Læsetid: 3 min.

Ri-Bus-aktivister vil renses

18. december 1998

Vi er interesseret i at få de grove hærværksaktioner opklaret, så mistanken ikke hviler på os, siger Ri-Bus-aktivisten Peter Kleist om baggrunden for sit tip, der førte til tirsdagens anholdelse af 67-årig

Vi har hele tiden været interesseret i, at de grove hærværksaktioner blev opklaret, så vi kan slippe for mistanken mod os. Derfor er der ikke noget underligt i, at vi har givet politiet oplysninger, som kan føre til en opklaring.
Sådan siger Ri-Bus-aktivisten Peter Kleist, der sammen med Ri-Bus-Støttekredsen står bag det tip, som førte til tirsdagens anholdelse af en 67-årig mand, mistænkt for seks tilfælde af groft hærværk og brandstiftelse i Esbjerg-området.
Tippet blev givet kort tid efter anslagene mod tre amtsrådspolitikeres hjem den 9. oktober i år om natten.
"Vi ved ikke, om det er gerningsmanden, som politiet har fat i. Vi har bare videregivet de oplysninger, vi har fået," siger Peter Kleist, der med tippet for to måneder siden håbede at få mere fart i politiets efterforskning.
"Vi har hele tiden haft en fornemmelse af, at politiet ikke har været særlig ivrige efter at opklare sagerne, fordi de ville bevare mistanken mod os," siger Peter Kleist, der som en krølle på sagen står til at modtage 50.000 kr. i dusør for tip, der kan føre til sagens opklaring.
"Det vil jeg slet ikke kommentere, for vores interesse har intet med den dusør at gøre," siger aktivisten.

Brev til støttekomite
I dag skal han selv modtage en dom i landsretten for andre og mindre forhold, han er tiltalt for at have begået under konflikten i 1995.
Han mener, at mistanken om hans deltagelse i de langt værre forhold kan risikere at spille ind i dommernes eventuelle strafudmåling.
Vicekriminalinspektør Jørgen Abrahamsen, Esbjerg Politi vil ikke kommentere beskyldningerne om, at politiet har trukket opklaringen i langdrag.
"Det er først i forbindelse med oktober måneds attentater, at vi via et tip har fået kendskab til mandens identitet," siger Jørgen Abrahamsen.
Støttekomiteen modtog i 1995 breve fra en mand, der påtog sig skylden for hærværksaktionerne, og igen i 1997, hvorefter manden ringede og bad om at få bistand til noget hærværk.
Allerede i 1995 fik politiet udleveret det første brev, og efter attentaterne i oktober i år overlod Støttekomiteen via forsvarsadvokat Hans Kjellund de næste breve og telefonnummeret på den mand, som havde ringet.
"Da han ringede, bad vi ham ringe senere for at vi kunne få registreret hans telefonnummer", fortæller Tove Andersen fra Støttekomiteen, der kunne høre, at det var en ældre mand, ligesom han hentydede i brevet, at han var dårligt gående.

Peger på 67-årig
Både telefonnummer og beskrivelsen af sin tilstand passer til den 67-årige mand, der nu er sigtet i sagen.
"Om det er ham, der har gjort det, ved vi ikke, men han skrev og sagde VI, som om der stod flere bag," siger Tove Andersen, der finder det mærkeligt, hvis den ældre mand skulle have udført de handlinger.
Selv politiet indrømmer, at den mistænke, der udover dårlige ben har en øjenlidelse, ikke helt passer ind i billedet af en attentatmand.
"Det er rigtigt, at det umiddelbart ser ulogisk ud, men sagen har så stor bevågenhed, at vi ikke bare anholder i flæng," siger vicekriminalinspektøren.
Som omtalt i gårsdagens Information betvivler to kilder, som flere gange har talt med den 67-årige og har et tæt kendskab til sagen, at han kan have udført attentaterne.
Imod skyld taler hans alder og helbred. Ligesom anslagene virker så professionelt udført, at det ikke stemmer overens med, at den 67-årige derefter laver fejl på fejl ved at ligge inde med bevismateriale lang tid efter, at han er kommet i politiets søgelys, og ved at sende breve og ringe om aktionerne fra sin egen telefon.
For skyld taler, at han givetvis har skrevet og sendt brevene, og at han har en gammel bil, som passer til den model, nogle vidner har set ved aktionerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her