Læsetid: 1 min.

S foreslår mindre demokrati

8. december 1998

Borgmesterklub i Københavns Amt vil nedlægge amtet og indføre flere indirekte valg

Nedlæg Københavns Amt og del dets opgaver mellem kommunerne og nogle nye indirekte valgte regionale forsamlinger.
Det foreslog Gladsaxes socialdemokratiske borgmester Ole Andersen i går på en konference om hovedstadens fremtid.
Forslaget er angiveligt et kompromis i striden om et "stort storamt" og "et lille storamt" for hovedstaden. Bag forslaget står en kreds af magtfulde hovedstadsborgmestre, der er samlet i bestyrelsen for Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, FKKA.

Nyt indirekte valg
Forslaget indebærer, at de overordnede planlægnings- og styringsopgaver for Københavns og Frederiksberg kommuner og de nuværende Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter fremover skal varetages af et "Hovedstadens Udviklingsråd," valgt ved indirekte valg fra regionens folkevalgte forsamlinger.
En anden indirekte valgt bestyrelse for Hovedstadens Trafikselskab skal efter forslaget fortsat stå for trafikforsyningen i regionen, eventuelt udvidet med ansvar for S-togene og den kommende mini-metro.
Som en fælles opgave, der skal varetages af en ny, indirekte valgt bestyrelse, peger 'borgmester-klubben' på hospitals- og sundshedsområdet. Her forestiller borgmestrene sig, at det nuværende Københavns Amts Sygehusvæsen skal lægges sammen med Hovedstadens Sygehusfællesskab til et "Storkøbenhavnsk Sundhedsfællesskab."
De øvrige opgaver, der nu hører under Københavns Amt, foreslår borgmestrene lagt ud til de 18 kommuner.
"Det drejer sig f.eks. om folkeskolens specialundervisning, gymnasier og HF, vejene og miljøbeskyttelsen," sagde Gladsaxes borgmester Ole Andersen.
Forslaget, som FKKA-bestyrelsen fremsætter i forståelse med Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og Frederiksbergs borgmester, John Winther (K), skal ses som en del af det politiske magtspil om hovedstadens fremtid.
Når det kan vinde tilslutning fra Kramer Mikkelsen og Winther, som begge går ind for "det store storamt", skyldes det, at det på et afgørende punkt underminerer Frederiksborg Amts ønske om at køre sololøb:
Det foreslåede "Hovedstadens Udviklingsråd" vil nemlig overtage de nuværende amters beføjelse til at forestå regionplanlægningen og dermed styre områdets erhvervsudvikling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her