i en samlet reform, der også inddrager førtidspensionen, som i dag gives til 273.000 danskere.
Formand for Socialkommissionen, den radikale Aase Olesen, har tidligere været inde på de samme tanker. I et interview for fire år siden sagde hun, at "efterlønnen oprindelig var tiltænkt for de nedslidte. Nu er det blevet en ordning for alle. Uanset hvor stor pension man har, kan man i dag få efterløn fra 60-års alderen. Det virker åbenlyst urimeligt. Især når vi ved, at antallet af ældre stiger stærkt over de kommende år og forsøgerbyrden vil vokse markant." Og hun foreslog, at ">vi burde reservere efterlønnen for de nedslidte" - dem, der virkelig trænger.
Tankegangen er nært beslægtet med den tankegang, som var herskende i Socialdemokratiet i 30'erne. Dengang var Socialdemokratiet endda imod en generel folkepension, fordi man fandt det urimeligt, at arbejdernes skattebetalinger skulle bruges til også at give formuende borgere statslig pension. Endnu så man den slags som en tvangsskat (sic!) og ville hellere koncentrere forsørgerindsatsen om de, der virkelig trængte til hjælp.

I efterkrigstiden har Socialdemokratiet derimod ført sig frem som garanten for de universale velfærdsordninger til alle, og siden 1979 har efterlønnen føjet sig ind i rækken af de såkaldt "basale ydelser," som danske borgere har fået ret til. Poul Nyrup og Mogens Lykketoft har målbevidst artikuleret denne politik ud fra den opfattelse, at man kun kan sikre en bred opbakning bag velfærdsstaten, hvis den brede middelklasse har ret og adgang til de basale ydelser. Spørgsmålet er, om det er holdbart, når ældrebyrden rent demografisk måske tvinger politikerne til endnu barskere valg end dem, der er foretaget med finansloven. En måde at redde solidariteten på under sådanne vilkår kunne være at indskrænke efterlønsretten til de virkelig nedslidte, men i stedet har Nyrup og Lykketoft klamret sig til den universale ret. Men prisen har været høj. Dels økonomisk ved, at man har udskrevet en ekstra regning til lønmodtagerne, der i fremtiden ønsker efterløn. Og dels rent principielt, idet man har listet et mere privatiseret forsikringsprincip ind ad bagdøren.

Problemet er blot, at det efter alt at dømme vil ramme skævt. For det er langt fra alle, der trænger til eller planlægger at få efterløn. Det vides endnu ikke, hvor mange, der vil melde sig til efterlønskontingentet. En undersøgelse foretaget af professor Peder J. Pedersen ved Aarhus Universitet viste i foråret, at der er en direkte sammenhæng mellem længden af folks uddannelse og deres forventede pensionsalder. Folk med en 17-21 års uddannelse - dvs. de højtlønnede akademikere - forventede i 1996, at de i gennemsnit ville trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er 64,4 år. Men i den anden ende af skalaen venter folk med mindre end ti års uddannelse - dvs. de ufaglærte - at de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de 60,5 år. Og måler man på folks bruttoindkomst, er der en klar tendens til, at folk med indkomster på 400-500.000 kr. i årsindkomst forventer, at de lader sig pensionere, når de er over 64 år. Alt andet lige taler alt for, at det er i denne gruppe - og ikke i gruppen af specialarbejdere - at man vil finde hovedmodtagerne af regeringens skattepræmie på 100.400 kroner.
Set i det lys er det måske udtryk for en højere form for logik, at hele 86 procent af de ufaglærte arbejdere mener, at "regeringen har svigtet sine løfter". Brudt den sociale kontrakt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu