Læsetid: 13 min.

på buddhistiske listesko i minefyldt terræn

5. december 1998

Mødet med Bhutan er et møde med en myte, en medbragt fortælling om det sidste Shangri-La, den sidste plet på globusen ubesmittet af den vesterlandske civilisation. Men det er kun en myte. Også Bhutan er i gang med en moderniseringsproces og har indledt demokratiske reformer

"Fascinationen, den eksotiske charme, af en anden måde at tænke på er begrænsningen i vor egen tænkning"
Michel Foucault, 'Ordene og tingene', 1966

Flyet smyger sig langs bjergvæggene og pilotens alarmapparatur blinker rødt. Der markeres fare på verdens formodentlig vanskeligste indflyvning. Everest og Lhotse passerer i horisonten med skyerne liggende som skødesløst vat omkring sig. Et kort øjeblik efter slynger Druk Air's maskine sig elegant ned på Bhutans længste lige strækning. Marker med ris, ris og atter ris er synlige indtil horisonten, men lufthavnen mangler i dette spektakulære fatamogana. Flyrejsen er en prolog ind i mytens land. De første brikker lægges til den mosaik, der umiddelbart rummer historien om og billedet af det glemte land i Himalaya.
Lufthavnen dukker op. Bhutan er en realitet. Men det er ikke en lufthavn, derimod et garagelignende bhutanesisk hus med sin klassiske struktur og udsmykning, dog i beton. 40 kvadratmeter. Bagagen kommer ikke trillende på et moderne gummibånd, men ligger på en græsplæne. Den moderne flylingo med dens terminaler, lounge, tax-free, check-in, boarding osv. finder ikke mening, men dog anvendelse i skuret, hvor det vi betegner toldere, kabinepersonale og politi fører sig bestemt frem. Arkitekturen lader kun få lyskegler opdele lokalet, men kulden lades uforstyrret fylde rummet.
Duften af Himalaya, vinterens sidste briser og synet af de mange bhutanesere i national klædedragt, bringer en af Carl Barks' historier om Onkel Joakim & Co. frem af barndommens rige arkiv af virkelige fiktioner:
Om de ensomme og forblæste dale Tralla la og Himbalaya med det evige liv, fred og ro. Fra hytte til hytte findes et simpelt liv hos mennesker der væver, vogter Yak okser, spiser uanede mængder ris og drikker the ligesom man finder det i Bhutan. Som i Tralla la og Himbalaya er der i Bhutans lufthavn også lige så koldt indenfor som udenfor.
Mødet med Bhutan, bhutaneserne og deres kultur, er også et møde med en myte, en medbragt fortælling om det sidste Shangri-La, den sidste plet på globusen ubesmittet af den vesterlandske civilisation. Et let tilskåret still-billede efter James Hiltons navnkundige roman, Tabte horisonter fra 1933. Shangri-La er et stiliseret billede, et modperspektiv vi spejler os i. Bevidst eller ubevidst.
Et møde med Bhutan er mærkeligt dobbelt. Det afklæder myten, men vækker den samtidig igen og igen til live som en fortælling og et psykologisk behov, der ligeså meget drejer sig om Vesten og den tabte enhed og fortryllelse, vi uafvendeligt spejder efter. Allerede myten er oplysning, myten er moderne, skrev Horkheimer & Adorno i deres skrift om den vesterlandske rationalitet og det moderne industrialiserede samfund.

Klemt inde mellem supermagterne Kina (Tibet) og Indien (West Bengal, Sikkim og Assam) bugter Tordendragens land, Druk Yul, sig i en lille geopolitisk lomme spændt ud mellem tæt jungle og bjerge der rækker mod himlen. En placering, der har sat dagsordenen for Bhutans nærmest absolutte isolation op til 1960'erne, hvor de første sprækker lod den vestlige civilisation kigge ind i det rige, der forsvarede sig med pil og bue, køller og sten, da briterne i 1864 erobrede dele, The Duars ('dørene/portene'), der i dag tilhører Indien.
Bhutans historie før dette århundrede er mere end almindelig uklar. Men lige så 'twisted' den er set med vestlige historievidenskablige principper ligeså enkelt kan den skæres når myterne får stemme.
På ryggen af en tiger fløj en munk - Guru Rinpoche - i det 8. årh. ind i det vestlige Bhutan. Klippevæggen han mediterede på blev kaldt Taktsang, Tigerens rede. Et meget helligt sted - kloster og tempel - der gik op i flammer i april 1998. Et tab af antikvitetsværdi, men ikke af den buddhistiske aura og vigtighed, der fortætter sig i fænomenet, munken, reinkarnationen, Guru Rinpoche, der med tiden udbredte sin lære fra de hellige tantra'er og lagde de første sten til den tantriske buddhisme i Bhutan.
En praksisorienteret udgave af Mahayana buddhismen, der ikke blot skulle vandre ind i den almindelige bhutanesers hverdag, men blive statsreligion og få stærk politisk betydning. Bhutan er i dag et buddhistisk monarki med Kong Jigme Singye Wangchuck som landets absolutte overhoved.
Hvis man kan kende et land på dets arkitektur og bygningsværker er Bhutan stedet, hvor stat og religion ikke bekriger hinanden, men rejser sig i samme monumentale skikkelse: Dzongen. Et hvidkalket fort hvis øvre konstruktioner består af træ, udsmykket med farverige udtryk og figurer fra legender og sagn. Uagtet den formelle adskillelse mellem politik og religion, den gradvise afvikling af teokratiet til fordel for kongedømmet i 1907, rummer dzongerne kongens myndighed og religionens lærdom og autoritet i samme hus.
Hvor Himalayas spidser bringer himmelen ned på jorden, trækker dzongerne landet til sig som uindtagelige og magtfulde påmindelser om Bhutans historie og levende arv. Dzongerne er arkimediske punkter, og den dag i dag koordinater for ledelsen af landets 600.000 indbyggere. Monumenter brolagt med politiske og religiøse myter og legender om landets samling i det 16. århundrede ved Shabdrung Ngawang Namgyal, munken der byggede dzongerne.
Shabdrung'ens død måtte hemmeligholdes i 50 år af frygt for splittelse af nationen. Men nationen blev splittet, da Shabdrungens angivelige meditationsophold blev afsløret og først efter små trehundrede år blev stridighederne endelig båndlagt med kroningen af Sir Ugyen Wangchuck, den første konge. Siden har frygten for splittelse vist sig at være et nøgleord i Bhutans historie som nation.

En historie, der ikke lader sig åbne ved hjælp af vestlige historievidenskablige kriterier, men som gives i fortællinger, sange, myter og religiøse skrifter. Former der den dag i dag stadig er virksomme i et land, hvor TV er forbudt, en fri presse endnu i sin vorden og borgerlig meningsdannelse noget, der foregår som en sagte hvisken, men hvor det offentlige liv er rigt og levende.
"This (Thimphu) is not real Bhutan. Go to the countryside, that's Bhutan"
Ordene støbt af en prinsesse. Udsagnet repræsenterer en almen opmærksomhed mod resultaterne af den modernisering Bhutan i tresserne lagde kursen mod. "Urban money flows; it comes and goes but the land is still and will forever feed," lød diagnosen i en 78 årig mands kommentar i Kuensel, den nationale ugeavis. Og han udtrykker noget af den frygt for modernitetens laster som Thimphu, Bhutans hovedstad med 35.000 indbyggere, også har givet anledning til.
Samtidigheden af det traditionelle, sindige og buddhistiske Bhutan og det moderne, dynamiske og materialistiske Bhutan, gør Thimphu til en seismograf, en lakmustest, på Bhutans forsøg på en udvikling og modernisering, der er i pagt med den livsform, der har givet bhutaneserne mening og indhold i århundreder.
Fortryllende med sit pittoreske gadesceneri af bhutanesere i den obligatoriske, nationale klædedragt foran den lokale biograf i gemytlig snak, sine mange huse efter traditionel bhutanesisk skik, den pompøse Tashizo dzong, hvor kongen og det religiøse overhovede residerer.
Men bekymrende med sin stigende kriminalitet, knopskydning af blik- og bambushuse ved floden og en trafik, der inden længe vil syntes ligeså uregerlig som den ustyrlige hob af hunde der sætter dagsordenen om natten, når bhutaneserne forlader en af de mange små knejper i sidegaderne.
Mindre afskrækkende er landets første og eneste diskotek med to år på bagen. En garagelignende kælder, med en dartplade, et køleskab fyldt op med dåseøl, og seks højtalere, et billede af Michael learns to rock og et dansegulv. Her hersker en vis rustik, men uskyldig atmosfære om man vil. Discoteque X er stedet hver lørdag aften, hvor gho'en afløses af forvaskede indiske jeans, smørthe'en med en guld Tuborg. En enkelt feminin navle blottes på denne scene, hvor rollerne er tydeligt fordelte. En scene, der er rum for frisættelser af moderne tilsnit. Fra gamle traditioner og skikke, familiemønstre og fra arrangerede ægteskaber.
Diskoteque X, et tidens tegn, men også et sted, der hver lørdag holder de unge bhutanesere fra rastløst hængeri paa gadehjørnet. Den nye middelklasse lufter sin velfærd i vestlige kostumer og vaner. Thimphu er blevet Bhutans ventil til det moderne.
Hvor Thimphu åbner sig mod det moderne liv, rummer det nordlige Bhutan, fra Lingshi over Laya til Lunana i det arktiske nord mod Tibet, den verden Carl Barks retoucherede med sin fabler om Tralla la og Himbalaya. Man kan tage prinsessens råd og følge sporene fra de tidlige angel-saksiske expeditioner, fra Bogle i 1775 til John Claude White i 1907, ad stier hundrede år gamle til samfund, der fungerer i en total henvisthed til bjergene, jorden og himmelen, med pragmatisk hengivenhed.
Det er herude man hører mytens hjerte banke.
Ikke helt ulig de første vestlige kolonialistiske udsendinge, håber vi, at en uforfalsket og ren mytologi byder sig til. Vi ønsker ikke, at de gumler på tyggegummi, går i gummistøvler eller nærer ønsker om flere materielle fix, men bærer deres fattigdom med stil, ædelt. En romantisering, en orientalistisk eksotik, efterfulgt af ligeså sikre skuffelser, som når Amazonas' indianere lader sig underholde af tv. Myten er vores. Når den falder, mister dens modbillede - Oplysningen, Rationaliteten eller Moderniteten - sin sikkerhed. Tilbage bliver et utrygt spil, der ikke er fikseret i et enten/eller, men kræver indlevelse og fremfor alt tid. Vi er ikke længere bange for det fremmede, for at berøre det ukendte, som Elias Canetti ellers hævdede i Masse og Magt. Og så alligevel. Vi konsumerer - i flok, i masser - med vellyst det fremmede og ukendte, men helst i kendte former. I mytens hjemlige figurer.

Der findes ikke mange biler i Bhutan. Meget få veje at køre på. Så når en vel rummelig jeep triller af sted mellem skove af rhodondendron og svimlende skråninger af jomfruskov modtages den af blaffere, som var det et skib med bananer.
Det er et ganske bestemt enten-eller at honorere de ventende bhutaneserers forventning om et lift. Enten belønnes man med et hold syngende bhutanesiske børn fra 75 cm til 130 cm, uniformeret i gho eller kira, det nationale sæt m/k- klædedragter. Hvis 'uheldet' er ude et bagsæde dekoreret med forrige måltid. Som regel en risblanding.
"Every morning we..." kom det muntert fra et dusin bhutanesiske børn som kvittering for, at traveturen til skolen blev små 7 km. kortere. De sang om at børste tænder og om at gå i skole. Ikke på modersmålet dzongkha, men på engelsk, ligesom det er den engelske version af avisen Kuensel, der foretrækkes og ikke udgaven i nepali eller dzongkha. Engelsk er undervisningssprog, men national identitet og historie bæres i modersmålet dzongka og delvist i det tibetanske skriftssprog choekey.
Man kan ikke forsvare sig med køller og sten mod den moderne vesterlandske kultur, der som en femte kolonne sniger sig ind med Pepsi Cola og popmusik, hygienisk sundhedspleje, engelsksproget uddannelse og ikke mindst i mødet med 'chilips', som vi kaldes. En proces, der langsomt disponerer unge bhutanesere for nye (frie) valg og producerer nye vindere og nye tabere.
Ulig 'the beaten tracks' i Nepal og Indien har bhutaneserne ikke gjort sig afhængig af et stort og voksende turisterhverv, selvom stærke kræfter i Bhutan øjner et potentielt marked. Meget få lever fedt af de 3.-4.000 fortrinsvis ældre turister, der hvert år betaler minimum 200 $ om dagen for at besøge Tordendragens land og det sidste uafhængige bhuddistiske kongedømme i Himalaya efter Sikkims, Tibet, Ladakh og Mustangs fald fra tinderne. Som en central del af den isolationistiske moderniseringspolitik har Bhutan valgt den volumensvage, men eksklusive (og lukrative) turisme fremfor den nye masseturisme, backpack'erne.
Af samme grund er meget få bhutanesere trænede i vestlig service - i hvordan man tilfredsstiller turister. Derfor laver man en bedre smørthe end Nescafé. Ironisk nok er det netop denne mangel på tækkelighed, fraværet af en veludbygget turismesektor som Nepals, der har gjort Bhutan til det eksklusive buddhistiske frilandsmuseum en række japanere tror de får at se for deres daglige 500 US $ udbetalinger.
Således er store dele af livet, kulturelt, religiøst, socialt og økonomisk, i Bhutan ikke omskabt på grund af turisme. Klostre er først og fremmest klostre, dernæst evt. seværdigheder. Dzongerne blev for få år siden lukket for turister. Et besøg kræver i dag særlig tilladelse.

Bhutan rummer det stof myten klistrer sig til. I den vestlige offentlighed er Bhutan således ikke blot et land, en nation på buddhistiske listesko i minefyldt terræn, men også et navn for den myte, der ikke med samme kraft fæstner sig troværdigt til dagens Tibet. Et navn for den grænse den vesterlandske civilisation hele tiden forsøger at trække samtidig med, at den ønsker at overskride den.
Agenterne i denne proces er ikke blot udviklingsbistandes ex-pat's, markedets entreprenører eller den nye bhutanesiske middelklasse, men backpack'ere. En generation af unge vesterlændinge, der med Lonely Planets guidebøger i hånden, i oprigtig iver, med antropologisk nysgerrighed, render hinanden i røven - selvom der sandsynligvis ville vente større etnografiske hjembringelser ved et 14 dages ophold på en campingplads for fastliggere i Thyholm - og viser, at der kan laves gode penge på post-materialismen.
Turisme er blevet verdens største beskæftigelse som sociologen John Urry har sagt. Før ham havde den franske filosof Jean Baudrillard lagt de filosofiske rammer om det samme i sine teser om 'tegnets politiske økonomi': den vestlige økonomi udveksler mere og mere oplevelser, livsstile, identiteter og mindre og mindre varer.
Fra industrisamfund til informations- og servicesamfund hedder klicheen i populær-sociologien. Bhutan er af de sidste bastioner internationale flyselskaber, rejseselskaber og guidebogsbranchen gerne vil tæppebombe med backpack'ere, der marcherer i takt.
Standardiseringen af tiden, udviklingen af globale kalendersystemer er et af det moderne samfunds tidlige bedrifter i frigørelsen fra naturens mange lokale rytmer eller naturens ur om man vil. Således også i Bhutan, men med en noget anden logik.
"Nogen gange lægger vi en dag til eller to, hvis de er 'lovende' eller trækker nogen fra, hvis de ikke er", sagde en lokal administrator til den amerikanske journalist Barbara Crossette, da hun forsøgte at rekonstruere ugedagene.
En dansk FN-medarbejder i Bhutan fortæller, at bhutaneserne få måneder før et stort anlagt rundbordsmøde i Geneve med repræsentanter fra alle involverede donor-organisationer valgte at fremrykke mødedatoen fra den 26.1.98 til den 21.1.98 eftersom den 26. ikke var en 'lovende' dag i det buddhistiske univers med dets mange slyngninger ind i overtro og animismer. Vesten opfandt uret, men "de ejer tiden" som en tidligere scweizisk præsident sagde for nogle år siden.

Der er sket store ændringer i Bhutans politiske system i dette efterår - i retning af en politisk demokratisering. Den 43 årige konge, Jigme Singye Wangchuck, har afgivet sin stilling som premiereminister, til fordel for en en minister valgt af et ministerråd (Council of ministers). Desuden kræver kongen, at Nationalforsamlingen, der kun er delvist demokratisk valgt, afsætter ham i tilfælde af mistillid (to tredjedele mistillid). Nationalforsamlingen skal desuden godkende ministrene og udtrykke deres tillid eller mistillid efter en 5 års periode. Som en del af de politiske reorganiseringer er en lang række af tidligere ministre blevet skiftet ud med yngre kræfter på strategiske positioner.
Kongen motiverer de omfattende ændringer - som har mødt stor modstand (fra bl.a. Nationalforsamlingen) men også høstet bifald og anerkendelse - med behovet for større folkelig deltagelse og kontrol med den politiske magtudøvelse. Kilder i Bhutan vurderer, at Bhutans moderniseringsstrategi vil blive drevet i en mere offensiv og proaktiv retning med legitimitet i en øget folkelig deltagelse og skærpet kontrol.
Og SF's gruppeformand, Jes Lunde, der var i Bhutan med Folketingets finansudvalg i september 1998 hilser på det foreliggende grundlag forandringerne velkomne:
"Kongen er meget bevidst om den proces han har sat i gang". En proces, der synes nødvendig "da Bhutan er et skrøbeligt samfund med voldsomme befolkningspres fra Nepal, Kina og Bangladesh". Landet bør derfor trække på sine folkelige ressourcer, mener Jes Lunde, der fremhæver, at et højt bevidsthedsniveau i befolkningen er en væsentlig forudsætning for en vellykket folkelig deltagelse.
Om et demokrati, i den salonfähige og præfabrikerede form med postuleret universel rækkevidde og holdbarhed, engang ser dagens lys er uvist. Ganske vist er det derimod, at decentraliseringen og den folkelige inddragelse muligvis engang kan skabe de vilkår, der sikrer, at demokrati og menneskerettigheder ikke blot er tynde 'good ideas' eller skrøbelige paragraffer.
Derfor handler indledningscitatet - Michel Foucaults meget franske og storladne bemærkning - om, at undgå tidens hegelianske liberalismes hovmodige hyldest til det frie marked og det borgerlige liberale demokrati som historiens endemål.
I al almindelighed handler den om beskedenhed. Om at lære, at lotusstillinger, bedeflag og eksotiske kulinariteter er smukke og importværdige, men at mytologierne har det med at skygge for en dybere sans for balancer, en offensiv og bevægelig beskedenhed, der aftvinger respekt og eftertanke.
Om jeg ikke tager helt fejl lod Barks altid Onkel Joakim & Co. vende hjem med en lignende erfaring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu