Læsetid: 10 min.

Regeringserklæringen var en kødluns til folket

5. december 1998

Hilmar Baunsgaards erklæring fra 1968 skulle sikre, at PET fortsat kunne registrere så mange som muligt, forklarer Frank Poulsen, der var med til at skrive regeringserklæringen

Det er skægt. Cirkulæret fra 1947 bruger samme formulering som 68-erklæringen: 'alene på grundlag af en persons lovlige politiske virksomhed'. Som det står i min erindring, har jeg været med til at finde på det der 'alene'-udtryk, da vi sad og nørklede med regeringserklæringen i 1968. Men jeg kan jo godt have læst 1947-cirkulæret og haft den i baghovedet. Jeg kan ikke udelukke det."
En konceptionskunstner på jagt efter kilderne til sin inspiration...
Tidligere retspræsident, tidligere undersøgelsesdommer, tidligere kontorchef i Justitsministeriet - nu aktiv pensionist - Frank Poulsen har af Information fået forelagt Venstre-justitsminister A.L.H. Elmquists tre sider lange cirkulære "vedrørende politiets særlige efterretningsvirksomhed" fra 31. maj 1947. Cirkulæret er først blevet offentligt tilgængeligt i november 1998. I teksten fastslås det, at "registrering må ikke finde sted alene på grundlag af en persons lovlige politiske virksomhed" - en formulering, der ligger påfaldende tæt på 1968-regeringserklæringen: "Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed".

En nøgleposition
De ord er naturligvis ikke formuleret af hverken den daværende radikale statsminister Hilmar Baunsgaard eller hans konservative justitsminister Knud Thestrup, men af deres embedsmænd. I særdeleshed af Frank Poulsen, der gennem 12 år indtog en nøgleposition som betroet embedsmand i Justitsministeriets 6. kontor - ansvarligt for blandt andet Politiets Efterretningstjeneste (PET). Allerede i 1956 var den unge jurist blevet sekretær i kontoret med PET-kontakten som sin særlige opgave. I 1964 var han avanceret til chef for 6. kontor.
At Frank Poulsen genfinder nøgleordet "alene" i teksten fra 1947, er påfaldende, fordi han - trods sin centrale placering i årene 1956-68 - ikke erindrer at have set Justitsministeriets cirkulærer og instrukser om efterretningstjenesten, der blev udsendt i 1947, 1952 og 1953. Instruksen af 30. november 1953 gjaldt - med en enkelt modifikation fra 1968 - helt til 1996, så især dén er det påfaldende, at Frank Poulsen ikke har set.

Et pragtfuldt ord
"Ordet 'alene' er jo et pragtfuldt ord. Når man ikke må registrere 'alene' på grund af politisk overbevisning, er det klart, at nogle glider ud. Det kan man ikke fortolke sig ud af, men det er ikke ret mange. Hvis nu en mand har en tillidspost i et parti, er han så registreret - hvis han er registreret - alene på grund af lovlig politisk virksomhed? Efter min mening kan man godt fortolke sig ud af det og sige, at når der står ordet 'alene', så betyder det, at hvis han alene er medlem af et parti, så registrerer man ikke. Men hvis han ikke bare er medlem, men er medlem af bestyrelsen for en lokal partiafdeling, så er han ikke alene medlem, så er han også noget mere. Så har han en tillidspost, der normalt har ført til, at han har været på partikurser enten her i landet eller i Østlandene. Så kan han godt registreres," forklarer Frank Poulsen.
Og han er nok værd at lytte til. Ikke blot er han en af regeringserklæringens forfattere. Han omgikkes endvidere tjenstligt og privat de ledende medarbejdere i PET og vidste ganske godt, hvordan både de og hans egne kolleger og efterfølgere i Justitsministeriet tænkte, administrerede og fortolkede. Han er også den første og hidtil eneste dommer, der af regeringen er blevet bedt om en egentlig fortolkning af regeringserklæringen. Det skete i 1977, men det er en anden historie, som vi skal vende tilbage til.

En blød formulering
"Når man laver lovtekster - og regeringserklæringen er jo en slags lovtekst - så formulerer man sig jo enten i eksakte vendinger, eller også laver man en blød formulering, så man kan fortolke sig ud af så meget som muligt. Og regeringserklæringen er blødt formuleret, så man næsten kan fortolke den, som man vil," siger Frank Poulsen.
Ud fra en lægmandsbetragtning kunne man indvende, at det jo da - selv under Den Kolde Krig - var lovligt at være afdelingsformand eller have andre tillidsposter i DKP.
"Det kunne også være mit standpunkt, hvis det var i min interesse," indrømmer Frank Poulsen.
"Men hvis min interesse er den modsatte, nemlig at formuleringen skal forstås så snævert som muligt, og man skal kunne registrere så mange som muligt - men alligevel har givet folket en luns kød - så kan ordet 'alene' også forstås sådan, at det kun er de menige medlemmer, man ikke må registrere."
Frank Poulsen kalder DKP'ernes politiske arbejde "formelt lovligt", men minder om, at han og andre embedsmænd i Justitsministeriet og PET i 1950'erne og 1960'erne anså DKP for en undergrundshær, der i tilfælde af en sovjetisk invasion ufortøvet ville stille sig på fjendens side.

Grundlag for mistanke
"Hvis man havde en tillidspost i et parti som DKP i 1968, hvor Sovjet havde invaderet Tjekkoslovakiet, og vi frygtede en tredje verdenskrig, så vil jeg sige, at selve det at have en tillidspost skabte grundlag for mistanke om ulovlig politisk virksomhed. Og så måtte PET registrere. Den fortolkning ville jeg være villig til."
Og det var vel at mærke ikke kun de Moskva-tro, kommunistiske tillidsfolk, der ville kunne registreres af PET - også efter regeringserklæringen fra 1968. Det samme ville gælde for VS'ere, der havde ladet sig vælge til tillidsposter i deres parti - selv om VS udtrykkeligt
distancerede sig fra den sovjetiske indmarch i Tjekkoslovakiet i august 1968.
"VS'erne fastslog i udtalelser og i partiprogrammet, at revolutionen kun kan gennemføres med vold," fremhæver Frank Poulsen.
Hans opfattelse af, at regeringserklæringen åbner for en vidtgående registrering af DKP'ere og VS'ere, alene fordi de har haft tillidsposter i partierne, deles imidlertid ikke af en af dem, der fra 1964 - i det såkaldte Wamberg-udvalg - skulle føre tilsyn med PET's registrering.
Harald Engberg-Pedersen, medlem af Wamberg-udvalget fra 1964 til 1986, kalder Frank Poulsens beskrivelse af mulighederne for registrering efter regeringserklæringen "en helt klar fejlfortolkning":
"Vores fortolkning var helt anderledes præcis. Vi har selvfølgelig været ude for, at PET ønskede fortsat at registrere folk, der var kommunister eller SF'ere eller sådan noget. Så har vi bedt om en begrundelse. Ordet 'alene' er et kerneord. Hvis folk alligevel skulle registreres, skulle vi i udvalget have at vide, hvad de skulle registreres for," siger Harald Engberg-Pedersen.

Farvel til ministeriet
Umiddelbart efter arbejdet med regeringserklæringen - og endnu inden dens officielle afgivelse - måtte Frank Poulsen forlade Justitsministeriet til fordel for en stilling som konstitueret dommer i Østre Landsret.
Baggrunden var en konflikt med den myndige, nu afdøde, departementschef Vilhelm Boas om netop rækkevidden af regeringserklæringen.
Opgøret mellem departementschefen og Frank Poulsen er delvis skildret i bogen Retspræsidenten, som journalist Stig Andersen for nylig udgav om - og i god forståelse med - Frank Poulsen. I bogen står, at "Frank Poulsen forfægtede et standpunkt om fortolkning og overholdelse af de nye regler, som medførte, at dette blev hans sidste diskussion som embedsmand i Justitsministeriet". Men der står også, at Frank Poulsen ikke ønsker at fortælle, "hvad uoverensstemmelsen nøjagtig gik ud på".Efter bogudgivelsen spurgte Jyllands-Posten Frank Poulsen, om det var ham eller departementschefen, der havde den mest vidtgående fortolkning af, hvem der kunne registreres efter regeringserklæringen.
Frank Poulsen svarede, at han aldrig har været i tvivl om, hvorvidt regeringserklæringen skulle overholdes. Om departementschef Vilhelm Boas havde en anden mening, ønskede Frank Poulsen ikke at kommentere, hvilket fik avisen til at spørge:
"Er sandheden, at du ikke kunne leve med, at ministeriet med departementschefen i spidsen havde i sinde at gøre, hvad der passede dem på trods af regeringserklæringen?"
"Det spørgsmål ønsker jeg ikke at svare på, men jeg må jo have haft mine problemer med det," sagde Frank Poulsen. Over for Information henviser han til sine udtalelser til Jyllands-Posten. Han har ikke yderligere at tilføje.

Spillereglerne
At departementschefen som et resultat af uenigheden om regeringserklæringen gav sin kontorchef sparket, oplever Frank Poulsen som "spillereglerne" i den ministerielle virkelighed:
"Når en departementschef og en kontorchef bliver uenige, må kontorchefen gå. Og så er det dejligt at være kontorchef, for så kan man ikke sparkes nedad, kun opad. Ens løn stiger - den politiske indflydelse falder."
Frank Poulsen sad altså i Østre Landsret i Bredgade, da hans ven, PET-chefen Arne Nielsen, i december 1968 gav ordre om udfærdigelsen af den nu berømte notits. På en halv snes maskinskrevne linjer fik PET-folkene besked om, at medlemmer af lands- og københavnsledelserne i DKP, i ungdomsforbundet DKU, i VS og i det trotskistiske SUF - trods regeringserklæringen - fortsat kunne og skulle registreres.
Frank Poulsen og Arne Nielsen sås fortsat privat:
"Vi drak rødvin sammen, men vi talte aldrig om PET."
Alligevel er Frank Poulsen ret sikker, når han - efter i 1998 at have fået forelagt Arne Nielsens notits fra 19. december 1968 - siger, at PET-chefen blot gjorde, hvad Justitsministeriet mente var meningen efter afgivelsen af regeringserklæringen.
Påstande om, at Arne Nielsen skulle have handlet på egen hånd - og derved gjort PET til en "stat i staten" - anser Frank Poulsen for helt meningsløse.
"Det var han for hæderlig til. Og for uinteresseret i at føre sin egen politik. Hvorfor skulle han sætte sin familie og karriere på spil for at drive politik?"

Konfereret med Madsen
Frank Poulsen mener, at notitsen af 19. december 1968 må være konfereret med Justitsministeriet.
Det vil sige med den nye departementschef, Niels Madsen, der efterfulgte Vilhelm Boas den dag, Frank Poulsen begyndte sin dommergerning i Østre Landsret.
"Det kan godt være, Arne Nielsen ikke konkret har spurgt. Men han havde ført hundredevis af drøftelser med os. Og derfor vidste han, hvad vi har tænkt i ministeriet."
Da justitsminister Frank Jensen i august 1998 brugte netop Arne Nielsens notits fra december 1968 som anledning til at bebude en undersøgelse af PET, undrede det derfor Frank Poulsen. Han var ellers - efter TV 2's afsløringer i marts af PET's brug af tvivlsomme metoder - af den overbevisning, at der kunne være god brug for en nærmere undersøgelse af PET:
"Men notitsen fra 1968 kan ikke begrunde noget. Den er bare, hvad alle, der tænker sig om og har en vis historisk indsigt, vil kunne sige sig selv," siger Frank Poulsen.
Mere kompliceret er det med en anden af Arne Nielsens gerninger, der muligvis også daterer sig til 1968.

Thestrup lyver ikke
I 1998 er det kommet frem, at PET-chefen lod sine hemmelige kartoteker mikrofotografere og bringe i sikkerhed på den danske ambassade i Washington. Dét vidste justitsminister Knud Thestrup ikke - fremgår det af hans efterladte dagbøger. Han erfarede det først i februar 1971 efter Arne Nielsens død. Det var Nielsens efterfølger som PET-chef, nuværende politimester i Hillerød Jørgen Skat-Rørdam, der overbragte ministeren nyheden om, at registreringer fra før regeringserklæringen alligevel ikke var makuleret. Hvordan hænger det sammen med Frank Poulsens billede af vennen Arne Nielsen som den altid loyale og pligtopfyldende embedsmand? Justitsministeren havde vel krav på at vide, at oplysningerne, der skulle slettes, ikke var blevet det?
Er det Knud Thestrup, der lyver over for sin egen dagbog?
Nej, svarer Frank Poulsen, for Knud Thestrup "var et meget sandfærdigt menneske".
Det var ikke Arne Nielsens opgave at orientere justitsministeren direkte om sine dispositioner, for "der er jo kommandoveje", som den erfarne embedsmand Frank Poulsen forklarer.
Altså har oplysningen om de mikrofotograferede PET-kartoteker skullet via departementschef Niels Madsen for eventuelt at nå ministeren. Er det departementschefen, der har forsømt at informere justitsministeren om det klare brud på regeringens beslutning om at slette de registreringer, der ikke måtte findes efter 1968-erklæringen?
"Det ville undre mig. Niels Madsen er bundhæderlig," forsikrer Frank Poulsen.
Information har kontaktet Niels Madsen, der ikke har ønsket at udtale sig til denne artikel.

FAKTA
PET og FE i 1968
2. februar 1968: VKR-regeringen dannes. Statsminister Hilmar Baunsgaard (R), justitsminister Knud Thestrup (K), forsvarsminister Erik Ninn-Hansen (K).

Februar 1968: En uge efter sin tiltrædelse besøger Knud Thestrup første gang Politiets Efterretningstjeneste (PET). "Meget interessant", noterer han i sin dagbog. PET-chef Arne Nielsen viser "sig at være en elskværdig og venlig mand, dog med et umiskendeligt præg af højere politiofficer", noterer ministeren.

9. februar 1968: Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) indleder "sanering af visse personoplysninger, som ikke længere ansås for tilstrækkeligt betydningsfulde til at danne grundlag for registrering". Saneringen slutter 1970.

1. august 1968: Kontorchef Frank Poulsen konstitueres som dommer i Østre Landsret.

Natten til den 21. august 1968: Sovjet invaderer Tjekkoslovakiet.

30. september 1968: Statsminister Hilmar Baunsgaard afgiver en regeringserklæring, der garanterer, at "registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed".

19. december 1968: PET-chef Arne Nielsen giver besked om, at samtlige medlemmer af DKP's, DKU's VS' og SUF's landsledelser og københavnsledelser "skal registreres - også hvis de alene er kendt som medlemmer af" de pågældende ledelser.

31. december 1968: I 1968 har PET slettet over 29.000 navne fra sine registre.

Dette er den anden i en serie artikler, der går tæt på PET og FE. Den første blev bragt fredag, den tredje bringes mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu