Læsetid: 5 min.

Rusland: Et nyt år truer

30. december 1998

Konsolidering, politisk og økonomisk, er nøgleordet for Primakovs regering, som foreløbig har hindret Ruslands totale kollaps. Men i 1999 forfalder kæmpeafdrag på udlandsgælden - og valgkampen skærpes

BRÆNDPUNKT 98
1998 var kun 13 dage gammelt, da Ruslands præsident, Boris Jeltsin, samlede sine vigtigste økonomiske ministre på sit landsted uden for Moskva, hvor præsidenten endnu engang 'hvilede sig' efter et af de tilbagevendende sygdomstilfælde.
Ministrene, første vice-ministerpræsident Boris Nemtsov og finansminister Mikhail Sadornov, fik en regulær præsidentiel skideballe, fordi regeringen efter Jeltsins mening havde sat forventningerne til 1998 alt for lavt.
Især Sadornov havde vakt præsidentens vrede, fordi han havde udtalt, at han ikke forudså væsentlig større vækst i '98 end året før - hvor Rusland med en vækst på 0,4 pct. opnåede det første år med økonomisk fremgang siden Sovjetunionens sammenbrud.
Men Jeltsin var uforfærdet: Han udsendte efter mødet en erklæring, hvori det hed, at præsidenten havde 'instrueret regeringen' om at sikre, at Rusland i 1998 ville få en vækst på to-fire procent.
Det skulle gå anderledes - helt anderledes. Da 1998 var gået, kunne Jeltsin og alle andre konstatere, at Rusland havde oplevet sit mest turbulente år, siden Jeltsins statskup og efterfølgende belejring og bombardement af parlamentet i efteråret 1993.
De mest optimistiske forudsigelser for væksten i 1999 hedder nu -3 pct. Efter det økonomiske sammenbrud i august er statskassen nærmest tom. Der er ingen penge til at betale udenlandske og indenlandske kreditorer, heller ikke til at betale lønninger og pensioner, og inflationen, der ved seneste årsskifte var kommet ned på et et-cifret tal, skønnes i 1999 at blive omkring 30 pct. (ifølge regeringen, mere neutrale analytikere venter inflation på mellem 60 og 70 pct.).
Politisk er reformpolitikerne nærmest udrenset fra regeringen - med førnævnte Sadornov som en hæderlig undtagelse. Og Jeltsin er svækket i en sådan grad - politisk og rent fysisk - at de fleste kun regner ham for et symbolsk statsoverhoved frem til (i heldigste fald) det altafgørende præsidentvalg i år 2000.
Hvordan kom det så vidt?

Den første indikatorlampe begyndte at blinke, da Jeltsin den 23. marts efter endnu et af sine lange sygefravær demonstrerede handlekraft og prompte og uvarslet fyrede sin regeringschef gennem mere end fem år, den driftsikre, men ikke særligt visionære Viktor Tjernomyrdin. En ung, uprøvet bankdirektør, Sergej Kirijenko, blev udpeget i dennes sted.
Det var ikke fyringen i sig selv, der var noget galt med: Tjernomyrdin var om nogen manden, der favoriserede politiske venner og økonomiske samarbejdspartnere på andres bekostning og absolut medskyldig for, at den russiske markedsøkonomi udviklede sig til ren røverkapitalisme.
Og efterfølgeren Kirijenko udnævnte den vel nok mest kompetente reform-regering i Ruslands nyere historie, forsøgte af al sin magt at få Ruslands magtfulde erhvervsgiganter til at betale skatter, fremmede den skattereform, politikerne havde talt om i årevis, og prøvede at holde en stram budgetdisciplin.
Problemet var blot, at Kirijenkos magtbase ikke var stor nok. Hans bestræbelser blev saboteret af modstand fra finansoligarkiet på den ene side og det kommunistisk-nationalistiske parlamentsflertal på den anden.
Den 17. august - en dato, der har brændt sig ind i enhver russers bevidsthed - gik det galt. Da begik Kirijenko - drevet af et konstant pres mod rublen - sit unge livs største fejltagelse, lod rubelkursen falde, stoppede betalingerne på kortfristede statsobligationer og indførte et 90 dages moratorium på betaling af udlandsgæld.
I løbet af to uger havde rublen mistet to tredjedele af sin værdi, banksystemet brød fuldstændigt sammen, de udenlandske kreditorer (og regeringer) rasede, Den Internationale Valutafond nægtede at udbetale rater på det lovede lån på ca. 150 mia. kr. - og den hårdt prøvede russiske befolkning led endnu mere. Især de, der ikke havde adgang til kolonihavens basisprodukter.
Det økonomiske sammenbrud førte til politisk kaos. Jeltsin gik i panik og søgte at få genudnævnt den mand, Tjernomyrdin, han havde fyret et halvt år tidligere. Men den kommunistisk-anførte Duma lugtede præsidentblod og stillede sig på bagbenene.
Efter flere dages åndeløs spænding, hvor Jeltsin efter flere udsagn på ny overvejede at sætte militæret ind mod parlamentet, gav præsidenten sig.
Udenrigsminister Jevgenij Primakov - en parti-karrieremager allerede under Bresnjev - blev ny regeringschef, med opbakning fra brede kredse i Duma'en. Jeltsin var politisk svækket som aldrig før, hans præsident-administration under opløsning og helbredet fortsat yderst skrøbeligt.

Sådan er situationen, umiddelbart før et Rusland, fuldstændig befriet for forventninger, går ind til et nyt år.
Primakov har levet op til sit ry som fuldblods- pragmatiker. Hans vigtigste opgave - at forhindre voldsom politisk turbulens - er foreløbig lykkedes. Økonomisk er Rusland bombet mange år tilbage, men landet er ikke brudt fuldstændigt sammen, og den hyperinflation, mange frygtede - især efter at Centralbanken satte fart på seddelpressen - har ikke indfundet sig.
Tilmed lykkedes for Primakov i slutningen af december at få et nærmest monetaristisk, stramt statsbudget uskadt igennem Duma'en - ganske vist under den forudsætning, at IMF udbetaler de manglende rater.
Hvad der sker, når Rusland allerede til januar må konstatere, at det ikke er i stand til at betale skyldige afdrag på udlandsgælden (hele 17,5 mia. dollar) og IMF fortsat smækker kassen i, står hen i det uvisse. Analytikere taler om faren for et nyt sammenbrud, mindst lige så alvorligt som den 17. august.

Politisk bliver det nye år præget af valgkamp - både forud for det parlamentsvalg, der skal holdes til december, og præsidentvalget i sommeren 2000.
Den populistiske general, Aleksandr Lebed, der i 1998 fik et politisk come-back og blev valgt som guvernør i den store sibiriske Krasnojarsk-region, og den halv-autoritære Moskva-borgmester Jurij Lusjkov står ved årskiftet som de sandsynligste bud på en Jeltsin-efterfølger.
Stærke kræfter i det russiske politiske liv arbejder på at få ændret forfatningen, så præsidentens store magtbeføjelser svækkes til fordel for parlamentet og - måske - regionerne. Det bliver en af årets politiske thrillers.
Valget i december bliver en afgørende pejling. Kommunistpartiet og dets allierede vil formentlig genvinde flertallet i Duma'en, trods forsøgene på at lave en samlet reform-blok. Men stemmetallene til reformøkonomen Grigorij Javlinskijs social-liberale Jabloko-parti og til Lusjkovs nydannede bevægelse, Otjetjestvo ('Fædreland'), bliver afgørende indikatorer forud for præsidentvalget.
I international politik ventes Rusland at fortsætte den stadigt mere uafhængige linje, Primakov har stået for i sin tid som både udenrigsminister og regeringschef.
Der kan med andre ord ventes voldsomt bøvl med Rusland, hvis USA og allierede forsøger at gribe militært ind i Kosovo-konflikten, igangsætter nye bombardementer af Irak eller fejrer NATO's 50-årsdag til april med at sende indbydelser til endnu flere tidligere østlande.
Det nok engang genvakte forslag om en politisk og økonomisk union med Hviderusland, Primakovs tanker om en strategisk alliance med Indien og Kina og meddelelsen i sidste uge om, at Kreml vil bruge nogle af Ruslands mange penge på at udvikle en ny generation strategiske atomraketter, de såkaldte Topol-M, viser noget om, hvorfra vinden blæser. Det er ikke fra Vest.

*I dagene frem til nytår analyserer vi på denne plads, hvordan den politiske og økonomiske situation ser ud i nogle af de brændpunkter, der har givet de mest dramatiske overskrifter i året, der er gået. De første to blev bragt den 28. og 29. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu