Læsetid: 7 min.

Et orgie i uhæmmet ødelæggelse

12. december 1998

Turen fra Managua til Tegucigalpa er
en rejse gennem et landskab, hvor naturkræfterne lod galskaben slippe løs

I MITCHS FODSPOR
CARRETERA PANAMERICANA - Små udslidte taxier tøffer rundt mellem ramponerede pick-ups og skinnende firehjulstrækkere i Managuas gader, hvor frivillige nødhjælpsfolk og andre nyankomne prøver at vænne sig til de specielle adresser: et par blokke nedad, halvanden gang opad og så halvvejs forbi blokken ud mod søen - alt sammen ud fra det nærmeste alment kendte punkt og gerne et, der forsvandt sporløst i jordskælvet for 26 år siden.
Det blev i det mindste ikke sværere at finde rundt. I al sin ødelæggende kraft lod Mitch de tilbageværende genkendelige holdepunkter i Nicaraguas hovedstad være i fred.
Managuas indbyggere blev næsten skånet for følgerne af "århundreders" orkan, som ellers for godt en måned siden underlagde sig store dele af Mellemamerika. Byen oplevede de "normale" afbrydelser af telefonen og elektriciteten. Det kan være slemt nok, men alvoren gik først rigtigt op for hovedstaden, da katastrofemeldingerne løb ind nordfra.
I dag har den bagende sol forlængst tørret op efter det voldsomme regnskyl i Managua. Lidt flere journalister og fotografer, måske lidt færre turister samt nogle frivillige sygeplejersker, der på drævende amerikansk skælder ud over, at den medbragte medicin stadig bliver tilbageholdt i tolden, er de tydeligste tegn på, at alt trods alt ikke er helt, som det plejer.
Der er tilsyneladende heller ikke optræk til en ny revolution, som den Somoza-styret gødede jorden for efter jordskælvet i 1972, da magthaverne angiveligt stak store dele af nødhjælpen i egne lommer. Tværtimod har den liberale præsident Arnoldo Alemán og sandinistlederen Daniel Ortega fundet sammen i et omend vaklende sammenhold, hvor det gælder om, at stå last og brast udadtil.
"Det eneste, der gælder er harmoni og sammenhold for at løfte Nicaragua. Vi må udnytte de positive signaler, som de internationale organisationer udsender. Normalt styres de af barske mennesker, men i øjeblikket præsenterer de ideer til at forbedre landet og afskrive gæld, og det er en god mulighed for os," har eks-revolutionshelten beskrevet den uhellige alliance i det ellers polariserede politiske klima.

Kamp om politiske point
Sideløbende er der - selvfølgelig - kamp til stregen mellem de to ærkerivaler om hvert eneste politiske point, der kan scores på naturkatastrofen. Ortega har truet med gang i gaden, hvis præsidenten fastholder at fortsætte strukturreformerne under krisen - de betyder blandt andet stribevis af fyringer af offentligt ansatte sandinister. Imens taler Alemán om genstridige læger, der ikke gider hjælpe og om at få gang i hjulene ved at true de hjemløse op i bjergene for at plukke kaffe.
Alt sker i den bedste hensigt og med gensidige forsikringer om kun at arbejde til gavn for Nicaragua i den vanskelige situation, naturligvis.
Den slags kan læses i aviserne fra hver sin vinkel. I havestolene på fortovene er Managuas indbyggere mest interesseret i at pumpe de omkringrejsende udlændinge for nyt nordfra:
"Hvor slemt er det? Hvordan ser det ud? Er det hele ødelagt?" lyder spørgsmålene under den dunkle gadebelysning i det stadig lune aftenmørke.
Ret slemt at dømme efter de officielle opgørelser. Da floderne igen trak sig tilbage til deres normale leje, åbenbarede de katastrofen.

Frygt for epidemier
Vejen ud af Managua mod Honduras er dog i udmærket stand. Efter en enkelt ødelagt bro og nogle oversvømmede huse på bredden til Lago de Managua, stiger vejen hurtigt op i bjergene. Fra den gamle, amerikanske bus - stadig med "Schoolbus"-skiltet i behold - kan man se langt ud i horisonten. De grønne bjerge bærer næsten alle striber af rustrøde ar. Heller ikke i bjergene var nicaraguanerne i sikkerhed for Mitch. Regnvandet underminerede markerne og sendte jord og klippeblokker ned af bjergskråningerne, så bønderne måtte flygte i sikkerhed - hvis der var sikre steder i nærheden.
Bussen fortsætter videre nordpå op mod knudepunktet Esteli. En hyggelig mindre koloniby med lave huse, små butikker, træer i gaden og en plaza midt i det hele til at samle trådene. Og egnens hospital, hvor man kæmper mod effekterne fra Mitch.
Indtil videre er det - i hvert fald officielt - lykkedes at holde epidemifaren stangen, men sygdom har man ikke kunnet undgå.
Ud over alle de typiske oversvømmelsessygdomme som kolera, diarre, dengue-feber og malaria, er Esteli et af de steder, hvor man har konstateret leptospirosis. En ekstremt smittefarlig infektionssygdom, der spredes fra dyreurin via vand, og som i flere tilfælde her har vist sig at være dødelig.

Turistattraktion
Esteli afgrænses af Rio Esteli - eller rettere gjorde. Nu løber vandet et godt stykke længere væk. Den smukke jernbro, der, som et lille skilt forkynder, blev "rejst i fællesskab i 1938 af Republikken Nicaragua og USA", hænger nu og stritter unyttigt ud i luften. Det sidste broparti er væk. Fra at være byens stolthed kan det nu knap betale sig at genopbygge den gamle bro, fordi bilerne lige så godt kan krydse det udtørrede flodleje.
Til gengæld har restaurantejeren lige inden broen set et af de få lys i ødelæggelsernes mørke. Via en hastigt påmalet spånplade er stedet omdøbt "Bar Mitch" med salg af frituresnack til de nysgerrige, der vil se broen uden vand. En næsten skæbneforagtende selvironi i betragtning af, at også restauranten blev ramt af meterhøje oversvømmelser.
En gamle mand med cowboyhatten, der har fundet sig en perfekt rygstøtte i det unyttige brogelænder, har sans for situationens potentiale for dramatisk patos.
"Brostykket forsvandt i et stort ryk. Og derovre brød vandet gennem muren til kirkegården og førte kisterne med sig ned af floden," beretter han og smager lidt på hvert ord, som om det er en historie, han allerede har nået at fortælle mange gange før.

Orkanens fulde kraft
El Espino nærmer sig. Grænseovergangen til Honduras og efter forlydenderne til endnu værre ødelæggelser.
Den lange, statiske kø af containerlastbiler viser, at ikke kun Mitch lægger hindringer af vejen for udviklingen i Mellemamerika. Overgangens eneste taxi, en hvid stationcar, fragter de grænsekrydsende fodgængere videre til nærmeste by og bus. Pladsen udnyttes til det yderste, chaufføren, to børn og en kvinde foran, bagi fire mænd og en kvinde og i bagagerummet fire mænd og et barn - med en gul pind til at holde bagageklappen og barmhjertigt give plads til benene.
Her i Honduras tog Mitch for alvor fat. Den sidste uge i oktober lagde orkanen sig med nærmest drillende ondskabsfuldhed til rette over det lille mellemamerikanske land. I stedet for en orkans normale korte og intense rasen, vuggede Mitch i dagevis frem og tilbage som for at være sikker på at nå ud i alle hjørner, inden den uendeligt langsomt trak sig nordpå over grænsen.
I mellemtiden nedgraderede meteorologerne orkanen til "kun" en tropisk storm, men for honduranerne betød skiftet bare, at vinden tog af, mens regnvand i metervis fortsat væltede ned i landets opsvulmede floder

Floderne knuste alt
Rio Choluteca var en af de floder, der gik amok, og begravede byen af samme navn i mudder. Uden for Choluteca ved den nu uskyldigt udseende flod er der nu kun en sandørken. Resterne af en Texaco benzinstation stikker lige akkurat op, kæmpestore træer med de uvirksomme rødder frit op i luften ligger nu blege og afpillede hulter til bulter sammen med ødelagte container-anhængere. På ødelæggelserne kan man se, at floden i hvert fald har strakt sig over en halv kilometer.
"Se benzinstationen - og se containerne," lyder de vantro kommentarer fra bussen, mens folk stimler sammen om vinduerne.
En passager prøver at løfte stemningen lidt: "Der er en million honduranere i Costa Rica. Og nu vil de åbne en helt ny fabrik for at hjælpe med flere arbejdspladser."
Ingen svarer ham. Det her kan selv de bedste viljer i nabolandene ikke rette op på. Før havde Honduras en af regionens mest veludviklede infrastrukturer, men nu venter en milliardregning i dollars bare for genopbygningen af veje og broer.
Det svirrer med rygter af enhver art, om hvordan regeringen, udlandet og alle andre vil hjælpe til med at genopbygge, men indtil videre har de færreste set andet end lige den allerførste nødhjælp.

Årtiers arbejde spildt
Omkring 70-80 kilometer fra hovedstaden bliver det igen rigtigt slemt. Der mangler store vejpartier. Det ser ud som om, alle huse har lidt en eller anden form for overlast. Mange har slået sig ned under presenninger ved siden af ruinerne. Man kan se, hvordan vandet er kommet ned fra bjergene langt oppefra medbringende sig store klippeblokke, og har revet alt med sig på vejen ned i dalen
Pludselig giver det god mening, at landets præsident, Carlos Fores, har erklæret, at halvdelen af landet er ødelagt, og at man på en uge er sat årtier tilbage. De foreløbige vurderinger lyder på, at der vil blive brug for mindst tre en halv milliard amerikanske dollar til at genopbygge landet. Og de fleste af dem skal komme udefra.
Det småregner, da vi når frem til hovedstaden Tegucigalpa. I skumringen kan vi se, resterne af de sammenstyrtede huse omkring floden. Et stort jordskælv eller en bombe ville sandsynligvis have givet et lignende resultat. Flere områder ligner mest af alt enorme byggelodsepladser. Den kaotiske trafik snegler sig afsted, fordi de nedstyrtede broer har afskåret flere af byens hovedårer.
Alle stirrer ud af vinduerne, men kun få har lyst til at sige noget. Heller ikke optimisten med rygtet om arbejdspladserne i Costa Rica.
I stedet trækker han en sigende pegefinger tværs over halsen. Mitch har slået et helt land omkuld. Nu må indbyggerne forsøge at rejse sig af håbløsheden og begynde oprydningen. De har ikke noget valg.

Regnskabet efter Mitch
*Information har fulgt i orkanen Mitchs fodspor, samtidig med, at det internationale samfund er i færd med rejse penge til genopbygningen af de to fattige lande i Mellemamerika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu