Læsetid: 2 min.

Provins i øst

5. december 1998

På et tidspunkt kommer han frem på skærmen, ind i vores stuer, liggende i noget man måske kunne kalde halvfuld Monty i et grimt gammelt badekar af den slags, der vil være hypertrendy i morgen. Karret er halvt fyldt med brunt vand. Vi er i Rumænien. Vi følger den røde rusttråd ned gennem Europa.
Torben Steno fortsætter fuldstændig deadpan sine interessante udforskninger af vores geografisk europæiske ubevidste. Alt det vi har fortrængt, fordi vi ikke har villet se det.
Enten fordi det var vores fremtidsdrøm, eller fordi vi bare ikke så det.
Det gør vi nu. Jeg har selv været i Østeuropa, og jeg har selv set, hvad Torben Steno og hans tjekkiske fotografledsager ser. Sådan ser det ud. Hvorfor?
Nu er det jo tv, så den røde tråd i den røde tråd er gamle klip fra Østeuropæiske tv-stationer.
De er jo simpelthen ufattelige.

Fra Rumænien for ikke særlig længe siden så vi Ceaucescu, indehaver af den danske elefantorden, åbne en gigantisk kongres.
Sådan set skulle man jo tro det var nemt. Et stykke kage, som de siger i Amerika. Den stak fraser må manden vel kunne i søvne.
Og vi er jo vant til at sådan noget skal performes. Der skal tryk på. Formen er væsentlig.
Måske det eneste væsentlige, eftersom indholdet er kendt til bevidstløshed.
Men sådan var det ikke i Rumænien. Fjolset kunne ikke engang læse sin egen tale. Han snublede i hver eneste sætning, han kom simpelt hen ikke en centimeter ud over rampen. Det var i enhver henseende ynkeligt.
Og i samme øjeblik han sluttede rejste de sig allesammen. Tusindvis af robotter i grå jakkesæt klappede taktfast og råbte endda, så vidt jeg kunne høre på ekstranummer.

Hvad er meningen? Det er måske den, Torben Steno dybest set leder efter. Ironien her er så mangedobbelt, at det kan være svært at finde ud af, hvor den kommer fra.
Men der bliver droppet en antydning her og der.
På et underligt bæfarvet tidligere luksushotel i en by uden gadelygter godt ti år efter tv-henrettelsen af Ceaucescu ser Steno og hans tjekkiske ven gennem en åben dør ind på en flok skjorteklædte, lettere overvægtige mænd, der danser. Ikke med ulve, men måske med ludere.
Den tjekkiske ven føler sig hjemme. Det her er ærligt, siger han. Sådan er verden. Steno er skeptisk. Ham minder det om vestjyske brugtvognsforhandlere til fest.
Jeg kan godt forstå vinklen. Men det kunne vel for så vidt ligesågodt være en flok københavnske filmarbejdere til julefrokost på Zentropa.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. Men hvad afhænger øjnenes seen så af? Hvorfor ser det ene øje ikke det samme som det andet?
Den efterfølgende idiotquiz, hvor man kan vinde et kultslips, sætter en tyk streg under den slags spørgsmål.
Er der nogen her, der er til grin? Er det fænomenet provinsialisme som sådant, der sættes til debat?
Den røde tråd begynder og ender i København. Er København verdens navle, og i så fald hvilken verdens navle? Hvem er borgmester i Herning? Er det Helge Sander, Nicolai Ceaucescu eller Torben Steno?
Slipset blafrer i videovinden, og det er grumset vand, der løber ud i skærmen ind i vores stuer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her