Læsetid: 4 min.

Opskrift på kioskbasker

4. december 1998

Siger navnene Biker-Jens, Gitte og Hassan dig ikke noget? Så læs videre her

FAKTA
"Ole: Jeg græd, da Jens blev stemt hjem". "Gitte elsker Kristian". "Forhadte Hanne fra Robinson ekspeditionen: Jeg er ikke lystløgner". "Hadets ø".
Overskrifter som disse har krydret tabloidavisernes og ugebladenes forsider gennem de sidste tre måneder. Her følger forklaringen og reglerne:
16 personer, udvalgt blandt 4000 ansøgere, blev fløjet til den øde ø Pom Pom i Sulu Havet ud for den malaysiske del af Borneo. Personerne afspejler stort set Danmark: Et par unge piger, et par ældre og mere modne mennesker, én homoseksuel og én med et fremmedklingende navn. Tilsammen to hold, Syd og Nord, som dystede mod hinanden i to typer konkurrencer gennem 47 døgn.
Deltagerne havde stort set ingen bekvemmelige hjælpemidler til rådighed. Hver tredje dag skulle de 16 personer stemme en person hjem, indtil der kun var få tilbage. På mandag, hvor vinderen skal findes, er der fem tilbage Det endelig mål er at finde den sande Robinson, som får 1. præmien - 250.000 kroner.
I konkurrencerne kunne en person vinde retten til at være Robinson i nogle dage. Det gav samtidig immunitet, så de andre ikke kunne stemme én hjem.
I konkurrencen Kappestriden vandt deltagerne ting, der kunne gøre livet lettere på øen. 20-årige Kristian vandt f.eks. en middag for to, som han delte med den lidt ældre aerobic-instruktør Gitte. Og Hassan vandt nogle timer sammen med sin kone, som TV3 til Hassans overraskelse fløj ned til ham. Alle, der deltog, fik diæter på 12.000 kroner og yderligere 25.000 kroner for at være med.
I selve produktionen af programmet, der løb over 12 mandage, var der 40 mennesker involveret inklusive kameraholdet, som fulgte deltagerne 12 timer hver dag, og tv-værten Thomas Mygind, der stillede holdet opgaver undervejs.
Konceptet til udsendelsen var oprindeligt britisk, men svensk tv købte og forfinede det til den form, det blev vist i på TV3. Tv-stationen har smidt et tocifret millionbeløb efter Robinson Ekspeditionen - penge, der kun kunne komme hjem igen via mange seere og medieomtale og dermed reklamekroner i blokkene før, under og efter udsendelsen.
Showet toppede seermæssigt med en million i mandags, hvor B.T.s og Ekstra Bladets læseres favorit, Biker-Jens, blev stemt hjem. Nu er 28-årige Gitte deres favorit.

Optaget for længst
Robinson Ekspeditionens 47 dage på øerne Pom Pom og Mataking blev optaget for flere måneder siden.
En bærende forsideoverskrift som "Biker-Jens amok da han blev sendt hjem fra Robinson: Smadrede hotelværelse" i Ekstra Bladet i tirsdags var altså en slags forsinket nyhed. Det er nemlig længe siden, at Biker-Jens i fuldskab ødelagde inventaret i sit hotelværelse efter 44 dage som ø-boer og håbefuld Robinson-wannabe.
For at disse sidehistorier - og i særdeleshed den ultimative hemmelighed: Hvem bliver Robinson? - ikke skulle slippe ud før tiden, indgik TV3 kontrakter med Robinson-deltagerne. Talte nogen over sig, og kunne lækken spores, røg vedkommendes salær.
I værste fald kunne TV3 finde på at lægge sag an mod Hassan, Ole, Karina eller en anden deltager, fordi der var så mange penge ude at svømme. Som TV3s informationschef, Niels Jørgen Langkilde, formulerer det over for Information:
"Hvis man tog spændingen fra folk, ville vore seertal falde til langt under en million, og så ville vi ikke kunne nå de penge på reklameindtægter, som vi skal, og vi vil blive påført et tab i millionklassen, som vi så skal til at gøre op, hvad er. Så har vi mulighed for at rejse erstatningskrav, men det er ikke noget, vi har taget endelig stilling til," siger han.

Selvmord i Sverige
Deltagerne gennemgik også fysiske og psykiske test for at være med. De skulle være mentalt stabile og formmæssigt habile. Sporene fra svensk tv skræmte. En deltager begik selvmord efter at være blevet stemt hjem af de andre på øen. Det var lykkedes ham at hemmeligholde, at han havde havde været soldat i Bosnien. Men det gav en utrolig omtale.
"Kun Palme-mordet har fået mere presseomtale. Det var virkelig noget, der greb folk," siger Niels Jørgen Langkilde.
TV3 gik mere omhyggeligt til værks:
"Vi ville ikke have én, der gik amok og begyndte at tæve de andre. Der stod i deres kontrakt, at det betød øjeblikkelig hjemsendelse, hvis man greb til den slags."
Alligevel har det ikke skortet på ø-dramatik.
"Der er kommet nogle personlige venskaber ud af det, og der er nogle, som er blevet tossede på hinanden. Det er også en del af programmets beskrivelse. Man har set alle de former for adfærd, der findes, når man har med grupper at gøre," siger Langkilde.
For eksempel blev den modne og åbne Hanne foran en lille million tv-seere beskyldt for at være lystløgner, før hun blev stemt hjem. Hanne følte sig - korrekt - dømt på et falsk grundlag, men det kom der megen dramatik ud af.
TV3 tilbyder deltagerne psykologhjælp i et helt år efter udsendelsen, hvis nogen skulle have brug for det oven på gruppestrabadserne. Og kontakten med medierne sørger TV3 også for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu