Læsetid: 3 min.

Man sætter pølse for...

19. december 1998

4. kapitel, hvori følgerne af et sukkerchok turde fremgå. Er det sandt at Forfatterskolens elever nu skal undervises i samfundsfag? Hvad er det for noget sludder med en lille grim mand oppe på loftet?

DECEMBERFORTÆLLING
Kære Ellen Margrethe, sukkerchok, det må simpelthen være sukkerchok. Du ved, det er fordi der skal strøs farin ovenpå blodpølsen, jeg er møgsyg, det har jeg været lige siden i aftes. Tage og jeg har også skændtes, for det skulle have været hvid farin, ikke brun farin som jeg havde købt, jeg vidste sgu da ikke, at der overhovedet er noget der hedder hvid farin, men det er der altså, sagde han. Og skældte ud. Faktisk tror jeg, han havde mest lyst til at slå mig. Han er, som han er, han har altså også nogle komplekser. Borgerfisse! kaldte han mig, og en masse andet lort, du ved, alt sådan noget med, at jeg så ned på ham, fordi han er vokset op med hvid farin på blodpølsen, nej kun ni år i folkeskolen og alt det der. Fuck! - hvad andet kunne jeg sige? Hvem interesserer sig for den slags i dag? Så grinede han. Vil du gerne vide, hvorfor jeg altid lugter af olie? spurgte han.
Jeg gloede. Jeg mener: ved du hvad du lugter af? Jov, hvis du har købt noget skidedyr parfume, så ved du det selvfølgelig. Men ellers? Dybest set er der vel ingen der ved, hvad de selv lugter af.
Det er vel på grund af Nordsøen, sagde jeg og kunne godt selv høre hvor dumt det lød. Så ville han pludselig bolle, men vi var jo først lige blevet færdig med at spise blodpølsen, så det var godt nok det sidste, jeg havde brug for lige her og nu. Frederikke Amalie stod og guffede noget Müsli i sig, hun ville kraftedeme ikke æde blod, havde hun sagt. Men Tage, han gav sig altså til at kramme og rage på mig. Fjern de beskidte grabber, sagde jeg, det røg ud af mig, jeg er jo ellers ikke snerpet, som du ved. Han slap mig da også, men han grinede hele tiden, han kunne slet ikke holde op.
Paw syntes det var sjovt, han er en mærkeligt afstumpet unge. Skal du voldbolle damen nu, far? spurgte han. Tage stak ham en lussing. Sådan noget siger du ikke bare en gang til! sagde han. Så tudede Paw. Nej, far, snøftede han. Tage klappede mig på kinden. Opvasken kan du tage i morgen, sagde han.
Det værste var næsten Frederikke Amalie. Den måde, hun pludselig så på mig på. Et blik, siger jeg dig! Som om hun syntes at jeg, hendes mor, var et kæmpestort pattebarn.
Tak for brev, forresten. Nå, skal I til at have samfundsfag nu? Det lyder mærkeligt - hvad skal I bruge det til?

Det må jeg nok sige! Pludselig kommer begge børnene stormende, helt røde og ophidsede, som rigtig glade julekortbørn. De vil fortælle mig noget, men det tager sin tid, før det går op for mig, hvad det er.
Og det viste sig selvfølgelig så, at det kun var Paw, der var sådan et julekortbarn. Frederikke Amalie morede sig bare, fordi han kunne være så åndssvag.
De havde set noget oppe på loftet. Paw var så ivrig, at han helt glemte, at jeg jo egentlig er en fin dame, men til gengæld var han ude af stand til at udtrykke sig bare nogenlunde forståeligt. Han går også i hjælpeklasse på skolen, han kan næsten ikke læse. Men Frederikke Amalie, hun skulle jo egentlig have været på Ingrid Jespersens, så hun har da talens brug. Hun fortalte det.
Der bor en lille, ulækker mand oppe på loftet, sagde hun. Han er grim! Hun vrængede ansigt, som om hun skulle kaste op.
Du ved hvordan børn kan sige det. Jeg er ved at blive sindssyg, tænkte jeg jo. Skriv snart igen.

Din
Camilla Elise

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu