Læsetid: 9 min.

Pinochet troede at alle fattige var fjenden

24. december 1998

Allende derimod gav arbejderklassen sit menneskeværd tilbage. Det var den største betydning, han fik

REJSEBREV
SANTIAGO d. 20. dec. - Dette er en tilståelse: Jeg har løjet for jer!
Jeg har løjet for min familie, og jeg har løjet for det danske folk. I det mindste for den del af det danske folk, der læser Information, og som tilfældigt har set mit første brev fra Chile.
Ja, jeg har løjet. Og selv om jeg ikke var under ed, angrer jeg i min inderste sjæl. Jeg angrer så meget, at jeg føler, at jeg kan forblive i min stilling. Som fortrinsvis er vandret.
Det var i mit første brev, at jeg løj. I husker selvfølgelig den fyr, Alfredo, jeg fortalte om, som vi tilfældigt mødte på en bezinstation den første dag i Santiago, og som tog sig af os det meste af dagen. Nu tilstår jeg: Han hed ikke Alfredo. Han hedder Rafaël - ligesom ham med englene. Rafaël Astaburuaga, med baskiske forfædre, som ankom til Chile for 200 år siden.
Vi havde selvfølgelig inviteret Rafaël og hans kone til visningen af Sult på det katolske universitet forrige fredag. Der lå en besked på hotellet, at han ikke kunne komme, men han ville ringe søndag. Søndag lå jeg på den intensive afdeling i Clinica Universidad Católica. Hvem dukkede op? Rafaël! Og gamle Rafaël, maleren altså, må have haft sådan en type i tankerne. For han er en engel. Vel, han ligner ikke meget de små buttede fyre med vingerne. Han ligner der imod påfaldende den yngre John Cassavetes. Men magen til hjælpsomhed har jeg, eller vi, ikke oplevet. Han dansede på tungen for at skaffe hvad som helst, han kørte min kone frem og tilbage mellem hospitalet og hotelet, han skaffede dit og dat.

Arresterede brudeparret
I denne weekend, efter at CNN det meste af lørdagen havde underholdt os med de republikanske mullahers optræden i kongressen, en grundig indførelse i sex-maccarthyismen, har Rafaël så hentet os ud til sit hus på landet. Vi er 60 kilometer syd for Santiago, hvor han dyrker sine champignon i store haller.
Rafaël er en selfmade man. Han er den næstældste af otte sønner af en professor i arkitektur, som imidlertid forlod sin kone, så hun alene måtte sikre, at alle drengene blev studenter. Han studerede landbrug, og mødte Pilar, som studerede jura. De blev gift i sommeren 1974, året efter kuppet. Om aftenen på selve bryllupsdagen blev de begge arresteret af DINA, Chiles svar på Gestapo, KGB eller CIA, om I vil.
"Hvorfor?," spør jeg naturligvis.
"Very tricky, very tricky," siger Rafaël og ser ud, som om han nu vil komme med verdens morsomste historie.
"Pilar, altså min kone, er ud af en meget snobbet familie. Hendes far var en af de store vinproducenter i dette land. Men han gik rabundus. Han havde ingen penge, men han havde bevaret en vis indflydelse. Hans døtre var kommunister."
(I det værelse, vi skal sove i, står et fotografi i ramme af Pilar, der hilser på gamle Fidel.)
"Well, Pilars søster, Virginia, havde været arresteret et stykke tid. Hun havde fungeret som informator til MIR (Movimiento de Inquierda Revolucionario (den venstreorienterede revolutionære bevægelse)). Hun havde siddet i en celle med Allendes søster og havde været underkastet tortur, inklusiv seksuelt misbrug. Men det var lykkedes min svigerfar, ved indflydelse - not money - og gamle forbindelser at skaffe hende en ny identitet og få hende puttet på en maskine til Madrid."
Rafaël småler og skodder sin cigaret. Han lader forstå, at det er nu, det morsomme kommer. Vi har også indtil nu haft svært ved at fange humoren i historien.
"Det var helt absurd! DINA-folkene stod her med alle deres våben pegende imod os og truede os med allandsens ulykker, hvis vi ikke ville fortælle dem, hvor Virginia var. De vidste det ikke."
"Var du ikke bange," spurgte jeg dumt.
"Ikke mens det forgik. Bagefter, måske. Det værste, mens det stod på, var den store fyr, som stod lige bag ved mig. Han stank. Ja, jeg kan ikke beskrive, hvordan han stank, men det var værre end et ådsel. Vi fortalte dem alt, at Virginia var i Madrid, og vi remsede hele Pilars familie op og alle dens forbindelser til generaler og oberster, nævnte så mange betydningsfulde folk, vi kunne komme i tanke om. Jeg skubbede en blok og en blyant, der lå på bordet, over til ham, der forhørte os, så han kunne skrive alle navnene ned. Det viste sig, at han var analfabet."

Afstumpet
Rafaël har langsomt, men sikkert, opbygget sit lille champignonimperium og dækker i dag næsten hele markedet i Chile. Undtagen champignon på dåse, det overlader han til amerikanerne. I små huse omkring stedet her, som han har opkøbt, bor nu børn efter arbejdere, som simpelthen er forsvundet under Pinochets regime. Efterhånden som børnene vokser til, kommer de nok til at arbejde for Rafaël. Det virker, som om vi her oplever en afkræftelse på Simonas påstand om, at ingen tænker på andre end sig selv. Det kan jo være en undtagelse. Jeg spørger: "Hvorfor". "Well, they ran around here with no parents. Somebody had to do something!" Han får mig til, med hele sin opførsel, at tænke på ham som én, der forsøger at gøre noget ved det, Dexter Gordon beklagede sig over i Round Midnight: "There's too little kindness in this world."
"Pinochet er en ufattelig afstumpet person," fortsætter Rafaël. "Han mente i hele sin regeringstid, at det var de fattige, alle fattige, der var fjenden. Han havde ikke en politikers format til at se, at det er fattigdommen, der er fjenden."
Pilar har gjort sin egen karriere indenfor det sensible demokrati, hvor regeringer dannes ved skrøbelige koalitioner, som før var utænkelige. Som socialist har hun en overgang fungeret som kul-turminister og har f.eks. haft ansvaret for skabelse af ungdomshuse og kulturcentre, som før var sjældne. Nu har hun en topposition i det statslige fjernsyn og er et eksempel på, at venstreorienterede, i hvert fald for en tid, kan påvirke udviklingen i dette land.

Carlos flygtede
Søndag aften er vi tilbage i byen. Vi er taget ned til Macul, et typisk arbejderkvarter, hvor nogle af husene er næsten velholdte, mens flertallet er på grænsen til slum. Hos en veninde af os har vi stævnemøde med Carlos Liverona. Carlos er halvt Indianer, han er psykolog, og han har siden 60'erne været medlem af MIR. Han har været i Tyskland som flygtning fra 1976 til 82, og siden har han været frem og tilbage adskillige gange. Carlos er også en undtagelse fra Simonas 'ligegyldighedsteori'. Han bruger al sin tid og al sin energi på at hjælpe aids-ramte og narkomaner i denne by, en gruppe, samfundet i bogstaveligste forstand ikke har meget tilovers for. Af de statslige tilskud kan der blive til behandling af tyve aids-patienter. Resten er henvist til private menneskers hjælpsomhed og forståelse. Der drives faktisk et privat hospice, hvor de døende, eller nogle af dem, har deres sidste dage.
I 1976 blev Carlos stukket, arresteret og tortureret. Han fik sin ryg ødelagt og den ene nyre slået i stykker. De beholdt ham i to måneder. "Hvordan kom du ud?" spør ger jeg. Carlos taler spansk, og vores veninde oversætter. "Det var dels ved hjælp fra Tyskland. Min kone er tysk, og hun var allerede derovre. Dels takket være at ham, der havde stukket mig, kun havde angivet mig for mine sympatiers skyld, ikke for mit medlemskab af MIR. Men der var også i 1976 en speciel situation. Faktisk var der en hemmelig krig imellem på den ene side marinen og dele af hæren, og på den anden side andre dele af hæren og DINA. Marinesiden mente, at man for længst havde opnået, hvad hensigten med stats-kuppet havde været, den anden side mente det ikke. Netop da jeg havde siddet to måneder i fængsel, var situationen så tilspidset, at det kunne være blevet til borgerkrig hvert øjeblik. I forvirringen slap jeg ud af fængslet, opholdt mig i nogen tid i den venezuelanske ambassade, og slap så ud af landet ved forhandlinger."
"Du er psykolog, og Salvador Allende var læge. Havde du nogen kontakt med ham udover det politiske?"
"Nej, Allende var holdt op med at fungere som læge, da jeg blev færdig som psykolog. Men jeg havde anden kontakt med ham gennem mit arbejde i MIR. Da Allende var blevet præsident i '70, afslørede vi, at der allerede dengang var planer om at myrde ham. Det var en lille gruppe af fanatiske nazister, der stod bag. Men en af nazisternes børn var elev hos en lærer, der var medlem af MIR, og barnet talte over sig, om hvad det havde hørt derhjemme. Planen var at bombe et par arbejder- og fattigkvarterer, så der opstod kaos, og så storme La Moneda, præsidentboligen. Der blev sprængt et par bomber, og der blev forsøgt en storm. Men Allende var advaret, og de blev slået tilbage."

Pinochets søn
Jeg havde længe haft lyst til at skaffe mig nogle oplysninger, så jeg kunne tegne et portræt af Pinochets søn, som vi oplevede på fjernsyn, da han reagerede vildt på meddelelsen om, at hans far fortsat ville blive holdt tilbage i London. I husker, at han erklærede, at dette var en større krænkelse af menneskerettighederne end noget af det, man anklagede hans far for.
"Hvem er dette hadfyldte menneske?"
Carlos trækker på skulderen: "Han er et typisk eksempel på en diktators protegé. Han var i hæren; men selv om hans far var chef for hæren, kunne han ikke bringe det længere end til kaptajn. Så forsøgte han sig i forretningsverdenen, hvor han lavede en kæmpesvindel ved at sælge nogle værdiløse fabrikker til militæret for et kæmpe millionbeløb. Husk på, at militæret har, siden Pinochet tog magten, været den sektor inden for samfundet, der har haft lang, langt de største bevillinger. Først nu er der ved at blive rokket ved det. Svindelen blev afsløret, jeg tror det var i '93, og en undersøgelse blev sat i gang. Så arrangerede Pinochet nogle voldsomme parader med soldater i fuld feltudrustning midt i byen og skabte rygter om endnu et statskup. Han henvendte sig personligt i retsbygningen, og sagen blev lukket. Nu er den lukket op igen, og Pinochet junior har store problemer. Der er nogle få fanatikere, der vil have ham til at efterfølge faderen. Men han er for sølle, for ussel. Ingen tar ham alvorligt."
Så ved vi det.

Kuppet
Vi kredser omkring 11. september '73, dagen for det endelige kup. "Hvor opholdt du dig?"
"Lige her ved siden af, et par gader henne. Klokken seks om morgenen blev jeg ringet op af en sergent i hæren, at nu rullede kuppet. Vi mødtes i en tekstilfabrik, en del ledere fra venstrefløjen og fra MIR; men vi kunne kun konstatere, at vi ikke havde noget at stille op. Vi gik over til en anden fabrik og mødtes med flere. Og så gik de fleste hjem. Der var dekreteret udgangsforbud; men jeg gik hele vejen op til kvarteret i nærheden af La Moneda, hvor jeg havde en ven, der skrev til Le Monde. Han var netop ved at afsende sin første rapport, da jeg ankom. Kort efter kom meddelsen om, at Allende var død."
"Det var jo egentlig kun ganske kort tid, Allende var ved magten, eller hvad det nu var, han var ved. Hvilken betydning har han haft?"
"Han har først og fremmest haft den betydning, at han gav den chilenske arbejder sin værdighed og sin intrigitet tilbage. Under de forudgående mange års mere eller mindre feudale magthaveres styre var der ikke levnet plads til en sådan luksus som 'menneskelig værdighed' blandt arbejdere. Det skaffede Allende dem. Og på den overlevede arbejderklassen gennem de forfærdelige år under Pinochet."
Carlos fortalte meget andet i de tre timer, vi talte med ham, og noget af det vil jeg fortælle om på et senere tidspunkt.
Flere breve når jeg nok ikke inden jul. De siger, det er snart. Med 28-30 grader om dagen er man lige ved at sige, at den må I længere ud på landet med. Men det skal jo nok vise sig at være rigtigt.
Så: God Jul!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu