Læsetid: 6 min.

Den quixotiske syge

11. december 1998

Bøgernes bog, Don Quixote, er blevet nyoversat af Rigmor Kappel Schmidt - resultatet er en heldig blanding af moderne og arkaisk dansk

ROMAN
For et par år siden blev jeg offer for en syge, som rammer næsten alle, der læser Miguel de Cervantes' Don Quixote (1605 og 1615).
Jeg var allerede klar over, at et eller andet var under opsejling, da jeg mærkede bogens tyngde i hånden. Men sygdommen foldede sig først for alvor ud, da jeg begyndte at læse. I feberdagene mistede jeg fuldstændig lysten til at foretage mig andet end at sidde med næsen i bogen, for hvordan, tænkte jeg, var det muligt at slippe den gale ridder og hans snusfornuftige væbner ud af syne blot et sekund?
Jeg er kun et af Don Quixotes mange ofre. Gennem snart 400 år er folk med epidemisk hast blevet smittet med den quixotiske syge,og deres reaktionsmønstre har været vidt forskellige. Nogle har som jeg muret sig inde for at læse. Andre har skrevet romaner, som står i stor gæld til Don Quixote. Den første som greb pennen var den ukendte forfatter Avellaneda. Han udgav i 1614 en efterfølger til Cervantes' tekst fra 1605.
Cervantes' svar til Avelleneda er anden del af Don Quixote fra 1615, i hvilken han sætter hele sin forfatterautoritet igennem og markerer sin ophavsret. Her møder don Quixote nemlig en af Avellanedas vigtigste figurer og afkræver ham en skriftlig erklæring, som bevidner ridderens ægthed.
Mindre kuriøse eksempler på romaner, hvor inspirationen fra Cervantes tydeligt kan aflæses, er Sternes Tristam Shandy (1760), Fieldings Joseph Andrews (1742), Diderots Fatalisten Jacques (1775) og - hvis man kigger på den nutidige litteratur - Paul Austers New York Trilogy (1985).
Den quixotiske syge i muteret form ramte også den danske bogverden, da forlagene Centrum og Rosinante for nogle år siden besluttede sig for at genoversætte romanen. Hermed indledte de to forlag et såkaldt 'oversættelseskapløb' og sendte henholdsvis Rigmor Kappel Schmidt og Iben Hasselbalch ud på ordenes racerbane.
Frugten af dysten skulle være tekster, som afspejlede moderne dansk sprogbrug og var værdige arvtagere til skriverjomfruen Charlotte Dorothea Biehls oversættelse fra 1776.
Mere om de nye oversættelser senere, først lidt om værket.

Læserne
Selvom don Quixote-figuren også er emigreret over i andre medier og findes i malerkunsten, musikken, balletten og filmen, er det typisk, at det først og fremmest er bogelskere i alle afskygninger, som bliver smittet med den quixotiske syge. Don Quixote er nemlig en bog om bøger. Den handler om læseres, forfatteres og oversætteres manipulationer og leg med fiktioner.
Læsere findes i hobevis i Don Quixote. Alle, som vil kurere don Quixote for hans vrangforstilling om at være en farende ridder og som slår korsets tegn for sig, når talen falder på ridderromanerne, har selv læst disse bøger. Og de lader sig velvilligt hvirvle ind i don Quixotes foretagender og spiller med på hans ideer. De accepterer uden videre hans selvbestaltede ridderidentitet ved at kalde ham don Quixote (ingen kan rigtig huske hans borgerlige navn), de klæder sig ud og bruger litterær tale.
Her finder vi de første ofre for den quixotiske syge: De romanpersoner, som ikke kan modstå ridderens enorme fa-scinationskraft.
Men don Quixote er og bliver romanens største læser. Han er et både dragende og skræmmende eksempel på en person, som bedriver ekstrem læsning. I første kapitel sidder han tryllebundet af ridderromanerne i sit bibliotek:
"Kort sagt fordybede han sig så meget i sin læsning, at nætterne gik, mens han læste fra dagslys til dagslys, og dagene forløb fra forstyrrelse til forstyrrelse; for lidt søvn og for megen læsning fik hans hjerne til at tørre ud, så han endte med at gå fra forstanden [...] hele det luftkastel af utrolige opspind, han læste, prentede sig ind i hans sind og forekom ham at være så sandt, at han ikke kunne forestille sig nogen historie i denne verden, der var mere rigtig."
Når jeg dengang grådigt huggede Don Quixote i mig, mimede jeg uvidende hovedpersonens handling. Og jeg glemte, at romanens prolog åbnes med ordene "Uvirksomme læser" - et i grunden uforskammet udsagn, som gav mig prædikatet doven, fordi jeg sad fordybet i samme aktivitet, som ledte til don Quixotes vanvid.

Forfatter og oversætter
Don Quixote driller og peger fingre af læseren, men værket kaster også kritiske blikke på sig selv. Romanen er metafiktiv og afslører ved hjælp af bl.a. titel, fortællestruktur, kapitelinddeling og karaktertegning sin status som fiktion; som illusionskunst. Den viser den litterære skabelsesproces og går tæt på forfatteren.
Allerede i prologen får vi lov til at komme ind i hans arbejdsværelse; vi ser ham stå tænksomt ved sin pult, med pennen bag øret og hånden under kinden. Men prologi-
sten, som tvivler på egne evner, og bogens øvrige fortællere/forfattere, som betvivler hinandens evner, har et problem: De kan ikke holde sig til sandheden.
Ud af pennen, ud af skriften, flyder løgnen. Det er den centrale fortæller, araberen Cide Hamete Benengeli, et eksempel på. Han etablerer sig som beretningens ophavsmand og sandhedsvidne, men alligevel beskylder en af de andre fortællere ham for at være utroværdig og interesseret i at underdrive betydningen af ridderens bedrifter.
Hos Cervantes er læserne og forfatterne enten forrykte eller ikke til at stole på. Og oversætterne; dem som både læser og bagefter skriver ned?
De er i Don Quixote mindst ligeså mistænkelige som forfatterne, og får godt på puklen ved forskellige lejligheder; både af ridderen og hans ven præsten, da denne inspicerer don Quixotes bibliotek for skadelige bøger og bagefter iværksætter en regulær autodafé - en bogbrænding.
Der er imidlertid ikke grund til kritik, når man kigger på Rigmor Kappel Schmidts nyoversættelse af romanens første bind, hvorfra ovenstående citater stammer. Eftersom Iben Hasselbalchs oversættelse endnu ikke foreligger, kan jeg ikke se, hvordan de to moderne tekster positionerer sig i forhold til hinanden, men kun hvordan Biehl og Kappel Schmidt har tacklet romanen.

Pudsning
Der er naturligvis åbenlyse forskelle på de to versioner, fordi en kløft på ca. 220 år adskiller dem.
At Biehls tekst har fået lov til at stå alene så længe - og det har den heller ikke helt, for der findes også en oversættelse fra 1800-tallet af en vis Frederik Schaldemose - er ikke kun et dansk fænomen.
På engelsk er det John Ormsbys oversættelse af Don Quixote fra 1885, som regnes for at være den bedste. Men selvom gamle oversættelser er gode, frister de alligevel til sammenlig ningen med en lidt irret genstand, som trænger til en omgang Brasso, så den igen kan blive blank og indbydende.
Så hvordan har Rigmor Kappel Schmidt pudset Don Quixote op? En forandring, som hurtigt springer i øjnene, er måden at stave personernes navne på. Hos Biehl er persongalleriet Don Quixote, Sancho Panza, Dulcinea og Rosinante, mens det hos Kappel Schmidt er don Quixote, Sancho Pança, Dulzinea og Rozinante.
Mere vigtigt lader hun hovedpersonen ridde kækt af sted på en blanding af moderne og arkaiske gloser. Sproget flyder behageligt, og til dem, som frygtede en ridder, der ytrede sig i et for hverdagsagtigt dansk, kan jeg heldigvis sige: Der er ingen grund til panik.
Tonen i oversættelsen er højstemt (der findes masser af udtryk som "klynkevorn", "tøjerier" og "at kunne bare sig") og don Quixote taler i et vidunderligt gammeldags vigtigper-sprog, hvilket netop er en pointe, fordi hele hans ordforråd er hentet fra litteraturen, fra 1600-tallets dominerende prosaformer: Ridder-, pikaresk- og hyrderoman.
Det eneste, som ikke helt falder i min smag, er Rigmor Kappel Schmidts måde at gå til de digte, som følger efter prologen. Digtene roser og smigrer de vigtigste figurer i bogen, og skal forstærke prologens karakter af at være en anti-prolog; en parodi på datidens forord i den lærde stil.
De digte, som ikke er sonetter, er oversat således, at på hver linje er sidste ords endelse klippet af. I stedet for "kaste" står der "ka", i stedet for "løbe" står der "lø" og i stedet for "prale" "pra". Hermed får digtene en fin rytme, men samtidig kommer den valgte form i nogen grad til at skygge for indholdet i digtene.
Men det er en detalje. Det samlede resultat er vellykket. Rigmor Kappel Schmidts oversættelse er en dårlig kur mod den quixotiske syge - fordi den fungerer så godt.

*Miguel de Cervantes: Den sindrige ridder don Quixote de La Mancha. Roman. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Illustrationer af Salvador Dalí. 592 s., 398 kr. Centrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu