Læsetid: 10 min.

Et register - det var bare noget man havde

4. december 1998

Gennem 12 af Den Kolde Krigs koldeste år var Frank Poulsen betroet embedsmand i Justitsministeriets 6. kontor, der stod for den tætte, daglige kontakt til PET

I dag er vi jo frygtelig oppe på mærkerne over for alt, hvad der hedder registrering, sammenblanding af registre og sådan noget - noget jeg er dybt enig i i dag. Men dengang tog vi ikke den slags så tungt. Et register - ja, det var bare noget, man havde. Og det var kun til brug for dem, der havde det. Det vil sige, at det kunne ikke misbruges, medmindre de, der havde det, var nogle banditter. Og det var de ikke."
Den 71-årige Frank Poulsen - i dag mest kendt som tidligere præsident for Sø- og Handelsretten - var i perioden 1956 til 1968 en af de to-tre betroede embedsmænd i Justitsministeriet, der havde, hvad han betegner som "et tæt, dagligt samarbejde" med Politiets Efterretningstjeneste (PET). Mens Den Kolde Krig var på sit højeste - få måneder inden den sovjetiske invasion i Ungarn i 1956 - blev han ansat som ung embedsmand i Justitsministeriet.
I ministeriets 6. kontor - med strafferet og PET som arbejdsområde - oplevede han Den Kolde Krigs kulmination, da Berlinmuren blev opført i august 1961, og under Cubakrisen i oktober 1962, da han og andre vigtige embedsmænd måtte overnatte i ministerierne for det til-fælde, at tredje verdenskrig skulle bryde ud.
Den unge embedsmand startede sit virke i Justitsministeriet kun en halv snes år efter den tyske besættelse af Danmark, da det danske, politiske politi - Afdeling D - udleverede sit person-arkiv til tyskerne og muliggjorde besættelsesmagtens jagt på DKP'ere, tidligere Spaniensfrivillige og andre venstreorienterede danskere.
Men det spillede ikke ind, da politikere og embedsmænd efter krigen skulle tilrettelægge overvågningen og registreringen af de danske borgere, som de anså for en fare for demokratiet:
"Hvordan det skulle indgå i vores overvejelser, ved jeg ikke ... Det, der skete under krigen, var jo frygteligt og uacceptabelt. Men der var vel ingen, der forestillede sig, at det skulle ske igen," siger Frank Poulsen.
At de potentielle landsforrædere i Danmarks Kommunistiske Parti skulle overvåges, var Frank Poulsen og hans embedsmandskolleger ikke i tvivl om:
"Jeg var på det tidspunkt helt klart af den opfattelse, at kommunistpartiet og medlemmer af kommunistpartiet i virkeligheden var en - skal vi kalde det - 'undergrundshær'. I hvert fald kunne de når som helst blive det."
Frank Poulsen mener, at mange i dag har glemt, hvordan situationen var under Den Kolde Krig:
"Mange unge i dag vil mene, at der var tale om en hysterisk frygt for, at russerne ville dominere hele Europa. Jeg vil sige med sikkerhed, at der ikke var tale om en hysterisk frygt. Den var meget realistisk," siger han.
Frank Poulsen har aldrig arbejdet i selve Politiets Efterretningstjeneste. Men på sit skrivebord i Justitsministeriet fik han meget af det interessante materiale, som tjenestens overvågning af de venstreorienterede havde frembragt.
Som embedsmand så han rapporter over aflytninger rettet mod enkeltpersoner og mod mønttelefoner - især placeret på Østerbro i København omkring Sovjetunionens ambassade i Kristianiagade.

Ministeriets blindtarm
Frank Poulsen mødte, formentlig i 1957, første gang Arne Nielsen, der skulle blive PET's chef fra 1965 til sin tidlige død i 1970.
"Fra Arne Nielsen blev næstkommanderende i PET i 1957, har vi givet set hinanden flere gange om ugen. For Justitsministeriet og efterretningstjenesten arbejdede meget tæt sammen. Jeg betragtede PET som en slags blindtarm på ministeriet," fortæller Frank Poulsen.
Året før Arne Nielsen blev PET-chef i 1965, var Frank Poulsen rykket op som kontorchef i Justitsministeriets 6. kontor. Nielsen og Poulsen blev "meget, meget nære venner":
"Jeg kan tydelig huske min 40 års fødselsdag i 1967. Den fejrede vi her, og han sad lige over for mig. Vore børn legede sammen ude i haven," fortæller Frank Poulsen.
Justitsministeriets samarbejde med PET bestod imidlertid ikke i at holde øje med, om efterretningstjenesten registrerede flere danske statsborgere end rimeligt og nødvendigt: "Ministeriet drømte ikke om at gå ned og kontrollere, hvad der skete i efterretningstjenesten. Der har man stolet på hinanden. Og jeg tror med rette," siger Frank Poulsen.
Arne Nielsen blev kendt i den brede danske offentlighed, da det i september i år kom frem, at han uden den konservative justitsminister Knud Thestrups vidende i 1968 kopierede PET's hemmelige personarkiv over på mikrofilm og sendte det i skjul på den danske ambassade i Washington. Vennen Frank Poulsen tror ikke på, at Arne Nielsen handlede på eget initiativ:
"Jeg tror aldrig, han ville have drømt om det. Hvorfor skulle han det? Han havde ingen interesse i det. Han var en meget fornuftig, politisk afbalanceret type. Jeg aner ikke, hvor han stod politisk - men han var vist socialdemokrat. Han anede vist heller ikke, hvor jeg stod - jeg har altid været konservativ. Han ville aldrig gøre noget, som han ikke troede, at ministeriet var enig i. Vi handlede ud fra, hvad vi regnede med, regeringen ønskede," understreger Frank Poulsen.
Men embedsmændene fik ikke lov til at udføre deres loyale arbejde i stilhed. Efterhånden rejste der sig en debat om efterretningstjenesternes registrering, og den førte til et krav om kontrol med de hemmelige kartoteker:
"Der var hele tiden - i hvert fald fra omkring 1960 - en vældig debat om efterretningstjenesterne og de hemmelige kartoteker. Debatten førtes selvfølgelig udelukkende af de venstreorienterede. De var meget højtråbende, og de kæmpede jo hele tiden for at få begrænset kartotekerne. Og vi arbejdede på at imødekomme dem. Men det var et meget langsomtgående arbejde."
Frank Poulsen griner.

Debat i Folketinget
I første halvdel af 1964 var de hemmelige tjenesters registre flere gange til debat i folketingssalen.
I slutningen af januar kunne Frank Poulsens politiske chef, den socialdemokratiske justitsminister Hans Hækkerup - farbror til Nyrup-regeringens forsvarsminister af samme navn - i Folketinget beroligende citere fra den hemmelige 1953-instruks til PET-chefen, at "registreringen må indskrænkes til det absolut påkrævede."
En måned senere forsikrede justitsministeren, "at der ikke sker registrering af personer alene på grundlag af medlemskab af organisationer som Aldrig mere Krig, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Atomkampagnen og Komiteen mod Romunionen." Hvem der derimod blev registreret, røbede ministeren ikke.
Udgangen på debatten i 1964 blev, at regeringen udpegede det såkaldte Wamberg-udvalg, der skulle føre tilsyn med PET's registrering.

Pænt kontroludvalg
Wamberg-udvalget kom - med Frank Poulsens ord - til at bestå af "virkelig pæne folk":
Formanden var juristen og amtmanden Arne M. Wamberg fra Vejle. De øvrige medlemmer blev højesteretssagfører Jon Palle Buhl, rigsarkivar Johan Hvidtfeldt og forstander for Kroge-rup Højskole Harald Engberg-Pedersen.
"Den daværende justitsminister telefonerede, og sagde, at regeringen ville nedsætte sådan et kontroludvalg. Han spurgte, om jeg ville træde ind i det," fortæller den i dag 82-årige Harald Engberg-Pedersen.
"Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv, hvorfor regeringen ønskede mig i udvalget. Det hænger nok sammen med, at de ud over to jurister og en historiker ønskede en mand fra folkeoplysningen. Og jeg tror, de havde observeret, at jeg på det tidspunkt var relativt positiv over for NATO."
I Wamberg-udvalget var han nok den, der lå længst til venstre - i hvert fald skulle han igennem sine 22 år i udvalget flere gange opleve, at han var parat til at sætte flere spørgsmålstegn ved PET's arbejde end hans tre kolleger i kontroludvalget.
"Jeg var mest kritisk over for de ting, vi stødte på. Og mest ivrig efter, at vi skulle klage til ministeren og se, om ikke vi kunne få lavet nogle ændringer," siger Harald Engberg-Pedersen.
Han understreger, at han ikke husker alle detaljer fra udvalgets arbejde. Og han har hverken sine egne notater eller mødereferaterne at støtte sig til. Dem kom PET nemlig og hentede i hans hjem - sammen med det udlånte pengeskab - da Harald Engberg-Pedersen fyldte 70 og trådte ud af udvalget i 1986.
Sekretær for udvalget blev kontorchefen for Justitsministeriets 6. kontor, Frank Poulsen, der fra sit daglige samarbejde med PET-cheferne Mogens Jensen og Arne Nielsen havde et betydeligt tættere kendskab til PET's registrering end de fire kontrollanter i Wamberg-udvalget.

Træt PET-chef
Udvalgets arbejdsopgaver blev sammenfattet i seks punkter. Det slås blandt andet fast, at "udvalget holdes underrettet om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering."
Alligevel fik udvalget ikke justitsministerens instruks til PET's chef fra 30. november 1953 - den instruks, som PET med en enkelt modificering af 30. september 1968 arbejdede efter frem til 1996. I stedet fik udvalget et uforpligtende oplæg om, at PET snarere skulle forebygge end opklare forbrydelser fra en - som Harald Engberg-Pedersen siger - "træt og vemodig" PET-chef Mogens Jensen.
Jensens efterfølger fra 1965, Arne
Nielsen, var ikke mindre "vemodig" ved at skulle bruge tid på Wamberg-udvalget. Harald Engberg-Pedersen husker politiinspektøren som "lidt besværlig":
"Han var frustreret over, at der skulle komme sådan nogle og blande sig i hans sager."
Det var udvalgets opgave at sige god for alle nye politiske registreringer. Harald Engberg-Pedersen fortæller, hvordan udvalgets medlemmer ved flere lejligheder inspicerede deres 'arbejdsområde', PET's register, som var et lokale lidt mindre end en gymnastiksal, fyldt med tromler med strimler med navne fra væg til væg.
Det blev utvetydigt gjort klart for udvalget, at det ikke var PET's arbejde som sådan, det skulle interessere sig for. Men kun tjenestens "registrering og videregivelse af oplysninger" om danske borgere:
"PET's arbejde med kontraspionage faldt helt klart uden for, hvad vi kunne beskæftige os med. Og vi erkendte fra begyndelsen, at der var grænser for, hvad vi skulle blande os i," siger Harald Engberg-Pedersen.
Om udvalget faktisk fik alle de sager forelagt, som det ifølge reglerne havde krav på, kan Harald Engberg-Pedersen ikke sige i dag:
"Jeg har stort set tillid til, at PET-cheferne talte sandt. Men når det nu er kommet frem, at Arne Nielsen sendte hele materialet til Washington, må jeg sige, at der kan have været mange andre ting, som vi ikke har hørt et levende ord om," siger han.
Noget af det, der gjorde størst indtryk på Wamberg-udvalget, var de tusinder af danskere, der alene var registreret hos PET, fordi de var stillere eller anmeldere for politiske partier.
"Vores fornemmelse af det urimelige i det trængte vel også frem til Justitsministeriet efterhånden," mener Harald Engberg-Pedersen.
At hans fornemmelse er rigtig, blev den 1. april i år bekræftet af PET selv i den såkaldte "Redegørelse vedrørende dele af PET's virksomhed".
I redegørelsen står, at regeringens sikkerhedsudvalg - statsministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren - i slutningen af 1965 "efter henstilling fra Wambergudvalget" besluttede "at ophøre med registrering af stillere og anmeldere til politiske partier."
Det tilføjes lakonisk i redegørelsen: "Samtidig blev det oplyst, at et meget stort antal registreringer var slettet."
Hvad "et meget stort antal" betyder, får man en fornemmelse af, hvis man kigger på et svar fra den daværende socialdemokratiske justitsminister Erling Jensen til Folketingets retsudvalg i sommeren 1978.
Ministeren oplyste, at der på daværende tidspunkt var slettet i alt 300.000 personer fra PET's registre siden 1965. I året 1965 alene slettede PET over 47.000 navne, oplyste ministeren i 1978.
Wamberg-udvalget fik ikke lov at se den gældende instruks for PET's arbejde, og der var ikke - før 1968 - nogen regeringserklæring, som gav retningslinjer for grænserne for tilladelige registreringer.
"Vi vurderede ud fra, om det var rimeligt at anse de registrerede for potentielle landsforrædere. Og det måtte vi så argumentere ud fra over for Justitsministeriet," husker Harald Engberg-Pedersen.
Også udvalgets daværende sekretær, Frank Poulsen, husker udvalgets status som ret fritsvævende:
"Og det var nok med vilje," konstaterer han.
Udvalget havde i Harald Engberg-Pedersens tid møder både med de skiftende PET-chefer og justitsministre samt disses departementschefer. De første fire år - indtil 1968 - hed departementschefen Vilhelm Boas, og fra 1968 og den næste lille snes år var det Niels Madsen.
Begge havde ifølge Harald Engberg-Pedersen stor indflydelse på møderne: "Det var Vilhelm Boas og Niels Madsen, som forklarede ministeren, hvordan vore indvendinger skulle forstås, og hvad der nok var rimeligt at registrere."

Ingen låg på debatten
Men nedsættelsen af Wamberg-udvalget fik ikke den tiltænkte virkning - nemlig at lægge låg på debatten om kar-totekerne.
"Og det var beklageligt. Man havde håbet, at det virkelig ville skabe ro," husker den daværende kontorchef Frank Poulsen.
Efter valget i november 1966 skete der yderligere det, at statsminister Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering begyndte at samarbejde med SF i det, man kaldte Det Røde Kabinet.
"SF'erne var de ivrigste fortalere for en begrænsning af efterretningstjenesternes registrering. Mange af dem var forhenværende kommunister, og de havde den opfattelse, at man skulle registrere så lidt som muligt," siger Frank Poulsen.
Set fra kontorchef Frank Poulsens skrivebord oplevedes året med Det Røde Kabinet - fra november 1966 til december 1967 - som "et øget pres" for at be-grænse registreringen:
"Vi arbejde ivrigt med at få lavet nye retningslinjer. Ivrigt, men måske lidt langsomt," bedyrer Frank Poulsen og griner.
At VKR kom til magten efter valget i januar 1968, gjorde ikke situationen lettere for PET og Justitsministeriet:
"Så fik man pludselig Socialdemokratiet over på den side, der kritiserede efterretningstjenesterne. Nu var det interessant at drille efterretningstjenesterne," fortæller Frank Poulsen.
Den betroede kontorchef fik af den nye justitsminister Knud Thestrup og hans departementschef Vilhelm Boas den de-likate, juridiske opgave at skrive en kort erklæring, der dels lagde en dæmper på den offentlige kritik af efterretningstjenesterne og dels sikrede dem det nødvendige spillerum til fortsat registrering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu