Læsetid: 3 min.

Paw bider fra sig

21. december 1998

5. dag, hvori forfatteren Peter Rønnov Jessen omtales for første gang, men kan hans bøger virkelig lånes på biblioteket? Hvad er en kvindes lod, når manden i huset ikke vil have gjort rent på loftet? Sorte Rudolf viser sig at være en høflig mand trods tatoveringerne

DECEMBERFORTÆLLING
Kære Ellen Margrethe, jo, det må have været sukkerchok. Jeg var oppe på loftet, og der var selvfølgelig ikke noget. Undtagen møgbeskidt, så jeg greb kost og spand, du ved, der skulle eddermame muges ud. Jeg vil ikke bo i et hus med et møgbeskidt loft, sådan er det bare.
Det tog fem timer. Da jeg kom ned i køkkenet, sad Tage der sammen med en af sine nye venner, en ordentlig børste med tatoveringer helt ud til fingerspidserne. Han hedder Sorte Rudolf, sagde Tage. Jeg havde fået noget hår i munden og strøg det væk med en finger før jeg gav Sorte Rudolf hånden. Han blev rød i hovedet og rejste sig kejtet op fra sin stol. Jeg tror aldrig, jeg har fået så blidt et håndtryk, Ellen Margrethe.
Men Tage blev sur. Sæt dig ned, din store idiot, sagde han til Sorte Rudolf. Så Sorte Rudolf satte sig igen. Hele køkkenbordet flød med tomme ølflasker, de havde ordentligt hygget sig.
Sorte Rudolf lugtede også af olie.
Da han var gået, lagde Tage sig på sofaen inde i stuen. Han tog Bøhlandets Folketidende, som vi kalder den, over hovedet og ville sove lidt, sagde han. Hvad skal vi have at æde? spurgte han og gabte. Jeg spurgte om han ikke kunne lave maden for en gangs skyld. Jeg havde jo lige gjort rent på loftet i fem timer, som sagt.
Han satte sig op og så måbende på mig. Det der lort gider jeg ikke høre på, sagde han. Så lagde han sig igen. Fem timer! råbte jeg så. Du ku bar ha lat vær, sagde han og gabte under avisen. Da han var barn, gjorde de selvfølgelig aldrig rent på loftet. De havde slet ikke noget loft.
Lige inden han faldt i søvn, sagde han at problemet med mig var, at jeg var møgforkælet. Min far lavede da også maden nogle gange, sagde jeg, men Tage sov allerede. Så kom jeg til at tænke på den madplan, vi havde derhjemme. Den hang på køleskabet. De dage far skulle lave mad, var tit de dage hvor vi spiste ude. De dage, hvor mor skulle lave maden, blev vi altid hjemme.
Det er for latterligt, sagde jeg til mig selv. Gode gamle Camilla Elise, sagde jeg, nu ikke noget af alt det der rødstrømpeklynk! Det var forrige generation, så færdig med det.
Mens jeg så stod og baksede med aftensmaden, kom Paw pludselig hen til mig. Hvad er der, Paw? spurgte jeg, lidt irriteret faktisk. Men så trykkede han sig ind til mig, den store knægt, så jeg blev helt rørt.
Nu bliver Nissen glad, sagde han.
Han troede jo det var derfor, jeg havde gjort rent oppe på loftet. Så 'Nissen' kunne have det pænt til julen.
Nissen findes da ikke, sagde jeg og aede hans stride hår.
Så bed han mig pludselig i tommelfingeren og løb sin vej. Det blødte sgu! Jeg måtte tage et ordentligt plaster på, men jeg var ikke sur på ham, for herregud, han var jo på en måde kun en lille dreng, der glædede sig til jul.
Og ved du hvad, Ellen Margrethe. Nogle gange, så tager man altså fejl af sådan nogle mennesker som Paw, og også hans far. De er i virkeligheden mere følsomme end man tror. De har bare deres egen måde at vise det på.
Nu vil jeg slutte. Jeg har lånt en bog på skolens bibliotek, den har jeg tænkt mig at læse efter aftensmaden for så skal Tage et smut hjem til nogen, jeg ikke kender. Bogen er skrevet af ham vi mødte på Andys engang sidste vinter, ham der Peter Rønnov Jessen. Den hedder Nul Putte, det er vist hans sidste. Kan du huske så sjofel han var? Ved du om ham Bent, som han var sammen med, også er forfatter? Han var ret lækker, så gid han var.

Din
Camilla Elise

PS. Jeg savner jer allesammen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu