Læsetid: 5 min.

Oh at være en vildmand

18. december 1998

Jens Andersen har skrevet en lille tæt bog om den dansk-norske forfatter Aksel Sandemoses fascination af det livskraftige, animale menneske

fagbog
"Ingen kultur kan negligere det animale menneske," skrev Tom Kristensen i Politiken i 1935. Kristensens udsagn bliver i Jens Andersens bog Vildmanden til en slags overskrift for mellemkrigstidens litteratur, hvor en lang række af både danske og udenlandske forfattere var optaget af det vitale primitive menneske, som adlød blodets og ikke intellektets logik. Et menneske, som havde dyret i sig, og hermed kraften til at sprænge civilisationens snærende lænker.
Kristensen var bonkammerat med Sandemose, og det er Sandemose, som er udgangspunktet for Jens Andersen. Han vil med Vildmanden undersøge udvalgte dele af Sandemoses tidlige forfatterskab fra årene 1920-1940, og via Sandemose belyse animalismen som litterær strømning og livsholdning i mellemkrigsårene. Med andre ord forsøger Jens Andersen sig både med forfatterportrættet og litteraturhistorien.
Aksel Sandemose (1899-1965) var født i Danmark, men udvandrede i 1930 til Norge. Han er først og fremmest kendt for at have formuleret Janteloven. Den optræder i forfatterskabets hovedværk, En flygtning krydser sit spor (1933), som handler om drengen Espen Arnakkes traumatiske barndom i byen Jante - et navneskjul for Sandemoses fødeby Nykøbing Mors. Men i dag lever Janteloven sit eget selvstændige liv. Den har løsrevet sig fra bogen og trækkes gang på gang frem, når en forklaring på smålighed og misundelse skal findes.

Vildmarksdrømme
Vildmanden handler ikke om hovedværket, men om Sandemoses første noveller og romaner, hvor menneskets dyriske natur kraftigt tematiseres og civilisationskritikken står i fuldt flor.
Som et centralt analyseeksempel bruger Andersen Sandemoses lange fortælling "Manden i Hulen" (1924), der handler om en mand, som opgiver sin bytilværelse og vender kulturen ryggen for at leve i en hule i skoven. Her indgår han i en kosmisk sammenhæng; han er tæt på sig selv, på naturens rytme, drifterne og kærligheden i skikkelse af en underskøn kvinde. Hulen repræsenterer en længsel efter det vindblæste, barske og vilde liv; den er en drøm om et sted, hvor mennesket kan leve i overensstemmelse med sine sunde og sande instinkter.
Denne utopiske tendens hos Sandemose kommer også til udtryk i hans beskrivelse af et konkret geografisk sted, nemlig Canada. Sandemose opholdt sig selv i længere perioder i landet og skrev om Newfoundland, at ordet skal udtales med tryk på første stavelse, så betydningen bliver 'Det Nyfundne Land'. Newfoundland er et paradis, som åbner for nye begyndelser, for et nyt liv, der er ubesmittet af den pilrådne europæiske kultur.
I Sandemoses forfatterskab er de mænd, som vil gøre sig fri fra kulturens byrde, jægere, sømænd, skovhuggere og nybyggere. De er de nordlige breddegraders Tarzan'er, og trives bedst i den kolde ødemark, hvor de kan bruge næverne, vovemodet og viljen. Den kvindetype, som kan holde trit med vildmændene, er i sansernes vold. Hun er lidenskabelig og varm - så varm, at Guldhestens pige i Vi pynter os med Horn (1936), en bog om et skibsmandskab, sætter sengen i brand.

Dyret gør fri
De temaer, som gennemspilles hos Sandemose, er afgjort ikke af ny dato. Der er en lang tradition for at prise og misunde det lykkelige, naturlige og ædle menneske. Det ser man allerede i den antikke forestilling om Arkadien, i Montaignes essay om Den Ny Verdens indbyggere og hos Rousseau. På samme måde er tanken om det iboende dyr i mennesket gammel; det er en idé, som får krop i bl.a. kentauren (halvt hest - halvt mand), i Minotauros (halvt tyr - halvt mand) og i Franz Kafkas stakkels Gregor Samsa, som i Forvandlingen vågner en morgen og til sin rædsel opdager, at han er blevet til et gigantisk insekt.
Men det som er særligt ikke bare ved Sandemoses, men også andre mellemkrigsforfatteres animalisme er, at den bruges som et element i en indædt kultur- og litteraturkamp. Dyret kan frelse mennesket fra den borgerlige tilværelses konventioner og pligter. Dyret har et frigørende potentiale. Det er betoningen af den kvindelige lidenskab et eksempel på.
Sanselige kvinder optræder ikke kun hos mandlige forfattere, men også hos digteren Hulda Lütken og Thit Jensen, der i sine historiske romaner skildrer slagkraftige kvinder, som er ladet med erotisk kraft og drives frem af deres begær. Når der sættes ord på de dybeste kræfter i mennesket, og når det samtidig er kvinden, som er det begærende subjekt, anfægtes samtidens dominerende kvindesyn.

Sandemose som påskud
I Vildmanden sammenligner Jens Andersen på kryds og på tværs Sandemoses fascination af det animale menneske med, hvad der ellers rørte sig i perioden. Tom Kristensen, Karen Blixen, Poul Henningsen, Jens August Schade, Jørgen-Frantz Jacobsen, Jørgen Nielsen, Sigmund Freud, Knut Hamsun, D.H. Lawrence, Martha Graham - de gør alle sammen en kort entré i bogen. Vildmanden er spækket med gode citater fra litteratur og dagbladskritik, for når de forskellige forfattere og kulturpersonligheder føres ind på bogens scene, har de altid en god replik i ærmet.
Egentligt handler Vildmanden mere om animalismens mange former og generelle udvikling - fra 20'ernes optimistiske kropsdyrkelse og seksuelle frigørelse til fallitten i 30'erne, hvor instinktdyrkelsen ender i fascistisk blodsrus - end om Sandemose. Med en kvantitativ betragtning: Litteraturhistorien, ikke forfatterportrættet, vejer tungest. Bogen er 117 sider lang, men kun de 44 er direkte viet til Sandemose. Han er blot den, som åbner for den interessante diskussion. Og hvis man ser på periodens forkærlighed for det animale menneske, virker det som om, at en hel del andre forfattere også kunne have tjent som bogens udgangspunkt.
Jens Andersen færdes hjemmevant i sit stof, og har bl.a. gennem sine tidligere udgivelser om Tove Ditlevsen, Thit Jensen og Tom Kristensen et indgående kendskab til perioden. Med Vildmanden har han forladt biografien. Det mikroskopiske biografiske element i bogen er ikke tekstligt, men billedligt. I fotografierne af Sandemose, som optræder rundt omkring, følger vi et livsforløb: Fra den unge selvsikre tørvearbejder, der er forfatter in spe, til den ældende familiefar, som sidder omgivet af småbørn og sin kone.
Vildmanden er en lille velskrevet appetitvækker, ikke så meget til Sandemose, som til et begreb og en periode, der både var naiv og revolutionerende.

*Jens Andersen: Vildmanden. Sandemose og animalismen i mellemkrigstidens litteratur. 117 s. Illustreret. 150 kroner. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her