Læsetid: 7 min.

Det såkaldte demokrati

30. december 1998

Instruktøren Henning Carlsen overbringer en julehilsen til Olga i Victoria - og får mere at vide om Pinochets metoder

Rejsebrev
I dag bliver det rigtig varmt. I går var der 34 grader i skyggen. I morges meddelte fjernsynet, at i dag vil blive århundredets varmeste dag i Santiago med lidt over 35 grader. Vi har derfor besluttet at starte dagens program så tidligt, som man nu kan være det bekendt over for dem, der skal hjælpe os og dem, vi skal besøge.
Vi skal besøge nogen i Victoria, en bydel, som ikke står på bykortet, inden for en bydel der hedder Pedro Aguirre Cerda. Jeg har en mission dér. En af mine døtre har en veninde i Victoria, og jeg skal overbringe en julegave og friske hilsener.
Victoria ligger langt fanden i vold. Vore venner, som kører for os, udpeger den ene seværdighed efter den anden. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at hver anden seværdighed var enten et fængsel eller en militær kaserne. Vi kører og kører mod syd. Man får virkelig indtryk af, hvilken kolossal by Santiago er. Her bor godt fire millioner mennesker.
Sammenligningen med Los Angeles holder ikke kun for det Beverly Hills kvarter, vi bor i. De baraklignende kvarterer, vi bevæger os igennem, kunne lige så godt ligge i South Los Angeles. En byplanlægger ville sikkert kalde det meste af dette for slum. Men havde han set kvartererne La Legua og Yangay, der mest består af truende faldefærdige skure, ville han nok formilde sin dom og kalde disse områder for industri- og arbejderkvarterer. Vi kører forbi en stor indhegnet mark med skrammel spredt udover hele området. Midt på marken står en urørlig, ensom hest og ser trist ud.
Så svinger vi ind i Victoria. Man mærker med det samme en speciel stemning. Dette har intet med slum at gøre.
Husene, så primitive de måtte være efter vores målestok, er individuelle, personligt prægede, enetages boliger, opført med en aura af nænsomhed. Mange af facaderne og murværkerne er dekorerede med graffitikunst af høj kunstnerisk kvalitet og med stærke politiske meldinger. Vi krydser en myldrende markedsgade, så svinger vi ind i et roligere strøg.

Snak om karisma
Olga Cortez Plaza har mange venner i Danmark fra sit besøg der i 1987 i forbindelse med den internationale kvindedag, hvortil hun var inviteret af en dansk kvindebevægelse.
Hun kommer ud fra naboens hus, da vi netop har fundet hendes nummer i avenida Aceve do Hermandez. Hun er en vital, let firskåren pragtkone på ca. halvfjerds år med et tæt hvidt hår, der lyser op over hendes stærkt solbrændte ansigt med de smilende, kulsorte øjne. Snak om karisma.
Hun havde ventet os. Hun ved naturligvis, at jeg er far til hendes unge veninde i Danmark. Vi kan ikke tale et ord sammen. Men vi omfavner hinanden, og jeg fornemmer hendes generøse og dybt hjertelige velkomst.
Huset har en forhave, eller forgård, på ca. syv gange tre meter. Hun dyrker både citroner og vindruer, og en papegøje huserer i et bur og kalder hele tiden på Olga, når hun er ude af syne. Stuen er hyggelig, pladsen ikke stor naturligvis, men her er trygt og godt med komfortable møbler og tæpper på gulvene. På væggene hænger flere fotografier fra Olgas besøg i Danmark. Efter at have afleveret mine hilsener og julegaver og lidt snak om det familiære, spørger jeg:
Victorias historie
"Hvad er det, der gør Victoria til noget så specielt, at man taler om den med beundring, men også med lidt bæven?"
"Det er en lang historie," begynder Olga. "I 1957 var der her på stedet kun en åben mark med noget græs og et par enkelte køer. Vi var en gruppe unge ægtepar, som ville have et sted at bo. Så vi besatte simpelthen grunden. Det blev naturligvis en vældig kamp med myndighederne om at få tilladelse til at blive her. Men vi var meget stædige. Det var umuligt selv for politiet at fjerne os. Der var på den tid heldigvis venstreorienterede mennesker i kommunerådet, som hjalp os, og i parlamentet. Selv kirken støttede os. Da vi endelig fik tilladelse til at blive, ville boligministeriet bestemme, at her skulle bygges baraklignende rækkehuse. Men det ville vi ikke finde os i, så vi byggede individuelt efter vore egne hoveder, som du kan se. Her er ca. 3.000 lodder af samme størrelse som min. Vi beregnede fem personer pr. lod. I dag, med børn og børnebørn, bor her nok otte eller måske ti i hvert hus, altså måske 30.000 i hele Victoria."
"Hvad så efter '73, da Pinochet kom til magten?"
"Min mand og jeg blev begge arresteret i '74 og ført ud til et fange- og torturcenter, som var indrettet i en tidligere kendt feriekoloni ude ved kysten. Vi var der i to måneder. Siden har jeg aldrig holdt ferie. Vi blev begge udsat for tortur, men vi stod det igennem uden at angive nogen. Min mand blev imidlertid aldrig den samme igen efter dette. Det slog ham ganske langsomt ihjel, så han døde i '85."

Det såkaldte demokrati
"Victoria må have været et udsat område i den periode?"
"Ja, det var et af de mest undertrykte områder i Santiago, måske i hele Chile. Her var ustandselig belejringer af militæret og masser af skyderier. Politiet kom utallige gange, oftest ved tre-fire tiden om morgenen, og maste ind i hjemmene og endevendte alt og slog så meget i stykker, de kunne overkomme. Somme tider tog de nogen med. Andre gange slæbte de alle mændene ud af husene og samlede dem på fodboldpladsen, mens vi alle bævede for, hvad der ville ske med dem. For det meste virkede det som chikane, denne terror, der skulle gøre os bange, men som bare ikke rigtigt fungerede for dem i det lange løb."
Telefonen ringer, og papegøjen skriger: "Olga! Téléphone! Olga! Téléphone!" Bagefter fortsætter Olga:
"Jeg ledte i mange år en gruppe af kvinder, som drev et fælleskøkken, der hver dag serverede grydemad for 250 børn, mens mødrene var rundt i byen for at lede efter deres forsvundne mænd eller sønner, og for andre, der ikke kunne klare sig. Under en af belejringerne blev jeg fulgt af to politifolk på indkøb til dagens gryderet. Da børnene så mig følges med de to uniformerede mænd, råbte de: "De har taget 'lille gryde' (ollita)," hvor de egentlig mente: "De har taget lille Olga (Olgita)."
Olga ler hjerteligt. Hun har ikke selv børn, fortæller hun. Men hun har alligevel en masse børn og unge at tage sig af, for der er mange stofmisbrugere og unge kriminelle i Victoria. De kalder hende Mamica og garanterer for hendes sikkerhed i gaderne om natten. "Det er jo meget sødt af dem, men jeg kommer nu aldrig i gaderne om natten," ler hun.
"I 1990 troede vi så, at vi skulle have demokrati, og de forskellige hjælpeorganisationer gik mere eller mindre i stå eller i opløsning, måske i en slags tiltro til at nu ville samfundet begynde at tage sig af de mest nødlidende. Resultatet er, at mange i virkeligheden er kommet i en vanskeligere situation end de var, før det såkaldte 'demokrati' blev indført. Og der er ikke længere nogen entusiasme blandt de mennesker, der tidligere engagerede sig i socialt eller politisk arbejde. Der er ikke længere den begejstring, som fik os til at gå ud i gaderne og kæmpe imod diktaturet med risiko for vore liv. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men det hele virker noget afmattet. Trist."
"Hvad nu med Pinochet tilbageholdt i Londen? Har det ikke bragt en ny entusiasme frem," spørger min kone.
Olga bryder ud i et stort smil: "Det tror jeg desværre ikke. Men det var da endelig godt, at det skete. Det er en stor glæde for alle os her i Victoria, og ikke mindst for mig. Nu skal han få lov at betale. Vi har tillid til, at der hersker en vis juridisk retfærdighed i England. Det gør der ikke her. Men. Foreløbig er det godt nok, det der er sket. Vi glæder os meget."

En politisk køreplan
På vejen tilbage taler vi om 'det såkaldte demokrati' i 1990, som Olga havde nævnt. I 1976 udarbejdede en vis professor i jura, Jaime Guzmán, på Pinochets vegne en grundlov og en politisk 'køreplan' for de kommende tyve år i Chile. (Vores ven Rafaël havde allerede nævnt dette og fortalt, at han, da køreplanen blev offentliggjort, havde tænkt: "Jeg er otteogtyve år nu. Jeg vil være næsten halvtreds, før der bare går hul på dette mareridt.")
Grundloven blev vedtaget ved en problematisk folkeafstemning i 1980. Den fastsatte de to kamre med 120 deputerede og 46 senatorer, hvoraf de otte vælges af Pinochet personligt og resten hentes fra toppen af statsadministrationen. Ifølge Guzmáns plan blev loven så ændret i '87, og almindelige politiske partier leverede nu kandidaterne til de deputerede. I '89 kom det planlagte første demokratiske valg. 17 partier deltog og gik sammen i den såkaldte Concertation para la Democracia, som på en eller anden måde stadig eksisterer i al sin skrøbelighed. Til Pinochets fortørnelse, og stik imod hans og Guzmäns forventninger, vandt de 17 partiers kandidat, Patricio Aylwin, præsidentposten på bekostning af Pinochets kandidat. Pinochet trak sig tilbage (efter planen), men styrede landet gennem senatet og med den latente trussel der lå i, at han fortsatte som chef for militæret.
Det er det 'demokrati', Olga henviser til.
I øvrigt blev den samme Guzmán likvideret i 1990, formodentlig af MIR. Men det var ikke efter køreplanen.

Dette er Henning Carlsens sjette brev fra Chile afsendt 25. december. Tidligere breve blev bragt 11., 12., 15., 22. og 24. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu